Alma og Hugormenes hævn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2013
  • Opdateret: 21 jul. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
196Visninger
AA

1. 1. En Mælkebøtte I Spring

Bang! Mælkebøtten skød op i vejret så hurtigt, at selv en græshoppe ikke ville kunne overhæle den fart. Og blandt dem dalede hun ned. Hendes store lilla'e øjne kiggede på mig. De var livløse, og det faktum fik mig til at skrige. Blandt hende fløj hvide frø fra mælkebøtten, og det var så flot, at det var trist på samme tid. Hun ville aldrig se sådan et øjeblik eller opleve et igen. Jeg kiggede på hende, men hun var ved at forsvinde væk. Hun faldt ned et sted ovre i det høje græs. Jeg begyndte at gå hen od landings-stedet, som var jeg i trance. Jeg skiftede så fra gå til løb, og pludseligt var det ligemeget hvor jeg ville ende henne, bare jeg fandt hende.

Da jeg fandt hende lå hun på et krokos-blad. Selvom hun så livløs ud, var hun stadig så smuk, som en alf kunne være. Med tulipanernes dugdråber i sit flettede hår, var hun så smuk, at det gjorde helt ondt i øjnene at se på. Men det var nok også fordi, man aldrig ville se det hår, det ansigt eller den person igen. Jeg vågnede fra min sorg en kort stund, og så at alle fra vores tætte land stod omkring hende. Vi havde dannet en beskyttende cirkel, som ingen kunne bryde. Jeg kiggede rundt i cirklen igen, fordi noget sagde mig, at ikke alle var her.Pludselig hørte jeg sirener i nærheden, og jeg hørte græshopper, hvis kusk råbte og skreg. De var på vej, og de ville snart komme. Jeg kunne ikke forestille mig deres reaktion. De måtte være rædsenslagne. 

Lyden af en dør, der blev åbnet og hurtigt smækket igen, rev mig ud af mine tanker. "Nej!" blev der hulkende råbt, og moren sad hende ved pigen, med armene slået om hende. Faren sad med sin hånd morens arm, men han råbte "Hvorfor os? Hvorfor vores elskede datter?" Tårerne begyndte at trille ned af hans kinder. Jeg kiggede rundt og så, at en masse mælkebøtter stumper var landet omkring os. Stumperne var ikke bare stumper, de var tegn på et nederlag, tegn på et menneskes fald. Jeg kiggede igen, på moren og faren, der sad og prøvede at vække deres datter. Moren kaldte, mens faren ruskede datteren blidt og så hårdt. "Vågn! Vågn! Kom nu skat! Vågn!" råbte moren, men faren tog moren ansigt mellem hans hænder, og tørrede hendes tårer væk med fingere. Ambulance-folkene steg ud, men faren rakte afværgende hånden op. Det træk fra ham, fik mig til at indse, at der ikke var noget at gøre. Hun var væk, hun var et bedre sted nu. Jeg kiggede på den lille familie, der sad og græd tårer over, deres datters tab. Den datter de aldrig ville kunne få igen. Vi havde mistet en kongelig i vores land. Pigen var nemlig prinsesse og hendes mor og far, var selve dronningen og kongen. Vi ville aldrig se hende igen. Aldrig mere det livsglade ansigt, der udstrålede sommer og godt nyt. Aldrig mere se en Engels ansigt. En tårer sneg sig ned af min kind, men jeg nænnede ikke at tørre den væk. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...