Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42780Visninger
AA

28. 22. februar 2010 ~ Skye

For første gang i utallige dage befandt jeg mig på skolegrund igen, og for at være helt ærlig vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle reagere. Trods det havde været lidt ensomt og kedeligt derhjemme, var jeg ikke sikker på, om dette måske var et lidt for stort skridt at tage, taget i betragtning af at jeg stadig var i gang med at acceptere, hvad der var hændt mig.

  Den velkendte lyd af kvidrende mennesker, hvis stemmer overlappede hinanden, nåede mine ører og fik mig til at trække let i smilebåndene. Den tog mig tilbage til første skoledag, hvor alt havde været en tand mere spændende; hvor jeg havde været overbevist om, at dette ville være året, som ville ændre alt, og hvor folk endelig ville begynde at bemærke den stille piges tilstedeværelse.

  Når jeg tænkte tilbage på den tid, virkede det næsten komisk, at alt dette var sket for mig, for man kunne roligt sige, at folk ikke just overså mig længere – men jeg havde nu ikke forestillet mig, det ville ske på denne måde.

  For en kort stund var jeg næsten overbevist om, at alt kunne gå tilbage til, hvordan det havde været, hvis jeg bare spillede med i lang nok tid. Der var en lille del af mig, der håbede på, at hvis jeg dog bare kunne tvinge et grin frem i adskillige, smertefulde sekunder, ville jeg efterhånden blive så vant til det, at jeg måske kunne narre mig selv til at tro, jeg rent faktisk var glad, og at dette blev det magiske år, jeg havde ventet på i al denne tid. Det virkede nemlig ikke, som om noget havde ændret sig i løbet af den tid, jeg havde været væk – eller sågar siden august måned. Trods Annes fravær efterlod en fornemmelse af ensomhed hængende i luften, var der ikke mange andre end mig, der endnu savnede hende – ligesom så mange var hun allerede endt i forglemmelsens hul.

  Jeg ville gerne holde fast i de få sekunders uvidenhed, men der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at jeg ikke kunne gå, og at det her nu var mit liv. Min mor havde insisteret på at eskortere mig indenfor, men jeg havde afvist hendes forespørgsel – jeg havde ikke brug for at blive gjort mere opmærksom på, hvor meget alt egentlig havde ændret sig for mig.

  Trods jeg endnu ikke var helt vant til at køre rundt i min kørestol over længere tid, vidste jeg, at hvis jeg ikke begyndte nu, ville jeg aldrig lære det – mine arme måtte jo også acceptere det, mine ben for længst havde set i øjnene. Det var enormt udmattende pludselig at skulle lægge al vægten på min overkrop, men jeg vidste, at vi som mennesker hurtigt tilvænnede os nye omstændigheder, så jeg tvivlede ikke på, jeg også en dag ville komme til at have det, som om jeg var blevet født på denne måde.

  Hvis jeg da nåede så langt.

  Jeg havde tænkt godt og grundigt over, hvad ham Louis havde fortalt mig, og for at være helt ærlig gjorde det mig ikke sørgmodig at tænke på at være død i 2013 – især fordi jeg vidste, det var et valg, jeg havde foretaget selv. Indtil nu havde jeg ladet tanken om min fremtid hvile lidt i baghovedet, fordi jeg stadig ikke var sikker på, hvad jeg ville med mit liv, men måske var det netop dét, at jeg havde ingen plan for de næste fem år, der burde fortælle mig, at min tilstedeværelse ville betyde mere, hvis jeg gjorde den kort.

  Jeg betragtede ikke mig selv som selvmordstruet; det var sådan et seriøst ord. Når jeg hørte nogen sige: ”Hun har selvmorderiske tendenser,” tænkte jeg straks på en deprimeret pige, der skar i sig selv på en daglig basis, og det var langt fra tilfældet med mig. Faktisk var det ligefrem mærkeligt, hvordan mit synspunkt på selvmord havde ændret sig – det var nemlig ikke tragisk eller hjerteknusende længere. I stedet virkede det som en beslutning i retning af, hvad jeg ville have til aftensmad, eller hvad jeg skulle tage på.

  Det gik op for mig, jeg langt om længe var begyndt at forstå Anne, og hvilke motiver hun havde haft. Det var hendes frygt for fremtiden, der havde drevet hende til dette, netop fordi hun vidste, hun ikke ville få mere ud af livet end lidt popularitet i skoletiden. Så derfor ville hun hellere gøre det kort og dermed huskes som en storslået, smilende pige frem for hende, som svigtede alles forventninger.

  Jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv, om det skræmte mig, at jeg kunne relatere, eller om det gjorde mig glad.

  ”Skye?” Callies store, forbløffede øjne blokerede pludselig min udsigt til skolens indgang. ”Hold da op, hvor er det længe siden!”

  Jeg frøs, da hun trak mig ind i et af sine typiske kram, hvor hun klemte en lille smule til. Det var ikke, fordi jeg ikke var glad for at se hende – eller jo, det var det måske alligevel. Af alle mennesker, jeg skulle møde på min første dag tilbage, havde jeg håbet, hun først ville komme lidt senere.

  ”Hvordan går det med dig?” spurgte hun og trådte et skridt tilbage for at få et ordentligt kig på mig. ”Jeg fik aldrig sagt, hvor utrolig ked af det jeg er over alt, der er sket. Det er der altså ingen, der fortjener.”

  ”Åh, det går nok,” mumlede jeg med et let skuldertræk. ”Sådan er livet jo – fuld af overraskelser.”

  ”Ja, helt klart!” Hun nikkede ivrigt og smilede, så jeg blev mindet om det ansigtsudtryk, en seriemorder lavede, før han skar ens hjerte ud. ”Det er simpelthen så stærkt af dig at se positivt på hele situationen. Det beundrer jeg dig virkelig for.”

  Hvis hun dog bare vidste, at jeg ikke sagde det for at trøste hende, men nærmere mig selv.

  Uden overhovedet at spørge bevægede hun sig hen bag mig og begyndte så at skubbe mig i retning af indgangen, imens hun kvidrede løs om, hvad jeg var gået glip af i den tid, jeg havde været væk.

  Jeg ville gerne lytte til hende, men det hele lød bare så fjernt i mine ører, fordi lyden af mit bankende hjerte optog al min opmærksomhed. Det virkede ikke, som om hun indså, at jeg havde siddet derude og stirret ind mod de åbne døre for at forberede mig selv mentalt, og at det måske ikke havde været den bedste idé at tage den tryghed fra mig, men jeg havde heller ikke lyst til at sige det til hende. Jeg havde ikke overskud til at råbe ad hende og lave en scene – den ekstra opmærksomhed havde jeg ikke brug for.

  Lige så snart jeg rullede ind ad dørene til skolen, begyndte folk at glo. Først var det bare de mennesker, der befandt sig på gangen, men i takt med at mere tid gik, bemærkede jeg, at folk ligefrem forlod deres klasselokale for at få et glimt af det stakkels, handicappede cirkusdyr.

  Det var forfærdeligt. Hvert eneste lange sekund så ud til at trække sig mere og mere ud, indtil jeg slet ikke kunne forstå, hvordan der stadig var fem minutter til skolestart. Men det var, da Drew kom gående, at jeg én gang for alle fik nok og pressede mine hænder mod hjulene.

  ”Er du okay?” spurgte Callie undrende, da hun pludselig måtte stoppe op midt på gangen.

  ”N-nej,” svarede jeg hovedrystende og måtte tage en dyb indånding for ikke at klapre med tænderne. ”Jeg vil gerne væk herfra. Jeg får min mor til at hente mig.”

  ”Men du har jo knapt nok været her i ti minutter,” protesterede hun. ”Så snart du kommer tilbage –”

  ”Så snart jeg kommer tilbage, og folk for alvor lægger mærke til mig, vil de aldrig lade mig være,” afbrød jeg hende forhastet. ”Hvis du ikke vil gå med mig ud, kan jeg godt selv finde ud af det, men så ryk dig af vejen!”

  Jeg havde med sikkerhed fået folk til at stirre, men lige i dét øjeblik virkede alle ansigterne fuldstændig ugenkendelige. Ikke en eneste af dem, der nysgerrigt stak et hoved ud, sagde mig noget – det var, som om jeg blot betragtede nogen på tv, hvis ansigt var blevet sløret for anonymitet. Noget sagde mig, at jeg havde fag med flere af dem, men alligevel havde jeg aldrig følt mig mere som det eneste primtal i en bunke kvadrater.

  Dengang var alt, jeg havde ønsket, lidt opmærksomhed fra dem, hvis liv var alt, der definerede ordet ”perfekt”, men når jeg iagttog de pæne ansigter, som nu var fuldstændig optagede af sladderen om mig, kedelige Skye Morgan, var der intet, jeg hellere ville end gemme mig væk resten af livet. For det var så skamfuldt. Det var så utrolig skamfuldt at køre rundt på denne måde, og det var noget, der gjorde, jeg ikke kunne holde øjenkontakten med nogen længere – jeg havde indset, jeg ikke længere følte mig værdig nok.

  For et par måneder siden havde jeg været usynlig, og alt, jeg nogensinde havde længtes efter, var at blive en af dem, der fik mere end 100 likes på Instagram, eller som folk i al hemmelighed beundrede for sig selv, men jeg havde aldrig overvejet, hvad der var værre – ikke engang at kunne få sig selv til at ønske det. Jeg havde da aldrig været den mest stolte person, men hvis jeg kendte til at ramme bunden, var det her punktet.

  Jeg går ud fra, at lige meget hvor langt nede man er, vil der altid være værre – og om det er godt eller ej, er jeg ikke længere klar over.

***

Ingen af os sagde noget på vej hjem i bilen, men jeg kunne godt fornemme, min mor var skuffet; selvfølgelig var hun det. Imens hun ventede på, at lysene skulle skifte fra rødt til grønt, spændte hun så meget i musklerne, at hendes knoer blev helt hvide.

  Jeg ville så gerne starte en samtale med hende og høre, hvordan hun formåede at falde i søvn om aftenen, velvidende at hendes datters synder stadig var på fri fod. Hvordan hun havde båret sig ad med at glemme og tilgive alt, hvad der var sket, som om det ikke havde ændret drastisk på begge vores liv – og tilmed tvunget hende til at begrave sig selv i arbejde for at betale for alle de dyre behandlinger, der skulle bekræfte ting om mit helbred, vi allerede vidste.

  Hun ventede stadig på, at den passive pige, der engang havde været hendes datter, ville bevise over for hende, at hun var en god mor – at hun havde gjort noget rigtigt med mig. Hver dag gik hun rundt og håbede på at se den indsats, der ville bekræfte, at hun havde været et godt nok forbillede til at inspirere gåpåmod, som ikke engang ville lade sig tæmmes af noget så simpelt som en lammelse.

  Men der var så mange forkerte ting ved den sætning – og den startede med ”indsats” og sluttede på ”noget så simpelt”.

  Vi udvekslede ikke et eneste ord på hele turen, og det var måske noget, der pinte mig endnu mere, end hvis hun bare havde råbt ad mig. Hvis hun dog bare havde skældt mig ud for igen at flygte fra scenen som en eller anden kujon, ville jeg vide, hun stadig troede på, at jeg var stærk nok til at tage det. Men nu var hun blevet denne forsigtige, passivt aggressive person, som jeg ikke kunne holde ud at være i nærheden af, fordi jeg vidste, jeg gav hendes kvalme.

  Jeg havde ikke brug for at læse Louis’ forgæves ord om, hvor smukt livet var, men jeg gjorde det nu alligevel. Han skrev alt muligt pladder om, det bare var om at vente på, at ens held vendte, og at den såkaldte smerte, jeg følte, var, hvad der forsikrede mig om, at jeg var i live, men der var så lidt af det, der gav mening for mig. For hvad vidste han egentlig om mit liv? Her blev han jo ved med at fortælle mig ting, han troede, han havde styr på, men sandheden var, at der var intet ved de sætninger foran mig, der stemte overens med, hvordan jeg havde det dybt nede.

  Jeg savnede at sørge over tabet af mine ben; jeg savnede den vrede, jeg engang havde følt ved tanken om ham, der stod bag alt det her. Der var intet, jeg hellere ville have tilbage end de indebrændende følelser, for det var gået op for mig, at det ikke var, når man var i uudholdelig smerte, at man skulle gå i panik – det var, når al følelsen lige så stille listede sig ud af ens krop, og man var efterladt tom og kold.

  Jeg ville da stadig gerne finde ud af, hvem der havde gjort dette imod mig, og der ville formentlig altid være en fornemmelse af angst i mit bryst, når jeg befandt mig i offentligheden, men dét, der overskyggede alt, var følelsen af ingenting. Det var den næsten uddøde motivation, som knapt nok kunne få mig til at stå op om morgenen for slet ikke at tale om snakke med min mor. Det var det faktum, at jeg langt om længe var blevet enig med mig selv om, at jeg var yderst ligeglad med ordet ”i morgen”, fordi en simpel opgave som at blive færdig med min aftensmad allerede føltes uendeligt langtrukken.

  Beslutningen var allerede træffet, da jeg gav mig til at svare Louis, men jeg syntes nu alligevel, han fortjente en sidste besked fra mig – et andet årstal eller ej, så havde han vist mere interesse for mig end de fleste andre i mit liv.

  Kære Louis,

  Jeg takker dig mange gange for din omtanke – aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at nogen ville føle sig betaget af mig på baggrund af mine ynkelige dagbogsindlæg.

  Jeg skriver dette til dig, fordi jeg langt om længe er kommet frem til en beslutning, og jeg synes, du bør vide det – bare så du ikke skal bekymre dig om mig mere. Du har fulgt min historie, siden jeg skrev mit første indlæg heri, så selvfølgelig skal du også have et par sidste ord fra mig.

  Det er gået op for mig, at jeg såmænd bare ikke har meget mere at leve for. Hvorimod jeg engang havde drømme og ambitioner om min fremtid, synes jeg lidt, jeg svæver i limbo disse dage – jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor jeg vil hen med noget som helst, og det er i sidste ende kun en byrde for min mor.

  Jeg vil ikke benægte, at der er en korrelation mellem ulykken og det her, men i det store billede er det IKKE grunden til, at jeg gør det her. Den rigtig

  Noget mærkeligt begynde at ske, imens jeg var i gang med at skrive den næste sætning; noget, der tvang mig til at stoppe med at skrive. Krusede bogstaver af bly begyndte nemlig at dukke op nogle centimeter længere nede på papiret.

  Nej, Skye, begyndte bogstaverne lige så langsomt at forme, du kan ikke lade dig slå ud af det her. Skal jeg minde dig om, at du slet ikke engang havde overvejet at ende dit liv, før det blev foreslået over for dig? Fortæller det dig slet ikke noget? Du vælger den lette vej ud lige nu, og det er ikke noget, jeg vil finde mig i. Ikke længere.

  Jeg havde lyst til at svare ham, men kunne ikke komme på nogen ord, der ville beskrive det chok, der langsomt var ved at tage plads i min krop. Trods jeg ikke havde tvivlet på ham, da han havde fortalt mig, han var fra fremtiden, havde jeg aldrig troet, jeg rent faktisk ville se det ske lige for øjnene af mig.

  Ordene fortsatte med at vælte ud af papiret, og jeg kunne ikke gøre andet end stirre på dem, imens de tog form. Jeg var som fastfrosset, men ikke længere bare på grund af det faktum, at vi lige nu var i færd med at vende op og ned på fysikkens love – det var også, fordi jeg havde svært ved at finde ud af, hvorfor han kæmpede så meget for mig.

  Hvorimod han før i tiden havde bønfaldt mig om at blive, var det nu nærmest en ordre – og endda en vred én. Det var sådan en form for vrede, jeg kun havde været vidne til på tv, hvor to personer havde elsket hinanden mere end noget andet, og jeg kunne egentlig ikke se, hvorfor han skulle elske en, han aldrig havde mødt – og så ovenikøbet mig af alle personer.

  Det var da selvfølgelig sødt. Og jeg beundrede ham enormt meget for hans store hjerte. Men i sidste ende ændrede det ikke på noget.

 

_________________________________________________________

 

Det var min mening at afslutte denne historie inden skolestart, men jeg er gået ned med en depression og har derfor ikke rigtig motivationen til at lave andet end se tv-serier disse dage. Men jeg kæmper for at komme på benene igen - kom lige med et par hyggelige kommentarer, så jeg kan lette røven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...