Blafferen

Anna har hele sit liv inderligt ønsket at tage ud i verden på egen hånd. På hendes 16 års fødselsdag får hun så endelig en interrailtur af sine forældre. På turen står den på tog kørsel det meste af vejen, men enkelt gange må hun blaffe sig igennem landet. Men når du blaffer ved du aldrig hvem der samler dig op, og hvor du bliver sat af næste gang...


(Movellen indeholder voldelige og erotiske scener, men jeg vil lade det være op til den enkelte, selv at sige stop. Historien vil hele vejen igennem være lidt hård, så lad vær med at læse mere hvis det virker anstødeligt ellers skriv lige. Læsning på eget ansvar!)

4Likes
5Kommentarer
448Visninger
AA

3. RAI Radio 1

Mine øjne kiggede formålsløst ud af vinduet, idet træer passerede forbi i den høje fart. Min albue lænedes sig op af bilruden, imens jeg pressede ansigtet imod den kolde rude. Jeg glanede ud igennem vinduet og forsøgte på at holde mig selv vågen, ved at kigge ind i bilerne, der kørte op på siden af os, men jeg kæmpede en ihærdig kamp med mine øjenlåg i ikke at falde i.

      Bilen, ved siden af den jeg sad i, var en folkevogn og var fyld op til randen med børn, dyr og bagage. De fleste af passagererne sov dybt, men hunden sad stadig bagi og logrede glad med halen, som om den var på stoffer. Jeg forsøgte som vidt det var muligt at strække benene, men den manglende plads besværliggjorde det. "Har du noget familie?", spurgte jeg i et håb om, at jeg ved hjælp at lidt smalltalk kunne holde søvnen for døren. Hans øjne veg fra vejen og kiggede flygtigt på mig.

     "Nej, ikke rigtig. Ingen børn, kone eller forældre. Så jeg er lidt alene i verden". For helvede hvorfor havde jeg også spurgt om det? Jeg var jo ikke ude på at gøre ham deprimeret, og samtidig fik det mig selv til at længes efter mine forældre, så jeg dryssede enlig kun mere salt i såret på os begge. Hans øjne vendte tilbage til vejen, hvor der her i de sene nattetimer ikke var mange biler på. "Undskyld, det var altså ikke for at genere dig. Jeg har ikke selv så meget familie så jeg forstår dig godt".

     Jeg vidste godt, at jeg selv havde slået samtalen ihjel, og at jeg ivrigt forsøgte at give den kunstigt åndedræt, men lige meget hjalp det. Stilheden imellem os blev isnende kold. Jeg vendte blikket imod mine fingre, hvorefter jeg begyndte at studere mine blålakerede negle minietuiøst. For ikke at situationen skulle gå hen og blive alt for mærkelig, skruede jeg let op for radioen i håbet om at der blev spillet noget musik, som jeg kendte. Den var tunet ind på Italiens største radiostation: RAI Radio 1, noget der tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med Danmarks P3. Ud over det faktum at RAI Radio 1 altid broadcastede til omkring 7,6 millioner lyttere i snit - slå den Danmarks Radio!

     Radio 1 er mest af alt en sports/nyhedskanal for den brede befolkning. Ikke noget der interesserer mig synderligt meget. Jeg elsker at høre noget dance musik der er samplet, og som man virkelig kan give den gas til. Mig og mine venner gør altid en stor ære i at sætte gang i dansegulvet, når vi tager ud og fester, så denne noget tørre ting af en radiokanal faldt ikke just i min smag.

     Men jeg lyttede dog med. Klokken passerede 3 om natten, og speakeren lød også som en, der godt kunne trænge til at gå hjem og ligge sig under dynen igen en times tid.

     Det hele forgik på italiensk, så jeg fattede ikke et mug af det hele, og den døsige speaker kunne for min skyld lige så godt have snakket russisk. Det ville for sin vis ikke ændre noget. Guido oversatte det for mig, så jeg kunne følge med i det der skete i verden omkring mig, som han sagde. Historien, som damen i radio så ’intenst’ snakkede om, omhandlede flere fanger, der var stukket af fra fængslet ikke langt væk fra Rennes i Frankrig.

     De blev nu eftersøgt af Interpol i det meste af verden, da de franske myndigheder mente, at de kunne være til fare for andre mennesker. "Hvor forfærdeligt", sagde jeg på engelsk i et håb på at vise en hvis form for interesse, til det han sagde. "Men hvordan kan det overhovedet være muligt? Har de da ingen sikkerheds systemer i Frankrig? Det er da også for dårligt, men hvordan skal normale personer undgå dem? De lyder som nogle hårdkogte nogen af slagsen!".

     Jeg kiggede skræmt på Guido, men han virkede overraskende ligeglad. "Der er blevet offentliggjort et signalement på dem alle sammen, så der går nok ikke særlig længe, før der er nogle der finder dem", sagde han i et mislykkedes forsøg på at berolige mig. Jeg sagde kort, at jeg håbede at de snart blev fanget. Han gav et nik med som svar på, at han havde hørt, hvad jeg havde sagt, men gav mig derefter ikke mere opmærksomhed. 

 

Vores kørsel fortsatte i mere end en time endnu. Mine ben begyndte at gøre ondt, og jeg vidste ikke hvor meget længere, jeg kunne holde mig vågen. Jeg beskæftigede mine hænder ved at sidde og tegne på bilruden ubetydelige tegninger, der mest af alt lignende sammensmeltninger af vaskebjørne og spidse sølvøkser (virkelig grimme fisk hvis i ikke allerede vidste det!). Pludselig stoppede bilen brat op. Hvad fanden lavede manden?! Han løftede stille og roligt foden fra pedalen, alt imens jeg flyttede mit hoved fra ruden, hvor det havde været limet fast de sidste par timer. Hans fingre fumlede ved noget nede ved hans ben, men jeg havde ingen mulighed for at se, hvad det var. Jeg sagde med undren i stemmen:" Hvorfor holder vi nu her?", men jeg fik intet svar tilbage.

     Jeg nåede hurtigt at tænke, at det sikker var fordi, der var noget galt med bilen, men hvad pokker rodede han så rundt efter dernede? Et hurtigt klik nåede mine ører.

     Jeg kiggede mig hurtigt omkring, og uden at tænke over det, hev jeg i håndtaget på bildøren. Jeg brugte alle mine kræfter jeg kunne manifestere i den ene bevægelse, men lige meget nyttede det, og bildøren var umulig at skubbe op. Hva' fanden skete der?

     "Gakker bilen helt ud eller hvad?", var det eneste jeg kunne nå at sige. Hurtigt og konsekvent svingede Guido en metalligende genstand i hovedet på mig, hvilket resulterede i en dundrende smerte, der gik igennem hele min krop. Jeg mistede i et kort sekund fatningen, men jeg kom hurtigt til mig selv. 

     Instinktivt tog jeg mig selv til panden, hvor jeg var blevet ramt, og mine fingre blev hurtigt sølet ind i blod. Først nu gik det op for mig, at bilen ikke var i stykker, og at min tur nok sluttede her. Jeg ventede kun på, at han ville låse døren op og smide mig ud af bilen, så jeg i fred kunne få lov til at udleve mine sidste pinsler. I et desperat håb om at forsvare mig selv, kastede jeg mig frem efter ham, hvor mine hænder for et kort sekund lukkede sig hårdt omkring hans hals. Den manglende søvn var hurtigt glemt, og nu var det bare om at kæmpe sin egen kamp. Hans hænder fik hurtigt og sikker låst sig om mine, og fjernede mit greb om hans hals.

     Jeg opfangede genstanden han havde slået mig med, liggende i hans anden hånd, som et koben. Han blev ved med at holde fast på mig, og jeg skreg hurtigt i et forsøg på, at nogen skulle kunne høre mig. Jeg piskede rundt med hovedet, alt imens tårerne flød ned af kinderne på mig, der efterlod sorte spor af mascara. "Stop det! Vil du ikke nok! Hvad vil du mig! Lad mig gå!" klynkede jeg.

      Alt inden i mig skreg på at blive ved med at kæmpe, men min hjerne havde allerede opgivet. Det var som at være fanget inde i løvens bur, hvor man kun var et stykke legetøj uden nogen mulighed for at flygte. Man kunne kun håbe på at løven hurtigt blev træt af en, og gjorde det forbi, inden man lagde mærke til noget. Hans brune øjne stirrede dybt ind i mine, og jeg opfangede et opbygget adrenalinsus der høvlede rundt i hans krop under det kolde ydre. Hans øjne lyste, og alt i ham sagde, at han havde en ustillelig blodtørst. Og hurtigt og sikkert lagde han an til at ville slå kobenet mod min tinding for anden gang. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft indtil det punkt, hvor alt sortnede for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...