Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58901Visninger
AA

18. Run!


1 måned senere

”Jeg kunne bare lige forestille mig, at der pludseligt kom sådan et papir flydende ind i hovedet på dig. Hvor ville jeg ønske, jeg havde set det,” indrømmede jeg, efter igen at have fået et lettere grineanfald. Noget jeg havde fået en del gange her i løbet af de sidste par timer. Vi var kommet ind på et emne om, dengang Louis havde fået min tegning, af min mors kjole, i hovedet, mens han var hernede i parken. En ting der egentligt havde været starten på hele vores eventyr.

”Nok havde det set sjovt ud. Dog ville jeg ikke være foruden det den dag i dag,” svarede han, med et stort smil placeret om sine læber. Han virkede til at være så dejligt glad i dag. Glad som aldrig før. Noget der med garanti smittede af på mig. ”For hvis ikke det havde været for den tegning, havde vi måske ikke siddet her den dag i dag.”

Efter han havde snakket færdigt, lod han blidt sine læber lægge sig ovenpå mine. Hurtigt gav jeg efter, og gengældte kysset.

”Ja vores forhold var været en vild rutsjebane indtil videre.” Hvilket var sandt.

For Louis og jeg var blevet et par. Vi var kærester. Officielt. Det var vi blevet efter episoden i butikken, med kjolen og med nøglen. Dog var vi ikke så officielt at hele verden vidste det. Vi var blevet nødt til at gå så stille med dørene, at ingen andre end de andre drenge i One Direction vidste det, og så også Julia. Ja min stedsøster Julia.

Hun havde ændret sig siden mit forhold med Louis startede. Måske det var grundet, at min stedmor også var begyndt at være efter sin egen datter nu. Julie var stadig lige så snobbet og højrystet som altid. Dog var Julia nu blevet en af mine gode veninder, efter hende ”forvandling”. Believe it or not.

”Men en dejlig rutsjebane tur,” hviskede min kæreste. En hvisken der fik gamle minder til at dukke frem i mit hoved.

***

Små bank lød på min rude, og jeg slog hurtigt øjnene op. Klokken var mange, og det var sent om natten. Så hvad var det postyr der havde vækket mig?

Jeg rejste mig langsomt fra sengen, og gik forsigtigt hen til min dør, der førte ud til en mindre altan jeg havde. Den var forbundet til mit værelse. Da jeg så spejdede ud over omgivelser for at se hvad problemet kunne have været, blev jeg overvældet af et ubeskriveligt syn.

For rundt om mig, stod flere hundredevis af små stearinlys, der så smukt lyste min lille altan op. Og i midten af det hele stod der en genkendelig skikkelse med hænderne på ryggen. En mørkhåret dreng, der blev oplyst af måneskinnet. Så sød og fin stod han der.

”Louis,” udbrød jeg, måske lidt for højt, for Louis endte med hurtigt at tysse på mig, mens han stille bevægede sig hen mod mig.

”Hvorfor er du her?” Denne gang hviskede jeg spørgsmålet, så lavt som muligt. For hvorfor var han har egentligt? Det var midt om natten, og han burde ligge hjemme i sin seng. Præcist som jeg også burde.

”Vi kan ikke ses sammen i offentligheden, og ikke ses sammen når Larissa er omkring os. Så derfor tænkte jeg at der ikke var nogen til at opdage os, her midt om natten.” Han tog en dyb indånding, mens kiggede ned. Hvad var det han skjulte for mig?
For han virkede til at gå rundt med en stor byrde, der åbenbart var noget der pinte ham.

Igen gik han tættere på mig, og stoppede godt og vel en meter fra mig. Derefter trak han en rød rose frem, som han havde haft bag ryggen.

”Gabriella,” sagde han sagte og rettede igen blikket mod mig. Vores øjne mødtes, og jeg bed mig mærke i, hvordan han skinnede som tusindvis af krystaller. Det var første gang i lang tid, han rent faktisk havde kaldt mig ved mit rigtige navn. Normalt blev jeg bare kaldt Ella.

”Jeg har noget jeg gerne vil spørge dig om.” Så det var et spørgsmål han brændte inde med.

Jeg prøvede at fortælle ham at det nok skulle gå, ved at sende ham et opmuntrende smil. For aldrig havde jeg set Louis sådan. Han virkede til at være så nervøs. Noget han normalt ikke var.

”Vil du … Vil du være min prinsesse? Min kæreste?” Han åndede lettet ud, da ordene havde forladt hans mund. Dog var det mig der nu blev helt nervøs. Ja nærmere paralyseret.
Det at han havde spurgt om jeg ville være hans prinsesse fik mit hjerte til at banke derudaf.

Og med et sagte ja til hans spørgsmål, kastede jeg mig om halsen på ham, og lod blidt vores læber mødes.

Det hele var så magisk, at end ikke ord kunne beskrive situationen.  

***

”Shit. Gabriella. Larissa.” Louis afbrød mig endnu en gang, da stammende fik tre ord frem. Dog var det kun det sidste ord jeg bed mig mærke i. Larissa. Navnet i sig selv betød ulykke.

Så derfor var jeg også hurtig til at kigge rundt, og da jeg fik øje på min stedmor, der kom gående gennem parken med en masse poser i hænderne, fór jeg op fra bænken, tog Louis ved hånden, og satte så i spurt.

”Vi bliver nødt til at komme hjem, så hurtigt som muligt,” sagde jeg forpustet, mens vi stadig løb. For Julia havde tidligere på dagen foreslået at hun kunne dække over mig, hvad angik dagens arbejde i Enchanted, så Louis og jeg kunne have lidt alene tid sammen. Noget jeg var hende evig taknemmelig for. Derfor viste Larissa heller ikke, at jeg ikke befandt mig i syrummet, lige som jeg plejede, men at jeg derimod var sammen med min kæreste. Hun ville ende med at blive stiktosset, hvis hun fandt ud af, hvad jeg virkeligt lavede.

Så vi fortsatte i løb, og stoppede ikke før vi stod udenfor butikken.

Louis placerede så hurtigt sine læber på mine, inden han hurtigt kom med kæk kommentar: ”Har jeg nogensinde fortalt dig om, hvor meget vores forhold minder om eventyret om Cinderella?

YAY Louis og Ella er nu endeligt sammen som et par! Hvad syntes I om den måde det blev fortalt på, gennem et flashback?

Og så nu er spørgsmålet bare... HVAD SKAL DERES SHIPNAVN VÆRE? (Kom med jeres forslag i en kommentar, og så vælger vi det bedste bud)

Derudover har I måske også lagt mærke til, at det nu er et andet billede af Ella, der er at finde i starten af kapitlet! Og sagen er den, at vi syntes der skulle nogle nye til, nu når vi er sprunget en måned hen i novellen! Så ros lige Laura for det flotte billede! 

Og jeg er ked af det korte kapitel! Sorrrrrry

/Frederikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...