Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43063Visninger
AA

2. 27. januar 2010 ~ Skye

72, 73, 74 … Med øjnene åbne betragtede jeg de slørede omgivelser, som var helt blålige på grund af vandet, der forhindrede mig i at trække vejret. Jeg holdt meget af at svømme og havde gjort det, så længe jeg kunne huske. For mig føltes det at flyde som at flyve – bare i et andet univers. Jeg følte mig fri som en fugl. Det var her, jeg ikke blev holdt tilbage af tyngdekraften. Her kunne jeg bare sprede mine noneksisterende vinger og forlade den tilstedeværelse, man kaldte livet. Bare glemme alt omkring mig. Alle de påtrængende tanker, al usikkerheden, alle de ting, der så småt var ved at hobe sig op – bare alle problemerne.

  Jeg var alene i svømmehallen. Hver onsdag plejede jeg at gå til svømning sammen med mine holdkammerater, men min mor havde lavet en aftale med min træner og svømmehalspersonalet om, at jeg godt kunne blive her lidt længere efter lukketid. Hvordan hun havde formået at overbevise dem om, at jeg var ansvarsfuld nok til at holde et par af nøglerne i min varetægt og sørge for at låse af efter mig, vidste jeg godt nok ikke. Jeg gik ud fra, hun vel bare godt kunne det med mennesker, hvis hun prøvede nok.

  Mine bevægelser i vandet var langsomme, og mine hænder, fejede gennem væsken, efterlod nogle tydelige spor i vandet. Når jeg rørte mig under vand, følte jeg altid, det kom ud mere yndefuldt og elegant end eller normalt. På landjorden plejede jeg faktisk at være ret klodset, og i modsætningen til mange af mine andre veninder var min gang ikke lige til at sammenligne med en models. Det var ikke, fordi mine skridt var som en elefants, eller at jeg var klodset som i, at jeg væltede over eller gik ind i alting, men jeg følte bare aldrig, jeg på nogen måde kunne sammenlignes med mine veninders. De så så … guddommelige ud i forhold til mig.

  Jeg strakte min krop ud og rejste mig fra min sammenkrøbne stilling, så det resulterede i, at mit hoved kom op over vandets overflade. Små dråber af vand fløj til alle sider, som jeg traskede igennem vandet. 107 sekunder. Så længe havde jeg holdt vejret. Jeg var lidt af et konkurrencemenneske, så jeg prøvede altid på at slå min egen rekord, men det havde jeg desværre ikke gjort. Min rekord lå på 223 sekunder, hvilket var noget, jeg var ret stolt over, men jeg havde også været helt ør i hovedet bagefter.

  Jeg banede mig vej hen til trappen, som jeg hurtigt gik op ad, inden jeg med dryppende vådt hår gik ud mod omklædningsrummet. Det var dejligt med lidt tid om ugen til at være for mig selv i vandet og bare give slip på alle de negative tanker, som havde naget mig hele ugen. Ingen forstod mig som det flydende, gennemsigtige stof. På mange måder mindede vandet om mig. Det var næsten usynligt med sit transparente udseende og let som ingenting, medmindre man tog hele dets vægt over på sig selv. Det var også let at bryde igennem – faktisk let som ingenting – og næsten umuligt at holde mellem sine hænder. Det beskrev da mig meget godt. Jeg gik i et med væggene på den skole, jeg gik på, og hvis man kun kendte mit navn, ville jeg betyde intet overhovedet for dem, men hvis man virkelig fjernede den store byrde, jeg gik rundt med, så ville man højst sandsynligt selv blive druknet i alle mine problemer. Jeg var en ret så naiv person, så derfor ville jeg også uden tvivl stole blindt på alle, der var bare lidt søde imod mig. Nogle mennesker ville nok sige, det var en god ting, at jeg så hurtigt kunne komme til at holde af nogen, men det var det bestemt ikke for mig. Alt for mange gange havde jeg ladet mig narre af folks falske facader. Alt for mange gange var jeg blevet svigtet.

  Jeg skyllede mig hurtigt under en af de mange brusere uden at være helt grundig, fordi jeg holdt mere af at gå i bad derhjemme, og trak samtidigt min sorte badedragt af, som klæbede stædigt til min krop, inden jeg greb det hvide håndklæde, der hang og ventede på mig. Med det tørrede jeg mit hår, som var blevet mørkere end normalt på grund af vandet, og derefter gik jeg videre til at tørre kroppen. Jeg havde aldrig helt brudt mig om at tørre mit hår med en hårtørrer, og saunaer sagde mig heller ikke det store – ikke at saunaen stadig var klar til brug, for det var den højst sandsynligt ikke. Jeg kunne bedre lide at lade mit hår lufttørre, for så slap jeg da for at stå i et utal af minutter med en hårtørrer, og det var vist heller ikke helt sundt at udsætte sit hår for så voldsom en varme.

  Lyset var ikke tændt i omklædningsrummet. Det eneste, der oplyste lokalet, var himmelen udenfor, som allerede var blevet forladt af solen. I stedet lyste en måne nu svagt firmamentet op med støtte fra de mange stjerner, som omkransede den.

  Jeg låste mit blå skab op og greb fat om min sportstaske, som indeholdt mit skiftetøj. Jeg havde altid haft en ret kedelig stil. Jeg gik aldrig i de vildeste pangfarver, og min stil kunne heller ikke kaldes vovet på nogen måde. Langt fra. Jeg holdt meget af at gå i pastelfarver, som ikke skreg en i øjnene, og så var det heller ikke ligefrem særligt afslørende. Jeg var ikke typen, der viste min krop frem til alle og enhver, selvom man vel ikke kunne kalde mig fed. Jeg havde en meget veltrænet og slank krop, og jeg havde i modsætningen til andre ikke noget imod den. I hvert fald ikke det store.

  Da jeg havde fået mit tøj på, svang jeg sportstasken over skulderen på mig og gik mod udgangen, imens min hånd begyndte at rode efter mine nøgler, som jeg havde i lommen. Mine fingre stødte på det kolde, hårde materiale og lukkede sig om metallet for at trække nøglerne op, så de kom med en klirrende lyd. Dørhåndtaget var ligesom vejret koldt mod mine følsomme hænder, men jeg fik trukket ned i det, hvorefter jeg trådte ud og låste døren efter mig. Med det samme lagde kulden sig om mig som et tæppe, hvilket fik mig til at gyse svagt. Jeg foretrak uden tvivl det varme vejr frem for sne og frost.

  ”Skye, er det dig?” Jeg vendte mig forskrækket om for at møde et sæt chokoladebrune øjne.

  ”Åh, hej Drew,” svarede jeg en anelse mindre bestyrtet. ”Du skræmte mig.”

  Drew var en, der engang havde arbejdet i svømmehallen. Han var på min alder, og jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke havde haft noget kørende engang. Det sluttede dog med det samme, da en af mine tætte veninder fortalte mig, at han åbenbart havde skrevet til hende på en indirekte måde, at han havde følelser for hende. Jeg konfronterede ham aldrig med det. I stedet begyndte jeg bare at opføre mig mere koldt og afvisende overfor ham, og da han stoppede med at arbejde i svømmehallen, røg vores kontakt fuldstændig. Når jeg kiggede på ham, blev jeg stadig mindet om det med min veninde. Det ville nok højst sandsynligt aldrig ændre sig, for jeg var den type, der kunne tilgive, men aldrig nogensinde glemme. Jeg ville ønske, det var anderledes, men det var det beklageligvis ikke. Jeg havde prøvet på at ændre på det, men nogle ting ved ens personlighed er bare umulige at ændre, og det var en af dem. ”Undskyld,” sagde han med et skævt smil. ”Det var ikke min intention. Hvordan går det med dig? Det er virkelig lang tid siden, vi sidst tog kontakt til hinanden.”

  ”Det går fint,” responderede jeg i et nonchalant tonefald. ”Og hvad med dig?”

  ”Tja, det går også strålende!” Vi vidste begge, at luften var tyk af akavethed, men ingen af os nævnte noget om det. Det ville nu også have været mærkeligt at bringe sådan noget på banen. ”Hvad laver du her? Er der ikke lukket på denne tid af dagen?”

  ”Jo, men min mor har lavet en aftale med personalet og min træner om, at jeg godt må blive lidt efter træning. Jeg skal hjemad nu,” forklarede jeg, og han nikkede forstående.

  ”Åh, okay. Så giver det mere mening.”

  ”Og hvad med dig? Hvad laver du her? Du arbejder ikke her længere, gør du?” Eftersom kulden var begyndt at gøre mig lidt følelsesløs i nogle af leddene, bevægede jeg mig hen imod min himmelblå cykel, imens jeg snakkede.

  ”Nej, men jeg arbejder på en Burger King lige her i nærheden, og så plejer jeg altid at tage en lille omvej for at kigge forbi her. Det er lidt latterligt, men jeg føler virkelig, at jeg har knyttet et bånd til denne her svømmehal.” Han slog en latter op, og jeg grinede lidt med ham.

  ”Tja, når man har svømmet i så lang tid, kan man vel ikke gøre meget andet,” sagde jeg med et træk på skuldrene og sendte ham et smil.

  ”Det har du nok ret i. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke på, hvor anderledes mit liv mon ville have været, hvis jeg ikke havde fået den skade.” Et suk undslap hans læber, og det dannede en lille, hvid sky. Før Drew begyndte at arbejde i svømmehallen, havde han været konkurrencesvømmer, men en skade havde gjort, at han var blevet nødt til at stoppe. Det var den eneste grund til, at han havde søgt om job i svømmehallen – han ville stadig have vandet nær sig, selvom han nu ikke længere kunne svømme frit.

  ”Nogle gang sker sådan nogle ting vel,” sagde jeg halvhjertet. ”Vi kan ikke forhindre de ting, der allerede er blevet planlagt af skæbnen – hvis man da tror på den.”

  Jeg vidste ikke helt, om jeg stadig talte om det med hans skade ved de sidste ord, for ærligt talt var mine tanker et helt andet sted på det tidspunkt.

  ”Ja …” Og der kom enden på vores samtale. Jeg kunne bare mærke det, og jeg vidste, hvad hans næste ord ville være. ”Nå, men jeg må nok hellere hjemad nu. Det var hyggeligt at støde på dig igen, Skye! Måske ses vi igen en anden dag.”

  ”Måske,” nikkede jeg, og han vinkede, imens jeg selv stod og fumlede med mine cykelnøgler. Kulden havde gjort det lidt svært for låsen at give sig, men heldigvis var det ikke så slemt, at jeg blev nødt til at gå hjem.

***

”Du er hjemme,” konstaterede min mor, da hun fik øje på mig i døren. ”Har du haft en god dag, skat?”

  ”Jep,” svarede jeg, imens jeg var i færd med at tage mine brune vinterstøvler af. ”Og hvad med dig?”

  ”Den har været fin. Intet udover det sædvanlige.” Hverken min mor eller jeg var særlig snaksaglige, så tit blev der ikke udvekslet flere ord. Den dag var intet særtilfælde.

  ”Jeg er på min værelse, hvis du nu skulle få brug for hjælp, ikke? Bare kald,” meddelte jeg, inden jeg begav mig ind på mit værelse, som var pænt og ryddeligt. I modsætningen til mange unge foretrak jeg uden tvivl at have et rent værelse frem for et, der var helt uoverskueligt. Det gav mig hovedpine at kigge på rod.

  Mit værelse var – ligesom min tøjstil – kedeligt og fyldt med pastelfarver. Væggene var hvide, og det samme var mit skab, bogreol og skrivebord. Ingen plakater var til at se, kun et par malerier, der hang på rad og række. Jeg havde været meget omhyggelig med udvælgelsen af farver, og derfor passede de også perfekt med resten af rummet. Man kunne vist roligt sige, at jeg var ret perfektionistisk. Det var dog ikke noget, der generede mig synderligt. Af og til kunne det være irriterende, at jeg kunne gå amok over en lille tot hår, hvis den nu ikke sad ordentligt, men ellers var det ikke det store problem for mig.

  Jeg var faktisk ikke rigtigt trist som sådan lige netop den dag, men jeg var heller ikke decideret glad. Jeg var bare … neutral. Og jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle foretage mig, for som regel plejede jeg at gå på computeren for at tjekke min Facebook, men min computer var til reparation, så det havde jeg ikke rigtigt mulighed for. Jeg havde troet, at det ville blive uudholdeligt at skulle leve uden internet, men sådan var det faktisk overhovedet ikke. Jeg savnede overhovedet ikke min stationære computer. Dog var det en smule bedrøvende at se skærmen stå ene og alene på mit skrivebord uden den tilhørende maskine.

  Jeg gik over mod min bogreol og lod mine fingre køre henover de mange bøger. Jeg kunne godt lide at have en masse bøger stående, selvom jeg ikke ligefrem læste dem flere gange. Én gang var mere end nok for mig – med svømningen havde jeg ikke så meget tid til alt sådan noget med at nyde livet. Alligevel syntes jeg, at det gav mit værelse et strejf af … drømme. Det var ordet. Jeg vidste ikke, hvad det var ved bøgerne, der gjorde det, men jeg syntes bare, at der var et eller andet ved gamle bøger med et tyndt lag støv over sig. Det havde nok noget at gøre med de mange timer, jeg havde brugt på Tumblr.com. Jeg havde ikke tid til at læse bøger to gange, nej, men at kigge igennem mit uendelige feed på Tumblr var nu helt okay.

  Jeg endte med at hive Dræb Ikke En Sangfugl ud. Jeg havde fået den i forbindelse med noget skolearbejde, for vi havde nemlig arbejdet med bogen, og da vi så skulle aflevere den, kunne jeg ikke finde min, så jeg var blevet nødt til at betale for bogen. Et års tid senere fandt jeg så bogen, og så tænkte jeg, at der ikke rigtigt var noget ved at aflevere den, så nu havde jeg den altså bare. Jeg kunne nu også godt lide den. Det var nok en af de eneste bøger, jeg havde læst i forbindelse med skolen, som virkelig havde givet et indtryk på mig, og som jeg rent faktisk kunne lide. Der var også bare noget virkelig smukt ved den enkle forside med det ene træ og så noget tekst.

  Med bogen i hånden bevægede jeg mig hen til min seng, hvor jeg satte mig til at rette for derefter at åbne den. Eftersom det trods alt var en skolebog, var der blevet tegnet ret meget i bogen, men jeg kunne nu godt lide at kigge på alle de små skitser og kruseduller, som var på næsten alle siderne. Hurtigt fik jeg bladret om på første side, og mine øjne begyndte at følge de små bogstaver.  

  ”Nu er du altså fandeme også nødt til at tage dig af din datter!” Selvom jeg kun lige med nød og næppe hørte ordene, var den vrede tone ikke til at tage fejl af.

  ”Jeg er så ligeglad med, hvad du laver om aftenen – det er bare ikke okay, at du går fra din egen datter. Hun har brug for dig. I tre måneder har du ikke betalt børnepenge. Tre måneder!” Nu hvor jeg vidste, at min mor snakkede i telefon, kunne jeg slet ikke lade være med at spidse ører. Jeg vidste, at det ikke var pænt at smuglytte, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg havde ikke rigtigt snakket med min far i virkelig lang tid, nu når jeg tænkte over det. Min mor var ikke meget for, at jeg gjorde det, for de var ikke ligefrem de bedste venner nogensinde, og derfor krævede hun også altid at se vores SMS-samtaler og alt muligt, og selvom der ikke var noget direkte hemmeligt over dem, så var det alligevel lidt krænkende for mig at vise.

  ”Jeg kan ikke det her mere! Du har et ansvar for Skye, men det virker slet ikke sådan. Jeg er træt af at være skurken her, okay?” Og jeg er træt af, at I sådan uafbrudt skændes. Mit blik faldt på en beigefarvet bog, som stod på bogreolen. Flere gange på det seneste havde jeg taget mig selv i at kigge på den, imens jeg havde tænkt, at det måske var på tide, at jeg begyndte at skrive igen.  Måske var det her dagen, hvor jeg rent faktisk også udførte en handling i stedet for bare at sidde inde med tankerne.

  ”Du ved ikke, hvor svært det er at opfostre et barn helt alene. Hvad med, at Skye kommer over til dig i et stykke tid? Så vil du forstå, at det ikke bare er regnbuer og enhjørninger!” Tænk, at jeg er sådan en byrde. I to skridt var jeg ovre ved bogreolen igen, og jeg fik med lethed fundet min dagbog frem. Flere gange havde jeg prøvet på at gemme min dagbog for eksempelvis min mor, men en dag opdagede jeg bare, at hvis jeg bare havde den et eller andet helt normalt sted, ville man aldrig lægge mærke til den. Det var derfor, jeg nu bare havde den i min bogreol.

  Igen satte jeg mig ned, denne gang ved skrivebordet, inden jeg bladrede hen på første side af min dagbog. Det var egentlig ikke en rigtig side, men nærmere en side, hvor jeg kunne skrive mit navn i den lille boks. Udover boksen var også en slags konvolut, men jeg havde aldrig helt forstået, hvorfor den var der. Nu havde jeg dog en idé.

  Efter at havde ledt i et lille stykke tid fandt jeg et linjeret ark, som jeg tog med mig hen til skrivebordet. En kuglepen blev fjernet fra min blyantsholder, og så var jeg ellers i gang med at skrive.

  Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, ingen anden end mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen til mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede.

  Jeg foldede roligt papiret sammen, så det passede perfekt ind i kuverten. Nu tænker I sikkert: Hvorfor skrive en introduktion, når det er din dagbog? Jo, jeg havde denne her latterlige idé om, at den måske kunne blive fundet i fremtiden, og at folk så ville se det som et slags oldtidsfund. Lidt ligesom med Anne Franks dagbog.

  Mit navn blev skriblet ind uden besvær, og så var det hen på den første rigtige side – altså den første, jeg kunne skrive på. Der var bare i forvejen allerede omkring tre indlæg fra for et par år siden, så de sider rev jeg hurtigt ud, så jeg nu bare sad med en helt blank side med undtagelse for linjerne selvfølgelig.

  ”Jeg gider ikke snakke med dig om det her længere, James.” Det gik op for mig, at jeg i et kort øjeblik havde glemt alt om, at min mor stadig snakkede med min far. Det øjeblik, hvor mine tanker ikke havde ligget på alt det her familiehalløj, havde virkelig været … lettende for mig. Ligesom når jeg var under vandet. Der var det også bare, som om alle mine tanker flød væk med strømmen. Gad vide, om de mon også ville forlade mine tanker og blive på papiret, når jeg nu fik skrevet dem ned.

    27. januar 2010

  Kære dagbog

  Så er jeg sørme tilbage. Er du glad for at se mig igen? Eller ja – du ved vel, hvad jeg mener, for du kan jo egentlig ikke se mig, men er du glad for, at jeg er begyndt at skrive igen? Årh, se lige mig … Jeg snakker rent faktisk med en dagbog. Hvad sker der for det? Undskyld, det er ikke ondt ment, men du er en dagbog, og det betyder også, at du er et objekt, og hvorfor fanden undskylder jeg nu også overfor dig? Okay, væk fra det her. Jeg ved ikke lige, hvad der går af mig. Det var mærkeligt.

  Jeg er begyndt at skrive i dig igen, fordi at jeg føler, at det er på tide. Problemerne er begyndt at hobe sig op, og for mig føles det, som om jeg er ved at blive kvalt af dem. Det er lettere for mig at trække vejret under vand, og det siger vel en del, gør det ikke? Hver dag går jeg bare og smiler uden grund. Det er bare blevet lidt af en automatisk ting at gøre. Når folk forventer, at jeg smiler, så smiler jeg, og når folk forventer, at jeg griner, så griner jeg. Jeg gør bare, hvad der ikke vækker alt for meget opsigt.

  Hvor er jeg egentlig ubehøvlet alligevel. Jeg ved, at jeg har skrevet i dig før, men burde jeg ikke lige introducere mig alligevel, siden det er så lang tid siden? Det synes jeg. Nå, men mit navn er Skye Morgan, og jeg er 18 år. I år skal jeg ud af Sixth Form, wow. Tiden er gået stærkt. Nogle gange bliver jeg virkelig overvældet over det faktum, at jeg en dag nok er 50 år gammel og så ser tilbage på det her som et minde. Det er virkelig mærkeligt, for altså – jeg har allerede levet i 18 år. 18 ÅR! Det er virkelig, virkelig mange år. Okay, sidespring. Undskyld. Nogle gange har jeg lidt svært ved at holde fokus. Nå, men altså … Jeg bor i London. Øhm, jeg kan godt lide at svømme, og om sommeren maler jeg en del. Jeg synes ikke rigtigt, at jeg burde indvie dig i hele mit liv allerede nu, for så kommer jeg nok ikke rigtigt til at have noget at skrive de andre dage.

  Jeg kan forklare dig lidt om min dag. Jeg har ikke oplevet det store. Dagen har været, som den altid er. Jeg ved ikke, om det er en god ting eller ej. Undskyld, jeg burde ikke være så negativ. Folk i virkeligheden kender mig som den positive pige, så hvorfor er jeg pludselig så nedtrykt nu? Når alle er helt ude af den, er jeg tit den eneste, der endnu har kontrol over mine handlinger, men jeg tror ikke, at det har noget at gøre med, at jeg bare er rolig som person. Det handler mere om, at jeg er nødt til at opretholde balancen. Hvis rollen som ’den negative’ allerede er taget, er jeg jo nødt til at være ’den positive’. Ellers passer det jo ikke sammen, vel? Det er simpelt.

  Åh altså, jeg bliver ved med at skifte emne! Undskyld. Jeg var i skole i dag, og der snakkede jeg med nogle af mine venner, og øh … det var hyggeligt. Vi fik tidligt fri, fordi at et af modulerne var aflyst. Efter skole tog jeg en del at spise, fordi jeg åbenbart har været ekstra sulten lige i dag. Spørg mig ikke om hvorfor, for det aner jeg virkelig ikke. Efter at have spist mig mæt, tog jeg til svømning, og jeg var faktisk den første til at være der. Jeg plejer altid at komme tidligt og gå sent. Jeg bliver altid i lidt længere tid end andre, fordi jeg i den tid bare kan slappe af. Her behøver jeg ikke at presse mig selv til alt muligt. Jeg kan bare flyde rundt uden at have tid på eller en træner, der fløjter højlydt og øredøvende.

  Det er faktisk ret sjovt, for efter svømning mødte jeg denne her dreng ved navn Drew! Jeg havde ikke set ham i vildt lang tid, så da jeg mødte ham, blev jeg sådan helt forbløffet. Han er en vildt sød dreng, men der skete ligesom noget mellem os, og derfor er det lettere akavet at snakke med ham nu. Men han er som skrevet vildt sød.

  Jeg tog hjem efter at have snakket lidt med Drew, og i et stykke tid sad jeg bare og læste Dræb Ikke En Sangfugl (dvs. at jeg læste tre linjer), indtil min mor afbrød mig. Det var ikke med vilje, for hun snakkede ikke til mig, men min far. Jeg kunne bare ikke rigtigt undgå at lytte efter alligevel. De skændes ret tit, og jeg er så fandens træt af det. Nogle gange sidder jeg bare og er virkelig nedtrykt over, at mine forældre er skilt, men jeg går ud fra, at det vel er bedre end, at de skændes hver nat, så jeg kommer i skole den næste dag og ligner et rod, fordi jeg har ligget vågen hele natten. Tro mig, dét er ikke rart! Hvis man sammenligner de to ting, er det her faktisk ikke så slemt. Jeg synes bare virkelig, at min far er nødt til at tage sig sammen. Han lider af depressioner, så derfor har han det med at blive fuld lidt for tit, og altså … Han er bare så fucked up. Han kan jo ikke tage ansvar for mig, selvom han prøver så ihærdigt. Han tager lykkepiller og alt det der, men de hjælper ham bare ikke tilstrækkeligt nok. Når jeg er i nærheden af ham, smitter hans dårlige energi bare af på mig, og den energi bliver siddende i et godt stykke tid. Jeg tror stadig, at den sidder i mig.

  Gud, hvor har jeg ondt i hånden nu. Undskyld, men jeg kan ikke skrive mere. Jeg ved godt, at det er svagt af mig, men jeg kan altså ikke skrive så meget i hånden. Det er vildt udmattende. Jeg går ud fra, at jeg vel skriver i morgen, hvis jeg da husker det. Lad os håbe det.

  - Skye

  Telefonsamtalen var slut. I hvert fald kunne jeg ikke længere høre min mors vrede stemme, så jeg gik ud fra, at hun nu var vendt tilbage til det, hun før havde lavet …

  ”Skye, der er mad!” … som formentligt var aftensmaden.

  Jeg rejste mig op fra skrivebordet, klappede min dagbog sammen og placerede den mellem de mange bøger, så den faldt i et med omgivelserne, inden jeg gik ud af døren.

  ”Jeg kommer nu!”

 

_________________________________________________________

 

Bare lige så I er sikre, så bliver alle kapitler ikke på denne længde, for det er jeg vist for doven til, haha! Jeg håber, at første kapitel er fint. Egentlig sker der ikke vildt meget - jeg beskriver bare Skyes liv, og jeg håber, at I nu har fået et indblik i, hvordan hun lever, og selvfølgelig skal I nok få mere at vide. Skyes liv bliver nok lidt beskrevet som mit, fordi jeg egentlig valgte denne her synsvinkel for at komme lidt af med nogle af de ting, jeg føler, men de ting, hun skriver om i sin dagbog, bliver ikke noget direkte taget fra mit liv. Jeg kommer bare til at beskrive den samme følelse i en anderledes situation. Må jeg forresten lige fangirle over, at historien er på 100+ favoritlister og på første side under månedens mest populære allerede efter headeren? Det er virkelig sindssygt, wow. Det er forresten mig, Adison! Cecilie skriver Louis' synsvinkel :-)

Cecilie og jeg er blevet enige om, at denne her historie ikke kommer til at blive opdateret heeeeeeelt vildt tit, da vi begge har lidt travlt i øjeblikket, men selvfølgelig går der heller ikke to uger imellem hvert kapitel, bare rolig! Tak til alle jer, der læser med allerede, og jeg håber, at kapitel et levede op til jeres forventninger. x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...