Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42769Visninger
AA

3. 27. januar 2013 - Louis

 

Jeg ville gerne kunne sige, at solen skinnede fra en skyfri himmel den dag, hvor jeg flyttede ind i min nye lejlighed. Den dag, hvor jeg lagde mit gamle liv bag mig. Men desværre ville det have været en løgn. Det øsregnede søndag d. 27. januar. Hele London var indhyllet i et gråt regnvejrsslør, der gjorde, at man knap nok kunne se en meter foran sig. Jeg blev gennemblødt af at løbe de få skridt fra min bil og ind i Eleanors nye opgang.

  Jeg skulle aflevere en kasse med hendes ting. Den sidste kasse med billeder og minder fra vores forhold. Jeg sagde nu for alvor farvel til hende, som jeg havde elsket i flere år. Hende, som jeg virkelig troede var den eneste ene. På et tidspunkt drømte jeg endda om, at vi skulle giftes, have børn og blive gamle sammen. Men som det alt for ofte var tilfældet med ung kærlighed, så falmede vores følelser som efterårsbladene, der visnede og faldt af træerne.

  Det var ikke noget dramatisk brud, slet ikke. Vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at holde fast i et forhold, der ikke gjorde nogen af os glade. Samme aften pakkede hun sin kuffert og tog hjem til en veninde. Siden da havde jeg kun set hende tre gange, og hver eneste gang var det ufattelig akavet. Det var svært at tro, at vi for blot et par måneder siden kunne snakke hele dagen og natten. At hun på et tidspunkt var den eneste, der forstod mig. At vi havde grinet og fjollet sammen flere gange, end jeg kunne tælle. Og så stod vi bare der og kiggede på hinanden ude af stand til at sige så meget som en enkelt sætning.

  Det var sådan set det, jeg var mest ked af. Jeg havde mistet et fantastisk venskab, og jeg tvivlede ærlig talt på, at jeg ville få det tilbage igen. Jeg kunne ellers godt have brugt en ven som El nu. En, som jeg kunne fortælle om, hvor underligt det var at flytte til et helt nyt sted. Jeg savnede at have en, der altid var der, når jeg kom hjem. Jeg ville ønske, at jeg kunne brokke mig til hende over alle de byture, som Niall og Harry nu hev mig med på. De mente, at jeg skulle ud og finde en ny pige. Ellers skulle jeg i det mindste bare have nogle one night stands.

  De forstod ikke, hvordan jeg havde det. De forsøgte selvfølgelig at muntre mig op igen, problemet var bare, at de ikke vidste, hvordan de skulle gøre det. Dog havde de ramt rigtigt med et af deres forsøg. Jeg havde ikke noget imod, at de gang på gang forsøgte at hælde alkohol i mig. Jeg nød at give slip på det hele i et par timer. Bare glemme alt om mine forvirrede følelser og være den sjove Louis, som alle kendte mig som. De sjove Louis, som jeg plejede at være.

  Alt det med El havde ændret mig. Jeg var blevet mere moden, hvilket vel var en god ting. Men samtidig var jeg også blevet mere træt og trist. Jeg var på ingen måde ulykkelig eller deprimeret. Jeg havde det bare som om, at det var gråvejr hver dag. Det var ikke kun overskyet på himlen, men også inden i mig. Trist og tåget. Regnvejrsgråt.

  Jeg kiggede hen på vinduet, hvor dråberne ganske rigtigt gled ned. El sagde engang, at det var himlens tårer. Det havde jeg aldrig rigtig troet på, men jeg vidste i hvert fald, at regn var god til at skjule gråd. Da jeg forlod Els lejlighed tidligere, kunne jeg ikke holde de salte tårer inde. De dryppede langsomt ned af mine kinder samtidig med regndråberne, der derved skjulte mine få minutters svaghed. Jeg græd ellers sjælendt, og især ikke over ting som det.

  Jeg tog endnu en slurk af min øl i et forsøg på at jage tankerne væk. Zayn bemærkede engang under en bytur med sin sædvanlige Zayn-filosofi, at man ikke var fuld nok, hvis man stadig tænkte på andet en nuet. Så det måtte vel betyde, at jeg skulle drikke en del endnu for at blive beruset nok.

  I tre hurtige slurke drak jeg det sidste fra flasken. Så rejste jeg mig fra min nye seng og forlod soveværelset, som jeg ellers havde brugt som skjulested. Normalt ville jeg aldrig gemme mig fra en fest, men lige netop den aften kunne jeg ikke overskue de mange mennesker. De var der alle sammen for at fejre, at jeg nu smed de år af mit liv, der var stemplet ”Eleanor” ud.

  Det var færdigt, slut, forbi. Nu havde jeg for sidste gang låst døren til vores fælles lejlighed. Vores fælles liv. Så kunne jeg vel godt gå tilbage til at være den gamle Louis, som de alle kendte og holdte af, ikke?

  Jo, det kunne jeg vel godt. Jeg kunne sagtens være ham, der lavede sjov hele tiden. Ham, der altid havde en smart kommentar parat. Gode gamle Louis, der ikke ligefrem tog livet alt for seriøst. Jeg ville i hvert fald gerne finde tilbage til mit storsmilende og overglade selv. Problemet var bare, at det var sværere end som så. Det føltes som om, at bruddet med El havde været en brat opvågning. En spand koldt vand i hovedet om morgenen.

  Velkommen til det virkelige liv Louis Tomlinson. Her går ting galt. Her bliver drømme smadret. Her går selv de mest perfekte forhold i stykker. Vi håber, at du nyder opholdet, og ønsker dig god fornøjelse med at lappe dit hjerte sammen. Sådan hviskede den sarkastiske stemme i mit hoved.

  I min stue var der mange mennesker. De fleste af dem ville jeg betegne som mine venner, men nogle af dem kendte jeg knap nok. Det var nu egentlig også lidt lige meget, jeg var jo ikke tvunget til at snakke med dem. Og når jeg var tilstrækkelig fuld, kunne jeg nok ikke genkende nogen alligevel.  

  Gennem menneskemængden fik jeg øje på Harry og Grimmy, der som sædvanlig stod og snakkede løs. De to var næsten et par tvillinger, hvis man så bort fra aldersforskellen og det faktum, at de sådan set ikke lignede hinanden, hvis man kiggede rigtig godt efter.

  De to plejede altid at være ret underholdende at være sammen med, så jeg besluttede mig for at slutte mig til dem. Jeg forsøgte at finde vej gennem de mange mennesker uden at skubbe eller træde folk over tæerne. Det lykkedes ikke helt, men jeg kom da hen til Harry og Grimmy uden at forsage større katastrofer.

  Men jeg tog fejl med hensyn til, hvor sjove de var at være sammen med. Jeg var knap nok kommet derhen, før Grimmy med høj stemme udbrød: ”Louis, det var lige dig, jeg ledte efter. Harry og jeg har fået en rigtig god idé.” Jeg vidste med det samme, at jeg ville få brug for mere at drikke, hvis jeg skulle udholde endnu en af deres planer. Derfor drejede jeg om og greb en flaske fra bordet med drikkevarer, før jeg gik helt hen til dem.

  ”Hendes navn er May, og hun er en af Caras venner.” Harry begyndte at tale med det samme. Jeg havde godt haft på fornemmelsen, at deres fantastiske plan var at finde mig en ny pige. Jeg sukkede højlydt, men lod dem snakke videre. Der var ingen chance for, at jeg ville slippe uden så meget som at have hørt om denne May.

  ”Hun er sød og ser virkelig godt ud. Måske er hun ikke lige super klog, men hun er sjov og glad. En rigtig humørspreder,” fortsatte Grimmy. Han listede pigens mange gode træk op, men jeg hørte ikke rigtig efter. Lige nu var jeg hverken interesseret i lidt sjov eller et mere seriøst forhold. Nogle mente sikkert, at det var dumt af mig. El og jeg havde ikke ligefrem haft et dramatisk brud, jeg var 21 år gammel og glad, hvorfor skulle jeg ikke interessere mig for nye kvinder?

  Jeg kendte ikke selv svaret. Men det kunne vel også være lige meget. Pointen var, at jeg ikke interesserede mig for hverken løse flirts eller dates. Jeg ville bare gerne have lidt fred og ro, men det virkede det ikke til, at jeg ville få hos Grimmy og Harry, der blev ved med at snakke løs om May og andre veninder, som de mente jeg ville kunne lide.

  Jeg fik dog til sidst hendes nummer, som jeg bad Harry skrive ned på et stykke papir. Han spurgte om det ikke var lettere, at jeg fik telefonnummeret ind i mine kontakter, men jeg påstod, at jeg ville have lettere ved at huske det, hvis det lå i min bukselomme. Det var sådan set også sandt, hvad jeg sagde. Jeg havde lettere ved at huske at smide det ud.

***

Morgenen efter lignede min helt nye lejlighed et kaos. Det var utroligt, at det sted, der få timer tideligere havde været så pænt, som kun en ubeboet lejlighed kunne være, nu lignede noget, der var blevet hærget af sukkerhøje børnehavebørn.

  Jeg vågnede klokken 11 med forfærdelige tømmermænd. Det første jeg gjorde var at sluge en hovedpinepille. Det næste var at lave en stor kande kaffe. Først derefter tog jeg skaderne i øjensyn. Jeg gik gennem lejligheden med en kop kaffe og ryddede enkle ting op hist og her. Det var det underligste, jeg fandt undervejs. En ensom sko var blevet glemt af en Askepot (med meget dårlig smag…) og en anden person havde glemt en hvid skjorte. Begge ejendele var efterladt i samme rum, og jeg havde godt på fornemmelsen, hvad der havde foregået der.

  Men det var ikke det, der var det interessante ved det lille, umøblerede gæsteværelse. Nej, det var faktisk det, jeg fandt i skabet, der var bygget ind i væggen. Døren stod en anelse på klem, og da jeg åbnede op så jeg, at det ikke var tomt, som jeg ellers havde troet. Inde i skabet stod en lille skotøjsæske. Den var hvid og fuldstændig anonym, og så var den stor. Jeg mistænkte, at det sidste var grunden til, at den ikke bare var blevet smidt ud. På æskens låg var der skrevet noget med sprittusch

Skyes PRIVATE ting

  Skriften tilhørte formentlig en ung pige, det så det i hvert fald ud til. Selvom det virkede lidt underligt. Kvinden, jeg købte lejligheden af, var midaldrende og hed vist nok noget i stil med Mary, Macy eller Marian. Hun hed i hvert fald ikke Skye, men hvorfor stod der så en kasse med navnet på i hendes lejlighed?

  Nysgerrigheden overtog mig hurtigt. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere løs. Hvem havde efterladt denne kasse i et hjørne af et skab i det lille værelse? Hvorfor stod kassen der, når alle andre genstande var blevet taget med af den tideligere ejer?

  Jeg satte kaffekoppen på gulvet og gled ned på hug. Gulvet var koldt mod mine fødder, og mine trætte ben gjorde ondt. Jeg støttede mine hænder mod skabets underside og bøjede mig frem. Der var ikke andet end skotøjsæsken og en masse støv. Som om at nogen havde taget alt bortset fra den lille hvide papkasse ud og så havde glemt skabet fuldstændig.

  Forsigtigt greb jeg fat i den lille æske og hev den ud. Mine hænder blev med det samme snavsede af alle de små støvfnug, men jeg ignorerede den lettere klistrede følelse. Kassen var tung, og føltes ikke længere helt solid, så jeg lod den stå yderst i skabet og nøjedes med at løfte låget af. Inden i lå der gamle kort, fødselsdagskort, julekort og ”Tillykke med…” kort til forskellige festlige lejligheder. Derudover lå der tre guldmedaljer og to diplomer, som jeg dog ikke kiggede nærmere på. Det, der interesserede mig, var den anonymt udseende dagbog, der lå nederst.

  Jeg vidste godt, at det var forkert at læse andre folks dagbøger. Men helt ærligt, hvad kunne der ske ved, at jeg læste en ukendt piges dagbog. Hun havde sikkert ikke skrevet mere end et par sider om sit store crush eller noget i den stil. Jeg ville forhåbentlig få mig et lille grin, og ingen ville nogensinde finde ud af noget.

  Nysgerrigt åbnede jeg dagbogen og straks faldt en konvolut ud. Jeg lod straks min finger rive konvolutten op i toppen. Men i stedet for at finde et brev eller noget i den stil, faldt der kun et enkelt stykke papir med et par linjers skrift ud.

  Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, ingen anden end mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen til mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede.

  Min underen og interesse blev på ingen måde mindre af at læse det. Det var næsten helt automatisk, at mine fingre bladrede frem til første side i dagbogen, og mine øjne fandt med det samme de håndskrevne ord.

  Jeg læste stykket fra hele den første dag. Jeg kunne slet ikke stoppe, da jeg først var kommet i gang. Der var noget ved denne piges simple måde at forklare sit liv på, der fangede mig. Fangede mig og… rørte mig... På en måde forstod jeg hende alt for godt. Det føltes lidt som om, at Skye talte til mig. At vi sad ansigt til ansigt. Men i virkeligheden var det jo bare et lille dagbogsindlæg skrevet for lang tid siden.

  Hvor lang tid var det mon helt præcist? Spørgsmålet dukkede hurtigt op i mine tanker, og før jeg overhovedet kunne overveje det, gled mine øjne op til sidens hjørne. D. 27. Januar 2010. Dagbogsindlægget var præcis tre år gammelt. Sjovt tilfælde.

  Jeg satte mig lidt bedre til rette på gulvet, og skulle til at bladre om på næste side for at læse videre. Men en let klonk lød, og noget vådt og varmt brændte let min fod. Jeg kiggede ned og så min kaffekop ligge væltet på gulvet. Jeg bandede irriteret over min klodsethed. Irriteret rejste jeg mig op for at hente en klud. Dagbogen lod jeg ligge i skabet.   

 

____________________________________________________

Så fik jeg skrevet mit første kapitel til den her historie. Jeg håber, at det kan leve op til det høje niveau fra Adisons kapitel! Ellers er I i hvert fald velkomne til at sige, hvis der er noget, jeg kan gøre bedre. Jeg er altid glad for at lytte til konstruktiv feedback! 

Og så vil jeg gerne sige tusind, tusind tak for de mange kommentarer, favoritlister og likes. Det er helt vildt så mange der er! Jeg er i hvert fald ret forbløffet

Adison skrev vist sidst, at den her historie ikke bliver opdateret super hurtigt. Der gik fire dage for mit vedkommende, og det kan I vist godt regne med bliver standart for mig. Jeg har nemlig frygtelig travlt i øjeblikket med afgangsprøver, sidste hyttetur, sidste skoledag, årsbal og min venindes fødselsdag - alt sammen inden for den næste halvanden uge... Og kvalitet er jo bedre end kvantitet, så jeg håber, at I bærer over med mig. Jeg lover i hvert fald også, at jeg gør mit bedste. 

 

- Cecilie

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...