Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58906Visninger
AA

6. 5 ♕ Just a typical schoolday


En ny dag, betød vel en ny begyndelse? Var det ikke altid det man sagde? Det var hvert fald efter et sådanne motto, at jeg levede. For mit liv var jo ikke noget at råbe hurra for, og at arbejde så meget i butikken som jeg gjorde, udmattede mig. Derfor var det også rart at få noget andet at tænke på til tider. For eksempel - skolen. 

Hvilket var præcist hvor jeg befandt mig på nuværende tidspunkt. 

"Er du vågen i dag, Gabbi?" Cassandra, min bedste veninde, prikkede mig i siden, da jeg åbentbart var svundet helt hen i mine egne tanker. Noget der efterhånden skete rimelig tit. 

"Jeg er skam vågen. Tak fordi du spørger," svarede jeg bare tilbage, mest med ironi i stemmen, sådan at hun ikke skulle tro, at der var noget galt. Alt dette arbejden gjorde mig bare skør i bolden, og fik mig drænet for energi. Derfor havde jeg også svært ved at fokusere i skolen. Men det gik bedre efterhånden, som tiden gik. 

"Hvor meget har du at se til her for tiden? Jeg kan høre, at der er rimelig travlt i butikken?"

Jeg nikkede bare kort, inden jeg så også valgte at svare: "Der er jo det der bal, som du nok har hørt om. Derfor er der også en masse rige og kendte personer, som skal have lavet og designet deres kjoler, og også deres jakkesæts. De skulle jo alle gerne være klar til deres store dag. Ja og så har vi også Julie og Julia, der selvfølgelig er ved at flippe helt ud over dette her specielle event. For selvfølgelig har de fået lov og adgang til at tage afsted. Spørg mig ikke hvordan."

Cassandra sukkede kort. Hun vidste hvordan jeg havde det, og havde flere gange tilbudt mig at komme hjem til hende at bo. Netop fordi hun heller ikke brød sig specielt meget om Larissa, Julie og Julia. Hendes forældre havde endda også fortalt mig op til flere gange, at deres hus altid var åbent for mig, hvis jeg nu valgte at ombestemme mig på et eller andet tidspunkt. Og selvom jeg hellere end gerne ville, så vidste jeg også, at jeg ikke kunne forlade min stedmor og mine to stedsøstre. Det var som at skyde sig selv i foden. For de var grunden til at jeg kunne tjene penge, og grunden til at jeg stadig havde et job. Derfor måtte jeg også blive nødt til at blive boende hos dem. 

"Men hvad siger du til, at vi efter skole i dag, smider alle de dårlige og negative tanker væk, og tager på en tøsetur? Vi skal da ud og nyde at du er sådan en fantastisk veninde, og at vores venskab er så unikt og godt som det er." Man kunne sige meget om min bedste veninde, men fuld af gode og skøre idéer - det var hun hvert fald. 

"Faktisk, så er i dag ikke en speciel god dag. Jeg skal gøre klar til at en eller anden speciel person kommer ned i butikken i morgen, for at prøve sit jakkesæt. Endnu en af de der kendte personer der skal til ballet. Der var en der meldte afbud her tidligere på ugen, så ham her drengen fik en ny tid. Derfor skal jeg skal have lavet nogle forskellige skitser, som kan vises frem i morgen. Larissa fortalte mig, at jeg blev nødt til at gøre mit bedste for at imponere denne speciellt dreng. Julie og Julia er vidst ret vilde med ham og de andre drenge fra et eller andet band han er med i. Spørg mig ikke hvad de hedder." Det var ikke fordi at jeg ikke ville hænge ud med min veninde. Det var bare at arbejdet igen kaldte. Hvilket ikke just kom som nogen overraskelse for mig, og heller ikke for Cassandra. 

"Hmm.. I see," var det eneste hun sagde. Hun var skuffet. Det var tydeligt. Men egentligt forstod jeg hende også godt. Det var hver eneste gang, at jeg måtte melde fra. Hver. Gang.

"Du kan jo altid bare komme med mig ned i butikken, og hjælpe til?" foreslog jeg, da vi så kunne hænge ud sammen på den måde. Og måske det var stikordet for hende, til igen at få en såkaldt "genial" idé. 

"Faktisk..." Hun stoppede, og grinte kort. "Så har jeg fået en bedre idé." Pause. Igen. "Hvad siger du til, at vi skipper arbejdet i dag, og for en gangs skyld lever livet lidt farligt? Jeg ved at du føler dig truet af Larissa, men hvad kan gå galt? Det er én gang, og desuden så finder hun aldrig ud af det. Jeg er sikker på at denne ih og åh så fantastiske dreng, der kommer i morgen, sikkert har noget i tankerne selv om hvordan hans outfit skal se ud, så hvorfor spilde din tid på at tegne noget for ham, når han sikkert bare laver om på det?" Da hun sluttede den sidste sætning, måtte hun trække vejret dybt, fordi hun lige havde snakket ud i én køre, uden overhovedet at tænke på, at trække vejret. Og det fik mig til at grine, for det var bare en typisk "Cassandra-ting."

 

♕♕♕

 

Egentligt vidste jeg ikke hvorfor jeg var gået med til det, men Cassandra havde på en eller anden måde fået mig overtalt til, ikke at tage ned i butikken i dag. For som hun tidligere havde beskrevet det, så skulle vi leve livet. Farligt endda!

Og med farligt havde hun ment at tage på shopping. Som om at det var farligt. Dog var det bedre end at arbejde. Langt bedre endda. 

"Så hvor skal vi gå hen efter at du har færdiggjort din kaffe?" Hun kiggede på mig, mens hun selv sad og nippede lidt til sin kaffe vi havde købt på Starbucks for bare kort tid siden. Hun havde tidligere klaget over, at hun var så tørstig at det ligefrem var livsnødvendigt for hende at få noget at drikke, så siden vi begge elskede Starbucks, havde valget om at tage herhen ikke været så svært. 

"Vi kunne gå tage ned til Waterloo Bridge? Der er altid så smukt dernede," foreslog jeg. For udover parken, så var Waterloo Bridge også et af mine yndlingssteder at besøge. Hvilket Cassandra godt vidste. 

"Eller... Vi kan tage ned til Buckingham Palace, og lave grin med de vagter der går dernede. Alle med deres alvorlige ansigtsudtryks og deres geværer." Igen - altid fuld af skøre og latterlige idéer. Men det var jo bare en af grundene til, at jeg elskede hende højere end noget andet. Desuden så lød hendes idé, da ikke helt så slem endda. For hvem kunne ikke lide at gøre grin med nogle folk, der egentligt ikke kunne have bare lidt sjov i deres liv. 

"Så hvad venter vi på?" nærmest skreg hun, inden hun allerede fór ud af Starbucks, for derefter allerede at have sat kurs mod paladset. Hun gav mig ikke tid til at færdiggøre min kaffe, så derfor havde jeg vel ikke andet valg end bare at spurte efter hende. Hvilket også var præcist hvad jeg gjorde. 

Og ikke lang tid efter stod vi foran det verdenskendte palads, og som altid var de berømte vagter på vagt.

"Prøv at se deres ansigter." Cassandra var allerede godt i gang med at grine højlydt over dem, og det kunne så heller ikke afholde mig fra at grine. For hun havde ret. De så så inderligt alvorlige ud, og lignede mest af alt en der havde set verdens værste gyser. 

"Måske de er så alvorlige siden de har de der store bjørnehætter på. De må da svede tran under dem." De rendte alle sammen rundt med store, sorte og pelsede hatte, der mest af alt lignede at være flere meter høje, og det samme med bredden. Samtidig med det, så skulle de også rende rundt med et stort og tungt gevær, der sikkert vejede en del kilo. 

"Hvad tror du der ville ske, hvis en hund kom forbi og begyndte at tisse på deres ben? Tror du overhovedet at de ville trække en mine, eller blive sure? Jeg mener bare - kig på dem. De flytter sig aldrig, med mindre at de skal gå fra det ene vagthus til det andet," kom det kækt fra min bedsteveninde, der endte med at sige det så højt, at en af de garderne kiggede hen mod os. Stadig med det alvorlige blik, der ikke var til at læse. 

"Der er vel ikke andet end bare at finde ud af det. Vi kunne altid sætte et hemmeligt kamera op, og hente det dagen efter eller sådan noget. På den måde kan vi jo se om det er rigtigt?" Som sagt var jeg ikke nær så kreativ når det gjalt skøre og latterlige idéer. Det job overlod jeg til Cassandra, da hun var meget bedre til det end jeg var. 

"Prøv at lave ansigter af ham, Gabbi. Jeg tør vædde med, at du ikke kan få ham til at grine." 

Så det var sådan at vi spillede. Vi ligefrem havde et væddemål igang her. 

"Jo nu skal du bare seeee..."

Jeg blev så afbrudt af min mobil der ringede. Og da jeg trak den op af min lomme, ville jeg ønske at jeg bare havde ignoreret den, for slet ikke at kigge på navnet. For på skærmen stod der så pænt skrevet: "Larissa"

"Sorry ven, men jeg bliver nødt til at tage denne her."

Med de ord trykkede jeg så på den grønne knap og tog mobilen op til mit øre.

"Ella, hvad har du gang i? Du skulle være på arbejde lige nu. Har jeg ikke fortalt dig at vi har en meget speciel dreng der kommer ned i butikken i morgen, og han har brug for alle de tegninger du kan skrabe sammen. Han skal have et godt udvalg at vælge imellem. Og fordi du ikke dukkede op til tiden i dag, så skal du ikke regne med at blive betalt, hvis du ender med at have overarbejde. Sådan er livet bare."

Og så blev der lagt på. 

Ja mit liv var ikke noget at råbe hurra for. På ingen måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...