Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58796Visninger
AA

20. You are useless


“Ella.” En skinger stemme råbte efter mig, ligsom den havde gjort så mange gange før. Dog gjorde jeg intet for at adlyde råbene. “Ella!”

Jeg var ikke i humør til at skulle lave huslige pligter på nuværende tidspunkt, hvilket jeg vidste var det Larissa ville sætte mig til, når hun først kom i kontakt med mig.

”Ella, nu kommer du her, eller også bliver det værst for dig selv.” Da jeg indså at jeg rigtigt havde valgt at gøre min stedmor rasende, indså jeg, at jeg nok hellere måtte troppe op, som den tjener jeg følte at være.

Derfor løb jeg også hurtigt ud af mit syrum, hvorefter jeg stod trop et par sekunder efter, foran Larissa, der sad i sin store stol inde i stuen.

Hun så ikke just glad ud.

”Sæt dig ned, Ella.” Det at hun altid skulle sige mit navn en million gange, gjorde mig klar over, at det var noget seriøst hun ville snakke med mig om. For hvis ikke det var seriøst, ville hun altid udelukke at bruge mit navn, og ville heller ikke kigge på mig, på samme måde som hun gjorde på nuværende tidspunkt.

Hendes foldede sine hænder på sine ben, der var lagt over kort, da jeg satte mig ned.

”Hvad vil du snakke med mig om?” Min stemme var måske mere spinkel end jeg havde håbet på. Jeg skulle fremstå som en stærk person. Især overfor Larissa, og derfor irritererede det mig når det fejlede.

Hun rømmede sig kort, ”kender du noget til dette her papir?” I hånden havde hun et alt for genkendeligt papir.
Min brev fra syskolen. Det brev jeg havde fået, der havde bekræftet mig adgang til skolen. Brevet der indeholdt min fremtid.

”Hvordan har du fået fat i det?” nærmest hvæste jeg ud gennem sammenbidte tænder. Normalt hidsede jeg mig ikke op. Især ikke overfor Larissa. Men det at hun sad med noget så dyrbart i hænderne, som dét brev, kunne virkeligt tænde mig fuldstændigt af.

”Spørgsmålet er .. hvordan du har fået fat i det? For hvordan kan de overhovedet tænke på at acceptere dig? Du er jo intet end en husholderske. Et uduelige pigebarn, der ikke egner sig noget som helst nyttigt.” Arrigt rejste hun sig fra stolen, og gik mod mig med faste skridt. Hendes ansigtsudtryk var trængt op i en forpint mine, mens arrigskaben viste sig i hendes øjne.

”Du hører hjemme her, så du går ingen steder. Du egner dig ikke til en eller anden syskole. For du er jo slet ikke god nok. Du er ikke god til noget, Ella.” Larissas ord gjorde ondt. De gjorde noget så forfærdeligt ondt, og bedre blev det heller ikke, da hun med store bevægelser endte med at rive mit brev fra sysskolen, over.

”Og når det er sagt, så vil jeg ikke have at du hænger ud med ham prettyboy’en fra det band, One Direction. Du er en dårlig indflydelse på ham, og egentligt burde du bare overlade ham til Julie eller Julia. Så kunne de da i det mindste få lidt omtale i pressen. For det fortjener du ikke.” Igen lynede hendes øjne, og hvis blikke kunne dræbe, var jeg for længst død på stedet. ”og gå så. Gå ud og ryd op i butikken, og hvis du siger et ord til nogen som helst om dette, skal jeg nok sørge for, at du rådner op i helvede. Et helvede der kun vil blive værre for hver dag der går.”

Min stedmor lavede nogle hurtige bevægelser med hænderne, som et tegn på at jeg skulle gå.

Og det skulle jeg så sandelig også lige love for at jeg gjorde.

 

For med tårerne løbende ned af mine kinder, løb jeg over til Louis. Larissa skulle ikke forbyde mig at se min egen kæreste. Hun havde allerede lavet nok rag i mit liv.

 

***

 

”Louis, luk op. Please.” Jeg stod ihærdigt og bankede på døren ind til Louis’ lejlighed, hvilket jeg havde gjort i de seneste fem minutter. Det bekymrede mig at han ikke lukkede op. For hvad lavede han? Var han ikke hjemme, eller havde han en koncert jeg tydelig ikke havde hørt om?

”Louis,” græd jeg, efter at have givet op. For han lukkede ikke op.

”Gabriella?” kunne jeg så høre en træt og spinkel stemme sige, da døren pludseligt åbnede sig. Foran mig stod min kæreste med morgenhår og trætte øjne.

Åh nej dog – jeg havde lige vækket ham.

”Ga… Hvad er der dog sket med dig, darling? Kom her.” Hurtigt blev jeg trukket ind i et varm og længe ventet kram, hvorefter jeg bare lov mine tårer få frit løb – endnu en gang.

Jeg var ikke bange for at vide hvad jeg følte, overfor Louis. For han forstod den smerte jeg levede i. Han forstod hvordan jeg havde det.

”Ella, vil du ikke fortælle mig hvad der er sket?” Forsigtigt tog han mit ansigt i sine hænder, inden han så fik mit blik til at rette sig mod hans.

Jeg hulkede en enkelt gang, inden jeg prøvede på at samle mig igen. ”det er Larissa…” Hulk. ”Louis. Hun fandt brevet til syskolen, og fortalte mig at jeg ikke kunne tage af sted. På ingen omstændigheder.” Jeg rev mig fri af hans greb, og slog så igen armene om ham. Det jeg havde mest brug for lige nu var at føle hans arme om mig. At føle hans varme og tryghed.

”Hun fortalte mig, at jeg ikke måtte se dig mere.” Tingen med, at jeg ikke måtte se Louis mere, var nok det der sårede mig mest af det hele. For hvis valget stod mellem syskolen og min kæreste, ville jeg frem for alt i verden vælge ham. Uanset hvilke konsekvenser det ville have.

”Det gjorde hun bare ikke.” Han sukkede tungt. ”men hun får ikke lov til det her, Ella. Det ved du også godt, at jeg ikke giver hende lov til. For hun skal ikke ødelægge dit liv, mere end hun allerede har gjort i forvejen.” Uden yderlig notits, så lod han sine læber presse sig mod mine. Måske det var for at få mig på andre tanker. Og jeg måtte indrømme at det også hjalp. For at føle hans nærvær, som jeg altid gjorde når vores læber var mod hinanden, var bedre end nogen anden følelse jeg kendte til.

”Hun får ikke lov til at tage dig fra mig. Nu har jeg jo endeligt lige fået dig.”

Ordene var så søde, at jeg ikke kunne lade være med at smile, selvom jeg stadig smågræd. Det var utroligt hvad den dreng gjorde ved mig.

 

”Kom med mig. Der er noget jeg gerne vil vise dig.” sagde han pludseligt, og hev mig med sig ind i soveværelse. I hjørnet af værelset, lige ved siden af den store dobbeltseng, stod en mannequin dukke med en meget genkendelig kjole på. En rød kjole, der betød så uendeligt meget for mig.

Min mors kjole.

”Louis… Det er jo min kjole.” Jeg gispede overrasket, da det gik op for mig at han faktisk havde valgt at beholde den. At han ikke havde givet den væk, eller at han ikke havde smidt den ud.

”Jeg tænkte at det ville kunne få dig på bedre tanker at se den.” Igen lagde hans læber sig mod min hud. Dog var denne gang mine pande de ramte.

”Tag kjolen med hjem, og gør mig en tjeneste at tage den på i morgen. For jeg vil gerne tage dig med på en date. En formel date. Harry og Julia vil også være der, sådan at Larissa ikke vil fatte mistanke om noget. Julia har foreslået at dække over dig, så derfor tager hun også med.” Han grinte kort. ”Og hvis jeg ikke tager meget fejl, vil jeg tro at der faktisk foregår noget seriøst mellem Harry og hende. De ser ud til at kunne lide hinanden mere end som bare venner.”

At han inviterede mig på en date, fik mig straks på bedre tanker. Det at han ligefrem ville ses med mig i offentligheden, og at han ligefrem ville have mig til at have min mors kjole på, gjorde mig lykkelig.

Måske det at stå og banke på døren i fem minutter, med tårerne løbende ned af mine kinder, alligevel ikke var så spild, som jeg tidligere havde troet.

”Jeg vil elske at gå på en date med dig, Louis. Der er intet jeg hellere vil.” Og da vores læber endnu en gang skulle til at mødes, kom der en lyd fra min mobil, der signalerede at jeg havde fået en besked.

Kort sukkede jeg.

>> Du bør nok komme hjem, Ella. Lige med det samme!!! <<

Beskeden var fra Julia, og jeg måtte indrømme at den gjorde mig bekymret. For hvad skulle det nu betyde? Det kunne helt klar ikke være noget positivt. 

Jeg er SÅ forfærdeligt ked af, at der igen er gået så lang tid før at der kommer et kapitel..
Men både Laura og jeg har super travlt her for tiden, både med skolen og med vores NYE NOVELLE, som vi sammen skriver!

Den hedder "Winter of Wonders" og handler om hvor julen! (I vil kunne finde et link til den HERUNDER)

Derudover fik I også lige et lidt længere kapitel her I ETMY, pga den lange ventetid!

OG OG OG - hvad syntes I om Larissas opførsel? Er hun ikke strid?

/Frederikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...