Blodig Retfærdighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2013
  • Status: Igang
Da jeg stadig arbejder på plottet kan jeg ikke give en fuld beskrivelse af plottet:

I et ny opdaget land er nybyggerene begyndt at strømme ind og bosætte sig. Efter et par konfrontationer med de infødte, Baldaner, har behandlingen af dem ført til ekstremer. Stammer bliver angrebet, børn bliver kidnappet og intergreret til den hvide mands civilisation og oplært med en frygt for deres eget folk og det er fuldt lovligt at dræbe en Baldan hvis man ser en.
Shou er´17 år og som lille blev hendes stamme angrebet og hendes selv kidnappet. Hun blev ført til et børnehjem i nybyggerenes hovedstad, Kanulfstad, hvor de fortalt hende at hun i virkeligheden var blevet ofret til guderne af sine forældre. Shou har i denne tro næret en drøm om at blive en del af Kanulfstads speciale enhed: R.A.T, Royal Assination Team, som har specialiserede sig i at finde og dræbe Baldaner. Men som hendes drøm går i opfyldese finder hun snart ud af en helt anden sandhed og hvem hun i virkeligheden er.....

0Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

1. En helt speciel dag

Skrig..
Desperate skrig efter hjælp... Nåde... Barmhjertighed...
Men der er intet. Den hvide mand tromler ind over stammen. Slagter enhver der står i vejen for hans hest. Deres blå uniformer stråler op i kontrast til det røde blod der sprøjter på dem.

Kvinder, børn, ufødte..... Ingen nåde.
Paniske forsøger folk at flygte til skoven. En blå mand med solen i ryggen beorder stammen brændt ned. Han råber. De råber. Alle råber.
Hans ansigt kommer tætter på. Jeg græder. Forstår ikk hvad der sker.

Han griber om mig og løfter mig: ”Alting skal nok gå. Fra nu bliver alting bedre” smiler han til mig.

Med et sæt sætter jeg mig op. Hivende efter vejret, føler koldsveden drive ned af panden.

Et mareridt.... Bare et mareridt” tænker jeg.
Jeg lægger hænder mod ansigtet og prøver at få styr på min vejrtrækning igen. Hele min krop ryster. Det var ikke bare
et mareridt. Det var det mareridt.

Gennem hele min barndom husker jeg hvordan jeg har vågnet midt om natten, skrigende at manden ikke måtte tage mig. Ingen forstod årsagen til mit mareridt og slet ikke hvorfor jeg blev med at have det. Det var som om mareridtet var en dyb aflukket del af mit sind, jeg ikke kunne låse op. En del af min hukommelse.

Men det kunne ikke være sandt. Aldrig havde jeg været udsat for et militæret angreb som lille og jeg var ikke blev taget af militæret. Sygeplejersken og eftersynsdamerne her på børnehjemmet sagde at de stadig huskede den dag jeg kom ind på børnehjemmet. Sammen med mange andre efterladte børn var jeg blev reddet af Kanuflstads private efterforskings hold. De bragte os alle til børnehjemmet hvor vi lærte om vores frygtelige baggrund og hvilket morderisk folk vi alle kom fra, et folk med blodrødt hår og isblå øjne. Baldan folket.

Jeg kendte ikke mine forældre og jeg var også ligeglad. De havde efterladt mig. Eller rettere offeret mig til deres kanibalske guder.

Langsomt var min krop stoppet med at ryste. Jeg lade hænderne i skødet og knugede det rug tæppe. Udenfor mit vindue kunne jeg se solen rejse sig fra horisont. Det var en smuk solopgang.

”Mareidt igen?” Et pjusket rødhåret hoved med fregner fra det ene øre til det andet, dukkede pludselig op fra kanten af køjen over mig.

Det var Taya. Hun var en af de få børn som ikk var blevet offeret af sine forældre, men rent faktisk efterladt efter de døde af chlolera. Taya var heller ikke en Baldan, som resten af os.

”Ja....” Sukkede jeg og stirrede igen ud af vinduet.

”Det er altså mærkeligt at du bliver ved med at have det. Samme mareridt ikk?”

”Jo...” Sukkede jeg igen. Denne samtale have vi næsten hver gang jeg vågnede op med mareridtet. Taya var min bedste ven og hun forstod mig bedre end mange andre på børnehjemmet, men nogle gange kune jeg godt føle at vores samtaler kun førte til de samme gamle ting.

”ooww..” Hendes ansigt fik en betænkelig mine og hendes øjnene flakkede lidt ”Jeg håber ikke at der kommer til at have en indflydelse på din prøve i dag.”

Det rykkede straks i mig og jeg stirrede Taya direkte i øjnene. Prøve...?
Nåh ja, det havde jeg helt glemt. I dag var min store dag. I dag fyldte jeg 19 og havde dermd fuld adgang til optagelsesprøverne hos militæret. Jeg havde ventet de sidste otte år på denne dag så jeg langt om længe kunne gøre ende på de mange lidelser Baldan folket forvoldte.

”Du havde glemt det ikk?” Spurgte Taya smilende. Hun var kun et par år ynger end mig, men hendes drømme var langt fra mine. Taya ville gerne blive en af eftersynsdamerne og hjælpe børn i fremtiden, mens jeg drømte om at blive en del R.A.T, det Royal Assination Team. Jeg smilede kækt til hende ”Kun for et øjeblik. Den optagelsesprøve klarer jeg så let som ingenting”

Det tænkte jeg nok du ville sige” Sagde hun grinende og lavede en kolbøtte ned fra overkøjen. ” Så er det op alle sammen! Solen har allerede sluppet horisonten og hanen galer i vilden sky!” Råbte hun ud gennem rummet. Taya havde sørget for at vi, tyve andre børn, blev vækket samtidig hver morgen. Jeg grinede igen og glemte alt om mareridtet. Trak i tøjet og gik nedunder sammen med de andre efter morgenmad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...