Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58892Visninger
AA

7. 6 ♕ What’s up with the lies?


Det gjorde mig glad, at jeg havde fået en tidlig tid, og at der derfor ikke befandt sig særlig mange fans omkring på gaderne. Jeg havde intet i mod mine fans, men tidligt om morgenen, var det ikke lige skrig og autografskrivning jeg ønskede. Plus, da min tid var blevet rykket til nu, kunne jeg ikke misse den. Vores management ville flippe ud.

Dørklokken lød i den lille butik, der allerede udefra gav udtryk for at være populær. Kjolerne var ubeskrivelig flotte, og der var helt klart en ekstrem god designer bag dem alle. Måske kendte hun, hende der havde tegnet kjolen på papiret?

”Hallo?” Jeg prøvede at få kontakt til det personale, der burde være i butikken. Og da jeg hørte nogle lyde inde fra et lille rum, vidste jeg, at jeg ikke var alene. Spørgsmålet var så bare, hvem jeg var her sammen med. ”Er der nogen?” Spørgsmålet var åndsvagt, da jeg godt vidste, at en eller anden befandt sig få meter fra mig, men jeg ønskede at få en præsentation. Medmindre jeg altså var helt væk og hørte lyde, der ikke var der.

Men nej, der var en. Døren lukkede i med sådan et smæk, at det kun kunne være gjort af et menneske. Jeg valgte at gå tættere mod døren, for at høre noget derinde fra. ”Jeg ved du er der.” En lys stemme sagde flere bandeord i træk, og jeg regnede med det måtte være en pige. Hun måtte vel arbejde her?

Kort efter åbnede døren, lige inden jeg selv skulle til at åbne det, og en skikkelse med en stor hætte ned foran sit ansigt, smilede til mig. ”Du må være Louis?” Det var akavet for mig, at snakke til en, jeg ikke ordentlig kunne se, men der var vel en grund til valget af hætten?

”I egen høje person, ja. Arbejder du her?”

”Ikke ligefrem.” Pigen virkede usikker, da hun gik forbi mig, og rodede ved et tøjstativ, der stod nogle meter væk. Hun gav mig tøjsættet med nogle mørke nuancer, samt med nogle striber her og der. Uden at jeg havde fået øjenkontakt med hende, pegede hun over mod prøverummet og jeg nikkede. ”Det er pænt,” komplimenterede jeg, og gik mod prøverummet.

Et smil dannede sig på hendes læber, ”tusind tak.” Det var nemt at gennemskue, at det ikke var meningen, hun skulle have sagt det, for hun tog sig straks til munden og drejede om på hælen. Hvad dælen skete der i denne her butik? Jeg havde regnet med en ekspedient, der var lidt mere social, og en der i det mindste turde kigge mig i øjnene. Men når det nu var sådan det skete, gjorde jeg som planlagt og skiftede tøj.

Pigen var straks klar til sy lidt om, der hvor tøjet hvor lidt for stort. ”Du har da virkelig styr på det med at sy.” Hun smilede igen, og jeg så det bølgende mørke hår, falde ud, mens det lagde sig over hendes barm.

”Jeg har gjort det siden jeg var helt lille.” Hun afsluttede hurtigt de steder, der skulle syes til, da hun havde ramt ret præcist med målene. ”Passer det dig?”

”Jep, det er godt. Pænt hår i øvrigt.” Hun blev forskrækket over mit svar, og var hurtig til at putte håret inden under hættetrøjen igen. Hvorfor gemte hun sig? Havde jeg gjort noget forkert.

”Undskyld min opførsel, men det plejer ikke at være mig, der assistere her i butikken.”

Jeg nikkede, men forstod egentlig ikke, hvad hun så lavede her.

”Hvorfor er du her så?” Hun kiggede rundt, og da hun igen lod sit blik falde på mig, så jeg for første gang hendes flotte brune øjne. Og hun vidste det, for vi holdte øjenkontakten i få sekunder, indtil døren lød.

Vi blev afbrudt af en ældre dame, klædt i en stor pelsfrakke, der trådte ind i den lille forretning. ”Gabriella her, er vores ansatte rengøringskvinde. Du må virkelig undskylde for det dårlige personale Mr. Tomlinson. Mine planer kom i vejen.” Damen kiggede ondt på pigen ved min side, der hurtigt forsvandt ind i det lille rum, jeg havde fundet hende i.

Siden hvornår kunne en rengøringskvinde sy? Og med den mundering, føltes det hele forkert.

”Det går nok. Tøjet er pænt i hvert fald.” Det gik op for mig, at jeg stadig var iført sættet, der var tænkt til ballet, og et smil undslap damens læber.

”Mit navn er Larissa. Jeg ejer Enchanted, og har startet den op fra bunden. Mine døtre designer alt vores tøj.”

Larissa trak lidt ud i mine ærmer og smilede fornøjet. ”Det er nogle dygtige døtre de har dig, ma'am.” Hun smilede stort og forklarede mig, at tøjet kunne hentes dagen før ballet. Jeg nikkede og var hurtigt ude af butikken, der mindede mig om noget af et mysterium.

♕♕♕

Jeg hørte skrig. Og da jeg vendte hovedet, var en gruppe piger ved at løbe i hælene af mig. Da jeg havde travlt, valgte jeg at skyde genvej. Skrigene var der stadig, og jeg hadede sådan at løbe væk fra fansene. Det måtte være første gang jeg løb fra fans, for jeg havde aldrig prøvet at løbe igennem små gyder, og ende på en lille vej før. Det var helt mærkeligt, da jeg kort efter studerede mine omgivelser. Så langt havde jeg da ikke løbet? Få meter fra mig, så jeg en bus, som jeg straks tænkte var min eneste udvej. Denne lille del af London virkede ny for mig, så hvorfor ikke tage en bus, der forhåbentlig førte mig ind til midtbyen. Og det var hvad, der skete. Buschaufføren smilede til mig, da jeg købte en billet til 1 zone, der burde være nok, og før jeg så mig omkring, sad jeg nede bagerst i bussen.

”Omg!” Jeg hørte pigestemmerne kvidre, og så to piger stå og stirre på mig. ”Du er Louis!” De havde et stort smil på, der ikke passede særlig godt sammen med resten af deres ansigt. Uden jeg nåede at sige hej, havde de sat sig over for mig, da jeg selvfølgelig havde sat mig ved et bord. ”Du er endnu pænere i virkeligheden,” grinte de og så drømmende ind i hinandens øjne.

”Øhm tak, tror jeg …”

”Har du en date til ballet?” Den ene pige satte på sit hår, og så tydeligvis ud til at drømme om det store bal.

Jeg rystede på hovedet, ”skal I to piger, da med?” Ud fra deres påklædning, kunne de godt gå fra at være nogle af rige piger i Londons midte, men alt andet udstrålede det modsatte.

Den anden pige grinede, ”ja da fjolle. Vores mor ejer Enchanted.”

”Oh.” Jeg var mundlam i et sekund, over det de havde forklaret mig. Så de havde altså syet det tøj, jeg for kort tid siden havde designet. ”Der kan man bare se. I syr flot.” Jeg gav dem et smil, og lod mit blik studere byen udenfor, der mere og mere gav sig til at ligne Londons trafik.

”Øhm, hvad?” Pigerne udvekslede blikke og forstod åbenbart ikke, hvad jeg snakkede om.

Okay, selv jeg var væk nu. Intet gav mening.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...