Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58908Visninger
AA

5. 4 ♕ The princess on the white horse


”Du mener ikke, at du stadig sidder med den kjole, vel?” Min ellers hidtil bedste ven, Harry Styles, afbrød mig i at studere kjolen på papiret, endnu engang. Hvem prøvede jeg på at drille? - Selvfølgelig var han stadig min bedste ven, men ingen af drengene så ud til at forstå, hvad der var så specielt ved kjolen. Egentlig var jeg også overrasket over, at sådan en kunst som kjolesketcher pludselig interesserede mig. Dog var der noget over kjolen. Noget jeg ikke kunne forklare.

Jeg drejede kontorstolen rundt, som var placeret i arbejdsrummet i vores fælles lejlighed og kiggede på ham. ”Hvad er der da galt i det?” spurgte jeg og løftede øjenbrynet, uden det skulle virke for hårdt, til det ville såre ham. Jeg var jo ikke decideret sur på ham, bare irriteret over at blive forstyrret.

Harry tøvede med et par løftede skuldre. ”Jeg forstår vel bare ikke, hvorfor den er så speciel…”

”Har du kigget nærmere på detaljerne? Stregerne er sat perfekt oven på hinanden for at give den den helt rigtige form, og det er bare-”

”Du lyder som Zayn,” indskyd Harry og grinte kort, mens han lænede sig op af dørkammen.

Jeg kiggede på ham, ”Zayn?”

Han rystede på hovedet, ”du ved, kunstner og sådan.” Jeg nikkede kort og forstod ham. Zayn tegnede meget, og faktisk gav det mig idé. Harry så ikke ud til at forstå, hvad jeg var i gang med, da jeg tog papiret for at styrte ud af døren. ”Hvad skal du nu?” råbte han efter mig, men det var allerede for sent.

Blæsten susede omkring mit hoved, da jeg ikke havde iført mig noget overtøj, mens jeg gik igennem Londons gader. På gåben boede Zayn kun få gader væk, og jeg nåede derover på omkring de 7 minutter på grund af nogle få billeder, jeg blev nødt til at tage på vejen med vores fans.

Zayn var overrasket, da jeg ringede på hans dør. ”Hey Lou-” Jeg afbrød ham ved at gå forbi ham, uden at være blevet inviteret indenfor. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte han og grinede kort, mens han lukkede døren bag sig.

Perrie kom ud fra stuen og smilede stort, da hun så de havde besøg. ”Hey Louis.” Hun fik lov til at snakke helt færdig, og fik endda også et venligt smil.

”Zayn, vil du ikke please hjælpe mig?” spurgte jeg og fandt tegningen frem fra min lomme, der var begyndt at krølle lidt i hjørnerne. Heldigvis havde han ikke den samme attitude som Harry, da han fik stukket tegningen i hånden. ”Jeg vil så gerne finde frem til ejeren af den her tegning.”

Han nikkede og gik forbi Perrie, for at vise mig hen til sofabordet. ”Det er nogle pæne streger,” udpegede han og kiggede på dem. Jeg smilede indvendigt, eftersom det var præcis det samme, jeg havde forklaret Harry for nogle minutter siden. ”Kan du bruge initialerne til noget?”

”Hva’? Det har jeg slet ikke lagt mærke til,” forklarede jeg Zayn, da han pegede på krydsedullerne nede i højre hjørne. ”GA,” mumlede Zayn. ”Jeg kender ingen med de initialer.”

Han skulle lige til at række papiret tilbage til mig, da Perrie tog det ud af hånden på ham. ”Wow, den er smuk, Louis! Hvor har du dog fundet den henne?” Perrie kiggede nærmere på kjolen, og så den selvfølgelig med andre øjne, da hun kunne have den på. Det ville ikke se så godt ud med hverken Zayn eller jeg i kjole.

”I parken. Den fløj nærmest op i mit ansigt,” forklarede jeg med et grin. ”Der er bare et eller andet over den …”

Perrie gjorde sig enig ved at nikke og lagde papiret på bordet. ”Altså min designer kender måske stilen?”

”Seriøst? Det kunne være fedt!” takkede jeg, og så hende forlade bordet for at sende billedet af sketchen til sin designer. Perrie var også i et band, eller en gruppe, Little Mix, og havde derfor også folk til at assistere hende.

Hun kom tilbage kort efter, ”altså han kunder kun én butik her i London, der kunne have lavet sådan noget der,” forklarede hun.

”Hvilken?” spurgte jeg, og afventede et svar. Jeg vidste ikke, hvad der gjorde mig så ivrig – måske var det, den følelse af at miste noget. Kunstneren bag kjolen havde helt sikkert mistet sketchen og ønskede vel at lave den færdig. Sådan havde jeg det med en sang, så jeg kendte følelsen af at ens hårde arbejde var væk.

”En af de butikker nede i midtbyen. Han kunne ikke huske navnet, han mente, det var noget med En-”

”chanted!” afsluttede jeg for hende og gav hende et smil. Af den lille del af samtalen, jeg havde opfattet i går, var Enchanted ordet, der var blevet i tankerne.

”Desværre er den så populær, at man skal have tid laaang tid i forvejen.” Hun smilede forsigtigt til mig, og ønskede ikke jeg skulle blive mopset over det. Men jeg var det stik modsatte. Om under to uger, huskede jeg, at jeg havde en tid, og der kunne jeg spørge. Dog var to uger ret meget, for en person at være uden en skitse.

”Må jeg lige kigge igen?” Zayn afbrød stilheden og kiggede på papiret. ”Det ser bare, så gammelt ud, dog er det i god stand.” Det var ikke noget jeg havde styr på, det med papirs alder, men dog kunne jeg godt se, det ikke var helt hvidt, som Zayn påstod.

Jeg satte mig ved siden af ham, ”og hvad mener du så, det skal betyde?”

Han grinede kort, ”du skal i hvert fald ikke regne med en jævnaldrende pige, du kan blive forelsket i og leve lykkeligt til jeres dages ende.”

Vi grinte. ”Det var dog ikke lige, det jeg havde regnet med.” Perrie grinede med, indtil min mobil kort efter ringede.

Det var Harry.

”Hvor er du henne? Maden er klar.”

Jeg undskyldte straks til ham, og meddelte jeg var på vej hjem fra Zayn, hvor Harry straks spurgte, om de ikke ville med hjem. Og pludselig var vi tre venner på vej igennem Londons gader.

 

♕♕♕

 

Efter vi havde spist, og Zayn og Perrie var taget hjem, slog Harry og jeg os ned i sofaen, for at slappe af. ”Hvorfor skulle du over til Zayn?” spurgte Harry og tog et stykke af den is, vi havde haft i fryseren de sidste par måneder. Vi havde bare ikke fået den spist, men eftersom der var en lille pause nu, havde vi tid til det.

Jeg trak på skuldrene, ”jeg regnede med, at han kunne give mig nogle informationer.”

”Om kjolen?”

Jeg nikkede, ”dog blev vi enige om, at det er en ældre tegning, så det bliver i hvert fald ikke min prinsesse på den hvide hest,” grinede jeg.

”Du mener vel, at du ikke bliver hendes prins på den hvide hest?” Harry grinede over min ombytning af en af de vigtigste citater fra Disney. Jeg grinede med af min egen fejl og tog selv en bid af isen.

Kort efter blev vi afbrudt af min mobil, der ringede. Typisk, den altid afbrød mig. ”Hallo?”

En stemme jeg kendte alt for godt, svarede tilbage i den anden ende. ”Enchanted har fået en prøvetid allerede om tre dage, og eftersom der er bal om 19 dage, har vi valgt at du får den, da du rigtigt er sidst.” Han plaprede videre, men det eneste jeg bed mærke i var ordet: Enchanted.

Havde jeg hørt rigtigt?

”Forstår du? Kl. 12:00 på torsdag.”

Selvfølgelig forstod jeg det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...