Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58904Visninger
AA

16. Wanna hang out?


”Julia hvad havde du også gang i? Vi aftale jo, at hvorvidt det var muligt, så skulle du have Louis under opsyn gennem hele aftenen. Du skulle altså ikke bare slippe ham af syne, for at lade ham stikke af med en anden pige.” Larissa var sur. Det var tydeligt, for hun stod og skældte Julia ud, der åbenbart havde haft noget af en så umulig opgave, til ballet.

Meningen var, at jeg skulle arbejde, men noget over deres samtale, fik mig til at stoppe op. For hvorfor ville Larissa skælde sin egen datter ud, på grund af en så latterlig grund?
Ud fra hendes beskrivelser, skulle man næsten tro, at Julia var en lille sporhund, der skulle gå op og ned af Louis hele tiden.

”Kan du ikke bare forstå, at han hellere ville være sammen med en anden pige?” Julia havde hævet stemmen. Mest af alt for at overdøve sin mor, der sikkert også stod og råbte.

”Hvilken pige? Kan du ikke forstå, at det vil give Enchanted super meget opmærksomhed, hvis du startede med at date Louis? Og du havde den perfekte chance.”

Så det var alt min stedmor tænkte på? At udnytte Louis og de andre drenge, sådan at hun selv kunne komme frem i rampelyset? Var det udelukkende kun derfor, at hun tidligere havde løjet om, at Julia havde syet den røde kjole, som der næsten lige var blevet solgt?

”Ja hende pigen i den røde kjole. Hvor skulle jeg vide fra hvad hun hedder. Jeg render jo ikke rundt og spørger alle mennesker, hvad deres navn er. Og kan du ikke bare lade være med at blande dig. Hvis han ikke vil have mig, så er det bare sådan. Du kan ikke bare udnytte ham, for selv at få opmærksomhed.” Jeg tog mig selv i at gispe til Julias udbrud. For aldrig havde jeg hørt hende snakke sådan til sin mor. Aldrig havde jeg hørt hverken hende, eller Julie, svare Larissa igen. Da hun så endeligt gjorde, kom det meget bag på mig.
Alligevel formede der sig et smil om mine læber. For jeg måtte indrømme, at jeg for første gang i mit liv, var stolt.

Stolt over Julia.

Dog skulle jeg ikke være for hurtig til at smile, for Larissa havde åbenbart opdaget den måde jeg smilte på. Hurtig som hun var, havde hun ladet sin datter i stikken, og var sprunget over mig, som var jeg hende offer.

”Og hvad står du og griner af? Kender du måske noget til den pige, som Mr. Tomlinson var så betaget af?” Jeg rystede hurtigt, og nervøst, på hovedet. Hvis hun først fandt ud af, at jeg vidste meget mere, end hvad hun regnede med, ville helvede bryde løs.

”Kender du så heller ikke til hans grund, til det pludselige køb af den røde kjole? Han virkede jo nærmest desperat efter at købe den?” Hendes stemme var aggressiv, og det var ikke svært at høre, at hun var oppe i det røde felt. Hun var sur og vred, og mistænkte mig sikkert for det værste.

”Jeg ved ikke hvorfor Mr. Tomlinson købte den røde kjole. Jeg betjente ham som du bad mig om, og smilte da han gik derfra. Det er jo trods alt penge i kassen!” Måske jeg skruede lidt for meget op for skuespillet, da jeg prøvede på, igen, at virke alt for uskyldigt.
Selvfølgelig var jeg jo ikke glad for, Louis’ køb af min mors kjole. Den betød så meget for mig.
Men det måtte han ikke vide. Hvis han først fandt ud af det, ville han også kende til min hemmelighed. Min hemmelighed med, at jeg var den pige han dansede med til ballet.

”Du gemmer på noget, Ella. Og bare så du ved det, så er jeg ikke så nem at narre.” Hun sendte mig et par alvorlige blikke, inden hun så drejede rundt på hælen og forlod mig.
Hun skulle med garanti i solcenter, for at holde den fake brune farve ved lige.

Dertil var det også kun mig selv, der igen, stod tilbage med ansvaret for butikken.

Tvillingerne var sikkert allerede ude med et par veninder, så da jeg hørte en dørklokke komme fra indgangen, vidste jeg også, at det næppe kunne være dem.

Jeg gemte mig lidt hen i hjørnet, som jeg plejede, når der kom kunder. Det lå jo normalt til min personlighed at være en lidt genert pige. Derfor tog det også altid mig lidt tid, til at finde så meget mod, at jeg kunne hjælpe og betjene, hvem end der nu skulle betjenes.

”Hallo?” En hæs, og ganske velkendt stemme, kunne høres. ”Er her nogen?”

Måske hvis jeg bare blev stående her, så ville personen forsvinde igen, for hvad skulle han også her? Havde han et ærinde at løbe?

”Ella? Er du her?” Da mit navn blev sagt, sukkede jeg. Måske lidt for højt, for et hoved endte med at titte frem foran mig, kort tid efter.

”Jeg vidste, du bare gemte dig,” grinte han, inden han nærmest trak mig ud fra mit lille skjul.
Et smil viste sig på hans læber, inden han så igen mandede sig op. Havde han noget vigtigt at sige eller fortælle mig?

”Ehm…” startede han ud, inden jeg afbrød ham: ”Hvad kan jeg hjælpe dig med, Louis?”   

Han rømmede sig kort. ”Jo ser du. Harry og jeg holder sådan en hygge aften i selskab med et par venner, og så tænkte jeg, at du måske ville komme? Du kunne eventuelt medbringe et par venner og veninder?”

Hvis jeg skulle være ærlig, fandt jeg hans invitation ret så mærkværdig. Hvorfor havde han nu pludselig sådan en lyst til at hænge ud med mig? Det var ikke på grund af, at han kendte til min hemmelighed angående ballet.

Eller var det? Havde han fundet ud af, at jeg var pigen i den røde kjole?

”Det… det tror jeg ikke er sådan en god idé. Jeg har en masse ting at lave her i butikken, og Larissa vil aldrig give mig fri.” Min begrundelse for ikke at komme, var vel egentligt rigtig nok. Min stedmor ville for det første aldrig nogensinde give mig fri, og især ikke hvis min aften indeholdt at tilbringe tid med fem verdens kendte drenge.
For det andet, ville hun helt sikkert også finde en del ting jeg skulle lave, netop så jeg kunne bruge hele min aften her i butikken.

Louis endte med ikke at sige noget, og havde rettet sit blik mod jorden under os.
Fortrød han allerede, at han havde spurgt mig?

”Jeg forstår. Men er du sikker på, at du ikke trænger til at komme lidt væk? Lidt væk fra dine stedsøstre, og fra din stedmor?”

Stedsøstre. Stedmor. Hvordan… Hvordan vidste han, at de ikke var mine rigtige søstre, og min rigtige mor?

Altså – hvad kendte Louis til, som han ikke fortalte mig?

***

Måske mit valg ikke havde endt med at være det helt perfekte, for som jeg sad her, i Harry og Louis’ lejlighed, lavede jeg ikke andet end at kigge, skiftevis fra mine hænder, og over på Louis.

For spekulationerne om, det han tidligere havde sagt, kørte stadig rundt i hovedet på mig.

Dog var jeg endt med at tage af sted alligevel, trods Larissas afslag, da jeg spurgte om jeg kunne lave lektier sammen med Cassandra. Julia havde underligt nok kommet mig til gode, og havde ligefrem støttet op om mig, så hendes mor i sidste ende lod mig gå.
Hvad var der også med min stedsøster?

Hvorfor var hun pludseligt så … rar overfor mig? Og siden hvornår var hun begyndt at hjælpe mig?

”Ella… Kan jeg snakke med dig?” En hæs stemme lød ved min side, og da jeg kiggede op fra mit skød, mødte mine øjne et smilende ansigt, samt en masse krøller.
Mit svar endte bare med at blive en nikken.

Jeg fulgte akavet efter Harry, som han førte os over til en afkrog af den ellers så store stue. Her havde vi godt udsyn udover alle de andre drenge og piger som også var dukket op her til aften. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde Liam og Zayn deres kærester ved deres side, mens Niall var faldet i snak med en eller anden pige, jeg aldrig havde set før.
Louis var allerede kommet i snak med Cass, hvilket han havde været lige siden vi kom. Dertil var det kun Harry og jeg tilbage.

Ja hvis man ikke kunne mærke det på mig, så fortrød jeg noget i den grad, at jeg var kommet. Det var akavet, og jeg kunne føle, at jeg ikke passede ind i et miljø som dette. Jeg var ikke vant til, at folk inviterede mig til et af deres komsammener, og jeg var da slet ikke vant til, at hænge ud med folk jeg ikke kendte. Især ikke fem drenge, samt tre piger.

Det var altid bare Cassandra og jeg. Mig og hende.

”Hvad foregår der i dit liv?” Hans direkte spørgsmål kom bag på mig. Det at han ligefrem spurgte så lige ud, gjorde mig overrasket.

”Ik.. ikke noget?” stammede jeg, mens jeg prøvede på at virke overbevisende.

”Ella… Jeg er ikke dum. Måske jeg virker som en selvoptaget popstjerne, men tro mig… Jeg har set hvordan du bliver behandlet. Altså da jeg var nede i Enchanted. Hvordan Larissa hundser rundt med dig, og hvordan Julie og Julia råber af dig.” Han holdt en kort pause, inden hans øjne fangede mine. ”Så hvad foregår der?”

Clifffffffhanger! 

For hvad skal Ella svare Harry? Og HVORFOR snakker Louis så meget med Cass, nu når han selv inviterede Ella med til denne lille "hyggeaften"?

Ja nu begynder dramaet lidt!

Have a nice daaaay!

//Frederikke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...