Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
59088Visninger
AA

8. 7 ♕ No you can't see me


Jeg var blevet nødt til at tage tidligere fri fra skole, da jeg havde lovet Larissa at tage ned i butikken til denne specielle popstjerne, Louis Tomlinson. Så tidligt, at jeg endda blev nødt til at fortælle dem på kontoret, at jeg havde fået det dårligt, og derfor måtte melde mig syg. Noget de egentligt ikke rigtigt så ud til at bekymre sig om. For det var vel bare en elev mindre, de havde at tage sig af i løbet af dagen. 

Men jeg ankom til butikken lige i tids nok til at døren gik op, og ind vandrede en dreng med brunt hår. Jeg selv sprang hurtigt ind i syrummet, da det måske kunne gemme mig lidt. Dog kom jeg vidst til at smække døren i lidt for hårdt.

Og selvom jeg troede at jeg var reddet, og ikke var blevet opdaget, ja så bankede det på døren til mit såkalde gemmested. 

"Jeg ved du er der," kunne jeg høre hans stemme sige, og det fik mig til at bande lydløst. Normalt bandede jeg ikke, men kunne jeg for en gangs skyld ikke bare blive fri for dette helvede? Jeg vidste at jeg blev nødt til at gemme mig for denne superstjerne, for hvis jeg viste mit ansigt, ville jeg med garanti få ballade med Larissa. Derfor havde jeg også en stor hættetrøje på, og havde også trukket hætten godt ned over mit hoved. Hun ville flå mig i tusindvis af stykker, hvis jeg blev set af Louis før Julie og Julia gjorde. For vi vidste jo godt alle sammen at de var vilde med ham. 

Alligevel endte jeg med at åbne døren, for derefter bedst muligt at gemme mig under min hætte. "Du må være Louis," halvhviskede jeg, med en træng til egentligt bare at forsvinde ud i den blå luft. For hvor akavet måtte det ikke være for ham, at snakke til en ukendt pige han for det første ikke kendte hverken udseende eller navn på, men også at snakke til en pige han ikke kunne se? 

"I egen høje person. Arbejder du her?"

"Ikke ligefrem," svarede jeg så bare kort og kontakt. For det var vel sandt på en eller anden måde. Jeg følte ikke ligefrem at dette var et job. Det var mere slavearbejde, jeg blev tvunget til at gøre. For havde jeg et valg om at tegne og designe kjolerne? Nej - Larissa beordrede mig jo til at arbejde dag og nat. Hvis jeg så bare selv kunne bestemme hvad jeg ville designe, og hvornår jeg ville gøre det, ja så kunne jeg måske være stolt af, at kalde dette for mit arbejde, og mig sig for en ansat. Men ikke som det så ud lige nu. 

Jeg fik hurtigt hevet et par designs frem, og nærmest kastede dem i favnen på Louis. Måske han ville komme lidt på afveje, hvis jeg gav ham noget at prøve, så han derfor ikke ville stille så mange spørgsmål. Opmærksomheden skulle jo gerne helst ledes væk fra mig. 

"Det er pænt," konstaterede han smilende, og uden rigtigt at tænke over hvad jeg svarede lod jeg to enkelte ord komme ud gennem  mine læber: "Tusind tak." Det endte også med at jeg tog mig selv til munden, for ligesom at lade som om, at disse ord ikke blev sagt. Dog var det jo bare mere indlysende på den måde, at jeg rent faktisk havde sagt noget forkert. 

Jeg prøvede efterfølgende bare at ignorere det så godt jeg kunne, og da han var kommet ud af prøverummet i det fine tøj, hvilket klædte ham forbandet godt, så fik jeg rettet lidt på bukserne samt på blazeren, så det hele passede perfekt. 

"Du har virkelig styr på det med at sy." Igen prøvede han på at starte en samtale med mig, og jeg måtte da indrømme at hans kompliment fik mig til at smile svagt under hætten. For det var langt fra hver dag, at jeg blev komplimenteret på mit arbejde. 

"Jeg har bare gjort det siden jeg var helt lille," sagde jeg som var det ingenting. Derudover prøvede jeg også hele tiden på at være fokuseret på det stykke arbejde jeg gjorde, så jeg ikke endte med at kludre rundt i noget, og ikke endte med at stikke til Louis med nålen. For hvis det endte med at være tilfældet, var jeg da sikker på, at drengen ikke ligefrem havde lyst til at handle her mere. "Passer det dig?" spurgte jeg så om, for igen lige at bide mig sikker på, at det jeg gjorde, rent faktisk var noget han kunne lide. 

"Jep, det er godt. Pænt hår i øvrigt." Hans ord kom som et chok for mig, da jeg nærmest fór tilbage. Hurtigt og helt uden at tænke på hans reaktion til det hele, fik jeg proppet mit hår ind under min hætte, så det ikke var at se længere. Mit blik lod jeg rette mod gulvet under mig, for ikke at få øjenkontakt med ham. 

Det endte så ikke med at holde i lang tid, for kort tid efter fangede han mit blik, i det jeg kiggede op. Og jeg måtte indrømme at hans gråblå øjne, var ret så flotte. "Undskyld min opførsel, men det plejer ikke at være mig, der assistere her i butikken." fik jeg fremstammet, stadig mens mit blik var fastholdt med hans. 

"Hvorfor er du her så?"

Lige da jeg skulle til at besvare hans spørgsmål, kom en forfærdelig kvinde mig i forkøbet. Larissa. 

"Gabriella her, er vores ansatte rengøringskvinde. Du må virkelig undskylde for det dårlige personale Mr. Tomlinson. Mine planer kom i vejen." Hendes klamme og irriterende stemme, fik mig bare til at ryste på hovedet. Og ikke nok med at hun ligefrem kaldte mig for en rengøringskvinde, så sendte hun mig også et af sine forfærdelige blikke. Hun var sur. Det skulle man ikke være idiot for at regne ud, og også fordi at hun ligefrem kaldte mig for Gabriella, hvilket aldrig var tilfældet. 

"Det går nok. Tøjet er pænt i hvert fald." Igen fik hans ord mig til at smile, inden jeg fik et tegn fra Larissa om at forlade butikken. Eller i hvert fald bare at forlade dette område, så jeg ikke kunne ødelægge mere for hende, end jeg åbentbart allerede havde gjort. 

Irriteret og muggent traskede jeg ind i syrummet, hvor mine skitser og tegninger befandt sig. 

Hvordan kunne det være at Larissa altid skulle tage æren for det hele? Det var nu hende der fik alt rosen fra Louis, der på nuværende tidspunkt var iført et af mine designs. Men det kunne han aldrig få af vide. Hun fortalte ham vel bare en eller anden løgn. Det var hende der blev bedømt på de ih og uh så smukke kjoler og jakkesæts der blev solgt. Ikke mig. 

Ja til tider gav hun endda risen og rosen videre til Julia og Julie, og fortalte folk at de var de kreative døtre der sad og brugte flere timer på kjolerne. Ikke mig. Hendes tredje "datter."

Så mens jeg svandt længere og længere ind i mine egne tanker, der igen omhandlede vrede til en hvis person, kunne jeg høre Larissa og Louis snakke om, hvor glad han var for, at han var kommet til præcist dette sted. Han fortalte hende igen og igen, at han var ovenud tilfreds med hvad han havde prøvet, og at han var helt vilde med alle de unikke designs, der aldrig var blevet set før. Alt sammen i mens, at jeg sad her og ihærdigt prøvede at skitsere flere jakkesæts, som hans venner skulle prøve inden ballet. 
At Louis var kommet alene uden sine fire andre venner, der vidst også var en del af hans unikke boyband, var fordi at vi tidligere havde haft en pige booket, men siden hun så sprang fra, fik Louis tiden.Vidst fordi, at han var den ældste i deres band. 

Intet gav rigtigt mening, men der var vel så meget i livet der ikke gav mening. 

Noget der gav mening, var dog det fact at jeg vidste, at jeg blev nødt til at arbejde ekstra hårdt, for at gøre vores kunder tilfredse. Især her op til ballet. Hvis ikke de var tilfredse, kunne jeg godt vinke farvel til de penge jeg skulle have i løn, og sikkert også vinke farvel til en uddannelse!

♕♕♕

Senere på aftenen, efter endnu en hektisk dag i butikken, kom de to tvillinger brasende ind i køkkenet, hvor jeg stod og lavede mad. Larissa sad ved køkkenbordet og læste dagens avis, og blev mindst lige så forskrækket som jeg gjorde, da de to piger begyndte at råbe og skrige. 

"Og så så vi Louis. Og omg han var jo mere lækker i virkeligheden end på alle billederne." Julie begyndte som den første at kvidre løs om at de havde... Vent. Havde de set Louis?

"Ja han var så sød. Men mor. Der var noget der ikke gav mening. Noget han fortalte os."

"Han begyndte at snakke om, at vi var gode til at sy, da vi nævnte at du ejede Enchanted. Hvordan kan det være? For vi syr jo ikke? Så jeg forstod ham ikke helt." Fordi ingen af dem var specielt kloge og særligt intelligente, så fik deres ord mig til at fnise kort. Dog ikke noget de hørte. Men alligevel kom det også bag på mig. Det de sagde. For de havde sagt at Louis havde fortalt dem, at de var gode til at sy? Larissa måtte derfor havde fortalt ham tidligere på dagen, at det var hendes døtre der syede alt tøjet til butikken.

Vel og mærke ved ordet "døtre" mente hun mig. For Julie og Julia havde jo ingen jordisk anelse om, hvordan man overhovedet puttede stikket fra symaskinen i en stikkontakt. 

"Det skal I slet ikke tænke på mine piger. Men hvis der er andre der spørger jer om kjolerne og de designs vi har i butikken, skal i bare smile, se søde ud og nikke. Så sker der intet." Larissa kiggede ondt hen mod mig, hvilket jeg kun kunne se ud af mine øjenkroge, da jeg lod som om, at jeg var optaget af det pasta jeg var ved at lave, og at jeg slet ikke fulgte med i deres samtale. 

Ingen af dem havde vel brug for at vide, at jeg rent faktisk ikke var så dum som de alle troede jeg var. Jeg kunne jo godt regne ud, at Julie og Julia var på bar bund, og at det sikkert havde forvirret Louis mere end noget andet, da han havde fortalt at de var gode til at sy. Han forstod jo ingenting, fordi der blev løjet for ham. 

Stakkels dreng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...