Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43060Visninger
AA

26. 21. februar 2010 ~ Skye

Det var længe siden, jeg havde bemærket uret tikke på samme måde, som jeg havde gjort de seneste par dage. Lige meget hvor jeg befandt mig i huset, lod det til, at den beskedne lyd fulgte efter – som om den hjemsøgte mig. Og det var noget, der fik mig til at tænke på, hvor absurd en ting tid egentlig var, for lige meget hvad der skete; lige meget hvad vi mennesker gik igennem, så ville den fortsætte med at gå. Selv hvis verden omkring den ellers var gået i stå.

  Det var sjovt at tænke på, hvordan den kunne finde på at gå langsommere eller hurtigere, alt efter hvad der passede den bedst. Når vi kedede os mest, besluttede den sig for at snegle sig af sted, og de øjeblikke, vi til gengæld for alt i verden ville leve i lidt længere, forsvandt på ikke engang en tiendedel af, hvor længe vi havde glædet os. Konstant føltes det, som om den direkte hånede os – at den sad med et smørret grin og så til, imens en fantastisk oplevelse smuldrede til sandkorn af minder, og vi med et sørgmodigt hjerte betragtede de billeder, der var efterladt for at forsikre os om, det i al denne tid ikke bare havde været en sølle drøm.

  ”Skye?” hørte jeg min mor kalde på den anden side af døren. ”Må jeg komme ind?”

  ”Klart,” svarede jeg og kiggede op lige i tide til at se hende træde ind på mit værelse.

  ”Okay, fortæl mig endelig, hvis jeg presser mig for meget på,” sagde hun og gik langsomt et par skridt frem, som var hun bange for, jeg kunne finde på at gå til angreb og skrige af hende. ”Men jeg tænkte på, om du ikke er begyndt at kede dig lidt herhjemme. Hvad med, at vi tager ud og finder dig noget nyt tøj, bare dig og mig? Så kan vi snakke om tingene og forhåbentlig få dig til at få det lidt bedre.”

  Hun havde forsøgt at opmuntre mig så meget de seneste par dage, at jeg næsten var begyndt at få ondt af hende og ikke omvendt. Det var så trist at se hende prøve gang på gang, fordi det altid endte med at være forgæves – ikke fordi jeg med vilje ville være besværlig, men fordi jeg simpelthen bare havde så svært ved at trække i smilebåndene og give hende det, hun ville have. Det var, som om de muskler i mit ansigt var holdt op med at virke; at jeg havde mistet kontrol over dem.

  Jeg vidste, det ikke var let for hende at gå igennem det her uden min far, og det er af den grund, jeg lige så langsomt nikkede og sagde: ”Jo, det kunne nu være rart med lidt nyt tøj.”

  ”Virkelig?” Hendes ansigt lyste op som et ivrigt, lille barns. ”Åh, det er jeg så glad for at høre!”

  Der var ingen tvivl om, at hun nu var overbevist om, at jeg var ved at få det bedre. Den måde, hun næsten løb hen mod entréen for at hente vores jakker, gjorde det tydeligt, at hun i al denne tid bare havde ventet på at få sin gamle datter tilbage, som, trods hun ikke havde været den mest optimistiske, i det mindste stadig havde haft motivation nok til at tage i svømmehallen eller så meget som gå ud i offentligheden.

  Jeg havde ikke lyst til at knuse dét håb, så hvis hun ville fortsætte med at klinge til tanken om den pige, jeg engang havde været, kunne jeg godt spille med. For hendes skyld.

***

Vi havde knapt nok gået 100 meter, før jeg begyndte at bemærke folks ubehøvlede stir. Man skulle tro, de var blevet opdraget bedre, men jo flere skridt min mor tog, desto mere gik det op for mig, at det næsten virkede acceptabelt af dem at se på mig, som var jeg et eller andet stakkels offer, uden så meget som at kende til min historie.

  ”Hvilken butik har du lyst til at gå ind i først, skat?” hørte jeg min mor spørge bag mig. ”Hvad med PacSun? Var det ikke noget med, at du kunne lide den?”

  ”Øh, jo.” Egentlig ikke. Jeg ville bare gerne væk fra den åbne gade og føle mig mindre som en cirkuselefant.

  Hun begyndte at skubbe mig i den retning, så folk omkring mig måtte gå udenom – og det fik dem selvfølgelig til at stirre endnu mere, denne gang med et snert af foragt i blikket. Der var intet over den måde, de behandlede mig på, jeg forstod den mindste smule – det var, som om de ingen skam og empati havde. At se dem være på den måde fik mig ligefrem til at undre mig over, om jeg engang havde været helt ligesom dem– om jeg rent faktisk bare stirrede på et billede identisk med mig selv for en måned siden.

  Det skræmte mig, hvordan oplevelser kunne ændre folk så drastisk. Den ene dag havde jeg været selvstændig og uafhængig af andres selskab for pludselig at finde mig selv ude af stand til så meget som at gå den næste dag.

  Et barns første skridt er formentlig et af de største øjeblikke i en mors liv – det er på det tidspunkt, de for alvor begynder at få en personlighed og vise, hvad der kan få dem til at hoppe og danse. Min mor havde stadig en video af mig, hvor jeg tog, ikke mine første, men de næste skridt senere på dagen, fordi hendes kamera løb tør for strøm lige i det øjeblik, jeg for første gang rejste mig i fem gyldne sekunder for derefter at falde fladt på min bagdel igen.

  Hun fik aldrig dokumenteret mine første skridt og nu heller ikke de sidste.

  ”Jeg har aldrig forstået mig på jer unge mennesker,” mumlede min mor og brød stilheden med en beskeden latter. Vi var på vej ind mod udsalgsafdelingen, ”med jeres korte shorts og endnu kortere toppe. Sådan plejede vi ikke at gå klædt, da jeg var på din alder.”

  ”Åh, tro mig,” sagde jeg, mest for mig selv, ”det er langt fra alle unge nu til dags, der går i sådan noget. Jeg kunne aldrig forestille mig at vise min navle frem i offentligheden; jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg kan simpelthen bare ikke fordrage navler.”

  Hun klukkede let. ”Vi har alle den ene mærkelige ting, vi bare ikke kan fordrage.”

  ”Hvad er din?” spørger jeg.

  ”Jeg absolut hader de der offentlige meddelelser, man hører på togstationer og så videre. Der er noget over stemmer, der kommer fra højtalere, som skræmmer livet ud af mig – selv at høre mig selv tale i en mikrofon gør mig ubehageligt tilpas.” Jeg kunne høre på hende stemme, at bare det at snakke om det gav hende kuldegysninger.

  ”Hvordan klarede du så alle mine svømmestævner? Med alle dem, der holdt os opdaterede omkring pointstillingen?”

  ”Tro mig, det var også ubehageligt,” indrømmede hun, ”men det var jo for din skyld. Så det var okay. Det er jo heller ikke, fordi du ville dø af at tage på stranden i en bikini, hvis det var for dine venners skyld.”

  Jeg var stille i et lille stykke tid, fanget i mine egne tanker. Jeg havde jo et eller andet sted altid vidst, at min mor elskede mig højere end noget andet – jeg var trods alt nærmest det eneste, hun havde tilbage – men det var alligevel aldrig helt gået op for mig, netop hvor stor en rolle jeg spillede i hendes liv. Lige siden jeg havde været helt lille, havde det været hendes job at opdrage mig og gøre mig til den person, jeg var i dag, og det havde jeg også altid været klar over, men at tænke på hendes ubetingede kærlighed på et konkret plan fik det nu alligevel til at virke som en større ting, end hvad jeg ellers havde plejet at se det som.

  Hun vidste ikke altid, hvordan hun skulle vise det over for mig, men der var noget over den måde, hun mange morgener allerede havde morgenmad klar på bordet, som viste, at hun altid havde mig i bagtankerne. Trods det aldrig var mere end en simpel skål havregrød, var der noget over gestussen, der gjorde det tydeligt, at hun ville ofre sit liv for mig.

  Gennem livet var der mange af de små ting, hun havde gjort for min skyld. Det var alt sammen noget, man hurtigt glemte igen, som for eksempel at lade mig blive ude en ekstra time eller at skaffe min veninde en praktikplads, men det betød alligevel noget. Det betød noget for hende, og det betød noget for mig – at vi havde tiltro til hinanden. Og det gav vel egentlig også mening, fordi vi i sidste ende kun havde hinanden i denne verden.

  Det var ikke svært for mig at give min far et kram, når vi så hinanden; ej smertede det mig at sige farvel til ham endnu engang. Gennem årene havde jeg bare indset, vores forhold var så upersonligt, at man næsten kunne tillade sig at kalde det professionelt – han lod, som om han stadig elskede mig, og jeg ignorerede det faktum, at der var en hel del kærlighed, han aldrig havde skænket mig.

  Jeg blev trukket ud af mine tanker, da vi var på vej ud af butikken. Det var nemlig dér, to piger kom gående med deres typisk arrogante fnisen, alt imens de vekslede blikke til hinanden om den ynkelige krøbling foran dem. Det var ikke engang, fordi de ligefrem prøvede at være lede – det var de bare, fordi de ikke kunne sætte sig ind i min situation.

  Hvis jeg skulle gætte, ville jeg skyde på, at de begge var omkring 14 år og derfor stadig havde en hel del at lære. Den måde, de hviskede til hinanden, gjorde det tydeligt for mig, at deres venskab var bygget på at gøre nar ad andre – indholdet i deres selskab med hinanden var simpelthen ikke fyldigt nok til, at de kunne leve af at snakke om hinanden. Og jeg følte mig egentlig ikke trist til mode, da jeg mødte deres blik uden at blinke – det gjorde mig bare ondt, at de aldrig ville lære, hvad det ville sige at have medfølelse, indtil de pludselig selv stod i situationen.

  Hvor var det ærgerligt at tænke på, hvordan vores den sociale verden var bygget op med mennesker, der glædede sig over andres lykke, og bedrageri for at gavne sig selv. Alle var konstant så selvcentrerede, at de glemte alt om, hvad det ville sige at have et hjerte. At være ydmyg.

  Det er ingen hemmelighed, at jeg selv havde været skyldig i den synd – jeg havde adskillige gange taget mig selv i at fryde mig over at få en højere karakter end den klogeste pige på klassetrinnet eller andre lignende situationer, og det var heller ikke noget, man ligefrem kunne kalde gloriøst. Det gav vel et eller andet sted mening, fordi jeg bare var glad for at se lidt retfærdighed i verden, men nobelt var det ikke.  

  Det var aldrig gået op for mig, netop hvor utrolig forfærdeligt et væsen mennesket egentlig var. Trods vi var blevet dømt det mest velegnede dyr til at overleve mulige naturkatastrofer, fordi vi modsat andre var i stand til at tænke på et abstrakt plan, gjorde det os ikke højere stillet. Faktisk var det ynkeligt, at vi følte os så meget bedre, når det måske i sig selv var nok at have en hunds kvaliteter – ubetinget kærlighed og glæde over små ting i livet som at stoppe op og snuse til roserne.

  Vi havde alt for travlt med at spille kæphøje til at overveje, at det faktisk var os, der var grunden til den globale opvarmning med vores ignorance over for naturen og behov for konstant at tjekke mobilen. For mange var det pludselig blevet vigtigere at få mange synes godt om-tilkendegivelser, end det var at forhindre en dyrerace i at blive udryddet, og det var bare ét eksempel på, hvor verden var gået galt.

  Hvad var menneskeheden kommet til?

  ”Jeg vil gerne hjem,” fortalte jeg min mor, da det gik op for mig, hvor kvalmende det var at betragte al den egoisme, jeg var omringet af. ”Vær sød at køre mig hjem.”

  ”Jamen, skat, vi er først lige nået frem,” protesterede hun, og hendes stemme havde pludselig forvandlet sig til et sukkerbjerg. ”Er der ikke en anden butik, du vil –”

  ”Nej, kør mig hjem!” bjæffede jeg frustreret og fortrød derefter straks at have sagt det så højlydt. ”Undskyld, jeg er bare … jeg er lidt for udmattet til at kunne overskue mere af det her.”

  ”Åh.” Hendes ord emmede af skuffelse. Skuffelse over, at jeg endnu ikke var den datter, hun huskede mig som, og fordi hun endnu nægtede at se i øjnene, jeg aldrig ville komme til at gå igen. ”Hvis det er det, du vil.”

  Jeg vidste, der ikke ville gå lang tid, før hun begyndte at hade mig for at have stoppet hendes liv. Lige nu var hun stadig i den fase, hvor hun hver morgen så sig selv i spejlet og fortalte sig selv, hun sagtens kunne håndtere det her, og at hun elskede mig lige meget hvad, men der ville komme en dag, hvor alt det ville virke irrelevant sammenlignet med min utaknemmelighed og den byrde, jeg var. Og den dag ville hun fortsat lade som ingenting, trods hun inderst inde hadede sig selv for at hade mig.

  Hvis der var noget, jeg for alt i verden ville undgå, var det at lade denne ulykke gå ud over andre end mig selv.

***

Mit navn er Louis Tomlinson, og – det her kommer til at lyde sindssygt – jeg er fra år 2013. Ja, du må endelig gerne gå tilbage og læse det, for det var heller ikke ligefrem let for mig at forstå, men der er ingen anden forklaring på det. Du lever, så vidt jeg ved, i 2010, lige nu (eller, imens du læser det her – du ved, hvad jeg mener), og det er den 20. eller 21. februar, alt efter hvornår du ser denne besked. Hvorfor jeg ved dette, skyldes, at jeg nemlig befinder mig i samme tidsrum – bare tre år fremme.

  Jeg rynkede brynene. Tre år fremme? Det virkede næsten som en plat kærlighedshistorie.

  Jeg har ingen idé om, hvordan det er muligt, at vi kan kommunikere på denne måde, men det er jeg egentlig også lidt ligeglad med. Det, der betyder noget, er, at du er død her i 2013 – ja, faktisk når du ikke engang at opleve foråret 2010. Det lykkedes mig ikke at finde frem til din helt nøjagtige dødsdag (Google er ikke altid til hjælp, når det kommer til at stalke andre), men du kan vel regne ud, at det er snart. Og til dét vil jeg bare sige: Lad være. Gør det ikke. Du har så meget mere at leve for, og jeg ved godt, det er kliché at sige, men det er rigtigt.

  Hvad med alle dine passioner og drømme? Hvad med din familie? Hvad med Anne? Hun ville ikke have ønsket dette for dig – synes du ikke, ét selvmord er nok?

  Du kender mig ikke, og jeg kender kun til, hvad du har skrevet i dagbogen. Men jeg ved med sikkerhed, at du har et langt, godt liv foran dig. Så giv ikke op.

 - Louis

  Jo længere ind jeg havde fortsat, desto mere fornærmet var jeg blevet. Jeg forstod, at han var bekymret, men hvor vovede han at prøve at kontrollere mit liv – og så endda bruge Anne som et våben imod mig. Han havde ingen idé om, hvad der var sket, så det var absurd af ham at prøve at ændre på noget som helst.

  Igen kom det til syne, hvor lidt empati vi mennesker var født med. For det var tydeligt, han havde ingen idé om, hvor svært det var at vågne op, velvidende om at jeg ikke engang kunne strække mine ben.

  Jeg var hurtig til at gribe en kuglepen og svare igen.

  Hej, Louis Tomlinson,

  Først og fremmest, hvad bilder du dig ind at blande dig sådan i mit liv? Hvem gav dig lov til at snage i min dagbog, for sidst jeg tjekkede, var det MIT liv og MINE personlige tanker, der står skrevet heri.

  Dernæst vil jeg venligst informere dig om, at du har ingen idé om, hvad der foregår. Ja-ja, du har læst, hvad jeg har skrevet, men står der noget om, at jeg er blevet stukket ned og er ude af stand til at gå nu? Nej, det troede jeg heller ikke, så det ville være værdsat, hvis du ikke snakkede om, hvor meget mere der er at leve for, når jeg ikke engang kan gå (eller svømme, hvilket var min passion, som du nu lige nævnte som en af mine grunde til at leve J).

  De arrige sætninger flød ud af mig i en vred strøm. Hvorfor jeg pludselig følte mig så pirret af denne dreng, vidste jeg ikke – måske fordi han netop prøvede at tage den eneste kontrol, jeg havde tilbage, fra mig.

  Hvis jeg ikke engang selv kunne bestemme, om jeg ville blive ved med at leve, hvad havde jeg så tilbage af fri vilje? Denne ulykke havde røvet så meget stolthed fra mig, at jeg knapt nok kunne møde mit eget spejlbillede, så at se ham belære mig om, hvad der var bedst for mig, når han havde ingen idé om, hvordan det føltes pludselig at mærke sit liv forsvinde i løbet af et splitsekund, var det sidste, jeg havde brug for.

  Jeg følte mig så hjælpeløs. Så ude af kontrol over mit eget liv. Når jeg så min egen refleksion i min mobilskærm, så jeg ikke længere andet end en svag, deprimeret pige, som havde ingen retning i sit liv, og der var intet mere livsafkræftende end det.

  Bare ét sekund. Det var alt, jeg havde brug for. Ét sekund, hvor jeg kunne føle mig som mig selv igen – som den, der kunne træffe sine egne beslutninger. Det havde aldrig slået mig, hvor meget jeg i al denne tid havde længtes efter en vej ud, hvor jeg samtidig kunne få det rus af adrenalin tilbage i mig – men takket være ham var det nu en mulighed, jeg kunne overveje.

  Det virkede ikke som en dårlig måde at tage afsked. På den måde ville jeg ikke nå at blive en byrde for min mor, og folk ville rent faktisk huske mig for noget. Alle døde mennesker bliver trods alt romantiseret i deres ”venners” øjne, så man får indtrykket, at den afdøde havde en større indflydelse på verden, end vedkommende egentlig havde, og det ville jeg faktisk ikke have noget imod; nej, det kunne nu være meget rart at høre dem snakke om tider, der aldrig havde fundet sted, til min begravelse, fordi de så gerne ville stjæle rollen som offeret fra mig.

  Måske var dette den eneste løsning, jeg nogensinde havde haft brug for. 

 

_________________________________________________________

 

Skye er lidt sassy, haha. Men det er godt, for så kan Louis også lige få fornemmelsen af ikke at blive særbehandlet osv., og de er så sunde for hinanden, aw. 

Men det ændrer ikke på, at Skye måske ikke kan reddes? Hvad siger I?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...