Blafferen

Anna har hele sit liv inderligt ønsket at tage ud i verden på egen hånd. På hendes 16 års fødselsdag får hun så endelig en interrailtur af sine forældre. På turen står den på tog kørsel det meste af vejen, men enkelt gange må hun blaffe sig igennem landet. Men når du blaffer ved du aldrig hvem der samler dig op, og hvor du bliver sat af næste gang...


(Movellen indeholder voldelige og erotiske scener, men jeg vil lade det være op til den enkelte, selv at sige stop. Historien vil hele vejen igennem være lidt hård, så lad vær med at læse mere hvis det virker anstødeligt ellers skriv lige. Læsning på eget ansvar!)

4Likes
5Kommentarer
449Visninger
AA

4. Håbløst

Med min ene arm lagt hen over ansigtet, som et værn mod den nøgne pære, der skinnede fra loftet, lå jeg sammenkrøllet på gulvet. Min ellers hvide skjorte kunne ikke længere gå under betegnelsen hvid, og jeg lå som en kludedukke, der var blevet smidt fra sig af et hysterisk barn, modløs og uden noget form for glæde.

     Pærens blege og kolde lys spredte sig i rummet, men det føltes som om, at de sorte vægge bare opslugte lyset, så det døde, inden det nåede ud i hjørnerne, hvilket aflagde de fjerneste kroge i mørke. Jeg havde ikke bevæget på så meget som en eneste nerve i min sende krop, siden jeg var vågnet op i rummet.

     Alt inden i mig var smeltet og knust, og jeg havde ikke længere noget formål i livet. Hvorfor overhovedet få noget ud af det her? Jeg var jo så godt som dødsdømt allerede, så hvorfor bruge kræfterne på at bevæge sig. Jeg var også bange for at der ville ske noget uventet og pludseligt, hvis jeg så meget som bare tænkte på at flytte mig. Gulvet var enlig det eneste der ikke virkede fremmed over for mig. Siden jeg havde været helt lille, havde gulvet altid været mit tilflugtssted når mine forældre var oppe og skændes, eller jeg selv havde problemer.

     De fleste andre ville tale med deres veninder, eller gå ud til deres dyr og bruge dem som støtte, men for mig lå støtten gemt i gulvet. Jeg lagde mig altid bare ned på gulvet og stirrede op i loftet, og så skulle gulvet nok opsluge alle ens bekymringer. Det havde altid været koldt og hårdt, men på sin egen mærkværdige måde havde det håndteret alle mine sorger.

     Og der i rummet søgte jeg støtte hos gulvet, som jeg altid havde været vand til, men måske var mine problemer bare denne har gang for store, for det havde ikke samme virkning som det plejede. Min mave rumlede protesterende over manglen på mad, og min hovedpine deltog i klagesangen, på grund af for lidt vand.

     Hver dag var en luge gået op inde i rummet, og lyden af metal, der havde skuret over gulvet, havde hvinet i mine øre, men jeg havde nægtet at spise noget af det. Han skulle ikke tro at han kunne bestemme, hvornår jeg skulle spise, og hvornår jeg ikke skulle. Denne sidste del af selvbestemmelse måtte jeg passe på, på alle tænkelige måder.

     Ordsproget 'uden mad duer helten ikke', nåede min døsige hjerne, og jeg trak let på smilebåndet over ironien i det. Jeg var jo ikke nogen helt og ønskede heller ikke at være det, så alt i alt passede det glimrende til mig, hvis man lavede nogen ændringer på det. Hvad med hellere at sige: 'Uden mad duer Anna'! Ja den var bedre. Min mave forsøgte igen at give sit besyv med ved at knurre, men jeg overgav mig ikke så let. Jeg nægtede at spise, om jeg så ville dø af det.

     Så hellere dø af tørst end dø ved at få smadret et koben i hovedet. Overraskende nok havde jeg ikke fået noget skader på kroppen ud over hovedet. En stor blodplamage af størknet blod var samlet lige ved min røde hårgrænse, men om jeg havde kraniebrud eller hjernerystelse efter slagene anede jeg ikke.

     Og hvorfor også bekymre sig om det. Der var 1000 vis af andre spørgsmål, jeg hellere ville havde besvaret end lige det. Hvor var jeg? Hvor mange dage havde jeg været her nede? Og det vigtigste af dem alle: Hvad skulle der ske med mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...