Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43059Visninger
AA

30. 24. februar 2015

Er du nu helt sikker på, jeg ikke skal komme og hente dig efter?” lød det usikkert i den anden ende af telefonen. ”Du ved, hvor farligt Centrallondon kan være om aftenen.

  Skye klukkede sagte og rystede så på hovedet. ”Mor, det er altså helt fint. Sørg nu bare for at nyde din Skye-frie aften med Roy – den stakkels mand får knapt nok set dig ofte nok til at huske din øjenfarve, og det, synes jeg næsten, er ærgerligt, taget i betragtning af hvor meget han gjorde ud af sit frieri.”

  Der var stille et kort øjeblik.

  ”Ved du hvad, du har helt ret, og jeg hader at indrømme det,” mumlede moren langsomt, men gav så en latter fra dig. ”Jeg tror vist bare ikke, jeg endnu har vænnet mig til tanken om, hvor selvstændig du er blevet. Efter alt, der er sket de sidste par år, føler jeg mig stadig forpligtet til at beskytte dig døgnet rundt, men det er der måske slet ikke brug for det længere.

  ”Nu ikke noget med at få det til at lyde som en dårlig ting, at jeg endelig kan stå på egne ben – eller okay, det var faktisk ikke lige meningen, jeg skulle sabotere min egen sætning på den måde, men du ved jo, hvad jeg mener!” Skye tappede sig selv på hovedet i et forsøg på at banke lidt fornuft ind i det. ”Men jeg har det altså godt. Og der vil altid være brug for dig – måske er det bare langt om længe på tide, du vender tilbage til at være hovedrollen i dit eget liv frem for birollen i mit.”

  ”Du har en pointe.” Man kunne høre smilet i morens stemme stemme. ”Men jeg er altså bare så stolt af dig, Skye. Du har ingen idé om, hvor glad det gør mig at vide, at du har vendt din situation til noget positivt, så andre også kan få gavn af det.

  ”Ja-ja,” – Skye rullede med øjnene – ”jeg synes efterhånden, du er blevet meget god til at levere den her tale, hver eneste gang du ikke lige har mulighed for at observere hver eneste handling, jeg foretager mig?”

  ”Det ved jeg godt, og det må du altså undskylde,” lød det halvbeklagende i telefonen. ”Jeg vil ikke tage mere af din tid, for jeg ved, hvor spændt du er! Hav nu en rigtig god dag, ikke? Og ring, hvis der er det mindste!”

  ”Det skal jeg nok,” forsikrede hun sin mor om. ”Vi ses!”

  Efter morens stemme var blevet erstattet af adskillige dut-lyde, lagde Skye sin mobiltelefon fra sig og gav sig derefter til at studere sine omgivelser. Hendes rullestol havde nu holdt parkeret på Londons hovedstation i små fem minutter, men noget sagde hende, at det bare var, fordi hun var kommet for tidligt – hele morgenen havde hun simpelthen bare været så spændt på at komme af sted, at hun var endt med at drage mod stationen, længe før det var nødvendigt.

  Hun var så småt ved at være færdig med sin ungdomsuddannelse og var derfor allerede i fuld gang med at engagere sig i nye projekter. Det seneste halve år havde hun brugt meget af sin tid på at holde foredrag om, hvordan ulykken havde ændret hendes liv, samt hvordan hun havde fået sig selv op på hesten igen. Til at starte med havde hun været usikker på, om det overhovedet ville blive en succes, men da hun fandt sig selv på den lille træscene på det lokale bibliotek, blev det hurtigt tydeligt, at der ikke havde været nogen grund til det – hun måtte nemlig tage sig selv i at måbe af forbløffelse over, hvor mange mennesker der rent faktisk havde taget sig tid til at stoppe forbi.

  Det var gået op for hende, at dét at hjælpe mennesker hurtigt havde forvandlet sig til lidt af en passion – netop fordi hun havde oplevet, hvordan det føltes at være helt på bunden, var det noget, hun for alt i verden ville undgå at se ske for andre. At høre andre dele deres historier var derfor helt utrolig opfriskende, fordi hun selv huskede, hvor dejligt det havde været at kunne dele fortvivlelsen med andre. Af den grund varmede det også hendes hjerte enormt meget, når folk kom op og roste hende for hendes gåpåmod for derefter at bevæge samtalen hen mod et mere personligt niveau.

  Man kunne ikke sige, hun direkte var blevet en kendis, men flere og flere folk i nærområderne var begyndt at høre om hende, så hun var gået hen og blevet lidt af en lokalstjerne. Rundt omkring kunne man læse om hendes fremskridt i byen, og folk på skolen var da ligeledes blevet gjort opmærksomme på hendes tilstedeværelse. Det betød dog ikke så utrolig meget, for det var langt om længe gået op for hende, hvor lidt det egentlig betød at have andres accept, hvis det alligevel ikke var nogen, man kendte og respekterede.

  Det var første gang siden ulykken, hun havde vovet at bevæge sig helt ind mod centrum igen uden en eneste til at holde hende med selskab, så hun var en smule nervøs – det kunne hun ikke benægte. Men samtidig føltes denne nye frihed også bare helt igennem fantastisk. Det var længe siden, hun havde oplevet sådan en følelse – lidt ligesom den, man gik med, når man startede på gymnasiet. Man vidste noget om, hvad det indebar, men samtidig var man klar over, at det var nødvendigt at se på det hele med et helt nyt sæt briller, hvis man ville klare sig.

  Hun havde jo befundet sig her utallige gange, men ulykken havde også forandret omstændighederne for hende. Hvor meget hun så end stadig prøvede at benægte det, var hun ikke helt så selvstændig, som hun havde været – og det var egentlig også okay. Med tiden var det gået hen og blevet et accepteret faktum, så nu handlede det nærmere om at finde en løsning frem for fuldstændig at benægte det.

  Hvis der var noget, Skye havde lært, af de sidste par år, så var det, at livet fortsatte. Lige meget hvad der skete; om verden så gik under, ville tiden finde en måde at træde endnu et skridt frem. For det var nemlig det, der definerede al form for liv – man kunne ikke bare trykke ’Ctrl’ og ’P’ og vende tilbage, når man havde overskud igen.

  Der var ingen vegne at flygte hen, og det var måske i sidste ende det, der gjorde livet så utrolig fantastisk. Man var nødsaget til at blive ved, selv hvis man ikke var andet end tusinde små brudstykker, og i al denne tid havde man ingen idé om, hvad fremtiden ville indebære. Men Skye var nu klar over, at ethvert bjerg, man besteg, kom med en belønning. Der var ingen måde at vide, hvornår denne belønning ville komme, eller hvad det var, men når den endelig gjorde, ville de udfordrende tider pludselig virke som intet andet end et lille bump på vejen.

  Det vidste hun, fordi hun nu endelig var tæt på at få sin.

***

”Hvor er det typisk,” mumlede han og rullede med øjnene. ”Selvfølgelig skal der være trafikprop, lige når jeg er forsinket.”

  ”Hvad havde du forventet, Louis?” Niall slog en latter op. ”Der er myldretid lige nu, så man kan ikke ligefrem sige, det kommer som en overraskelse.”

  ”Han har en pointe,” sagde Zayn og nikkede i retningen af den lyshårede dreng over for sig. ”Men mon ikke hun kan vente i små ti minutter – det er ikke meget at lægge til de to år.”

  Louis satte sig tilbage med et suk. Inderst inde vidste han godt, de havde ret, men lige i dét øjeblik ville han ønske, han kunne tillade sig at opføre sig lidt barnligt. Det var trods alt frustrerende, at hendes førstehåndsindtryk af ham ville blive, at han levede 100 procent op til superstjernebilledet – altid forsinket og fattig på gode undskyldninger.

  ”Op med humøret, ikke?” Harry sendte ham et lille smil. ”Hun skal nok forstå, hvis du bare forklarer hende situationen.”

  Det var heller ikke, fordi han tvivlede på, hun ville forstå, for de havde efterhånden skrevet så længe, at det var blevet klart for ham, at ingen forstod ham som hende. Han var godt klar over, hun ikke ville blive vred, men han var bare så vred på sig selv. Hele morgenen havde han i sit hoved gennemgået alt det, han skulle nå, og hver eneste aftale havde været nøje planlagt til punkt og prikke, så da et uventet astmaanfald måtte holde dem hen i et ekstra kvarter, blev han frustreret. Og det havde ikke så meget at gøre med personen, der besvimede eller noget andet – det var bare ren irritation over, at én enkelt forkert brik havde startet sådan en dominoeffekt. Det var ligesom at gå glip af et tog, for nåede man ikke det ene, var rejsen så godt som dødsdømt.

  Himlen så trist ud. Ikke et eneste sted var solen til at skimte, og hvis man stirrede længe nok, kunne det virke, som om de hvide skyer slugte én. Ligeledes var alle iført varme bomuldsfrakker og huer, og deres kinder var røde af den bidende kulde. Det var perfekt vejr til sweatre og en dampende kop kaffe, men som det så ud lige nu, gik Londons travlhed aldrig i stå.

  ”Jeg synes stadig, det er mærkeligt, du aldrig nævnte hende over for os,” mumlede Niall efter noget tid. ”Vi bemærkede jo godt, du var i bedre humør, men at det var sådan et vild historie … ja, det er jo noget for sig.”

  ”Tja, I ville jo alligevel ikke have troet mig,” fnøs Louis. ”Jeg ville ikke have troet mig selv.”

  ”Verden er fuld af overraskelser,” brød Liam ind og smilede skævt. ”Rigtig nok lyder det surrealistisk, men også enormt romantisk – lidt ligesom noget, man ville se i en film.”

  ”Er der ikke også en film om noget lignende?” Niall fik et spekulerende blik i øjnene.

  Sådan sad de i adskillige sekunder, alle i spænding over at høre titlen på denne såkaldte film.

  ”Jeg har det lige på tungen!” insisterede han fortsat, da han bemærkede, at folk var begyndt at blive lidt distraherede af omgivelserne omkring dem. ”Det er den der med kvinden og manden, og de bor i det samme hus!”

  ”’Den der med kviden og manden’?” Liam gav sig til at klukke. ”For det ringer jo virkelig en klokke i vores hoveder.”

  ”Du ved, hvad jeg mener,” snerrede drengen med det blonde hår.

  ”Det ser ud til, at vi er ved at være ude af proppen,” hørte de efter noget tid chaufføren sige fra førersædet, ”så du skulle gerne nå frem inden for de næste fem minutter.”

  ”Tja, det kan også være lige meget med den film,” sagde Niall med et træk på skuldrene, ”for jeres historie er sand. Den fandt rent faktisk sted.”

  ”Ja, det er sgu lidt sygt …” mumlede Zayn.

  ”Og nu skal jeg endelig møde hende,” afsluttede Louis. Han sank en klump, imens et væld af billeder fløj igennem hans hoved. Han havde de seneste par dage haft en masse forestillinger om, hvordan deres møde ville forløbe, men han vidste, at det langt fra ville blive som forventet – han havde erfaret, at intet blev, som man ellers havde forberedt sig på.

  Ikke desto mindre var han sikker på, det nok skulle blive godt. Nu, hvor han endelig var så tæt på at se hende, var der intet, der kunne stoppe ham.

***

Hun sad med ryggen til, da lyden af hastige fodtrin gradvist nåede hendes ører. Før hun overhovedet nåede at vende sig om, hørte hun en stemme beklage forsinkelsen imellem heftige vejrtrækninger.

  Hun turde ikke rigtig vende sig om, i frygt for at det ville ødelægge det rosenfilter, de hidtil havde skabt omkring deres forhold til hinanden. Endelig at se ham ville gøre hele denne situation ægte, og det ville måske blive ødelagt af, at deres interaktioner ikke længere foregik på skrift. Hun havde før erfaret, hvor akavet det var at møde folk, man ellers kun havde været i kontakt med på nettet, og det ville hun for alt i verden ikke have til at ske med ham.

  ”Skye?” lød det lettere tøvende fra Louis, idet han begyndte at tvivle på, om han mon havde fået fat i den forkerte person.

  Hendes bryst var ved at sprænges af de mange eksplosioner, der havde taget plads bag hendes ribben. Ligeledes føltes hendes hoved overskyet, men for en gangs skyld på en god måde – hvorimod hun hidtil kun havde været vidne til sådan en form for tunghed i forbindelse med stress, var dette en slags spænding, der længe havde bygget sig op. Det var som den følelse, man sad inde med, imens man så en film, og den nærmede sig klimaks, trods det var mindst 100 gange så intenst.

  Trods der kun gik få sekunder, før hun endelig vendte sig om, føltes det som en uendelighed. De nåede nemlig begge at tænke alverdens ting; han, med sine paniske anelser og frygt for at hun var taget hjem igen og efterladt en fremmed, som lignede hende på en plet; hende, ude af stand til at rykke sig ud af stedet, fordi hun pludselig var blevet pinligt berørt over sin situation igen, trods han havde været en kæmpe del af at få hende til at acceptere sig selv og sit liv igen.

  Da deres øjne endelig mødtes, sneg et smil sig frem på begge læber. Det var nemlig i dette øjeblik, det for alvor gik op for dem, at det her altså var ægte. De var endelig nået igennem denne lange periodes ventetid, og lettelsen over dette kunne tydeligt ses i deres ansigtsudtryk. Så snart smilet havde taget plads, virkede det, som om det slet ikke kunne gå væk – det var ivrigt og måske næsten ligefrem lidt skræmmende, men samtidig havde ingen af dem noget imod, hvor ondt deres mundvige gjorde.

  ”Hej,” fniste hun, imens hun tænkte på, hvor meget hun måtte minde om en af hans fans lige nu; så overvældet og ude af stand til at vide, hvad hun skulle gøre af sig selv.

  Men han var mindst lige så glad for at se hende, og det kunne tydeligt ses på den måde, hans blå øjne betragtede hende på. Der var en ubeskrivelig form for beundring gemt i dem, idet hans hvide tænder kom frem i et endnu større smil end før.

  Det var, da han åbnede munden og besvarede hendes hilsen med samme ord, at hun indså, hvilken gave livet i sandhed var. I løbet af de sidste par år havde hun måttet indse, at man ikke altid kunne få, hvad man ønskede, og at toget nogle gange kunne køre af sporet, men det var værdifulde øjeblikke som disse, som gav hende håb; håb for fremtiden, fordi der altså stadig var en hel del af den tilbage.

  Allerede nu tvivlede hun ikke på, at han ville komme til at være en stor del af den. Hvordan, var hun endnu ikke klar over, men han ville være der på den ene eller anden måde. Hvis han i forvejen havde formået at vise sin tilstedeværelse på et stykke papir gennem de sidste to år, kunne hun næsten ikke forestille sig, hvordan det ville være at køre ved siden af ham og lytte til hans stemme, når han fortalte dårlige jokes eller sang med på sin egen sang over radioen.

  Hendes hjerte var fyldt med en form for varme, hun ikke troede var mulig for en på hendes alder at have. Det var den slags, man lå med, lige efter ens mor havde puttet én, og man kiggede på de mange selvlysende stjerner på loftet, imens man funderede over, hvad i morgen mon ville se ud som. Hun kunne ikke lade være med at ryste på hovedet over, hvordan hendes liv var nået til dette punkt; hvor stor en betydning det havde haft, at hun havde holdt ud, selv i de sværeste tider. Og det var noget, der for alvor åbnede hendes øjne over for, hvad livets egentlige lærestreg var.

  Måske var livet i sidste ende ikke at blive anerkendt af alverdens mennesker, men nærmere den ene person, der betød alt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...