Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58894Visninger
AA

10. 9 ♕ Improvising


Her for tiden havde jeg brugt meget tid på et specielt projekt. Jeg prøvede på at få alle detaljerne klar til en meget unik kjole. Det var den kjole jeg tidligere havde haft tegnet på et stykke papir, eller rettere sagt - det var den kjole min mor i sin tid havde tegnet, og som jeg bare havde arbejdet videre på. Og det havde hele tiden været meningen at jeg ville prøve at lave kjolen ud fra den tegning jeg havde haft. Mest af alt, fordi det havde altid været min mors drøm at designe den, sy den i egen hånd og så selv at have den på til et stort bal. Men siden jeg havde mistet min tegning, måtte jeg improvisere så godt som jeg nu kunne, og da jeg jo slet ikke skulle til det kommende bal, kunne jeg vel lige så godt også smide den tanke ud af verden. Altså satte jeg mig bare som mål at afslutte kjolen - for min mors skyld.

Kjolen havde en rød farve, der var noget så smuk og yndig. Egentligt var den ikke specielt stor, ment i den forstand at der ikke var flere lag under den - dog lignede den stadig en rigtig prinsessekjole.

Mere nåede ikke gennem mit hoved, da en skinger stemme råbte mit navn. 

"Ella. Hvor er min mor?" Julia råbte, hvilket ikke kom bag på mig. For hende og hendes søster, mine ih og åh så dejlige stedsøstre, lavede ikke andet end at råbe og skrige op. 

Irriteret, drejede jeg en halv omgang på den stol jeg sad på, inde i syrummet, og begav mig så ud i butikken. 

"Hvor vil du have at jeg skal vide det fraaa..." Det endte med at jeg stoppede op, da jeg så at en dreng stod foran spejlet, i et ufatteligt flot jakkesæt. Jeg ville skyde på, at han var på min alder. Omkring de 18-20 år. 

"Hvem er det?" halvhviskede jeg, da Julia kom hen til mig med et muggent ansigtsudtryk. Hurtigt lavede jeg så et kast med hovedet hen i retning af den dreng, med det sorte hår, der smilende studerede sig selv i spejlet. Det var tydeligt at se, at han kunne lide det han så. Om det så var jakkesættet han var forundret over, eller hans spejlbillede kunne ikke tydes.

"Ej ved du ikke det? Det er da Zayn fra One Direction. Du ved vel at de er fem i det band, og at Louis og Harry allerede har været hernede for at prøve deres jakkesæts." Mens Julia råbte op, så højt at hele verden nærmest kunne høre hende, begravede jeg bare mit hoved i mine hænder. For denne såkaldte Zayn endte med at kigge olmt hen på os. Dog varede det ikke længe, da han fór tilbage, og gav et sæt fra sig. 

"Hvad fanden," kunne jeg se ham mumle, ved at aflæse hans munds bevægelser. Hans ansigt vendte sig så, hvorpå han kiggede ned på noget bag ham. 

"Jeg giver op, okay! Jeg kan ikke finde ud af det her crap." Endnu en irriterende stemme kunne pludseligt høres, og ud af det blå, dukkede Julie op. Havde hun lige stået bag Zayn, og havde haft gang i et eller andet, som helt klart failede for hende, siden hun sådan pludseligt mente at hele verden skulle høre hende? Det skulle ikke undre mig, hvis Larissa havde sat de to dumpapper til at ordne gæstens jakkesæt. Hun ville vel bare vise dem frem, for disse populære drenge, der jo havde et godt ry rundt i hele verden. Måske endda prøve på at smede dem sammen med stjernerne. 

"Men altså ved du hvor min mor er? For det her går ikke. Julie og jeg kan jo ikke finde ud af at rette på Zayns jakkesæt, og vi aner ikke hvad det er vi gør," beklagede Julia sig, og lød som en lille pige på fire-fem år, der ikke måtte få det slik hun gerne ville have. 

"Det er jo sådan vi alle kender jer. Uhjælpelige og uduelige," hviskede jeg for mig selv, da det vidst ikke var en god idé at dele mine tanker med de to tvillinger, og for den sags skyld, heller ikke med Zayn. Hvad ville de ikke tænke om mig, hvis de fandt ud af, hvilke tanker jeg rendte rundt med. Måske tvillingerne ikke ville tænke så meget, da det jo ikke ligefrem var fordi, at de var specielt gode til det, men Zayn derimod - Han ville sikkert fortælle sine andre bandmedlemmer om, hvor negativ en person der arbejdede i Enchanted, hvor denne negative så var hentydet til mig, og ikke til mine to stedsøstre som egentligt var problemet. 

"Jeg skal nok tage det herfra. Gå i bare ud og lav ... hvad end I nu laver," fik jeg sagt til Julia, inden hun allerede havde fået skubbet mig til siden, for derefter bare at vade ud af butikken. Julie fulgte hurtigt trop. 

Jeg sukkede tungt, fandt mit sysæt frem inde fra syrummet hvorefter jeg så tog min hat fra min sweater over mit hoved, så den dækkede både mit hår, men også det meste af mit ansigt. Det sidste jeg havde lyst til lige nu, var at blive bedømt og kigget på af endnu en superstjerne. 

"Hvad har du så brug for hjælp til?" mumlede jeg da jeg igen kom ind i butikken. Man skulle tro, at jeg slet ikke snakkede til en anden person, taget i betragtning af det toneleje jeg snakkede i.

"Jeg kunne meget godt tænke mig, måske at få den syet lidt ind heroppe ved brystet. Den virker lidt stor." Det var tydeligt at høre, at han helt klart var her fra England. For hans accent var så Britisk som noget kunne være. Dog måtte jeg indrømme, at det var ret så kært. 

Uden at svare ham, fik jeg taget fat i det dyre silkestof, der dækkede hans krop, og med lette og øvede bevægelser, satte jeg sikkerhedsnålene i, og fik reguleret lidt på størrelsen, så det endte med at passe ham perfekt. 

Egentligt var det jo ikke specielt indviklet, og det var også derfor at det undrede mig, at mine stedsøstre ikke kunne finde ud af at rette lidt på tøjet. Hvor svært kunne det være? Det eneste der skulle gøres var bare at sætte et par nåle i hist og her, spørge om det passede ham for derefter at sy lidt. 

"Bedre?" fik jeg sagt, da jeg slap stoffet, så han kunne se sig selv i spejlet endnu en gang, for at se, om han kunne lide ændringerne. 

Først sagde han intet, men da et smil viste sig på hans læber, og da han begyndte at nikke ivrigt med hovedet, vidste jeg, at han var tilfreds. 

"Du har virkelig talent for det her. Hvordan kan det være, at vi aldrig har hørt om dig før?"

"Det er fordi, at hun ikke arbejder her på daglig dosis. Hun er vores rengøringspige." Åh nej dog. Min stedmor var tilbage, og formåede som altid at lave en stor scene ud af det hele, og rakke ned på mig. Jeg tabte hvad jeg havde i hænderne, da Larissa dukkede op i døråbningen ind til butikken. Hvor meget havde hun lige hørt?

"Ella, gå du bare tilbage til syrummet, og støv lidt af. Der er også lidt papirarbejde, der skal laves. Det kan du jo tjekke op på, så skal jeg nok tage mig af Mr. Malik," sagde hun, og viftede afvigende med hånden, som et tegn på, at jeg gerne måtte smutte, så hurtigt som muligt. Men det var typisk. Sådan var det altid.

Også da Louis havde været i butikken, som den første af drengene fra One Direction, havde Larissa været sådan en nar. Altså det var hun jo normalt, dog tog det altid overhånd, når disse One Direction fyre var i butikken. 

Irriteret og mere eller mindre vred, traskede jeg ind i syrummet, hvor jeg satte mig foran min kjole, jeg havde gemt lidt væk i et hjørne. Egentligt behøvede jeg ikke at gemme den, for jeg var alligevel den eneste der nærmede sig syrummet. De tre andre havde intet at gøre herinde, og de mente vel også selv, at de var alt for gode til at sidde og hænge ud med en syerske som mig. 

Hvis bare min mor, eller far, var ved min side, så de kunne give mig nogle gode råd til, om hvordan jeg kunne komme væk fra dette her helvede. 

For hvor lang tid, ville Larissa holde mig fanget i dette fængsel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...