Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
59605Visninger
AA

22. Goodbye evil stepmother


“Jeg er træt af dig Larissa. For hvad vil du gøre uden en syerske?” Det var tid til endeligt at svare igen. Tid til at kræve hævn overfor alle de gange min stedmor havde behandlet mig dårligt. Louis lagde hurtigt en betryggende arm om mig, og strammede kort grebet. Som ville han have jeg skulle vide, at han var ved min side. At han støttede mig i de valg jeg var ved at tage på nuværende tidspunkt.

”Uden en syerske? Thaha – lad mig le. For hvad snakker du dog om pigebarn?” Larissa grinede højt og skingert. ”Og hvor vover du at svare mig igen. Du skal gøre som jeg siger, ellers bliver det værst for dig selv.”

”Du kan ikke gøre hende noget. Så lad hende være i fred.” Louis trådte så frem foran mig, inden jeg blidt blev skubbet ind bag ham. Han beskyttede mig.

”Dig. Ja Louis Tomlinson. Dig havde jeg godt nok ikke troet ville blive et problem. Men her står du jo og beskytter en ækel sypige. Du fortjener så meget bedre.” Min stedmor fægtede med sine arme, og endte med at pege over på Julia. ”En ligesom dejlige og skønne Julia for eksempel. Hun er alt du søger i en pige.”

”Alt jeg søger i en pige har jeg allerede fundet i Ella. Så lad hende være. For du ejer intet af ejendelene i dette hus eller i denne butik.” Louis’ ord kom lidt bag på mig. For hvad snakkede han om? Hvad mente han med, at Larissa intet ejede? Vi vidste jo godt begge to, at hun ejede det hele, og at hun havde al god grund til at hundse rundt med mig. Så hvorfor stillede han sig op mod hende, og lod til at være ligeglad med de konsekvenser det ville give os begge i sidste ende.

”Du er bare en dum og naiv popstjerne, der ikke har andet mellem ørerne end penge og berømmelse. Så jeg aner faktisk ikke hvad du snakker om.”

Det næste der skete endte med at overraske mig. For frem bag os kom Julia. Min stedsøster. ”Louis har ret. Du har intet at sige i dette tilfælde.”

Hvad havde hun gang i? Støttede hun mig? Godt nok havde jeg set at Julia gennem den seneste tid havde ændret sig, men jeg troede aldrig, at hun ligefrem ville støtte op om mig.

”Hvad er det dog du fortæller mig, Julia? Forråder du din egen moder? For hvad har du med dem at gøre? Og hvorfor omgås du Ella? Har jeg ikke fortalt dig at du skal holde dig fra hende. Du-”

”Stop! Jeg er ikke din lille marionetdukke, så du kan ikke hundse rundt med mig, som det passer dig. Og det samme gælder for Ella. Hun fortjener et retfærdigt liv, og det har du ikke ligefrem givet hende.”

”Julia, hold så-”

”Nu når vi alligevel er ved det, moder. Så er jeg ligeglad med hvad du syntes. Ligeglad med hvad du syntes om Ella, om One Direction og om alle de andre latterlige ting du går så meget op i. For når det kommer til stykket så holder jeg af dem.” Mens min stedsøster snakkede, gik Harry lige så stille op ved siden af hende, hvorefter de tog hinanden i hænderne. Et syn der fik mig til at trække stort på smilebåndet.

Harry og Julia. Jeg vidste godt, at der var noget mellem dem, men at Julia ligefrem valgte at stille sig frem foran Larissa og sige det, overraskede mig. På en positiv måde selvfølgelig.

”Hvad i alverden laver du med ham?” Larissa så forbløffet på sin datter, der nu kiggede smilende op på min ven af en krøltop at være. Hun så så lykkelig ud i dette sekund, hvilket fik mig til at smile endnu større.

”Harry er min kæreste, moder. Og det kan du intet gøre ved. Uanset hvad du siger, så forlader jeg ham ikke. Ligesom jeg heller ikke forlader Ella og Louis. De to hører sammen. Ikke Louis og jeg. Om du så kan lide det eller ej.” Julia snakkede med så megen viljestyrke, at man nærmest kunne blive helt bange for, hvem det egentligt var der snakkede. Aldrig havde jeg set hende være så målrettet og fastbesluttet på at gøre det hun ville. ”Så gå. For dette sted tilhører min søster, Gabriella.”

Ordet ’søster’ fik mit hjerte til at banke hurtigere. Aldrig var jeg blevet kaldt for det, og især ikke at Julia. Men når det kom til stykket, havde hendes valg af ord, gjort mig lykkelig.

”Du ævler i dag, kære pigebarn. For selvfølgelig ejer Ella ikke dette sted, og jeg vil aldrig høre dig kalde hende for sin søster igen. Forstår du? I er ikke søstre.”

”Måske du bare burde klappe i, i et kort øjeblik. For Gabriella ejer det hele. Huset, butikken, pengene – det hele.” Louis begyndte igen at snakke, inden han så gjorde tegn med hånden mod noget der var bag os. Frem kom nogle store mænd, alle iført sort. De går bevidst frem mod min stedmor, inden de tager en hånd under begge hendes arme.

”Mrs. Jeg må meddele dem, at Deres mand i sin tid skrev i sit testamente, at alle hans egendele samt værdigenstande tilhører Ms. Gabriella. De har derfor ingen ret til at kræve noget, der ikke er Dit. Så hvis De venligst kommer med os, så slipper vi for mindst ballade.” Deres stemmer var dybe, dog var det ikke ligefrem dét jeg bed mig mærke i. For der kom det igen. Hvad snakkede de om?
Min fars testamente. Tilhørte mig?

”Louis, hvad snakker de om,” spurgte jeg  misfornøjet om, mens jeg kiggede op på min kæreste, der stod med et smørret grin om sine læber. ”Hvorfor siger de, at det hele er mit? Og hvad er det for et papir han har i hånden?” Jeg pegede kort hen på det stykke hvide papir, en af de store og bestemte mænd, knugede i sin hånd.

”Det er præcist som de siger det, darling, og som vi nævnte det tidligere.” Hans læber ramte kort min tinding. ”Det hele er dit. Du er ejeren af butikken.”

”Nej – det kan ikke være sandt. Min mand ville aldrig gøre en så forfærdelig ting som dette,” hvæsede Larissa, mens hun var ved at blive ført ud af butikken. Det var nemt at se på hendes ansigtsudtryk, at hun var noget så hidsig.

”Det er allerede gjort. Og for at gøre det hele endnu bedre, så har du præcist to uger, til at få alle dine ejendele og genstande ud af dette hus. Butikken og hjemmet tilfalder så Ella.”

Med de ord blev min stedmor ført bort, hvilket lod Louis, Harry, Julia og jeg stå tilbage. Hele situationen havde fået mig til at gå, mere eller mindre, i chok, og det var først da jeg kunne høre Harry juble, at jeg kom til mig selv igen. Derefter prøvede jeg at forstå hvad der lige havde foregået.

 

***

 

”Louis fortæl mig nu bare hvad vi skal. Jeg har haft nok overraskelser i dag.” Jeg beklagede mig endnu en gang. Noget der fik Louis til at grine kort.

”Jeg har jo forklaret dig, at jeg intet siger. Så hold bare dine øjne lukkede og vent med at åbne dem indtil jeg siger til.” Da ordene så stille blev hvisket til mig, fik det en dejlig varm og kildende følelse til at gå gennem min krop. Efter at alt det med Larissa var blevet ordnet, og efter at have takket både Harry, Julia men også Louis for den sags skyld, var jeg blevet ført ud i min kærestes bil, hvorefter han havde kørt af sted med mig. Hvor vi var på vej hen vidste jeg stadig ikke.

”Okay. Åben øjnene.” Forsigtigt fjernede han sine hænder fra mine øjne, sådan at jeg til sidst kunne se hvilke omgivelser vi befandt os i. Foran os stod et stort skrivebord, pyntet med en masse kreative ting, samt overdækket til at tegninger – skitser af kjoler og tøj. Bag alle tegningerne og rodet, sad en lidt ældre kvinde med briller trukket ned over næsen. Hun smilede stort til Louis og jeg, inden hun så bad os om at tage plads, ved at vejlede os med sine bevægelser.

”Så det er dig der er den berygtede Gabriella,” startede hun ud. ”Dig har jeg hørt meget om.” Hendes første ord kom bag på mig. For igen var jeg på bar bund. Hvad snakkede hun om, og hvem var hun?
Og hvor i alverden havde hun hørt om mig fra?

”Mr. Tomlinson her, har ikke ladet mig have et privat liv gennem de seneste par uger, så jeg er glad for, endeligt, at kunne sætte et ansigt på den pige han har fablet så meget om.” Mit blik flakkede hurtigt over mod Louis, da hans navn blev nævnt. For selvfølgelig stod han bag det her.

”Jeg har kigget alle dine skiftser igennem, samt de billeder denne unge herre har været så venlig at vedhæfte din ansøgning om, at blive optaget på vores meget berømte og eftertragtede syskole.”
Det havde han bare ikke gjort. Hvor havde han fået fat i mine skitser fra, og hvordan havde han fået taget billeder af de kjoler jeg havde syet?

”Derfor kan jeg også glædeligt meddele at du er blevet optaget på vores skole startende næste semester, og at vi dækker alle dine udgifter gennem dine studier. Vi har derved tildelt dig vores mest eftertragtede stipendium, som skulle kunne dække det hele.” Og da det var sagt, nikkede kvinden anerkendende til mig, inden hun sendte Louis et stort smil samt et godkendende nik.

For anden gang den dag var jeg i chok. Et stipendium? Syskole? Optaget?

”Louis hvad har du haft gang i?” var det eneste jeg kunne formå at sige, eftersom at næsten var tom for ord.

Han slog kort hovedet tilbage, inden et grin undslap hans læber. ”Tro mig, love. Det var ikke kun mig. Julia og Harry har også haft en finger med i spillet.” En varm og betryggende hånd lagde sig ovenpå min. ”Men tillykke. Du er blevet optaget på din drømmeskole.”

Og med de ord pressede han sine læber mod mine, stadig vidende om, at den ældre kvinde sad og iagttog hver eneste bevægelse vi foretog os. Dog så det ikke just ud til at genere ham, eller mig for den sags skyld.

For når alt kom til alt, kunne jeg ikke takke Louis nok for alt det han havde gjort for mig. 

UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD for den (igen) lange ventetid!

Dog håber jeg, at I kunne lide kapitlet! For nu er der ikke så mange kapitler tilbage før det er "bye bye" til Louella :(

Men hvad syntes I om, at Larissa nu ENDELIGT er blevet smidt ud? Og at Ella er blevet optaget på syskolen!

/Frederikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...