Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43398Visninger
AA

4. 28. januar 2010 ~ Skye

Allerede da jeg slog øjnene op, vidste jeg, at det var torsdag. Det var ikke, fordi der var noget specielt over vejret, der fortalte mig det, og jeg havde heller ikke rigtigt gået og glædet mig til noget, der ville ske netop den dag, men alligevel kunne jeg mærke det. Jeg var ikke typen, der glemte, hvad dag det var, og det havde jeg aldrig været. Selv i de længste ferier glemte jeg det aldrig. For selvom jeg ikke gik og så frem til noget specielt, så talte jeg alligevel dagene. Hver dag ville jeg vågne op og tænke: Endnu en dag har passeret. Jeg er nu en dag tættere på at dø.

  Og det var ikke, fordi jeg havde lyst til at dø. Det var bare noget, der slog mig. Noget, mine tanker ikke ville lade være med at spore hen på.  Det var vel, fordi jeg netop ikke havde så travlt, at alt var fuldstændig kaotisk. Jeg havde nemlig overskud – endda lidt for meget af det. Udover svømning lavede jeg ikke meget. Det var også derfor, jeg spenderede så meget tid i svømmehallen, som jeg gjorde – andre sportsgrene interesserede mig simpelthen ikke. Jeg huskede tydeligt, hvordan jeg som helt lille altid beklagede mig over, hvordan jeg var et talentløs, lille skravl.

  ”Hannah er god til at tegne, Lucas er god til fodbold, Cecilia er god til at spille klaver. Hvad er jeg god til? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af de samme ting som dem?” ville jeg spørge min mor med mine store, undrende øjne. ”Er det, fordi jeg ikke er god nok? Er det derfor, far forlod os?”

  Og så ville min mor prøve på at benægte al den negativitet ved at fortælle mig, hvor værdifuld en guldklump jeg var. Jeg troede bare aldrig på hendes ord. Dengang så jeg aldrig smerten, som var malet i min mors ansigt. Jeg forstod ikke, hvorfor hendes stemme skælvede så faretruende, og jeg forstod ikke, hvorfor hun flere gange vendte ansigtet væk fra mig. Det gjorde jeg nu.  Min far var ikke ligefrem et samtaleemne, som kunne få min mor til at græde lige med det samme, men det var heller ikke let at snakke om. Det vidste jeg. Det var egentlig ikke, fordi hun savnede min far. Det var mere det, at det bare aldrig let at være enlig mor til en besværlig teenager (eller den plagende, belastende, lille pige, jeg var dengang).

  Som årene passerede, meldte min mor mig til flere forskellige fritidsaktiviteter. Først dans, så kor, så tennis, derefter badminton, efterfølgende spejder, og sådan blev det ved i lidt tid. En dag fik jeg bare virkelig åbnet øjnene op for svømning. Det er ikke, fordi jeg bare allerede for første gang, jeg var i vandet, opdagede min kærlighed til vandet, for jeg havde prøvet at svømme før – endda tonsvis af gange. Lige pludselig elskede jeg bare den måde, man kunne flyve under vandet på. Måske havde det noget at gøre med Drew, for jeg startede faktisk kun til svømning for at imponere ham, og så ville vi bruge vores fridage på at svømme om kap og udfordre hinanden. Han havde været grunden til, at jeg havde presset mig selv så meget til at lære at svømme butterfly. Jeg var typen, der kunne finde på at gøre alt bare for at imponere en dreng en lille smule, hvis jeg kunne lide ham.

  Jeg rejste mig op fra min seng og begav mig dovent ud i køkkenet. Der fandt jeg min mor, som var i færd med at lave havregrød til mig. Et muntert smil blev sendt i retningen af mig, da hun fik øje på mig. ”Har du sovet godt?”

  ”Jeg har sovet fint, ja,” nikkede jeg, og min stemme var fuldstændig hærget. ”Hvad med dig?”

  ”Fint, tak!” svarede hun. ”Havregrøden er færdig om små fem minutter, så du kan bare finde ud af, hvad du skal have på, og så er maden klar.”

  ”Okay.” Efter at have sagt det ene ord, gik jeg igen ind på mit værelse for at åbne det træskab, som stod i højre side af værelset. Jeg var hurtig til at finde en cremefarvet striksweater, nogle bomuldsstrømpebukser og så et par sorte shorts. Nogle af de ting, jeg havde i skabet, gik jeg aldrig med længere. Jeg var sådan en person, der gik med noget specifikt tøj i en lille periode, fordi det var nyt, som derefter hurtigt kunne blive erstattet og aldrig rørt en eneste gang igen.

  Da tøjet sad på min krop, gik jeg ud på toilettet for at plaske noget vand i ansigtet, og derefter tog jeg mig tid til at flette mit lange, brune hår i en sidefletning. Egentlig foretrak jeg at have det løst, men jeg kunne mærke, at det var en dårlig hårdag for mig.

  Mine skridt mod gulvet gav næsten ingen lyd fra sig, som jeg bevægede mig ud i køkkenet, og inden længe sad jeg med en ske i hånden og en skål havregrød foran mig. Skeen lod jeg køre rundt i den halvflydende masse. Jeg fik havregrød hver dag, så det var efterhånden blevet en ret kedelig ret – ikke at det nogensinde havde været, hvad man kunne kalde en delikatesse.

  ”Hvornår har du fri fra skole i dag?” spurgte min mor og tog en tår af sin sorte kaffe.

  ”Klokken fire,” svarede jeg og førte selv en skefuld grød op mod min mund. Med lidt besvær fik jeg sunket det klæbrige stads, som af en eller anden grund virkede mere ubehageligt i halsen end normalt. ”Hvornår er du hjemme fra arbejde?”

  ”Muligvis lidt før,” informerede hun mig om, og jeg nikkede.

  Jeg fortsatte med at spise min havregrød, og min mor valgte at fokusere på den iPad, hun havde ved sin side. Jeg forstod egentlig ikke, hvorfor hun havde købt en iPad, for hun kunne næsten ikke finde ud af at bruge den. Jeg havde slet ikke tal på, hvor mange gange hun havde spurgt mig om hjælp.

  ”Nå, men tak for morgenmad,” sagde jeg efter lidt tid og skubbede min stol bagud. ”Jeg er ikke så sulten i dag, hvis det er okay.”

  Og så forlod jeg ellers morgenbordet og den halvspiste skål havregrød. Hverken min mor eller jeg prøvede på at konversere, for vi havde set i øjnene, at vi begge bare ikke var særlig snaksaglige. Det var der ikke noget at gøre ved.

  Igen gik jeg ud på toilettet; denne gang for at børste tænder og lægge min daglige makeup. Jeg plejede for det meste aldrig at bruge mere end mascara. Nogle gange kunne jeg finde på at tillade mig at bruge lidt øjenskygge også, men jeg var ikke typen, der ikke kunne gå uden makeup. Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville blive sådan.

  Imens jeg stod og børstede tænder, betragtede jeg mit spejlbillede. Jeg hadede det ikke rigtigt, men alligevel brød jeg mig ikke om at tjekke min refleksion mere end to gange om dagen – og de to tidspunkter var om morgenen og om aftenen. Det var også grunden til, at jeg ikke havde noget spejl på mit værelse. For mange piger på min alder var det nok et must, men for mig kunne det ikke være mere lige meget. Jeg havde det sådan, at jo længere jeg stirrede på mit spejlbillede, desto mere ville jeg komme til at hade det. Det, jeg hadede mest ved mig selv, var, at jeg altid så ufatteligt træt ud på grund af de rander, som ikke var til at få væk. Jeg gik ikke engang særlig sent i seng. De var der bare lige meget hvad.

  Jeg greb min taske, da jeg var nogenlunde præsentabel og i stand nok til at blive set af andre folk, efterfulgt af min jakke, som jeg hurtigt tog på.

  ”Jeg smutter i skole nu,” meddelte jeg.

  ”Hav en god dag, skat!” Min mor farede selv rundt i huset. Jeg gættede på, at hun endnu en gang ikke kunne finde sine nøgler.

  ”Tak, i lige måde.” Selvom hun højst sandsynligt ikke kunne se det grundet stress, sendte jeg hende et lille smil, inden jeg lukkede døren efter mig og begav mig ned ad trapperne.

***

”Skye!” hvinede min veninde, Anne, og smilede stort til mig. ”Jeg har det vildeste at fortælle dig!”

  Det var typisk Anne at være så ivrig, som hun var. Hun var nok den mest positive, jeg kendte, og så alligevel ikke. Hun var den på skolen, jeg kom bedst ud af det med, og derfor vidste jeg også, at det store smil ikke altid var helt sandt. ”Jeg har gennem årene lært, at positivitet nok er det, jeg kommer længst med – også selvom der ikke rigtigt er noget at være positiv over.” Det var de ord, hun havde sagt en aften, hvor vi havde siddet med to bøtter Ben & Jerry’s og bare snakket ud om alt. Den aften var det virkelig gået op for mig, hvor meget Anne rent faktisk gik og skjulte på. Se, det var en ting, der fascinerede mig utroligt meget. Hvordan var det dog muligt at skjule tristheden så godt?

  ”Spyt ud med det!” forlangte jeg straks og gengældte hendes smil.

  ”Du kan vel godt huske, at jeg har fortalt om hende, der hedder Lydia, ikke?” spurgte hun, og jeg nikkede. Anne tilbragte meget af sin tid online, fordi hun havde en besættelse med YouTube. Jeg havde aldrig helt forstået hendes besættelse, men hun definerede det som, at hun havde et andet liv der. Hun havde vist også tonsvis af abonnenter – man kunne vist godt kalde hende en ”kendt” på nettet. Hun var ikke som de mennesker, der lavede vlogs, for hun lagde ikke videoer ud af sig selv. Hun holdt nemlig af at redigere videoer, og hun var også virkelig talentfuld. Hvis hun havde set en god film, ville det tit ende i en episk video med vilde farver, de mest tankevækkende citater og de mest rørende scener. ”Hende, der også er kendt som ’ScrapbookofMemories’?”

  ”Selvfølgelig gør jeg det!” Lydia var en pige, Anne havde chattet utroligt meget med. De havde aldrig nogensinde mødt hinanden i virkeligheden, men de havde fundet hinandens kanaler, og så var de bare begyndt at skrive med hinanden. Nogle gange kunne det godt være lidt udmattende at høre på Annes uendelige snak om, hvor fantastisk Lydia var, men jeg var samtidig også virkelig glad for, at hun havde fundet en ven. Om det så var via internettet eller ej kunne vel være lige meget. Så længe Anne var glad. Desuden virkede Lydia som en sød pige.

  ”Hun er lige flyttet hertil, så jeg tror, at jeg kan få mulighed for at møde hende!” udbrød hun glad, og jeg kunne se på de små smilerynker, som omkransede hendes øjne, at det virkelig var noget, hun var ellevild over at vide.

  ”Ej, hvor fedt!” svarede jeg i en ligeså begejstret tone. En djævelsk del af mig ønskede, at hun aldrig ville komme til at møde Lydia. Det var ikke noget, jeg var stolt af, men jeg var bare så bange for, at jeg ville blive glemt. Hvad hvis Anne blev bedre veninder med Lydia? Ud fra hvad Anne havde fortalt om hende, virkede hun ret så perfekt. Og det var jeg ikke. Så hvorfor skulle jeg ikke blive erstattet? Hvis jeg havde haft et stødt æble og et æble, der var helt nyt og friskplukket, ville jeg da uden tøven have valgt nummer to.

  ”Ja, vi er i gang med at aftale en dag, hvor vi kan mødes,” betroede hun sig til mig, ”men det er, som om verden bare er imod, at vi mødes, for der bliver ved med at komme nye forhindringer.”

  ”Jeg er sikker på, at det nok skal gå!” forsikrede jeg hende om og lagde en arm omkring hende. ”Det er bare et spørgsmål om tid.”

  ”Ej, men jeg glæder mig simpelthen bare så meget, for vi har snakket over Skype så mange gange!” sagde hun. ”Jeg ville bare ønske, vi snart kunne finde en dag.”

  ”Det forstår jeg godt,” svarede jeg med et skævt smil. Fortæl mig, at de ikke mødes før om lang tid. Alligevel kørte den tanke rundt i hovedet på mig flere gange, for jeg vidste, at så snart Anne havde mødt Lydia, ville jeg ikke længere betyde noget.

  En højlydt klokke afbrød vores samtale, og Anne trak mig ind i et kram, inden hun forsvandt. Tilbage stod jeg i gangen i virvaret af travle elever, som stormede rundt. Men jeg rykkede mig ikke. Selvom flere mennesker skubbede til mig og kom med nogle kommentarer om, at jeg ikke var en statue, så blev jeg stående. Og hvorfor? Det vidste jeg ikke. Det var bare, som om min krop ikke reagerede på min hjernes ord, der blev ved med at gentage sig. Ryk dig nu. Du står i vejen. Og som den sætning kørte rundt i mit hoved flere gange, gik det op for mig, hvorfor jeg blev stående. Jeg ville simpelthen bare gerne trodse stemmen i mit hoved. Fortælle den, at den ikke kunne bestemme over hver af mine handlinger. Så meget skulle den ikke påvirke mig. Du står i vejen. Den sætning havde jeg fået alt for mange gange i mit liv. Jeg stod også ofte i vejen for folk, uden at det egentlig var min intention. Nogle gange undrede jeg mig over, om jeg mon stod i vejen, fordi jeg ikke hørte til her. Hvad hvis jeg var den puslespilsbrik, som ikke passede ind i det store billede?

***

Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at lægge mig ned på sengen. Min mor var ikke hjemme, hvilket undrede mig lidt, men det var ikke første gang, jeg var kommet hjem til et tomt hus. Min mor var tit ude uden at have fortalt mig det først, så det var ikke noget, jeg panikkede meget over.

  Da jeg havde ligget i lidt tid og stirret op på det kedelige loft, hvor en ledning til lampen gik, satte jeg mig op og gav et tungt suk fra mig. Jeg fik øje på den grønne bog, som nærmest stod på reolen og kaldte tillokkende på mig. Derfor greb jeg en kuglepen og derefter min dagbog, hvorefter jeg slog op på en ny, blank side. Egentlig havde jeg ikke noget i tankerne at skrive, men jeg gættede på, at det vel ville komme til mig som en refleks. Det håbede jeg da i hvert fald.

28. januar 2010

  Kære dagbog

  Hvor vildt er det lige, at jeg huskede at skrive i dig igen? Altså, hvem ville have troet, at jeg rent faktisk ville huske det? Jeg er meget overrasket over det selv.

  Nå, men i hvert fald er jeg lige kommet hjem fra skole. Det har været lidt af en kedelig dag. Der er ikke sket så meget, så jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal fortælle dig. Jeg snakkede med min veninde, Anne, i dag. Det gør jeg faktisk stort set hver dag, men i dag skete der noget specielt. Annes virtuelle veninde er nemlig åbenbart lige flyttet til London, så de har mulighed for at mødes. Og jeg ved ikke, hvordan jeg har det med det. Selvfølgelig vil jeg gerne være glad på deres vegne – faktisk mere end noget andet – men en lille del af mig ønsker også bare, at de aldrig nogensinde mødes. Allerede nu er jeg begyndt at føle mig glemt. Hvad så med når de endelig mødes? Hvad sker der så? Jeg er simpelthen så nervøs og bange for, at jeg vil blive erstattet, og det er så egoistisk af mig at ønske, at de aldrig mødes, men jeg kan bare ikke gøre for det. Tanken er der bare, og jeg kan ikke stoppe den. Jeg hader det så meget. Jeg hader, at jeg skal være sådan. Lydia (Annes virtuelle veninde) har hjulpet Anne med så mange problemer, så det er kun fair, at de nu mødes. Jeg ved bare slet ikke, hvad jeg skal tænke lige nu. Mine tanker er ét stort rod.

  Jeg er i øjeblikket alene hjemme. Jeg ved ikke helt, hvor min mor er, men jeg er nu heller ikke så bekymret, for min mor har det med at forsvinde uden at fortælle mig noget. Jeg er lidt vant til det.

  I dag stirrede jeg på mit spejlbillede i længere tid, end jeg normalt gør. I hvert fald begyndte jeg at bemærke de mange hudorme, jeg har på min næse, og jeg begyndte at overveje at dække dem til. Normalt lægger jeg aldrig mærke til dem, og jeg tror heller ikke, at andre kigger på mig og tænker: ”Gud, hvor har hun dog alligevel uren hud.” Jeg lider jo ikke af akne eller noget. Jeg tror, at jeg overreagerer. Se, det er bare grunden til, at jeg ikke skal bruge så meget tid foran spejlet. Jeg har tænkt lidt på, hvis ingen folk nogensinde så deres spejlbilleder. Så ville verden være et meget bedre sted. Virkelig. Faktisk, så ville det være endnu bedre, hvis vi alle bare lignede hinanden. Så ville vi ikke dømme hinanden. Folk siger altid, at de ikke dømmer hinanden på udseendet, men det er jo løgn. Hvis man på gaden så en punker, ville man jo ikke tænke, at han nok elsker enhjørninger, vel? Jeg ville i hvert fald ikke. Men måske er det bare mig, der er en fordømmende nar – hvem ved? Jeg kan ikke læse andre folks indre. Jeg tror bare ikke på, at jeg er den eneste, der hellere ville spørge en flink, gammel dame om vej, hvis jeg var faret vild, end en rocker med hanekam.

  Eftersom det ikke har været en særlig interessant dag, vil jeg stoppe mit indlæg for i dag, for jeg har ikke meget i tankerne i dag. Måske skriver jeg senere i aften, men ellers ses vi jo i morgen, ikke?

  - Skye

  Jeg lagde bogen fra mig og drejede mit håndled i et forsøg på at få den krampagtige fornemmelse til at gå væk. Kort efter hørte jeg lyden af hoveddøren gå op, og jeg genkendte straks min mors forsigtige skridt.

  ”Skye?” blev der råbt.

  ”Ja?”

  ”Din computer er kommet tilbage fra reparationen, så jeg har lige været henne for at hente den!” Og så var jeg ellers stormet ud i stuen for at byde min elskede bærbar velkommen. 

 

_________________________________________________________

 

Så kom det næste kapitel fra Skyes synsvinkel! Jeg håber ikke, at det skuffer. Jeg skulle sige fra Cecilie, at hun nok ikke får mulighed for at opdatere før på lørdag, da det er hendes sidste skoleuge, og derfor har hun ret travlt, hvilket jeg respekterer, og det håber jeg også, I gør :-) Hvad med, at vi alle krydser fingre for, at hun klarer ugen og kommer igennem sine eksaminer uden problemer? Det er jeg sikker på, at hun vil sætte pris på! Men sommerferien nærmer sig jo, og der får vi forhåbentligt begge tid til at skrive og dermed opdatere lidt oftere! x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...