Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43069Visninger
AA

29. 23. februar 2013 - Louis

Det var femte gang, jeg havde taget mig selv i at overveje, hvorvidt jeg skulle ringe til Harry og undskylde eller ej. Jeg havde det utrolig dårligt over, hvordan jeg havde efterladt ham i går – ikke fordi jeg troede, han lå og græd i et hjørne for sig selv over hele udfaldet, men fordi han var min bedste ven, og jeg havde taget ham forgivet endnu en gang.

  Han havde så mange andre mennesker omkring sig, så egentlig var der ikke brug for mig. Alligevel virkede det, som om han var den eneste, der rent faktisk ydede en indsats i forholdet, for alt, jeg gjorde, var at møde op, når jeg skulle, og ellers ikke meget mere. Trods jeg virkelig gerne ville have ham til at indse, hvor meget jeg værdsatte hans venskab, kunne jeg ikke få mig selv til at sige ordene højt; de nægtede at forlade min mund, fordi min stolthed havde dem bag tremmer.

  Hver gang jeg tog afsked med nogen, blev jeg fyldt med en ukendt form for tristhed; en, der gjorde det klart for mig, at jeg var begyndt at være alene så ofte, at det var ved at blive usundt. For den smerte, jeg følte, når jeg sagde farvel, var ikke længere bare et savn, men en fornemmelse af at være i et helt andet univers. Jeg følte mig så utrolig isoleret, og det var ubærligt at genleve den pinsel, hver gang jeg tog afsked, så jeg endte bare med slet ikke at se nogen som helst, i håb om at jeg så automatisk ville vænne mig til ensomheden på et tidspunkt.

  Jeg tror, alle mennesker kan nå et punkt, hvor de ikke længere genkender sig selv; hvor de bogstavelig talt afskyr alt, de ser i spejlet og under overfladen, fordi det virker så fremmed, samtidig med at de har ingen idé om, hvordan de skal stoppe det. Sådan havde jeg det nemlig. Jeg var så småt begyndt at kunne se, hvor forkert jeg var begyndt at handle og tænke, men der var ingen til at guide mig hen mod en bedre løsning på mit liv.

  Det var jo ikke, fordi jeg var direkte deprimeret. Jeg følte mig ikke så tømt for energi, at jeg lå i sengen hele dagen, og det var heller ikke, fordi jeg skar i mig selv. På ydersiden så jeg ud til at have det helt fint, men det var bare, som om jeg konstant betragtede min hverdag udefra – som om jeg ikke længere befandt mig i min egen krop. Og det føltes så forkert.

  Jeg faldt ikke i nogen kategori. Som altid befandt jeg mig i det akavede mellemstadie, hvor jeg hverken var nok til det ene eller det andet. Ikke glad nok, ikke trist nok; ikke pæn nok, ikke grim nok; ikke god nok, ikke dårlig nok, og sådan fortsatte det. Det var, som om jeg tog tredjepladsen i alt, så mit mellemnavn lige så godt kunne have været middelmådig.

  Jeg ville gerne være den med det store hjerte for en gangs skyld. Bare denne ene gang ville jeg have følelsen af at have opnået noget – om det så bare var at sætte min stolthed til side eller ej. Hvis Harry kunne gøre det så let, burde det heller ikke være den største udfordring for mig – men på den anden side havde han heller ikke svært ved at indrømme at have taget fejl, hvilket jeg i den grad havde. Hver gang det kom til diskussioner, var jeg hurtig til at fordreje emnet, så snart det gik op for mig, jeg var den, der tog fejl, eller tredjeparten ikke gjorde sig enig i min synsvinkel. Og for hvad dog? Hvad var formålet med at tryne nogen med det typiske: ”Hvad sagde jeg?” I sidste ende resulterede det ikke i andet end splittede atomer.

  Beklager i går – drinks på min regning senere? :) Jeg stirrede længe på sms’en, før jeg langsomt trykkede ’SEND’. Det var latterligt, at jeg dvælede så meget ved sådanne små ting, men det var ikke noget, jeg kunne ændre på. Så mange mennesker var overbeviste om, at hvis man bare fortalte sig selv det nok gange og virkelig brændte for det, kunne man ændre på sin egen tankegang, men det troede jeg ikke på. Vi var jo alle født med en bestemt personlighed, og det var der ikke noget, man bare kunne forme som modellervoks. Man kunne ikke bare bede en sårbar person om at tage sig sammen, når vedkommende kom ud for noget ubehageligt. Sådan var vi ikke skruet sammen.

  Imens jeg ventede på svar fra Harry, hev jeg den grønne dagbog frem og gav mig til at bladre frem til den sidste side, der var blevet fyldt. På en tidlig formiddag som denne forventede jeg ikke, hun havde svaret, men til min overraskelse var der blevet skrevet et par linjer – ja, faktisk flød en masse bogstaver endnu ud fra en usynlig hånd, imens jeg kiggede på. Det var et utroligt syn; næsten som at være otte igen og til et magishow – for dette var intet andet end magi. Det var forunderligt.

  Jeg ventede lidt, før jeg svarede. Der var noget underligt beroligende ved at betragte ordene, imens de dukkede op på siden én efter én, og jeg vidste da også nok om høflighed til ikke at afbryde hende. Alligevel måtte jeg dog gribe min blyant, da hendes sætninger begyndte at få nogle negative undertoner – det var, da ord som ”sidste”, ”limbo” og ”byrde” fangede mine øjne, at jeg måtte stoppe hende.

  Nej, Skye, begyndte jeg i en fart, der fik mig til at undre mig over, om hun overhovedet ville kunne læse de kludrede bogstaver, du kan ikke lade dig slå ud af det her. Skal jeg minde dig om, at du slet ikke engang havde overvejet at ende dit liv, før det blev foreslået over for dig? Fortæller det dig slet ikke noget? Du vælger den lette vej ud lige nu, og det er ikke noget, jeg vil finde mig i. Ikke længere.

  Hele mit liv havde jeg betragtet folk, imens de havde søgt efter genveje til deres mål – jeg havde endda selv benyttet mig af en, da jeg gennem X Factor havde fået berømmelsen leveret på et sølvfad. Mennesker omkring mig var efterhånden ved at blive så dovne, at de slet ikke gik op i vejen mod succes længere. De tænkte slet ikke over, hvor meget man lærte på dén rejse, fordi de kun kunne fokusere på, hvordan det ville føles endelig at få den hårde del overstået.

  Der var så meget, May kunne have set i sit liv, men hun valgte alligevel at ende det. Fordi hun var overbevist om, at en dårlig periode var ensbetydende med et dårligt liv, havde hun besluttet sig for at gøre det hele lettere for sig selv, og det havde jeg ikke tænkt mig at bevidne længere. Jeg nægtede at se til, imens endnu en person smed noget væk, mange kun kunne drømme om, for den passivitet var et afsluttet kapitel i mit liv. Jeg var ikke længere den samme, handlelammede person, og det måtte jeg bevise over for hende – og mest af alt over for mig selv.

  Jeg vil råde dig til virkelig at tænke det her igennem, før du giver dig til at handle, for så snart det er gjort, kan du ikke fortryde det længere. Her er der ingen viskelædere eller tilbageknapper, og dine handlinger vil være foreviget i historien – og ikke mindst i alle omkring digs hukommelse. Jeg vidste, jeg ikke just skrev i blide toner, men det var efterhånden gået op for mig, man ikke kom nogen vegne med det, når det kom til overbevisning. Skye virkede meget fast besluttet, så hvis jeg lød selv den mindste smule tvivlende, var det nok til at skubbe hende ud over kanten. Tænk over, hvor mange der ville elske at have valget mellem at leve eller dø. Der er så mange mennesker, der er indlagt på hospitalet og ude af stand til at vælge deres egen skæbne, så lad være med at smide denne gave væk på grund af nogle dårlige dage. Det bliver bedre.

  Jeg lagde langsomt kuglepennen fra mig og gav mig så til at vente på svar. Jeg havde ikke lyst til at komme med flere argumenter, før det blev højst nødvendigt – en del af mig håbede, at det her var nok til at få hende til at skifte mening.

  Men lidt for håbefuldt var det måske alligevel.

  Louis … Jeg kunne næsten høre hende sukke ordene i en opgivende gestus. Prøv at vende situationen om. Du nævner foroven, at der er ingen fortrydelsesret, så snart det er gjort, og det har du ret i. Så snart jeg er væk, skal jeg ikke længere bekymre mig om noget – for jeg kan ikke længere følge med i det og føle nogen smerte eller skyld over noget. Efter det er gjort, vil jeg være væk, og så må verden jo selv beslutte, hvordan den vil håndtere mit fravær. Hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af.

  Og ja, der er folk, der vælger at leve, selvom de ikke kan; folk, der er fanget i en smal hospitalsseng med intet at lave hele dagen. De ville finde det absurd latterligt, at jeg gør det her, men hør nu her: Jeg kan donere mine organer. På den måde ville jeg redde utallige liv, og jeg ville kunne gå herfra med en god fornemmelse i maven. Jeg har altså tænkt over det hele.

  Det var et underligt syn; hvordan nogen kunne være så optimistisk omkring noget så trist. Det var slet ikke, som om hun snakkede om døden, men nærmere noget så simpelt som at tage ud med sine venner, mens hendes mor sagde nej. Alt det, hun nævnte, lød som et vildt eventyr, når det i virkeligheden bare var at suge livet ud af hende.

  Jeg forstår godt, at du ser sådan på det nu, men hvis du bare ventede, ville du indse, at der er mange ting, du endnu ikke har oplevet. Hvis du ikke kan komme i tanker om den lykkeligste dag i dit liv, er det formentlig, fordi den stadig er i vente, og har du virkelig lyst til at gå glip af den? prøvede jeg igen. Det er ikke let at gå igennem sådan en livsforandrende ting, det ved jeg, men det er ikke ensbetydende med, at du bare kan give op på denne måde.

  Jeg kunne mærke, at desperationen var begyndt at skinne igennem mine ord. Jeg ville så gerne redde hende fra hendes egne tanker; redde hende fra det dystre hoved, hun hver dag var fanget i. Hvis jeg havde kendt opskriften på en mere positiv tilgang til livet, ville jeg have givet den til hende med det samme, men sandheden var, at jeg langt fra burde snakke som den udbrændte popstjerne, jeg var.

  Jeg sætter virkelig pris på, at du kæmper for mig på denne måde, svarede hun langsomt. Du skal vide, jeg sidder og smiler lige nu, for der er aldrig nogen, der har vist en sådan en interesse for mig.

  Jeg var hurtig til at skrible: Men det kommer der til at være, hvis du bare venter lidt. Det hele skal nok komme til sin tid!

  Du virker som en god person, fortsatte hun med sine ranglede bogstaver, og derfor håber jeg også, du får et fantastisk liv. Fortsæt, hvad du gør, for jeg er sikker på, du en dag vil tale nogen fra at ende det hele – men det bliver altså ikke i dag. Desværre.

  Ordene rungede i mit hoved – de bar en form for håbløshed, jeg ikke havde været vidne til længe. Det mindede mig næsten om, hvordan en fan engang havde fortalt mig, at jeg havde reddet hendes liv ved bare at være der; at håbet alene om at møde mig var nok til at få hende til at fortsætte med at stå op hver dag og kæmpe videre. Den historie havde jeg efterhånden hørt en del gange, ja, næsten til hver eneste koncert. Men det lod til, at Skye ikke bare kunne overtales på samme måde.

  Vent med at give sådan en afskedstale, til du er 90 år gammel og ude af stand til at gå. Det er ikke noget, du bør fortælle folk allerede, skrev jeg. Du er stadig så utrolig ung, og jeg ved med sikkerhed, du har ambitioner og talent for et eller andet – om ikke andet så at skrive. At følge med i din dagbog har været det mest forfriskende for mig i lang tid, og tro mig, der er andre, der vil have det på samme måde med noget andet, du gør. Jeg har ikke engang mødt dig før, og jeg synes allerede, du er fantastisk.

  Jeg vidste ikke, om det var at gå for langt at sige sådan, men jeg havde efterhånden ikke mange muligheder tilbage. Hvis jeg skulle overtale hende, måtte jeg være sikker på at bruge alle metoder, der var – jeg nægtede at lade dette være det sidste, jeg hørte fra hende.

  Men det var det. I adskillige minutter sad jeg og ventede på at se siden blive fyldt med endnu flere sætninger, trods jeg ikke kunne se, hvem der skrev dem, men der kom ikke mere fra hendes side af. Jeg blev ved med at stirre på det hvide papir, i håb om at min indre vilje ville være nok til at få noget til at poppe op, men efter noget tid måtte jeg indse, at jeg havde fejlet endnu en gang.

  Det sidste, jeg skrev, var et spørgende: Skye? der gav genlyd i hele bogen, som nu pludselig virkede alt for tom. 

 

_________________________________________________________

 

Sidste kapitel er ude en af de kommende dage! :)

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...