Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
59088Visninger
AA

9. 8 ♕ Missing: Drawing


”Harry, du skal møde om et kvarter.” Harry gjorde sig stadig klar ude på toilettet, og virkede egentlig ligeglad med at skulle ned og prøve tøj. ”Ville det ikke være en idé at gå snart, for at nå det?” Jeg forklarede ham om trafikken, der på sådan et tidspunkt i central London ville være proppet. Man kunne gå hurtigere. Men Harry var ikke en, der foretrak at gå, derfor prøvede jeg at hjælpe ham af sted.

Harry grinede, da han åbnede døren til badeværelset, ”ellers kan jeg da bare gøre som dig.” Med et elevator blik fra min side, gik Harry forbi mig og ud til gangen, hvor han tog sin jakke på. Jeg havde fortalt ham om dagen, fra da jeg var på besøg i Enchanted. Jeg havde vel næsten advaret ham, for er du gal, det var mærkeligt, da jeg var der.

”Vi ses Lou, pas godt på dig selv,” grinede Harry og lukkede døren efter sig. Med et ryst på hovedet satte jeg i retningen mod mit værelse. Det var noget tid siden, jeg havde kigget på tegningen, men jeg ønskede bare sådan at finde dens ejer. Og nu hvor Harry ikke var i huset til at komme med dumme bemærkninger, så jeg det som det bedste tidspunkt.

Der var rod. Mit skrivebord var fyldt med papirer, men efter nogle minutter, hvor gulvet også var blevet rodet til, kunne jeg konstatere, at tegningen var væk. Af ren og skær irritation, prøvede jeg igen at løfte alle papirerne, men nej, den var der ikke. Hvor kunne jeg dog have efterladt en tegning?

Nogle flere minutter gik, før jeg fik idéen at ringe til min sorthårede ven. Hurtigt fik jeg tastet nummeret ind på telefonen, eftersom jeg ikke behøvede at finde ham i kontaktlisten. ”Hey Lou.” Han svarede i den anden ende, og jeg sukkede lettet op over, at han faktisk havde taget telefonen. Vi havde ferie, så det var ikke altid man lige gad.

”Du har ikke set den tegning, jeg havde med over til dig for nogle dage siden vel?”

Zayn grinede til min lettelse i den anden side, ”jeg står faktisk med den i hånden. Min ven har lige bekræftet at det er en ældre skitse, hvor der er tegnet oven på.”

”Er du seriøs? Kan jeg komme og hente den?”

Jeg kunne mærke Zayn smile i den anden ende, ”ja, så får jeg lige Bryan til at blive lidt længere. Vi ses.”

Nogle minutter efter kunne jeg ringe på, og se Zayn åbne døren for mig. Hans lejlighed var ren som altid, i forhold til Harrys og min, der altid rodede. Jeg kendte ikke Bryan, så da jeg gav ham hånden, var det en smule akavet for os begge to. ”Her er din tegning,” forklarede Zayn og rakte mig papiret, der var fløjet hen til mig tidligere.

Bryan drak af sit vandglas og gav mig et smil, ”pigen, der har tegnet den her, er virkelig talentfuld.” Han satte glasset ned og skulle selvfølgelig spilde noget, så Zayn blev nødt til at hente noget at tørre op med i køkkenet.

”Pigen?”

Bryan nikkede, ”jeg ved ikke præcis hvor gammel, men jeg tror ikke pigen, der senere har tegnet oven på tegningen, er mere end tyve.” Det overraskede mig, hvor meget det var muligt at se ud fra nogle streger på en tegning. Men Bryan var ekspert, så han vidste nok lidt af hvert.

”Hvad så med de oprindelige streger?”

Han rystede på hovedet, ”det er for svært for mig at skelne det, da de nyere er kraftigere." Jeg nikkede og kiggede ned på papiret i min hånd. Pigen var i tyverne eller under, det hjalp mig da med at gøre efterforskningen nemmere.

Jeg forlod Zayns lejlighed med et smil og endnu en tak til Bryan, for at smutte ind på Starbucks på vejen hjem. Det havde i lang tid været en ting Harry og jeg gjorde i ny og næ. Det var altid dejligt med en kaffe, eller en anden drik man lige havde lyst til. For mit vedkomne faldt en kaffe lige i min smag, denne dag i dag. Med et smil stillede jeg mig i kø, og så nogle blikke studere mig. Ikke noget jeg ikke var vant til, så det rørte ikke. Indtil jeg så hende.

Oppe ved kassen stod hun og fik en kaffe i hånden, hvor hun med et smil tog i mod den. Det var først da hun drejede om, for at gå, at jeg blev helt sikker. Det var hende. Gabriella gav mig ikke et smil, men ønskede blot at komme væk derfra. Så det var ret stressende for mig, da det blev min tur ved kassen, og jeg først skulle have min kaffe, før jeg kunne gå efter hende. Hele oplevelsen i Enchanted genfortalte sig i mine tanker, og på grund af min nysgerrighed, prøvede jeg at nå op til hende.

”Gabriella!” Jeg råbte efter hende, men hun så ikke ud til at gide stoppe. ”Hvorfor går du bare?” spurgte jeg. Hun havde et enkelt sæt tøj på, der bestod af en hvid T-shirt med en cardigan udover, samt et par sorte bukser.

Hun kiggede ikke på mig, da hun stoppede. ”Jeg skal nå tilbage inden nogle minutter, så jeg har ikke tid til at snakke.” Hun havde en masse poser hængende på armen, og de var alle gennemsigtige, der viste de mange bundter stof inden i. I alverdens farver havde hun alt fra grønt til guld.

Det ærgrede mig, at hun bare blev sendt ud for at hente alting, mens hendes søstre lavede alle kjolerne. ”Skal du gøre rent?”

Hun begyndte at gå igen, mens hun kiggede på uret på sin arm. Hun skulle lige til at svare mig, da hendes mobil ringede. ”Hey Larissa, ja, jeg skal nok. – Jeg er på vej.” Hun slukkede telefonen og lod sit blik møde mit. ”Desværre, jeg må af sted.” Hun satte tempoet op, og blev virkelig nødt til at adlyde Larissa, ellers kunne jeg forestille mig hvordan det ville gå, når hun kom tilbage, måske bare fem minutter senere.

”Jeg tager med.” Det gav mig en mulighed for at høre hende, om hun kunne kende til en god ung designer, plus Harry var alligevel færdig om et kvarter, så det ville passe med vi kunne følges hjem.

Hun så ud til at regne ud, hvad jeg mente, og sukkede blot, da jeg kunne fortsætte med at gå ved hendes side. Jeg spurgte om jeg skulle bære noget for hende, men hun afslog, og før jeg vidste af det, havde jeg spurgt: ”Kender du nogle gode unge designere?”

Hun kiggede op på mig, og så ikke helt ud til at vide, hvad hun skulle svare. ”Hvad mener du?”

Jeg havde sådan lyst til at hive papiret op fra lommen, men jeg lod stoppede mig selv inden. ”Jeg leder efter en god designer.” Der var en kort stilhed, og jeg regnede ikke med, at hun ønskede at sige sine to søstre. Men da hun ikke sagde noget, blev jeg skuffet.

Dog gik der lige nogle få sekunder til, før hun sukkede, ”jeg har ikke rigtigt nogle veninder, så udover mine egne små designs, ved jeg det ikke.”

”Designer du?”

Gabriella kiggede igen væk, det så ikke ud til, hun ønskede at snakke videre om det. ”Hvorfor skal du egentlig med?”

Jeg ville ikke presse hende til at snakke mere om det, så jeg forklarede hende, at jeg ville hente Harry. Og det var præcis hvad der skete, da Harry mødte os udenfor, og Gabriella hurtigt var smuttet indenfor, for at få klaret sine opgaver.

”Hey, hvad laver du her?” spurgte Harry, da vi begyndte at gå derfra. Jeg fortalte, at jeg havde mødt Gabriella på vejen, og Harry nikkede. ”Er du sindssyg det var mærkeligt derinde. De to søstre kunne bare ikke noget som helst.”

”Mødte du søstrene?”

Harry nikkede, ”ja, de skulle lave de sidste detaljer, men prikkede mig med nålene flere gange. Det var lige før jeg skred før tid.”

Det var mærkeligt, at søstrene designede men ingen idé havde om at sy. Gabriella derimod kunne finde ud af det, men hun designede så også selv, som hun havde forklaret mig. Og pludselig gik det op for mig. Når Gabriella også hentede stof, gjorde rent og stort set gjorde alt arbejdet, så designede hun vel også Enchanted’s tøj? Det ville ikke overraske mig, hvis Larissa havde lavet én stor løgn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...