Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43399Visninger
AA

27. 22. februar 2013 - Louis

Min mobilalarm gav sig til at ringe lidt tidligere, end jeg havde forventet. Trods jeg hele tiden havde vidst, jeg havde sat den til ni, havde jeg ikke regnet med, mine øjenlåg stadig ville føles som bly, når jeg slog den fra.

  ”Hvad tid er det?” mumlede Harry hæst uden at åbne øjnene.

  ”Ni,” svarede jeg og gned mig selv i øjnene i et forsøg på at vågne lidt.

  ”Ni?” svarede han vantro. ”Louis, hvorfor i al verden satte du en alarm til klokken ni? Du er da godt klar over, at vi har pause fra turnéen af en grund, ikke? For at hvile os.

  ”Jeg, øh,” sagde jeg sløvt og trak dynen af mig selv, ”jeg skal hjemad. Har nogle vigtige ting at tjekke.”

  ”Er du seriøs?” Han sukkede ned i sin hovedpude. ”Hvad er det for noget, der er så vigtigt, at du er villig til at stå op klokken ni?”

  Jeg var ikke meget for at sige hendes navn – og det ville egentlig også være latterligt, taget i betragtning af at jeg ikke havde fortalt ham særlig meget om hende – for jeg vidste, han ikke ville forstå det. Han ville tage det, som om jeg hellere ville bruge min dag på at sidde og bladre i en fremmedes dagbog end være sammen med min bedste ven, og det var jo ikke på den måde, jeg mente det. Jeg var bare så ængstelig efter at se hendes svar, at jeg havde svært ved at udskyde det meget længere – især fordi jeg vidste, vi bogstavelig talt ikke ville lave andet end sove her (eller, han ville sove, imens jeg lod, som om jeg gjorde det samme, selvom jeg faktisk bare tjekkede min telefon).

  Det var længe siden, jeg sidst havde set ham, og derfor havde det også været rigtig rart at modtage et opkald fra ham om, at han var i London-området, og at vi burde mødes over en jam-session, men der var kun så meget, jeg kunne håndtere ad gangen. Det havde ikke direkte noget at gøre med ham som person, men når jeg hørte på ham, og hvordan han næsten var den fødte superstjerne, fik det mig bare til at føle som … snavs. Som om jeg ikke var god nok til hans selskab. Og det var ikke noget, jeg følte, han følte – det var bare noget, jeg blev ved med at tænke på, når jeg kiggede på hans stylede hår, som var perfekt ned til selv den mindste krølle.

  Vi havde startet det samme sted: som to håbefulde, unge mennesker med musikalsk talent, og det havde taget os ingen tid at lære hinanden at kende og komme godt ud af det med hinanden, men lige det seneste år var det gået ned ad bakke. Han var pludselig begyndt at virke så fjern for mig – som om vi ikke længere eksisterede i samme univers, men to forskellige, hvor jeg kunne mærke hans tilstedeværelse, hvis mine arme strejfede hans, uden nogensinde helt at se ham.

  Men det var selvfølgelig alt sammen bare noget, der foregik i mit eget hoved. Hvis jeg betroede ham noget af dette, ville han bare grine og slå det hen med et forsikrende: ”Sådan har jeg overhovedet ikke haft det med dig.”

  Det var vel fint nok – vi var trods alt ikke den samme person. Mens han havde intet problem med at blive forfulgt af nysgerrige journalister, sad jeg i skidt til knæene, trods jeg ikke engang var offer for halvt så meget opmærksom som ham. Men han håndterede det trods alt også som en professionel (hvilket vi vel egentlig begge var) – når folk stillede ham ubehagelige spørgsmål, smilede han bare og gik videre, mens jeg skar ansigt eller gjorde noget andet, der kunne få folk til at skrive en hel artikel om, hvor arrogant og selvisk jeg var.

  ”Jeg glemte muligvis at slukke for vandet på mit badeværelse,” sagde jeg, da det gik op for mig, jeg ikke havde svaret ham i adskillige sekunder. ”En af fliserne mangler, så jeg kan virkelig ikke have, at der bliver oversvømmet – det ville koste mig så dyrt.”

  ”Åh, virkelig?” Han hævede tvivlende øjenbrynet. ”For det kan din superstjernekarriere jo slet ikke betale for.”

  Jeg rullede med øjnene. ”For guds skyld, alt kan ikke bare undskyldes med min berømmelse!”

  Jeg vidste ikke, hvor det pludselige udbrud kom fra – det var ikke helt noget, jeg havde forventet af mig selv. Trods jeg ofte tænkte på det, var det sjældent noget, der endte med at blive sagt højt. Alle de tanker virkede trods alt bare latterlige i ørerne på andre.

  Det var jo ikke, fordi jeg havde noget imod at kunne støtte min familie og give tilbage for alle de år, mine forældre havde forsørget mine søskende og mig, men jeg nægtede at forsøge at bruge min succes til at få mig igennem livet. Den dag, jeg begyndte at gøre det, ville jeg formentlig aldrig kunne kigge mig selv i øjnene igen uden at væmmes.

  Det var ikke engang, fordi jeg væmmedes ved Harry. Han var og havde længe været min bedste ven, men med ham var det jo også okay. Med ham forventedes andre ting, og derfor var det også okay for ham at komme med nogle halvarrogante jokes om sin strålende karriere – det var acceptabelt i dette samfund, netop fordi han havde sit charmerende smil og gode tøjsmag til at få det hele til at fungere.

  ”Er du helt okay?” spurgte Harry lige så stille. ”Hør, det var ikke min mening at gøre dig oprørt. Jeg troede, du ville finde det sjovt.”

  Jeg viftede afværgende med hænderne. ”Ja-ja, tænk ikke på det,” mumlede jeg og var allerede i færd med at tage en ny, ikke-lugtende T-shirt på. ”Jeg overreagerede, det er alt.”

  ”Handler det her om May?” kom det langsomt fra ham. ”Jeg ved godt, jeg ikke har været den bedste til at støtte dig lige i dén situation, og det er jeg sgu ked af. Hendes død har jo ikke ligefrem været let for dig at håndtere, og … og jeg burde have været der for dig i stedet for bare at blive hos min familie som den kujon, jeg er.”

  ”Nej, hold nu op, Harry,” sukkede jeg hovedrystende. Det var så typisk ham at være sådan en god person. Sådan en, der altid tog skylden, selvom han intet havde forårsaget. ”Du prøvede jo. Du prøvede at kontakte mig og høre, hvordan det gik, og alt, jeg gjorde, var kortslutte dig. Så lad være med at påtage dig det her ansvar, og lad mig tage mig af situationen på egen hånd.”

  Nogle gange irriterede det mig så umådeligt meget, at han var så perfekt. Helt og aldeles perfekt – der var ikke en eneste ting ved ham, som man ville ændre på ham, når man så på ham, og personligheden fejlede heller intet. Han vidste altid, hvad han skulle sige på de rette tidspunkter, og når han var i en konflikt med en anden, vidste han, hvornår det var på tide at give slip på sin stolthed for i stedet at rede sit venskab. Og det hadede jeg ham egentlig for, for hvordan skulle jeg nogensinde kunne hamle op med det? Hvordan kunne jeg se ham i øjnene, når jeg aldrig ville blive halvt den person, han var?

  ”Det kan godt være, det ikke virker sådan lige nu, men det kommer altså til at blive bedre,” lovede han, imens jeg var i fuld gang med at trække et par cremefarvede bukser på. ”Vi har alle været ude for nogle svære ting, siden vi kom i rampelyset, og det er ikke noget, vi kan bebrejdes for. Så lad være med at skælde dig så meget ud for det.”

  Jeg gned frustreret mine tindinger og rejste mig derefter op i en fart, der fik hele rummet til at køre rundt et kort øjeblik.

  ”Bare stop,” sagde jeg så. ”Stop med at belære mig om alt det her, som om du kender til, hvordan jeg har det.”

  Imens jeg sagde dette, gik jeg rundt og samlede diverse ting op fra gulvet, der tilhørte mig, før jeg proppede dem i den taske, jeg havde haft med.

  ”For du ved ikke noget som helst om det, okay? Intet. Du er en ekspert på stjernelivet, og hvordan man håndterer alle mediebomber, så hvordan ville du nogensinde forstå?” fortsatte jeg i en strøm af usandheder, jeg ikke mente. ”Du har absolut ingen idé om, hvordan det rent faktisk føles ikke at kunne bunde; hvordan det er at føle sig mere hjælpeløs end noget andet.”

  Hans forvirrede ansigtsudtryk forsvandt fra mit synsfelt, da jeg hastigt bevægede mig hen mod døren.

  ”Det er helt fint, hvis du har lyst til at have ondt af mig, men lad nu være med at lade som om du forstår noget af det.”

  Og med de ord smækkede jeg døren med følelsen af fortrydelse lige i hælene på mig. Jeg ønskede allerede at tage hvert eneste ord tilbage og undskylde, men samtidig vidste jeg, at der ikke ville gå lang tid, før jeg igen ville dumme mig. For sådan en person var jeg bare, og det måtte jeg erkende over for mig selv. Lige meget hvor mange fejltagelser jeg begik, ville der altid være nye i kø, så der var måske slet ikke nogen pointe i fortsat at prøve.

  Det endte jo i det samme alligevel.

***

Jeg vidste, det var latterligt, at jeg var taget tidligt hjem fra Harrys bare for at tjekke dagbogen, og jeg havde det nu også meget dårligt over, hvad jeg havde sagt. Det var, som om jeg konstant var splittet mellem at være den person, der ødelagde alt, og den, der derefter gik tilbage og prøvede at lappe sårene.

  Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at jeg havde al ret til at skynde mig hjem, fordi hendes liv trods alt var på spil her, og det betød vel mere end Harrys selskab, men samtidig vidste jeg, at det bare var noget, jeg tænkte, fordi jeg håbede på, at hvis jeg gentagede det nok gange, ville jeg selv begynde at tro på det.

  Sandheden var, at jeg såmænd bare var begyndt at skubbe folk væk, fordi jeg ikke længere følte, jeg fortjente dem. Jeg havde så svært ved at leve med mig selv, fordi min sjæl var oversvømmet med skam – og det behøvede jeg ikke en psykolog for at vide.

  Efter at have lagt min taske på gulvet, bevægede jeg mig ind mod køkkenet, hvor Skyes dagbog lå – præcis som jeg havde efterladt den. På ydersiden virkede det slet ikke, som om noget var forandret – den var stadig mærket med de samme blyantsplamager – men jeg vidste, at indholdet højst sandsynlig ville have ændret sig. Og jeg kunne ikke vente med at læse, hvad hun havde at sige.

  Det viste sig dog, hun ikke just var taknemmelig for min omtanke.

  Hej, Louis Tomlinson,

  Først og fremmest, hvad bilder du dig ind at blande dig sådan i mit liv? Hvem gav dig lov til at snage i min dagbog, for sidst jeg tjekkede, var det MIT liv og MINE personlige tanker, der står skrevet heri.

  Dernæst vil jeg venligst informere dig om, at du har ingen idé om, hvad der foregår. Ja-ja, du har læst, hvad jeg har skrevet, men står der noget om, at jeg er blevet stukket ned og er ude af stand til at gå nu? Nej, det troede jeg heller ikke, så det ville være værdsat, hvis du ikke snakkede om, hvor meget mere der er at leve for, når jeg ikke engang kan gå (eller svømme, hvilket var min passion, som du nu lige nævnte som en af mine grunde til at leve J).

  Og det var kun starten på en hel roman, der var drevet af vrede.

  Du tror, du ved så meget for mig, men det gør du ikke. Hvem tror du egentlig, du er? Min bedste ven i en anden dimension? En eller anden prinsgemal, der er kommet mig til undsætning? For i så fald vil jeg gerne informere dig om, at du er INGEN for mig. Og du havde absolut ingen ret til at læse, hvad jeg har skrevet.

  Ikke på et eneste tidspunkt nævnte hun noget om, hvilket mirakel det var, at dette overhovedet kunne lade sig gøre – hun stillede ikke engang spørgsmål ved det, og det var på en eller anden måde, det eneste, jeg ellers havde været sikker på, hun ville kommentere på.

  Jeg fortæller dig ikke, hvordan du skal leve dit liv, så lad venligst være med at blande dig i mit – jeg har styr på det. Det kan godt være, jeg ikke længere kan gå nogen vegne uden en andens hjælp, men lige det her vil jeg meget gerne selv have lov til at bestemme over.

  Det er da sødt, at du bekymrer dig, men der er ingen grund til det. Jeg tænkte slet ikke på selvmord, før du nævnte det over for mig, så hvis jeg rent faktisk er død i dit årstal, skal du måske lige overveje, om det ikke er din skyld – fordi du plantede det i mit hoved til at starte med. Og det kan måske tilmed fortælle dig lidt om, hvorfor man ikke prøver at ændre på noget, der allerede er sket – man ender kun med at gøre det værre.  

  Jeg ville sætte stor pris på, hvis du kunne brænde min dagbog, da den ikke bør tilhøre nogen i den tid, du lever i, hvis jeg er død. På den måde kan jeg måske fortsætte med at skrive i den uden at føle, jeg faktisk er journalist for Skye-sladderbladet – og ellers må jeg jo bare købe en ny.

 

  Mange tak for din forståelse,

  Skye

 

  Jeg måtte indrømme, jeg var lidt overrasket over hendes attitude – den havde jeg ikke ligefrem set komme. I alle de andre dagbogsindslag havde hun virket så stille og observant; som en person, der overhovedet ikke kunne finde på at råbe højlydt af nogen, men nærmere sidde inde med en stille storm.

  På den anden side var dette trods alt hendes dagbog – det var den, hun lukkede sin vrede ud på. Hun havde jo ikke direkte råbt af mig i virkeligheden, men blot på skrift, og det var sådan, hun havde formået at holde sit temperament under kontrol i al denne tid. Så at snakke med mig igennem, hvad der engang havde været som en skraldespand for hendes frustrationer, var måske bare stadig som at skrive i sin dagbog.

  Jeg ville gerne svare med samme vrede, men jeg var alt for overvældet af det faktum, at hun havde mistet følelse i benene, til at vide, hvordan jeg skulle få mig selv til det. Hvis man tænkte over det, havde hun jo god grund til at begå selvmord – hun havde snart mistet alt, hun overhovedet havde at leve for. Lige nu virkede det for hende, som om al håb var borte, og det kunne jeg ikke bebrejde hende for. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad jeg ville gøre, hvis jeg lige pludselig ikke kunne synge længere.

  Men hvad hun ikke indså var, at der ville komme nye ting; nye interesser og nye venskaber. En dag ville hun se tilbage på disse ting og vide, at disse oplevelser havde været med til at forme den person, hun var blevet til, og hun ville være taknemmelig for, at jeg havde stoppet hende. Så hvis jeg bare kunne overbevise hende om det samme, var der måske stadig håb.

  Skye, begyndte jeg langsomt, men gik så i stå med blyanten. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle skrive – hvad der kunne stoppe hende – og det var ikke bare, fordi jeg aldrig som sådan havde snakket med hende. Jeg havde generelt ingen erfaring med, hvordan man overbeviste nogen om at blive, når man ikke engang selv så den helt store mening med livet længere.

  Men jeg prøvede nu alligevel.

  Skye. Jeg vil være den første til at indrømme, jeg har absolut ingen idé om, hvordan jeg skal gøre din situation bedre, for ærlig talt, den stinker. Jeg kan ikke forestille mig, hvilken smerte du må føle – ikke bare over tabet af dine ben, men også tabet af Anne – og jeg ville ønske, jeg kunne gøre det hele lettere for dig at håndtere. Men jeg er ingen tryllekunstner, og det kan du vel se på mine ynkelige forsøg på at tale dig fra at gøre noget, jeg selv har overvejet før.

  Den eneste grund til, at jeg synes, du bør holde ud og blive ved med at leve, og hvorfor jeg selv stadig er her, fordi jeg tror på, at ting kan blive bedre, og at folk, der har været igennem helvede, før eller senere vil få en belønning for det hele. Jeg tror på karma, og det synes jeg også, du bør.

  Det kan godt være, du har det, som om verdens undergang er tæt på, men det er den jo ikke, hvis du bare tillader dig selv at forhindre den. Enden behøver ikke at være så nær, for tro mig, der er mange flere ting i livet, der endnu venter dig, og det er ikke noget, en enkelt lammelse vil ændre på. Du er stadig dig, Skye, og du er et godt menneske. Du fortjener stadig at være glad, og selvom du måske ikke selv ser på det på den måde, har det gjort dig stærkere.

  Jeg har fulgt din dagbog, og jeg ved, jeg ingen ret havde til det, men det har jeg altså. Og jeg kan fortælle dig, at du er en af de mest indsigtsfulde personer, jeg nogensinde er stødt på – de tanker, du deler med denne dagbog, er ikke noget, du er alene om, og det skal du altså indse. Vi har alle prøvet at være ensomme eller følt os håbløse, men vi skal ikke lade os stoppe af disse følelser.

  Husk på, at det er den tyngende smerte, du går inde med, der minder dig om, hvor levende du er, og selv hvis det ikke føles sådan, er det en gave.

 

  Louis

 

  Imens jeg havde siddet og skrevet det, var det gået op for mig, hvor meget jeg mente det hele. Det var ikke bare en omgang volapyk, jeg fyrede af for at få hende til at blive, men en sandhed, jeg havde overset i meget lang tid.

  Jeg havde rigtig nok følt mig håbløs de seneste par dage, men det var jo i sandhed Mays død, der havde åbnet mine øjne op for det faktum, at jeg var i live; jeg var i live, og hvert åndedrag var et mirakel, fordi der var folk i verden, der slet ikke kunne trække vejret på egen hånd.

  Jeg var her. Og der var intet andet sted, jeg hellere ville være. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...