Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43068Visninger
AA

25. 21. februar 2013 - Louis

Jeg var i færd med at skrible en sangidé ned ved køkkenbordet, da jeg hørte dørklokken give en ringende lyd fra sig. I et splitsekund mærkede jeg kuldegysninger gå ned gennem min ryg, imens jeg forestillede mig politimandens vrede blik, da han arresterede mig for at have myrdet May, men det var billeder, der hurtigt forlod min nethinde – jeg havde jo selv bedt min familie om at komme på besøg.

  I samme øjeblik jeg havde slået øjnene op denne morgen, havde jeg haft denne mærkelige trang til et gensyn med min mor og mine fire søstre. Jeg var ikke klar over, hvad det skyldtes – om jeg var overbevist om, at dét at se dem ville bringe lidt af min fornuft tilbage – men en mærkelig ekstase havde summet rundt i mit bryst hele morgenen, i takt med at jeg havde fået ryddet boligen op til et punkt, hvor folk kunne træde rundt uden at falde over tilfældige ting og sager, jeg havde stillet fra mig i en distraheret døs.

  Når jeg kiggede rundt i lejligheden nu, kunne jeg rent faktisk stolt sige, det lignede, at en vellevende mand med hele sit liv i god orden boede her, frem for en forvasket superstjerne, der var halvt sig selv og halvt, hvad medierne havde hjernevasket ham til at blive. Alle møblerne så ud til at matche hinanden, så der var en underlig harmoni over alle rummene – men det overraskede mig nu heller ikke helt vildt, taget i betragtning af at Eleanor var den, der havde stået for indretningen.

  Alt, jeg havde sørget for, var pengene.

  ”Åh, Louis!” udbrød min mor, så snart hun fik øje på mit ansigt, som var halvt gemt væk bag døren. ”Hvor er det bare skønt at se dig igen.”

  Bag hende stod mine fire småsøstre, alle langt højere end jeg huskede dem. Det var først, da jeg tog mig selv i at tænke, jeg næsten slet ikke havde genkendt Lottie, den ældste, at det slog mig, netop hvor lang tid der var gået siden sidst. I så lang tid havde jeg prøvet at flygte fra dem, fordi jeg havde skammet mig så ufattelig meget … og jeg vidste ikke engang, hvad jeg havde skammet mig så meget over.

  Jeg havde ikke længere tal på, hvor ofte jeg faldt over fans’ kommentarer om, hvor meget de ville ønske, de havde været mine søskende. I mine øjne var det en mærkelig ting at drømme om, men jeg gik ud fra, der var mange ting, jeg ikke helt kunne relatere til hos fansene. Jeg tror bare ikke helt, de indså, hvad der virkelig foregik bag de rosenrøde gardiner – hvor svært det var at se mig selv i spejlet, når jeg allerede fandt mit ansigt på stort set hver eneste magasinforside.

  Min mor trak mig ind i et kram, som kunne mærkes dybt i hjertet. Trods jeg på daglig basis bevidnede tårer og tætte omfavnelser, var dette anderledes; det var, som om en del af mig reparerede sig selv igen, idet det langsomt gik op for mig, hun stadig elskede mig for den, jeg var. Selvom jeg efterhånden havde dummet mig gang på gang, var hun der til at modtage mig med åbne arme, og det var stadig bare småting som at snakke med mad i munden eller at tjekke telefonen i en social situation, som fik hendes mortone på.

  Dernæst var det mine søskendes tur – de ramlede alle ind i mig på én gang, og specielt de to yngste kunne ikke lade være med at fable om, hvor meget de havde savnet mig, og at alle deres venner syntes, det var enormt sejt, at jeg var deres storebror. De havde altid været så passionerede omkring, hvad de snakkede om, med julelys i øjnene og et bredt smil, der hurtigt smittede af.

  Jeg håbede, de aldrig ville miste den uskyldige glæde.

  ”Er det ikke på tide, du begynder at barbere dig igen?” spurgte Lottie kækt og trak i det ene smilebånd.

  ”Tja, jeg må jo vise min mandlige stolthed frem,” svarede jeg med et grin. ”Ej, jeg er såmænd bare for doven disse dage. Uden Lou er jeg sgu lidt fortabt.”

  Alt imens jeg snakkede, betragtede jeg hendes ansigt, som var dækket af flere lag makeup. Det fyldte mig med en vis form for tristhed at se hende på den måde – sådan huskede jeg hende slet ikke. Hendes ansigt var næsten ikke engang samme farve som resten af hendes krop, og øjnene var så kraftigt fremhævet, at jeg var bange for, de ville falde ud ethvert øjeblik. Det var helt normalt for piger at gå med makeup, og ofte lagde man heller ikke engang mærke til det, hvis man ikke selv havde forstand på det, men lige her ville jeg blive overrasket, hvis man ikke kunne se det.

  Jeg havde vist bare ikke taget stilling til det faktum, at min berømmelse også havde forandret mine søskende. Med det konstante søgelys omkring dem var det svært ikke at blive påvirket af folks meninger, og jeg vidste, Lottie hurtigt havde udset Lou, vores stylist, som nogen at se op til. Der var da selvfølgelig også de positive ting ved det – jeg vidste, hun nød at have så mange følgere på Instagram – men jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, om hun ville have haft et bedre liv, hvis jeg aldrig var blevet kendt. Det ville aldrig blive muligt for mig at være vidne til det alternative liv, men en del af mig ønskede inderligt, jeg kunne.

  ”Hvordan var køreturen herover? Ikke alt for slem?” spurgte jeg, imens jeg guidede dem til stuen. ”Jeg arbejder på at finde en ny lejlighed, som måske ligger lidt tættere på Doncaster – den her er alligevel alt for stor til mig alene.”

  ”Men nu er det vel heller ikke, fordi du regner med at forblive alene, gør du?” Min mor satte sig i sofaen og krydsede sine ben. ”Jeg vil ikke snage i dit kærlighedsliv, men husk nu, at der er langt flere fisk i havet. Det er bare om at lede de rette steder.”

  ”Ja-ja, det ved jeg godt,” sagde jeg og rullede med øjnene. ”Men jeg tror ikke, jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har brug for en kæreste. Disse dage tror jeg hellere, jeg vil tage noget tid til at fokusere på mig selv og få alt på plads, så der rent faktisk er noget at komme efter.”

  Jeg slog en latter op.

  ”Det forstår jeg godt,” sagde min mor med et lille smil. ”Og Louis, du skal vide, du har vores fulde støtte lige meget hvad. Der er ingen, der forventer noget specifikt af dig – det er bare, hvad end du føler er rigtigt.”

  Først da hun gav tegn til, at jeg skulle sætte mig ned sammen med dem, gik det op for mig, jeg stadig stod og balancerede vægten på mine to ben.

  ”Da du var 16 år, tvivlede jeg endnu på din evne til at tage dig af dig selv. Dengang så du livet som et fjollet spil og troede, du kunne slippe fra alt ved at komme med en simpel joke, og dét var noget, der gjorde mig ængstelig. Jeg kan godt indrømme, jeg plejede at bekymre mig om de beslutninger, du tog, men Louis, du er blevet så meget mere moden siden da. Hvor ofte du så end hører, at din karriere er barnemad, og at den ikke kræver hjerne, så har du altså udviklet dig en hel del siden X Factor, og det er tydeligt for alle. Så gør, præcis hvad dit hjerte fortæller dig. Vi er altid bag dig.”

  Noget sagde mig, hun var klar over, jeg havde haft brug for en peptalk. På det seneste havde jeg virkelig tvivlet på de ting, jeg lavede – det hele havde bare virket så meningsløst, lige meget hvilket formål det havde. Og trods et par opmuntrende ord ikke bare kunne ændre på det lige sådan, betryggede det mig, at min mor fortsat opremsede de samme ord igen og igen: Vi støtter dig lige meget hvad. Jeg havde begået så mange fejl i livet, og hver gang havde jeg tænkt, at det her måtte være grænsen – nu ville hun stoppe med at bakke mig op – men selv ikke nu med May havde hun besluttet sig for at forlade mig.

  Jeg indså dér, at mit liv ikke var tomt. Det kunne sagtens være, jeg ikke længere havde Eleanor, men det gjorde ingen forskel. Jeg var ikke fortabt, og det havde jeg aldrig været – det havde bare føltes sådan, fordi fansene havde malet dette perfekte billede af vores forhold, når det aldrig havde været det. Når jeg så tilbage på det hele, var det ikke skænderierne, som viste sig tydeligst, men de havde været der – menneskers hjerner havde det bare med at romantisere alt, så snart det var ovre, og det havde min gjort i dette tilfælde.

  Familie og venner var i sidste ende det vigtigste, man kunne have. Der var da intet galt i også at have et kærlighedsliv, men man kunne sagtens leve uden et, så længe man var omringet af andre gode mennesker. Og det var jeg – om jeg så værdsatte dem eller ej.

  ”Tak, mor.” Jeg trak hende ind i endnu en omfavnelse og kæmpede for at holde tårerne tilbage.

  Hun ville aldrig indse, hvilken forskel hun havde gjort for mit liv.

***

Da jeg igen var alene i lejligheden, hev jeg den grønne dagbog frem uden at have gjort mig alt for store forhåbninger – efter at have kørt denne rutine i ugevis, var jeg efterhånden meget sikker på synet, der ville møde mig.

  Imens jeg bladrede igennem de mange sider, spurgte jeg mig selv om, hvorfor jeg stadig gjorde det her. Jeg var nået et punkt, hvor jeg ikke engang turde forestille mig et svar længere – det virkede simpelthen bare så usandsynligt, når man tænkte på det faktum, at hun heller ikke engang var i live længere. Der var dog én ting, der undrede mig ved hele denne situation; noget, jeg ikke helt kunne forstå mig på. For Skye var jo ikke død allerede i februar 2010 – hendes dødsdato havde været i marts måned. Så hvorfor var hun stoppet med at skrive?

  Jeg mindede mig selv om at slå det op, i takt med at stakken af papirer i min højre hånd blev mindre og mindre. Jeg var blevet så vant til at kigge i denne dagbog, at jeg vidste, cirka hvornår jeg skulle stoppe med at bladre. Der var specifikke spor som ord og tilfældige mærker, som fortalte mig, det var ved at være på tide.

  Da jeg langt om længe fik øje på min grimme håndskrift, frøs mine fingre i et kort øjeblik, samtidig med at mit hjerte sprang et ekstra slag over. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding; håbede inderligt, det ikke bare var min hjerne, der legede med mig. Efter al denne tid ville det ikke overraske mig, hvis jeg var begyndt at se syner, bare fordi jeg var så desperat og ensom. Men det var rigtigt nok – min tilstedeværelse var ikke længere den eneste i denne bog. Hun var nemlig tilbage.

  Hvem er det her? stod der med samme håndskrift som den, jeg genkendte fra alle de andre sider. Det var ikke andet end fire små ord, men de formåede alligevel at røre noget dybt inden i mig.

  Først nu gik det op for mig, netop hvor lidt jeg havde forventet at få et svar. Hvorfor jeg var blevet ved med at tjekke, vidste jeg ikke, men én ting var jeg nu sikker på: jeg ville ikke græde af lettelse på en fremmeds vegne, hvis det ikke havde været, fordi jeg havde mistet al håb.

  Det kunne ikke gå hurtigt nok at få skrevet et svar ned. Jeg var desperat efter at høre alt om, hvad der var sket, som havde forhindret hende i at nå frem til sin ellers så elskede dagbog, og nu vidste jeg også, jeg ikke bare var en tilskuer – jeg var en biperson, der selv kunne skrive sin historie.

  Allerede før jeg var færdig med min besked, var jeg forberedt på, hvor mange gange jeg ville komme til at tjekke denne dagbog de næste par timer. Der var ingen tvivl om, at min tålmodighed var løbet ud – alt, jeg ønskede nu, var svar og at lære denne fantastiske pige bedre at kende. Jeg ville hjælpe hende på vej igen, ligesom min mor havde med mig.

  Jeg undrede mig over, hvem hendes mor mon var. Om hun havde to forældre, der elskede hende, eller om hun måske havde mistet én af dem – hvis ikke begge. Det slog mig, at jeg næsten straks havde draget til den konklusion, at hun ingen mor havde, fordi der ingen havde været til at forhindre hendes selvmord, hvilket var helt absurd. Jo mere jeg tænkte over det, desto mere indså jeg, netop hvor stor en rolle Skye spillede i det her. Det var jo ingen hemmelighed, at det da var hendes liv, og faktisk virkede det enormt åbenlyst, men alligevel var bebrejdelsen over for personerne omkring hende det første, jeg kom i tanker om, når jeg tænkte på hendes død. Og derfor havde jeg også straks gået ud fra, at hun simpelthen bare ikke havde haft nogen.

  May havde haft et utal af mennesker omkring sig, men det havde ikke været nok til at stoppe hende. Selvom hun dagligt havde modtaget smigr og kommentarer fra beundrere og tætte venner, havde det i sidste ende været hendes indre dæmoner, der havde vundet spillet. Og det var der ingen, der havde kunnet forhindre.

  Det første skridt imod at få det bedre er trods alt at tro på sig selv, for hvis man ikke selv har håb, hvordan skal andres ord så nogensinde hele noget, der kun kan findes i ens eget hjerte?

  Tilfredst lagde jeg blyanten fra mig, før jeg genlæste min kludrede håndskrift om og om igen. Jeg vidste, jeg ikke var et ekstraordinært menneske, og at oddsene for at kunne ændre denne unge piges liv ikke var store, men det var efterhånden gået op for mig, hvor meget små ting kunne ændre på fremtiden – hele livet var trods alt bare et resultat på en masse kædereaktioner.

  Nu var der bare tilbage at vente.

 

_________________________________________________________

 

Så er jeg sgu tilbage, og hold da op, hvor føles det skønt at skrive på den igen! Jeg har haft meget travlt på det seneste, men er igen kommet på min sommer-binge, hvor jeg skriver i minimum 30 minutter hver dag. Udover denne historier har jeg et rigtig spændende projekt i opkog, men ja, jeg regner med at afslutte Pages of My Life løbende - og slutningen kommer desværre snart :-( 

Men opinions, guys? Kan Louis ændre på Skyes fremtid?

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...