Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43058Visninger
AA

13. 2. februar 2013 - Louis

 

Det var lykkedes mig at ignorere dagbogen i 41 timer. 41 lange timer. 2460 minutter, hvor jeg ikke havde lavet andet end at spekulere på, hvordan det kunne være, at der var dukket en ny side op. Det var efterhånden lykkedes min fornuft at overbevise mig om, at jeg havde set syner den aften. Eller at jeg havde været for træt om morgenen, da jeg konstaterede, at der ikke var noget dagbogsindlæg for den 1. Februar. En af delene måtte det være. Helt bestemt.

  Heldigvis havde jeg travlt, for ellers var det nok ikke gået så let med bare at forsøge at glemme den mystiske Skyes gamle dagbog. Harrys fødselsdag skulle fejres, og vi var i fuld gang med forberedelserne til touren. Jeg havde knap nok tid til at sidde stille så meget som fem minutter, så det var ikke engang en mulighed at finde dagbogen frem igen.

  Da jeg smækkede min hoveddør efter mig alt for sent om aftenen den 2. februar, var min første indskydelse at smide mig hen på sofaen og sove. Jeg ville helst bare gå i dvale de næste par dage. Gemme mig væk i en varm og mørk hule, og først vågne op, når jeg var frisk som en kold og klar vintermorgen. Det ville være fantastisk at gøre sådan. Bare forsvinde fra verden i et par dage. Være fuldstændig tom for tanker og følelser i et par timer.

  Hvis det havde været muligt, så havde jeg været lykkelig. Men problemet var, at jeg ikke engang var i stand til at få otte timers rolig søvn. Jeg blev hele tiden vækket af mareridt. Det var den slags mareridt, der normalt kun kom, når jeg var syg. Feberagtige farver, som var blandet sammen til et stort kaos. Et virvar af minder, skrækscenarier og tanker, der var blandet sammen i en stor, sort gryde. Det føltes som at gå ind i et hurlumhejhus, der ikke havde nogen udgang. Et langt mareridt af skæve trapper, skrigende farver og gange, der endte blindt. Jeg længtes efter en ordentlig nats søvn. Jeg var desperat for at få lidt fred fra mareridtene. For at få lidt ro ind i mit rodede hoved. Men det lykkedes mig aldrig.

  Denne aften havde jeg også kun den mindste smule held med det. Efter ti minutter på sofaen kunne jeg ellers mærke øjenlågene blive tunge. Min krop blev en anelse slap, og mit hoved blev tåget. Bevidstheden sivede langsomt ud af mig. Den efterlod mig med en fantastisk stilhed. Det var næsten som at tage et brandvarmt bad. Langsomt forsvandt alle spændinger og problemer.

  Men lige så pludseligt, som det var lykkedes mig at finde ro, vendte bevidstheden tilbage. Den ramte mig som et knytnæveslag. Et slag der sad helt perfekt, så jeg både endte desorienteret og svimmel. Brat vågnede jeg ved lyden af min telefons energiske ringen. Tonerne skar klagende gennem den mørke lejlighed, men jeg kunne ikke lokalisere mobilen. Jeg væltede rundtosset ned fra sofaen og gav mig til at lede. Mine hænder gled famlende over sofabordet, gulvet og til sidst over møblets bløde puder. Det var der, jeg fandt den. Klemt ned i sprækken mellem to læderbetrukne puder. Men da var det for sent. Vedkommende, der havde ringet, havde opgivet mig. Dog ikke uden at sende en sms.

  Jeg har brug for at tale med dig.

  - May

  Jeg overvejede i et kort sekund at overgive mig fuldstændig til vreden og sende hende en rasende sms. Men min samvittighed stjal hurtigt mit sinds tøjler fra følelserne, og jeg droppede tanken. Jeg skulle fandeme ikke være lige så slem som alle dem, der sendte hadesbeskeder til bandet, bare fordi vi havde fået en ny frisure eller havde sunget falsk. Selvom jeg havde en bedre grund end de mennesker, så ville jeg alligevel aldrig opgive mine principper på den måde.

  Faktisk gad jeg ikke engang at svare hende. Jeg orkede det simpelthen ikke. Orkede ikke at finde på noget, der ikke indeholdt grimme bandeord men som samtidig fortalte, præcis hvor rasende jeg var på hende. Jeg kunne simpelthen ikke grave motivationen frem. Så jeg lod bare være med at svare. Smed mobiltelefonen over i et hjørne. Hun fortjente ikke at få noget som helst fra mig. May var ikke andet end en opmærksomhedskrævende tøs, der ikke tænkte over, hvem hun sårede, på sin ved mod berømmelse. Denne sms var sikkert bare endnu en del af forsøget på, at få alle til at synes, at det var åh så synd for hende, og at hun selvfølgelig var en fantastisk person, med et stort hjerte, der blev angrebet af de løgnagtige medier. Men jeg ville ikke være en del af hendes kamp for popularitet.

  Bare ordet fik mig til at sukke irriteret. Popularitet. Det ord gav mig helt kvalme. Og opkastningsfornemmelser. Men min mave vendte sig nu mest fordi, at jeg havde det så dårligt med mig selv. En del af den forbandede kendisverden var jo netop alles stræben efter at være berømt, elsket og beundret. Og jeg blev måtte også selv indrømme, at jeg var en del af den verden. En del af den evige jagt efter mere berømmelse. Mere popularitet. Jeg kunne ikke lade være med det. Uanset hvor kvalmende jeg fandt det.

  Jeg prøvede sukkende at lægge mig tilbage på sofaen og lade som om, at der ikke var sket noget. Bare forsøge at dykke ned i roens varme bassin af fred. Men allerede efter fem minutter havde jeg vendt og drejet mig så meget, at mit ellers gennem-voksede hår var fuldstændig uglet og elektrisk. Min krop var for fyldt med energi, for fyldt med trangen til at gøre noget, til at jeg kunne blive liggende. Så til sidst gav jeg efter for den elektriske følelse og satte mig op igen.  

  Det var trangen til at gøre noget, der ikke ville lade mig være i fred. Jeg måtte bare fortage mig et eller andet, selvom jeg ikke anede, hvad det skulle være. Det var en lørdag, så jeg kunne vel gå i byen. Drikke mig helt væk. Lade tankerne forsvinde i en sky af alkohol og svedige dansende på en eller anden eksklusiv natklub. Men det ville ikke være nok. Mit hoved og min krop krævede mere. De ville have mig til at foretage mig noget fornuftigt, men hvad skulle det være?

  Min rengøringshjælp havde gjort lejligheden fuldstændig pletfri dagen før. Jeg kunne ikke lave mad, så jeg droppede hurtigt tanken om at gå i køkkenet. Fitnesscenteret var lukket, men jeg kunne vel løbe en tur. Komme ud i den friske luft og få lidt motion. Det var i hvert fald min bedste idé.

  Dog måtte jeg allerede droppe mine planer, da jeg skævede ud af den mørke rude. Gadelygten overfor kastede sit gule lys op mod mit vindue, og fik dråberne, der gled ned af glasruden, til at stå frem. Det øsregnede ikke, men det var bestemt ikke godt vejr. Og det var nok ikke en god idé at løbe i februarkulde og regnvejr, hvis jeg ikke havde lyst til at være forkølet. Hvilket jeg bestemt ikke havde. Bare tanken var nok til, at jeg droppede løbeturen fuldstændig. Det gik ikke, at blive syg så kort tid før touren. Jeg kunne ikke engang risikere det. Men hvad skulle jeg ellers foretage mig?

  Idéen dansede let og drillende rundt i mit hoved. Det, jeg havde længtes efter hele dagen, kunne jeg nu komme til at gøre. Jeg kunne finde den dagbog frem og tjekke den. Se med mine egne øjne, om der virkelig fandtes en side for den 1. Februar, eller om i virkeligheden havde været noget, jeg bildte mig ind. Jeg troede mest på det sidste. En hel dagbogsside kunne ikke bare dukke op ud af det blå. Det var umuligt.

  Jeg travede beslutsomt gennem lejligheden hen mod det lille gæsteværelse. Efterhånden var rummet blevet helt velkendt. De diskrete hvide vægge, der stadig havde afmærkninger fra de billeder og plakater, der engang havde hængt og dekoreret værelset. Det bløde gulvtæppe, der at dømme på det meget begrænsede slid, var helt nyt. Udsigten fra vinduet, der vendte lige ud mod en travl gade. Jeg kendte det hele. Jeg kendte det endda lidt for godt i betragtningen af, at værelset for mig var totalt ubrugeligt.

  Selvom jeg ikke havde været derinde særlig mange gange, havde det hele gjort et indtryk på mig. Det havde limet sig fast i mit sind. Nok mest på grund af Skye. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om dette engang havde været hendes soveværelse. Om afmærkningerne på væggen stammede fra de billeder, som hun selv havde hængt op. Om det var her, hun havde levet sit liv. Og om hun mon savnede rummet.

 

Da jeg endelig havde fundet dagbogen frem, besluttede jeg, at jeg ville blive i det lille rum. Hvis det virkelig havde været Skyes værelse, så var det vel passende, at jeg sad her. En dagbog skulle helst ikke fjernes fra det sted, hvor den hørte hjemme. Den skulle ikke bevæge sig ud af sin ejers lille kongerige, for ude i vildmarken kunne hvem som helst jo sætte sig til at læse den. Hvem som helst. For eksempel mig.

  Jeg afværgede det lille stik af skyldfølelse, ved at blade igennem dagbogen. Mine hænder rystede en anelse, og mit hjerte bankede lidt for hurtigt. Men ellers var jeg rolig. Rolig og tålmodig. Jeg gav mig god tid til omhyggeligt at vende hver eneste side, indtil jeg nåede mit mål.

  Og der var den. Den lille dato skrevet med kuglepen. D. 1. Februar 2010. Det var tre år siden nu. Tre år siden, at Skye Morgan havde siddet og skrevet om sin dårlige dag og sine forvirrede følelser. Jeg skimmede kun hendes tekst igennem. Jeg kunne ikke fokusere ordentligt. Datoen blev ved med at køre rundt i hovedet på mig. D. 1. Februar 2010. Det var den 2. Februar i dag. D. 2. Februar 2013. Dagbogssiden var dukket op i går, den første. D. 1. Februar 2013. Hvad nu hvis beskrivelsen af den anden så var dukket op i dag?

  Tanken var helt absurd. Det kunne jo ikke lade sig gøre. Men alligevel. Hvad nu hvis det alligevel var sket?

  Jeg kunne ikke lade være. Nysgerrigheden kradsede og kløede for meget, jeg blev nødt til at give efter. Jeg fangede det nederste hjørne af papirarket og vendte det langsomt og forsigtigt. Kiggede på samme tid skrækslagen og spændt ned. Jeg betragtede kort den tætskreven side. Lod så øjnene glide op til det lille stykke i det øverste hjørne. Det lille stykke, hvor datoen D. 2. Februar 2010 stod skrevet i Skyes sirlige håndskrift. 

 

________________________________

Undskyld den lange ventetid! Jeg er virkelig ked af, at der skulle gå så lang tid inden kapitlet kom, men jeg har været på ferie, har haft travlt med at mødes med mine veninder inden skolestart (nu skal vi jo alle sammen forskellige steder hen) og så har jeg haft en lille skriveblokade. 

Men det lykkedes jo til sidst at få skrevet det kapitel! Jeg ville blive super glad hvis I ville efterlade en kommentar med lidt feedback, det gør os altid så glade! :)

- Cecilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...