Blafferen

Anna har hele sit liv inderligt ønsket at tage ud i verden på egen hånd. På hendes 16 års fødselsdag får hun så endelig en interrailtur af sine forældre. På turen står den på tog kørsel det meste af vejen, men enkelt gange må hun blaffe sig igennem landet. Men når du blaffer ved du aldrig hvem der samler dig op, og hvor du bliver sat af næste gang...


(Movellen indeholder voldelige og erotiske scener, men jeg vil lade det være op til den enkelte, selv at sige stop. Historien vil hele vejen igennem være lidt hård, så lad vær med at læse mere hvis det virker anstødeligt ellers skriv lige. Læsning på eget ansvar!)

4Likes
5Kommentarer
450Visninger
AA

2. E35 Roma

 

Varmen i luften føltes, som at få slået en hammer i hovedet, og jeg missede let med øjnene. Igennem hele turen havde vejret været uudholdeligt. I Østrig havde det høvlet ned i stride strømme, så jeg havde været nød til at søge ly på hvert eneste Gasthaus på vejen.

      Hvis man så holder det op imod vejret i Italien, så ved jeg ikke hva' fanden, der var værst - det havde været minimum 35 grader hver dag, hvilket min danske hud ikke havde taget det for godt med. Jeg strøg hånden hen over mine krebsrøde arme, med det resultat at smerten straks skød igennem kroppen. Beskyldende sendte jeg et blik på en rød hårtot, der dovent hang ned fra min pande.

     Af alle hårfarver hvorfor så rød? Ikke nok med at min hud blev skoldet hurtigere end lysets hastighed, men hele mit ansigt var også fint belagt med orange pletter især i et bredt bælte hen over min næse.

     Imens jeg forbandede min hårfarve langt væk, flyttede mine fødder sig rastløs rundt på den lille plads inden motervejspåkørslen. Larmen fra bilerne, der konstant kørte forbi, var øredøvende, og hurtigt fik jeg hovedpine af det. Det kunne nok mest af alt skyldes, at jeg ikke havde spist noget hele dagen, og at jeg stod meget udsat for solen ved påkørslen. 'A1 E35 Roma' stod der på et skilt ikke langt fra mig. Okay nu vidste jeg i det mindste, hvor jeg nogenlunde var henne - det skal lige siges, at jeg er ualmindelig dårlig til at finde vej. Don't judge me!

     Den rastløse gang fortsatte, men efter et stykke fandt jeg endelig ro ved at sidde oven på min rygsæk, som jeg på grund af vægten havde smidt fra mig. Tankerne rutsjede rundt i hovedet på mig. Hvad havde jeg tænkt på, da jeg tog af sted? Og hvad nu hvis der ikke var nogle der samlede mig op? Min tålmodighed var snart brugt op, og en dåse, der lå foran tasken, fik et hidsigt spark med på vejen. Hvorfor jeg pludselig fik denne mentale kerne nedsmeltning, aner jeg virkelig ikke. Modløst og uden forhåbninger stak jeg tomlen ud i luften og begyndte at blaffe, men jeg satsede dog ikke på noget.

     Det meste af dagen havde gået med at blaffe, da der ikke var noget tog der kørte til Rom derfra hvor jeg sidst var sat af. Mørket var så småt begyndt at sænke sig over området, men jeg havde ingen fornemmelse af hvad klokken var. Det var en af plusserne ved turen. Man skulle ikke tænke så meget på hvad fanden klokken nu var, og hvad man skulle nå i løbet af dagen - det var godt nok befriende! Men med mørket fulgte også faren. Hvis jeg ikke snart fandt nogen at køre videre med, var jeg tvunget til at tilbringe natten under åben himmel. Og chancerne for at blive rullet på dette sted på dette tidspunkt var temmelig stor.

     

Pludselig trak en bil på mirakuløs vis ind til siden, og vinduet blev langsomt rullet ned, efterhånden som bilen nærmede sig. Han begyndte at tale italiensk til mig, men han kunne hurtigt se på mig, at jeg ikke forstod en pind, og efterfølgende slog over i engelsk. " Skal du have et lift", sagde han med et venligt smil på læben. "Det ville være så dejligt hvis jeg kunne køre med", svarede jeg, "Hvor skal du hen?"

     "Jeg skal syd på ned til Perguia, så hvis du vil, kan du bare hoppe ind". Bildøren blev åbnet indefra, og han lavede en gestus, der sagde 'hvad er mit er dit'. Jeg smed glad min rygsæk på bagsædet, hvorefter jeg satte mig på forsædet ved siden af ham. "Jeg har planlagt at tage til Rom, så det vil passe meget fint". Hurtigt og hårdt smækkede jeg døren i bilen i, og vi rullede ud på motorvejen. Af alle de personer jeg havde kørt med på hele turen, virkede ham her som den venligste af alle, og han gjorde en stor ære i at hele tiden at snakke med mig. Det skulle nok blive en god tur... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...