Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42777Visninger
AA

24. 20. februar 2010 ~ Skye

Min verden var gået i stå. Jeg havde ikke længere tal på, hvor mange timer jeg havde brugt på at sidde og stirre på urets viser rykke sig, trods jeg var omringet af folk, der var mere end ivrige efter at få mig til at spise eller komme ud og få lidt frisk luft. Adskillige gange havde de forsøgt at få mig til i det mindste bare at rette min opmærksomhed på dem, men jeg vidste, at så snart jeg lod mig selv lukke varmen ind, ville jeg begynde at smelte, og isen i mit hjerte ville forlade min sjæl i form af salte tårer.

  Trods det efterhånden var et stykke tid siden, føltes det stadig, som om der ikke var gået mere end få minutter, siden jeg havde fået nyheden udleveret. Det var stadig lige så smertefuldt og oprivende – som at være tvunget til at stikke en kniv i sig selv igen og igen og igen – og jo mere jeg dvælede ved det, desto sortere så min fremtid ud.

  Jeg kunne forestille mig, det var sådan, det føltes at have amnesi – at vågne op hver evig eneste dag for at finde ud af, at ens liv var blevet revet itu; at man havde mistet alt på et kort øjeblik.

  Jeg huskede da godt, hvordan min mor havde beskrevet sin skilsmisse: ”Man kan desværre ikke bare feje alle stumperne op i en bakke og håbe, lidt lim vil reparere skaden – så let er det ikke. Hvad der er ødelagt, forbliver som regel ødelagt på enten overfladen eller over længere sigt,” men når jeg tænkte tilbage på de vise ord, indså jeg, jeg aldrig helt havde taget seriøst, netop hvor meget sandhed der var i dem. Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at noget så livsforandrende ville ske for en ubetydelig pige som mig.

  ”Fortæl mig, når du begynder at kunne mærke noget,” sagde kvinden over for mig, inden hun lige så forsigtigt lod sine fingre danse op langs mit skinneben. Alt imens hun gjorde det, studerede hun mig nøje for at opfange ethvert usædvanligt ansigtsudtryk, men det var ikke, før hendes hånd var tæt på min hofte, at mine nerver besluttede sig for at tale med mig.

  Jeg klemte øjnene sammen uden at sige noget. Hvis det havde været en film, ville jeg med lethed have kunnet feje tristheden væk med et stort smil og nogle optimistiske ord – men så igen, hvis det virkelig havde været en film, ville jeg med tiden have genvundet evnen til at gå, og det vidste jeg allerede nu var en tæt på umulig ting at gøre.

  Hvis jeg ikke engang var viljestærk nok til at løbe de sidste par hundrede meter, hvordan kunne jeg så finde styrken til at kæmpe for en håbløs sag? Det var noget, jeg desperat havde lyst til at spørge lægen om, da hun fortalte mig, at chancerne for nogensinde at komme til at bruge mine ben igen var de to til fem procent. Men jeg forblev stille.

  ”Lad os se det på den lyse side, ikke?” Min mor gjorde sit bedste for at sende mig et opmuntrende smil, men jeg kunne se, at selv hun var ved at falde fra hinanden inderst inde. ”Du er stadig i live, så mon ikke Gud har nogle helt specielle planer for dig?”

  I mit hoved så jeg mig selv råbe ad hende. Jeg forestillede mig de vrede tårer, der ville komme løbende, når jeg spurgte om, hvad der var så fucking specielt ved aldrig nogensinde at kunne svømme igen. Hvad der var sådan en ufattelig stor ære ved nu at kunne parkere på handicappladserne. Specielt var det måske, men værdigt? Det ville det aldrig være.

  Trods mit hoved var fyldt til randen med ord, der brændte for at komme ud, sagde jeg ikke en lyd. Jeg vidste, at hvis jeg forsøgte, ville det blot ende i tårer og fortvivlelse, for hvor meget jeg end havde lyst, så var jeg ikke den pige, der kunne tage alt med et smil. Jeg var ikke stærk nok til at kæmpe, når alt virkede helt sort – det var dér, jeg måtte indse, jeg faktisk hellere ville give op. Jeg foretrak at føle, jeg havde fejlet i livet frem for at gøre mit bedste for så at blive slået tilbage som belønning.

  Det var sjovt, hvordan et enkelt øjeblik kunne forandre ting så drastisk. Ligesom med Anne var dette en nyhed, der slog mig omkuld og fik mig til at indse, netop hvor meget tid betød. Hvor hurtigt den passerede, og hvor hurtigt nutid forvandlede sig til datid. Det var lidt skræmmende at tænke på, fordi mange af de ting, der ændrede sig, senere hen blev permanente.

  Mon ikke jeg snart burde lære at værdsætte de små ting, før de var væk.

  Det havde endnu ikke lykkedes politiet at finde gerningsmanden, og jeg tvivlede på, de overhovedet stadig ledte. De havde vigtigere sager at opklare; ting som tyveri eller kidnapning, hvor det stadig var muligt at få, hvad der var forsvundet, tilbage. Noget, de dog så ud til at overse og sikkert aldrig virkelig ville få øje på, var, at trods synderen ikke havde røvet mig for et fysisk objekt, havde jeg mistet noget. De havde taget mine ben.

  Der blev banket på døren, men jeg nænnede ikke at svare. Jeg vidste, at selv hvis jeg ignorerede det, ville hun træde ind – og rigtigt nok kom min mor gående ind efter nogle sekunder.

  ”Hvordan har du det, Skye?” Hun sendte mig et forsigtigt, lille smil, der aldrig helt nåede op til øjnene.

  De seneste par dage havde hun modtaget et utal af regninger fra hospitalet for de mange besøg, og jeg vidste, det havde taget hårdt på hendes økonomi. Det overraskede mig ikke engang, hvor ligeglad min far var, og hvor lidt han havde været involveret i alt det her. Når det kom til penge, var der nemlig ikke plads til uventede overraskelser – selv når det gjaldt hans egen datter – og derfor var der heller ikke tale om mere omsorg end en enkel hospitalsvisitering på ti minutter.

  ”Tja, jeg har det, som man nu har det i de her situationer,” svarede jeg og trak let på skuldrene. ”Det er langt om længe lykkedes mig at komme over benægtelsen, så nu er jeg i et mere deprimeret stadie.”

  ”Det har du også al ret til,” forsikrede hun mig om og satte sig ved siden af mig. ”Det er okay at bryde facaden en gang imellem, husk det. Du har været så stærk efter alt det med Anne, så det er kun på sin plads at tage nogle dages pause fra verden.”

  ”Men hvad hvis jeg aldrig nogensinde kommer mig over det her? Hvad hvis jeg aldrig bliver glad igen?” spurgte jeg og stirrede hende direkte i øjnene med panik malet i ansigtet. Trods jeg havde gjort mit bedste for at undgå at fortælle hende, hvordan jeg egentlig havde det, var det ikke let at komme uden om sandheden. ”Hvad hvis jeg kommer til at vågne hver eneste dag resten af mit liv, blot for at opdage at jeg ikke engang kan hente et glas vand på egen hånd?”

  Jeg vidste, at mine ubesvarlige spørgsmål gjorde hende ubekvem; det var noget, jeg kunne se på den måde, hun nervøst pillede ved sine negle for at undgå øjenkontakt med mig. Selvom hun var min mor, var der grænser for, hvor godt vi kunne snakke sammen – hun var ikke typen, der kunne gøre alt okay med en enkelt peptalk. Og selv hvis hun var, var jeg ikke den rette til at tage imod.

  Efter noget tid afbrød hun langt om længe stilheden med et: ”Hør, jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig, jeg ved, hvordan du har det, for det gør jeg ikke. Men jeg ved, at hvis du vælger ikke at lade dette slå dig ud, så skal alt nok løse sig med tiden – og med det mener jeg ikke, du nødvendigvis kommer til at kunne gå igen, men at du vil lære at acceptere den del af dig, ligesom du har lært at acceptere dine øjne og næse og mund.”

  Hvis du dog bare vidste, tænkte jeg for mig selv, men besluttede mig for at lade hende tale ud. Godt nok var jeg ikke den mest optimistiske person, men jeg havde ikke tænkt mig at stoppe hende fra at forsøge at opmuntre mig – hvis hun fortsat havde håb for at udglatte denne sammenfoldede papirkugle, var hun mere end velkommen.

  ”Da du var fem år gammel, spurgte jeg dig en dag om, hvor din madkasse var, da jeg var ved at smøre din frokost,” betroede hun mig. ”Ved du, hvad du svarede? Du svarede, at den havde du fyldt op med billeder og breve for derefter at grave den ned i vores baghave.”

  Jeg trak halvhjertet i smilebåndene. ”Det husker jeg slet ikke – hvorfor gjorde jeg det?”

  ”Fordi du gerne ville huskes.” Hun trak på skuldrene. ”Og det tror jeg stadig, du vil. Du vil gerne udrette noget stort med dit liv, og det føler du måske ikke længere, du kan, efter lægerne fortalte dig om dine odds i fremtiden. Men hvad så, hvis du ikke kommer til at svømme igen? Det er noget sludder, at du ikke vil komme dig, for det vil du, og du vil finde en ny interesse, som vil fange dig mindst lige så meget.

  ”Jeg har set dig skrive i din dagbog, og det virker, som om det er noget, du føler dig opslugt af. Selv hvis det bare er noget, du gør for sjov, synes jeg, du bør overveje at skrive noget, du ville være stolt af at offentliggøre. Du har så meget klogt at sige, så jeg kan ikke se nogen grund til ikke at dele det med verden. Hvem ved – måske vil du blive overrasket over dine egne evner.”

  Hun rejste sig et kort øjeblik for at gribe den grønne bog, hvis forside var dækket af slørede blyantsaftryk. Jeg havde ikke rørt den i efterhånden flere uger, trods jeg adskillige gange havde taget mig selv i at savne, hvordan det havde føltes at skrible mine tanker ned på papir. Det var trods alt uvant for mig pludselig ikke længere at have mulighed for at få afløb for mine tanker, når jeg havde gjort det så længe.

  ”Jeg synes, du bør tage et kig i den og se, hvad du har skrevet, så du kan indse, hvor meget den fylder i din hverdag,” sagde hun og rakte den lige så stille til mig. ”Jeg har ikke selv læst i den, men jeg ved, at alt, der kommer fra dig, er værd at tage et ekstra kig på.”

  Med det sagt gav hun min skulder et blidt klem, før hun rejste sig og forlod værelset. Tilbage var jeg efterladt med rodede tanker og en urørt ordskraldespand, der savnede kærtegn.

  Mine hænder rystede, da jeg langsomt slog op på mit sidste indlæg. Jeg huskede ikke længere, hvad jeg havde skrevet, og det gik op for mig, da de første ord sprang i øjnene på mig, at jeg faktisk heller ikke havde den store trang til at vide det. Det ville kun føles som et slag i maven at mindes de få øjeblikke, før hele mit liv faldt sammen.

  Det var svært at ånde med den klump i min hals, der kun så ud til at vokse for hvert sekund. I takt med at mine øjne begyndte at fokusere på visse bogstaver, gav mit hjerte sig til at galoppere hurtigere og hurtigere, og håndfladerne virkede fugtigere mod det ru papir. Mit blik nåede dog ikke engang at strejfe en enkelt sætning, før en ukendt håndskrift fangede mine øjne; den var krøllet og svær at læse.

  Er du okay? Hvis du er, så skriv et svar her i dagbogen. Så skal jeg nok forklare.

  Skye?

  Vær sød at skrive noget, bare så jeg ved, du er i live.

  Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der sker? Jeg forstår, hvis du er forvirret over, hvordan det kan lade sig gøre, at jeg skriver det her, for det er jeg også, men jeg vil bare sikre mig, at du har det fint.

  Med rynkede bryn bladrede jeg om på næste side for at se, om ordstrømmen fortsatte, men jeg blev kun mødt af et blankt stykke papir og mere frustration; frustration over, hvem denne person kunne være, og hvordan han eller hun havde fået fat på min dagbog.

  En del af mig mistænkte min mor for at være bag dette, men det virkede samtidig absurd. Trods hun gerne ville have mig involveret igen, tvivlede jeg på, hun ville gå til længder som at narre mig – sådan en person var hun ikke. Hun var udmærket klar over, hvor meget jeg stolede på hende, og at noget som dette kun ville forværre min situation.

  Men hvem kunne det ellers være?

  Jeg greb hastigt en kuglepen, men den var løbet tør, så jeg måtte gribe endnu en. Denne gang flød ordene ud i form af blåt blæk og forvirring.

  Hvem er det her?

  Jeg var fristet til at skrive mere, men besluttede mig for at vente, til jeg vidste mere om denne person. Det virkede stadig besynderligt, at nogen havde fået fat på dagbogen, når den havde stået på mit værelse så længe, hvilket var det ene sted, jeg havde holdt til det seneste stykke tid. Var det et gammelt indlæg? Var det noget, der var blevet skrevet, imens jeg havde ligget på hospitalet? Men hvem havde også været på besøg i dén tid? Min far?

  Spørgsmålene flød rundt i mit hoved og fik mig for en gangs skyld til at glemme den tristhed, der havde hængt over mig som en sort sky i så længe, at jeg havde mistet overblik over tiden. Jeg havde svært ved at tro, at nogen i denne verden kunne gå så meget op i en ubetydelig pige som mig – i hvert fald enhver anden end min mor.

  Jeg havde aldrig været skønhedskonkurrencemateriale eller talentfuld nok til at være værd at betragte, så mine tanker dvælede ved den sjuskede håndskrift hele aftenen. Trods det var ubehageligt at vide, at nogen havde haft adgang til min dagbog, var det på én og samme tid også betryggende, netop fordi jeg vidste, det betød, jeg var nogen. Jeg var ikke bare endnu en kulisse, hvis formål med livet var at skjule Holger, nej, det kunne være, at jeg rent faktisk så småt var ved at arbejde mig op til at være hans skygge.

  Måske var det alligevel ikke helt så fjollet at hive min dagbog frem igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...