Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43404Visninger
AA

23. 20. februar 2013 - Louis

To uger. Der var gået to uger siden Skyes sidste indlæg, og hver dag føltes længere, i takt med at jeg for alvor var ved at indse, jeg havde mistet hende. Det var absurd, at jeg overhovedet tænkte på situationen på dén måde, siden jeg aldrig havde mødt hende, men jeg kunne ikke stoppe mig selv i at føle sådan efter at have fulgt med i hendes liv så længe.

  Takket være internettet vidste jeg nu, hvordan hun så ud – eller hvordan hun havde set ud, imens hun endnu havde været i live – men hvis der var noget, jeg vidste mere end noget andet, var det, at billeder langt fra gav et ordentligt indtryk. Der var mere bag de brune øjne, end man umiddelbart kunne skimte på et fastfrossent minde – det var jeg sikker på. Selv hvis størstedelen bare var indbildning, og mit hoved prøvede at gøre mig mere rundt på gulvet, end jeg allerede var, syntes jeg, at hendes blik forblev det samme på hvert billede, jeg havde fundet.

  Mine fingre kørte stille hen over den slidte side, imens jeg håbede på, at blæk ville dukke op under dem. Det var dog et blindt håb, jeg greb ud efter, for den eneste tilstedeværelse, der var i dagbogen, var min egen.

  Er du okay? Hvis du er, så skriv et svar her i dagbogen. Så skal jeg nok forklare.

  Skye?

  Vær sød at skrive noget, bare så jeg ved, du er i live.

  Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der sker? Jeg forstår, hvis du er forvirret over, hvordan det kan lade sig gøre, at jeg skriver det her, for det er jeg også, men jeg vil bare sikre mig, at du har det fint.

  Da jeg lod mine øjne køre ned ad siden, så jeg til min skuffelse ikke andet end min egen klodsede håndskrift. Jeg havde efterhånden efterladt så mange beskeder, at de alle flød i ét med hinanden – synonymer afløste hinanden i en gentagende række spørgsmål, der kun fortsatte.

  Jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til at opsøge denne håbløse sag meget længere. Med May og alle de andre ting, der foregik i mit liv, var det unødvendigt at lægge mere vægt på mine skuldre. Jeg kunne jo ikke ændre, hvad der allerede var sket; Skye var død i 2013, selv hvis hendes ord stadig levede.

  Med et suk lukkede jeg bogen, før jeg vandrede ud i det rodede køkken, jeg ikke havde holdt med selskab i efterhånden 13 dage. De seneste par aftener havde stået på mad fra ethvert sted, der havde en drive-thru, og det var også noget, jeg var begyndt at kunne mærke, når jeg gik op ad trapper – de efterlod mig altid lige så åndeløs, som Eleanor engang havde gjort.

  Trods jeg ikke var meget for at indrømme det, tænkte jeg stadig på den pige, jeg havde mødt i begyndelsen af min berømmelse, og det forhold, vi havde haft. Jeg ønskede så brændende at vende tilbage til den tid, men det var ikke kun grundet mit tab af Eleanor, men mit tab af alt. 2011 virkede ikke blot som lang tid siden, det virkede som et helt andet liv – et bedre et.

  Jeg kom en teske for meget i, da jeg stod med kaffemaskinen og indså, jeg havde mistet overblik over, hvor meget kaffepulver der var på bunden af kanden. Det var noget, jeg ikke havde behøvet at bekymre mig om, dengang jeg havde boet med Eleanor. Hun var den slags person, der bare havde styr på hele sit liv; hvert skridt mod fremtiden, hver beslutning så nøje planlagt, som havde det været det, siden hun havde været fem år gammel. Absolut intet kunne stå i vejen for hendes ambitioner – den uddannelse, hun havde studeret så flittigt for – og det var noget, der så småt var ved at gå op for mig, nu hvor jeg var en af forhindringerne.

  Jeg vidste ikke, om kærlighed var den bedste idé for mig lige nu. Som det så ud, var jeg ikke i stand til at holde den i live – det var som at se mig selv love min mor, jeg nok skulle pleje minikaktusserne i Ikea, hvis bare hun ville købe dem til mig. Antallet af planter, jeg havde forsømt i de 21 år, jeg havde levet, var så absurd, at det undrede mig, hvordan min mor kunne have stolet nok på mig til fortsat at erstatte hver eneste.

  Det var sjovt, hvordan sådanne små situationer havde ændret sig fra ikke at betyde noget til at være livsforandrende. Dengang havde det handlet om pynt til værelset, og en glemt huspligt var som regel tilgivet efter en lille omgang skældud, men nu … nu virkede det, som om hver eneste fejltagelse ville hjemsøge mig, til jeg selv blev et spøgelse.

  Da jeg tastede nummeret ind, var min mund tør og mit hoved tomt. Trods jeg havde en stor trang til at snakke med min mor, slog det mig, at jeg for første gang i tre år ikke havde nogen idé om, hvad jeg skulle sige til hende. Hun havde fulgt med i nyhederne og vidste, jeg ikke var ved mit bedste – ja, hun havde ligefrem efterladt adskillige beskeder, der emmede af bekymring – men jeg kunne ikke få mig selv til at snakke med hende, trods jeg savnede hende af hele mit hjerte.  

  Der var intet værre i verden end at skuffe sin mor. Det var noget, jeg havde indset gennem årene, i takt med at alle de ting, der mislykkedes mig at udføre, blev vendt og drejet i medierne, som var jeg et altafgørende eksperiment, der kunne redde menneskeligheden. Det var generelt forfærdeligt, hvordan alle, der nogensinde hvilede et blik på mig, højst sandsynligt straks kendte til hele min livshistorie, men når det kom til min mor, var angsten allerede et skridt foran mig.

  Siden jeg havde været helt lille, havde min største drøm været at gøre hende stolt. Det var alt, jeg virkelig gerne ville gøre – jeg ville have hende til at se mig som en fuldvoksen mand, der havde styr på hele sit liv. Alt taget i betragtning burde man jo i min alder have fundet sig selv mentalt til en vis grad – jeg kunne ikke længere lange ud, hver eneste gang noget gik galt, ligesom jeg havde kunnet som sekstenårig. Det var næsten trist, hvordan tiden var fløjet så stærkt, for jo mere jeg tænkte over det, jo sværere blev det at overse det faktum, at jeg for fem år siden havde forsikret mig selv om, at jeg stadig havde fem år til at vokse op og få alt på plads, som om de 1825 dage endnu var langt ude i galaksen.

  ”Hallo?” lød det svagt i røret efter fire lange toner.

  Trods jeg havde forberedt mig på, hvordan det ville føles at høre hendes stemme igen, vidste jeg, jeg var på kanten til at ramle sammen, da jeg mumlede et: ”Hej, mor.”

  ”Louis!” udbrød hun i en både begejstret og lettet tone. ”Hvor er det dejligt at høre fra dig igen. Hvordan har du det?

  Jeg fnøs halvgrinende, imens jeg ihærdigt kæmpede for at undertrykke det pres, der så småt var ved at finde vej til mit hoved. ”Det går skam glimrende,” fik jeg fremstammet imellem en latter, der nærmere fik det til at lyde, som om jeg var ved at drukne i mine egne ord.

  ”Hvad har du gået og lavet disse dage? Har du snakket med bandet?

  ”Ikke rigtig, nej.” Jeg rystede svagt på hovedet. ”Jeg tror, nogle af dem arbejder på sangskrivningen til det nye album, mens andre tager nogle fridage ligesom mig.”

  ”Selvfølgelig, selvfølgelig.” Hendes livlige tone døde ud ved det andet ”selvfølgelig”, hvorefter der blev stille i lidt tid. ”Hør, jeg har ikke lyst til at snage i dit liv eller blande mig i ting, jeg ikke burde vide, men jeg er nødt til at vide, om du er okay. Hvem er denne May, der bliver snakket så meget om?

  Jeg sank en klump. Inderst inde vidste jeg godt, dette spørgsmål var grunden til, jeg overhovedet havde samlet mobilen op, men jeg havde ikke forventet, hvor svært det ville være at få kastet i hovedet som en realitet sammenlignet med en simpel fantasi.

  ”Hun er … Hun, øh, det er faktisk en virkelig lang, kompliceret historie.” Min stemme knækkede over adskillige gange, idet jeg sagde det. ”Men det vigtigste, du nok bør vide, er, at hun ikke længere er i live.”

  ”Og hvordan kan det være?” Det var det faktum, at hun ikke dømte mig, før hun var helt klar over, hvordan historien var skruet sammen, der gjorde hende til min mor.

  ”Hun begik selvmord.” Ordene var ved at snuble over hinanden, da jeg spyttede dem ud, som var de gift. Jeg vidste, min mund kun kunne række til et vist antal ord, før min hals ville snøre sig sammen og fange alle de sindsforvirringer, jeg gik inde med. ”Hun begik selvmord, efter hun blev set sammen med mig.”

  Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente som svar. En del af mig ønskede desperat, at hun skulle råbe ad mig – at hun skulle bevise en gang for alle, at hun var så skuffet, som jeg var overbevist om, hun var – mens en anden del bad og tryglede om, jeg ville blive skænket tilgivelse en enkelt gang mere.

  Adskillige sekunder passerede i form af et skift fra vinter til forår, før der langt om længe blev sagt en enkelt sætning. ”Du er vel klar over, det ikke er din skyld, ikke?

  Derfra gik det ikke hurtigt, før jeg mærkede mit indre styrte sammen som et korthus, der blev mødt af en orkan. Et par hurtige nik forvandlede sig til nogle rystende lemmer, som senere blev til en manglende evne til at finde de rette ord.

  ”Det skete bare så hurtigt,” blev der hvisket, men jeg vidste ikke længere, om det kom fra min egen mund. ”O-og jeg ved ikke helt, hvordan –” Jeg sank en klump og lukkede øjnene et kort øjeblik. ”H-hvordan ser man sig selv i spejlet hver dag, når man ved, man er ansvarlig for nogens død?”

  ”Sødeste skat, det er ikke din skyld, hører du? Det er ikke din skyld, det var aldrig din skyld! Lad være med at bebrejde dig selv.

  ”Jeg ved det godt, men –”

  ”Men du kunne ikke have forhindret det. En af de sværeste ting, man nogensinde vil opleve i sit liv, er at miste nogen, fordi man ofte ender med at spørge sig selv, om man kunne have gjort noget for at stoppe det, men sandheden er, at selv hvis man kunne, er der ingen mulighed for at gå tilbage i tiden. Sket er sket, og så er der heller ikke meget mere at gøre. Jeg er sikker på, at May havde sine egne indre dæmoner at bekæmpe, selv før hun mødte dig. Alt sker til en tid, og det hænder bare, at hun desværre tog sit liv efter et tilfældigt møde med dig. Men det betyder ikke, du er medskyldig.

  Jeg ville så gerne sige noget, men var for travlt beskæftiget med at berolige mine rystende skuldre. Det var aldrig helt gået op for mig, netop hvor meget Mays død havde hærget mit hjerte, men at snakke med min mor gjorde det pludselig meget klart. Jeg havde for alvor mistet overblikket over, hvad mit liv var kommet til, og det virkede som om, at Skye var den eneste, der kunne tage tankerne væk fra det.

  Ét liv ikke kunne udligne et andet. Men alligevel sagde noget mig, at hvis jeg kunne forhindre Skyes død, ville jeg få det bedre med hensyn til May. Jeg ville vide, jeg stadig kunne gøre en forskel for andre – at der stadig var håb for mig. Måske kunne jeg stadig nå at vende tilbage fra det sidespor i livet, som jeg følte, jeg var endt på.  

   Alle mennesker kom ud for forhindringer i deres liv – det var noget, Skye havde fået mig til at indse. Trods vi ikke kunne være mere forskellige, havde vi én ting tilfælles: vi havde brug for støtte. For vi havde det begge to svært, uanset om det var med skole eller medier. Vi havde begge to svært ved at vågne op hver dag.

  Jeg savnede at læse de dagbogsindlæg, der med simple ord formåede at holde mig jordnær og mindede mig om, at jeg ikke var den eneste, der havde svært ved at stå op. Efter at have læst om hendes liv hver eneste dag, var det svært pludselig at åbne dagbogen til ikke at se andet end en blank side, så vant havde jeg været til at finde trøst i hendes liv. Hun havde forvandlet sig til en form for medicin, jeg måtte tage hver dag for at holde mit indre i balance, og det ironiske var, at hun ikke engang kendte mit navn.

  Da jeg lagde på, satte jeg mig endnu en gang ned med dagbogen i skødet. Det overraskede mig ikke, at siderne endnu forblev blanke, da jeg langsomt åbnede den. Men selvom jeg ikke var overrasket, var jeg heller ikke opgivende. I stedet lovede jeg mig selv, at jeg fortsat ville prøve at komme i kontakt med hende. Så længe der stadig var håb, ville jeg forsøge at forhindre hendes død.

  I sidste ende var der ikke meget mere, en forvasket superstjerne som mig kunne gøre. 

 

__________________________

Selvom dette kapitel er fra Louis' synsvinkel, så er det Adison, der har skrevet det. Jeg er nemlig stoppet med at skrive på historien, af den i bund og grund meget simple grund, at jeg hverken har lyst eller tid længere. Der er sket rigtig meget i mit liv, siden den her historie startede, og selvom jeg stadig holder af den, har jeg ikke længere inspirationen eller passionen til at prioritere at skrive på den. Heldigvis vil dejlige Adison skrive historien færdig, hvilket jeg er sikker på, at hun gør fantastisk. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse det. 

- Cecilie 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...