Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43387Visninger
AA

12. 1. februar 2010 ~ Skye

Jeg havde ikke den største trang til at tage i skole. Der var ingen tvivl om, at jeg ikke havde den bedste hårdag – og heller ikke ansigtsdag for den sags skyld. Jeg hadede virkelig de tanker, der nagede mig, når mit hår ikke sad helt perfekt, eller jeg havde nogle lidt for tydelige rander under øjnene; de tanker, der blev ved med at fortælle mig om, hvordan folk ville stirre på mig og tænke: Tænk, at hun tør vise sig i offentligheden. En del af mig syntes, det var latterligt, at jeg gik inde med sådan en tvivl, for hvem ville også lægge så meget mærke til mig, at de ville tænke sådan, mens en anden del sagde, at de da selvfølgelig bemærkede mig – bare uden at lade mig vide det.

  Folk på min skole kunne ikke just kaldes grimme. Faktisk var det overraskende, hvor heldige folk havde været med deres udseende. Ulempen ved, at der var så mange kønne mennesker, var dog, at der også var højere forventninger til alle. Højere krav. Og jeg vidste ikke, om jeg kunne leve op til alle de krav, for jeg var bare mig. Mit udseende havde aldrig gået mig så meget på, at jeg havde haft lyst til at smadre et spejl, men alle havde vel sine dage, hvor ting bare ikke lige fungerede.

  Det var ikke, fordi der var nogen af drengene fra skolen, jeg kunne lide, men alligevel betød deres mening om mig virkelig meget, for de var … Ja, de var ligesom resten af skolen ikke helt grimme, og derfor gjorde det deres tanker vigtige for mig. Jeg ville gerne imponere dem, selvom jeg ikke tænkte på dem på den måde. Nogle gange gik jeg bare rundt og drømte om at komme i skole fuldstændig forandret på en god måde, så jeg kunne få dem til at tabe kæben, men jeg gjorde ikke noget for at bringe drømmen til virkelighed. Det var bare noget, jeg godt gad opleve – bare for én dag. Camille var den type, der kunne få drengene på skolen til at bukke sig ned og kysse hendes fødder bare ved at sende dem et lille smil. Jeg vidste virkelig ikke, hvad det var, der var med hende, men man kunne ikke andet end at forgude hende. Sådan hang det bare sammen – som var det en regel.

  Det første, jeg gjorde efter at have sat mig op i sengen, var at gribe min dagbog. Det var egentlig ikke, fordi jeg havde lyst – eller tid – til at skrive i den, men jeg havde senere dagen forinden skrevet endnu et indlæg, som dog ikke var særlig langt. Det var bare et aftensindlæg, fordi det første kom ret tidligt på dagen.

  Mit blik kørte hen over de skrå bogstaver, som min hånd havde udøvet. Jeg havde altid hadet min håndskrift mere end noget andet. Fordi jeg lærte at skrive skråskrift i en ret tidlig alder, lærte jeg aldrig at skrive usammenhængende bogstaver, og derfor var min skrift virkelig kruset og mærkelig at se på. Jeg ville ønske, jeg ikke havde prøvet på at lære at skrive skråskrift i så tidlig en alder. Det var en af de mange ting, jeg virkelig fortrød at have gjort – sådan en lille, ubetydelig ting. Men jeg kunne virkelig ikke fordrage min håndskrift. Andre folk sagde ofte, at de syntes, den var flot, men jeg vidste, de løj. Det var ikke engang på sådan en jeg-er-dårlig-til-alt-så-selvfølgelig-lyver-de-måde; jeg vidste virkelig, at de løj. Det var ikke noget, jeg forestillede mig.

  ”Skye, jeg har lavet noget havregrød til dig! Jeg tager på arbejde nu, vi ses senere,” hørte jeg min mor råbe, og straks klappede jeg den grønne bog sammen.

  ”God arbejdslyst,” råbte jeg tilbage, og da døren smækkede, rejse jeg mig og fandt gårsdagens tøj frem. På det seneste havde jeg virkelig haft problemer med at finde det rette tøj at have på af en eller anden grund. Det var, som om intet af det faldt i min smag længere. Alt var bare så … grimt. Kikset. Nogle gange undrede jeg mig virkelig over, hvad jeg havde tænkt, da jeg købte de forskellige tøjstykker.

  Det var virkelig dejligt at være alene hjemme der om morgenen. Jeg følte mig mindre stresset. Egentlig var jeg ikke helt sikker på, hvorfor min mors tilstedeværelse stressede mig, for hun plejede ikke at kræve, at jeg gjorde alt muligt – det var bare følelsen af at være i nærheden af nogen. Selv når det gjaldt min mor, følte jeg ikke, jeg kunne være 100 % mig selv. Jeg var nødt til at være helt og aldeles alene. Isoleret fra andre. Jeg forstod det ikke. Som yngre havde jeg elsket at være i nærheden af andre folk, og dagene, hvor der ikke var nogen at være sammen med, var de værste. Nu var det næsten helt omvendt. For selvom jeg da længtes efter at have en booket kalender og være populær, så var der noget ved at være alene. Noget afslappende. Og jeg havde ingen idé om, hvordan eller hvornår jeg pludselig bare havde det sådan.

***

”Skye!” Jeg blev stoppet i at forlade skolen og komme hjem efter en lang, kedelig dag, da en skinger stemme nåede min øregang. En stemme, der kun kunne tilhøre Laura Miller – også kendt som hende, der havde ødelagt Drews og mit forhold. Den måde, hun sagde mit navn, fik det til at isne ned ad ryggen på mig, og kort overvejede jeg at gå videre, som om jeg ikke havde bemærket, at hun havde kaldt på mig, men da jeg mærkede en lille hånd med nogle skarpe negle på min skulder, vendte jeg mig alligevel om, så jeg stod med front mod Lauras ansigt – eller faktisk stod jeg med front mod toppen af hendes hoved. Hun var en del centimeter lavere end mig, så derfor blev hun nødt til at kigge op på mig.

  ”Hej, Laura,” hilste jeg og trak svagt i smilebåndene.

  ”Det er virkelig længe siden.” Hvorfor mon … ”Jeg har virkelig savnet at snakke med dig!”

  ”Jeg har også savnet at snakke med dig,” svarede jeg, selvom det egentlig ikke var sandt. Siden alt det med Drew havde jeg følt et mindre had for hende, hvilket ikke var fair, for hun kunne jo ikke gøre for, at både hun og Drew havde følt på samme måde, men alligevel … Jeg kunne jo heller ikke kontrollere mine egne følelser.

  ”Hør, der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig.” Et alvorligt blik tog bo i hendes øjne, da ordene havde forladt hendes mund. ”Jeg burde nok have fortalt dig det for længst.”

  ”Hvad er det?” Jeg lagde armene over kors og lagde nysgerrigt hovedet på skrå, imens jeg stirrede afventende på hende.

  ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det til dig …” Hun udstødte et suk. ”Det er om Anne. Jeg har ledt efter dig hele dagen for at fortælle dig det.”

  ”Hvad er der med hende?” Jo mere tid der gik, jo mere begyndte jeg at undre mig over, hvad hun havde tænkt sig at fortælle mig. ”Bare fortæl mig det, Laura.”

  ”Du husker godt alt det med Drew, ikke? Jeg ved, du blev såret, da jeg fortalte dig det.” En usynlig lussing ramte mig i ansigtet, og jeg kneb kort øjnene sammen, men genvandt hurtigt fatningen.

  ”Hvad har det at gøre med Anne?” Mit tonefald var blevet en anelse koldere, uden jeg havde lagt mærke til det.

  ”Lov mig, at du ikke har tænkt dig at afbryde, før jeg har snakket færdigt.”

  Jeg nikkede som et tegn på, at hun skulle fortsætte.

  ”Anne er altså slet ikke, som du tror, hun er … Jeg ved, I er venner, og jeg er også venner med hende – eller det var jeg. Du har kun været virkelig gode veninder med hende i et halvt års tid, så du ved ikke, hvordan hun i virkeligheden opfører sig. Kan du slet ikke se, hvordan hun hele tiden får nye venner på alle mulige forskellige måder?”

  Lydia.

  ”Man tror, man er hendes bedste veninde, men sandheden er, at hun har så mange bedste veninder, at det ikke er til at holde styr på. Du kommer til at miste hende på et eller andet tidspunkt, for det er svært at holde styr på så mange venskaber på én gang. Det kan godt være, hun virker sød og det hele, men nu skal du høre: Det var ikke mig, Drew kunne lide. Det var hende. Men fordi vi var ’bedste veninder’, sagde jeg, det var mig for at tage skylden og redde Anne ud af kniben. Hun er altså virkelig falsk og manipulerende. Man kan ikke se det, når man allerførst begynder at lære hende at kende, men tro mig, hun er virkelig ikke så sød og uskyldig, som hun virker.”

  Jeg var ikke sikker på, hvorvidt jeg skulle tro hende eller ej. Måske sagde hun det bare for at stille Anne i dårligt lys, men det virkede så troværdigt …

  ”Hvorfor fortæller du mig det nu?” Jeg sank en klump og stirrede ind i de chokoladebrune øjne.

  ”Fordi …” Hun slog ud med hænderne og kiggede lidt fra side til side. ”Fordi det først er nu, det er gået op for mig, hvilken fejl jeg begik, da jeg tog hendes fald.”

  ”Det lyder jo for latterligt …” fnøs jeg. ”Det er Anne, vi snakker om. Godt nok har hun mange venner, men hun har aldrig behandlet mig dårligt.”

  ”Jeg fortæller dig altså sandheden!” insisterede hun, men jeg rystede på hovedet og vendte mig om, hvorefter jeg begyndte at gå mod udgangen.

  ”Bare … lad være.”

  En pludselig prikken i mine øjne fik mig til at tørre dem, og det fik mig til at opdage, nogle tårer var på vej – formentlig fordi jeg vidste, at Laura havde ret. Alle ordene lød virkelig troværdige, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hendes ord havde været sande. Chokket havde bare forvandlet sig til benægtelse, for det var ikke let at indse, at alt, man havde omkring sig, kunne blæse væk, som var det sandkorn i vinden.

***

Det var med et udmattet suk, jeg satte mig ned på min seng med den grønne bog i hånden. Jeg kunne ikke længere finde den kuglepen, jeg normalt brugte til at skrive dagbog, så nu sad jeg med en ny, hvis blæk var mørkeblåt. Jeg havde altid foretrukket sort blæk, men nogle gange måtte man nøjes.

1. februar 2010

  Kære dagbog

  Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så ked af det, som jeg er, eller jo – det gør jeg. Jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg er SÅ ked af det, for … ja, jeg ved det ikke helt. Jeg beklager de mørke dråber vand blandet med mascara, der nu sidder på dine sider, men jeg kan bare ikke styre mig selv. Jeg burde ikke engang være så nedtrykt, men det er jeg. Jeg føler mig så svigtet. Så forrådt. Og de her følelser er endda baseret på nogle ord, jeg ikke engang ved, der er sande. Laura stoppede mig lige pludselig efter skole for at fortælle mig, at Anne er falsk og alt muligt. Jeg er ret meget i chok, for det kom så pludseligt – på så få ord. Hun tog ikke engang en lang snak med mig om det. Det kom så forhastet, at jeg stadig bare er helt forvirret over alt. Forvirret, trist, chokeret … Det er mig lige nu.

  Dagen forløb ellers lige så godt. Jeg stødte faktisk ikke på Anne, selvom jeg havde forberedt mig på det. Dagen er alt andet, end jeg forventede. Undskyld, men jeg kan virkelig ikke stoppe mine tanker fra at spore over på alt det med Laura og Anne. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive udover det. Det var, som om hun bare kom over og var sådan helt: ”Hey for resten, Anne er vildt manipulerende og falsk, lyver meget og har så mange venner, at hun nok ikke engang husker dit navn. Ses.”

  Okay, det var selvfølgelig ikke helt sådan, det skete, men det føltes sådan. Du aner ikke, hvor underligt det var at høre hende kalde på mig efter al den tid. Og så ikke engang for at vinde vores venskab tilbage, nej, hun ville bare sikre sig, at jeg ikke engang havde Anne længere. Kan jeg overhovedet stole på nogen? Det føles i hvert fald overhovedet ikke sådan. Jeg har det, som om alle svigter mig. Eller også har jeg bare for høje forventninger til folk. Alt lader bare til at gå mere og mere ned ad bakke, og jeg kan ikke stoppe det. Jeg kan ikke stoppe mit liv fra at blive mere og mere kaotisk, og alle de problemer, der forårsager kaosset er ikke engang særlig store. Som tidligere nævnt, er det bare mit hoved, der skaber alle illusionerne. Jeg tænker for meget. Mit liv er jo ikke fyldt med high school-drama fra de der latterlige tøsefilm; ingen har været mig utro, jeg er ikke med i alle mulige bitchfights, og folk skaber ikke rygter om mig, så alle kigger underligt på mig, men alligevel føler jeg bare, mit liv er en dramaserie. Og jeg er godt træt af det.

  Jeg tror, jeg vil bruge resten af dagen på at prøve på at finde hoved og hale på det hele. Jeg må hellere tage en snak med Anne i morgen om … nogle ting. Har jeg nævnt det med Drew? Jeg ved det ikke helt, men hvis jeg ikke har, så orker jeg altså heller ikke at skrive det ned. Alt, jeg kan sige, er, at Anne ødelagde mit forhold til ham. Det fandt jeg så lige ud af i dag.

  Det er som at være fange i det fængsel, man kalder mine tanker. Jeg kan ikke stoppe mit hoved i at forvandle ALT til monstre, og jeg er så træt af det. Mit liv er så roligt og sikkert til at misunde af alverdens folk, så hvorfor skal jeg også overdramatisere alt? Det værste er bare, at jeg ved, mine problemer ikke er store, men alligevel er jeg så utilfreds med alt. Ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg ville ønske jeg kunne slukke for mine tanker i bare én dag. Så ville jeg sikkert kunne komme igennem alt uden at være så trist.

  - Skye

  Jeg tørrede hurtigt mine øjne og stirrede ned på teksten foran mig. Alle bogstaverne var rystede, fordi jeg ikke havde kunnet holde min hånd stille, imens jeg skrev. Jeg følte mig virkelig bare som et eller andet nervevrag. Alt var så uoverskueligt. Jeg kunne da virkelig heller ikke kontrollere noget længere. 

 

____________________________________

 

Hej, læsere! Cecilie og jeg kommer muligvis ikke til at opdatere særlig meget de næste par dage grundet ferier. x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...