Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43398Visninger
AA

14. 2. februar 2010 ~ Skye

Tirsdag. Tirsdag, tirsdag, tirsdag … Den dag mindede mig altid om den tid, hvor jeg havde gået til ballet. Det havde min mor altid ønsket for mig, men hun burde have vidst, en pige som mig aldrig ville kunne leve op til sådan noget. For jeg var ikke perfekt. Langt fra faktisk.

  Jeg huskede godt alle de timer, min lærer havde brugt på at skælde mig ud. Alle de timer, hvor hun havde prædiket om, hvor dårlig jeg var i forhold til alle de andre – talentbørnene. Sammen med en anden var vi de, der ikke kunne danse. De, der ikke var blevet født til at gøre sådan noget, men som alligevel var blevet tvunget til det. Candice, hed hun. Jeg husker stadig tydeligt, hvordan vi altid havde gået rundt og bagtalt dem. Vi havde kaldt dem talentbørnene, og de havde kaldt os misfostrene – selvfølgelig bag hinandens rygge. Problemet var bare, begge parter havde troet, vi havde gjort det, imens de andre havde været uvidende om det. Det havde de åbenbart ikke været.

  Jeg skulle faktisk mødes med Candice i dag. Vi havde længe haft det aftalt, men fordi vi begge havde travlt (hende), havde det været ret svært at finde en tid, og derfor var vi endt med at udskyde det til om to uger. Og det var så nu.

  Jeg befandt mig i min klasse og var faktisk ikke helt sikker på, hvad vi havde af fag i øjeblikket. Jeg ville tro, det var geografi, men vores lærer plejede altid at blande samfundsfag ind i det, så jeg var ikke helt sikker. Samfundsfag eller geografi var det i hvert fald.

  På det seneste havde jeg haft svært ved at kunne koncentrere mig helt. Det var ikke, fordi jeg ikke lyttede, for det gjorde jeg, men alt, mine ører opfangede, blev bare glemt med det samme. Det havde formentlig noget at gøre med, at jeg hele tiden tænkte. Jeg var så overbevist om, at jeg kunne multitaske, men sandheden var, at jeg egentlig ikke kunne det. Jeg prøvede virkelig på at holde fokus på lærerens ord, men alligevel var der så mange bekymringer. Så meget stress. Jeg skulle jo for eksempel huske på at lave min fysikrapport, læse nogle sider i kristendomsbogen, analysere en tekst i engelsk, lave nogle opgaver i biologi … og så var der selvfølgelig også samtidig det, at jeg ikke måtte blive alt for asocial. Men det var nok lidt for sent at sige nu.

  Jeg overvejede virkelig meget at aflyse den aftale, jeg havde med Candice, for jeg forventede ikke meget andet end flere timers akavet stilhed, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til det. Så var det hende, der skulle gøre det.

  Der var også bare så langt derover – jeg skulle først tage en bus og så to undergrundstoge, og det vidste jeg virkelig ikke, om jeg kunne overskue. Men det blev jeg nødt til. Det gjorde jeg virkelig. Jeg kunne godt komme igennem den her dag, og måske ville den slet ikke blive så slem. Måske. Måske ikke. Jeg håber på det første.

  En ringende klokke trak mig ud af mine tanker, og det gik op for mig, timen var slut. Det var ret overraskende, for jeg havde det, som om jeg kun for fem minutter siden havde kigget på uret og set, at der endnu var 20 minutter tilbage. Nu var det bare om at overleve fysik.

  ”Vi har fri i fysik, så vi kan alle gå hjem nu!” Åbenbart ikke.

  Så jeg tog min taske ligesom alle andre og forlod lokalet til lyden af en masse jublende folk, imens jeg tillod mig selv at smile svagt. Så kunne jeg komme hen til Candice endnu hurtigere – jeg måtte nu også indrømme, det var fedt at kunne få fri så tidligt. Det skete ikke så ofte, så når det endelig gjorde, kunne man ikke andet end skrige af glæde indeni.

  Tager af sted nu, så jeg regner med at være på stationen om en halvanden times tid! :) skrev jeg hurtigt til Candice over sms, og så skyndte jeg mig ellers ud.

 

***

 

Efter at have taget bussen for derefter at skifte til en sporvogn, var kun ét skift tilbage. Derfor stod jeg og ventede tålmodigt på, det skulle ankomme, imens jeg trippede lidt med fødderne. Jeg havde ikke set hende i over et år, så jeg var en smule nervøs, for hvad ville hun mon tænke om mig? Var jeg blevet grimmere siden sidst? Det håbede jeg i den grad ikke, for hun var kun blevet kønnere – hun havde tabt sig en del, havde fået farvet sit hår og gik nu med lidt mere makeup.

  Sporvognen ankom, og jeg blev nødt til at mase mig igennem en hel mængde mennesker, der også kæmpede for at nå ind i tide. Heldigvis fandt jeg en sideplads, og der satte jeg mig så. Senere kom en mand med en stor, sort hund gående og satte sig ved siden af. Jeg havde altid elsket hunde, så jeg havde lidt lyst til at klø den bag øret, men jeg modstod trangen til at gøre det. Ham manden ville sikkert finde det besynderligt.

  Jeg blev siddende der og kiggede lidt ligegyldigt ud i luften. Jeg følte ikke rigtig for at betragte alle mine omgivelser den dag – folk ville nok bare finde det uhyggeligt, at jeg stirrede så meget. Så i stedet stirrede jeg på gulvet, hvor en dråbe vand var, og det mindede mig om en sang, min veninde engang havde skrevet.

  Looking out the window

  I see rain

  Thinking about what I’m going through

  In a train

  Looking on the floor

  I see a tear

  I have to wish some more

  That happiness was here

  En virkelig, virkelig dårlig sang, men så vidt jeg huskede, havde min veninde heller ikke været så gammel, da hun skrev den. Hvis man hørte en af hendes sange i dag, ville man vide, hun er virkelig god til det.

  Jeg blev bare siddende der og stirrede lidt. Det var dog, indtil jeg hørte en dames stemme sige: ”Er du okay?”

  Og så kiggede jeg ellers undrende op, fordi jeg aldrig var blevet spurgt om det før.

  ”Øhm, ja, ja … jeg har det fint,” svarede jeg lettere forvirret, inden jeg sendte hende et smil. Alligevel havde jeg det lidt dårligt over at svare ja. For det havde selvfølgelig ikke været en dårlig dag, og derfor var jeg ikke direkte trist, men okay vidste jeg ikke, om jeg var. Det var jeg vel. Jeg var jo ikke døende, jeg havde heller ikke anoreksi, jeg drak ikke smerten væk, jeg cuttede ikke, og jeg røg heller ikke. Så jeg var vel okay.

  ”Det er godt.” Hun gengældte mit smil, inden hun forlod vognen. Og det var så hendes venlige, grønne øjne og det orangebrune hår, der fyldte mit hoved resten af den togtur.

 Jeg ankom til den station, Candice skulle hente mig på, lidt hurtigere end forventet. Derfor fandt jeg pludselig mig selv stående på en ensom perron, imens jeg desperat håbede på, hun var kommet tidligere end nødvendigt. Det var hun ikke.

  Så jeg satte mig ned på en bænk, imens det blæste meget kraftigt, hvorefter jeg fandt min dagbog frem. Jeg regnede ikke med at kunne få skrevet i den efterfølgende, så hvorfor ikke bare gøre det nu? Jeg havde jo ikke meget andet at lave.

2. februar 2010

  Kære dagbog,

  Jeg beklager på forhånd, hvis bogstaverne bliver vildt rystede, men jeg sidder i øjeblikket på en station og venter på, min barndomsveninde, Candice, skal hente mig. Jeg tror snart, hun kommer – medmindre hun er forsinket. I hvert fald tager hun bussen direkte efter skole, så ja … Jeg håber på det bedste!

  Det underligste skete i dag, men det har på en eller anden måde også gjort mig glad. Altså, jeg startede dagen med en masse timers undervisning, hvilket selvfølgelig ikke var særlig specielt, men på vejen herover skete der noget. En dame spurgte, om jeg var okay! Og tro mig, det har ligesom bare totalt reddet min dag. For jeg ved, ikke alle er ligeglade. Hvis hun kunne spørge mig uden at kende mig, må det betyde, der virkelig stadig er gode mennesker i verden. Og det var så dejligt at vide, hun ikke var ligeglad. For så havde hun ikke spurgt.

  Jeg forstår dog ikke helt, hvorfor hun spurgte, for jeg sad ligesom bare og stirrede på gulvet – okay, det lød måske en smule trist, men jeg gjorde det slet ikke, fordi jeg var bedrøvet. Jeg tror vist bare, jeg tænkte på alle mulige forskellige ting.

  Jeg er begyndte at blive ret afhængig af dig. Du er ligesom bare så dejlig at skrive i, og jeg ved, du aldrig vil forråde mig og fortælle de her ting videre. Jeg ved, jeg kan stole på dig – selvfølgelig medmindre nogen stjæler min dagbog. Det ville være en smule øv, men det håber jeg ikke, der er nogen, der gør.

  Nå, men det her bliver vist et kort indlæg, for jeg tror, jeg kan se Candice, og jeg vil helst ikke lade hende se dagbogen, så jeg må smutte. Måske skriver jeg senere!

  - Skye

  Og så lagde jeg ellers hurtigt den grønne bog væk og kiggede smilende op på pigen, der kom gående hen til mig.

  ”Skye!” udbrød hun straks og løb hen for at omfavne mig. Jeg var hurtig til at rejse mig op og kaste mine arme omkring hende, så det kunne skabe en ekstra filmlignende stemning. ”Det er simpelthen bare alt for lang tid siden. Gud, hvor har jeg bare savnet dig.”

  ”Jeg har også savnet dig,” kvidrede jeg, imens vi begyndte at gå. Det havde jeg virkelig. Og som vi gik der, vidste jeg, det ikke kunne blive en akavet dag – ikke når det kom til os to. For vi klikkede virkelig, ”men hey, min mobil er vist gået ud. Jeg ved ikke, hvad der sker for det lortebatteri. Er der nogen mulighed for, vi kan oplade den hjemme hos dig?”

  Hun grinede en perlende latter. ”Selvfølgelig.”

 

_________________________________________________________

 

Jeg undskylder mange gange for ventetiden. Jeg kan fortælle jer, det her faktisk er en historie fra mit virkelige liv, jeg ikke lige kunne udlade - en dame spurgte mig, om jeg var okay, og jeg blev bare fuldstændig overrumplet, haha! Jeg håber ikke, I finder historien for kedelig. xx

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...