Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
59074Visninger
AA

4. 3 ♕ A walk in the park


Arbejdet sled på mig. Ja det nærmest pinte mig, at skulle arbejde på diverse kjoler, jeg vidste jeg ikke engang selv ville få gavn af. Normalt havde jeg intet imod at designe og producere kjoler for kunderne, der handlede i butikken, men når det drejede sig om mine to stedsøstre, var det pludseligt noget helt andet. 

Og det var hver eneste gang jeg arbejde på deres designs, at jeg flippede ud. For jeg forstod det bare ikke. Hvorfor være fanget, som jeg var? Hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at leve mit liv, som alle andre teenagere på min alder gjorde?

 

♔♔♔

 

Efter endeligt at have givet op med tegningerne i butikken, havde jeg slukket og lukket alt, for derefter at have sat retning mod parken. Et sted jeg holdt af, som ingen andre holdt af det. Det var her min mor, far og jeg plejede at tage hen, da jeg var en lille pige. Inden de begge blev taget fra mig. 

På vej hen mod parken, holdt jeg godt fast i den folder jeg havde i min venstre hånd. Denne folder var som mit kæreste eje. Det var alt jeg havde tilbage af min mor. Min evne til at tegne. For deri var alle de skitser af forskellige kjoler, som jeg gennem en længere periode havde arbejdet på. Og især én af de skitser betød ekstra meget for mig. Det var en skitse af min mor som ung, der bar en kjole som enhver prinsesse ville have ønsket at eje. 

Hun havde selv været igang med at designe en kjole, som den jeg arbejdede så hårdt på. Og inden hun døde, havde hun givet mig sin folder med de kjoler hun havde arbejdet på. Deriblandt fortalte og viste hun mig sin yndlings. Den kjole jeg nu arbejdede på. For jeg var igang med at designe den. I skjul vel og mærket, da ingen skulle vide noget om det. Ikke Julie eller Julia, og da slet ikke Larissa. Hun ville flå mig levende, hvis hun fandt ud af, hvad jeg egentligt brugte min tid på, i stedet for at arbejde på hendes dumme modeller.

Og som tankerne var på tegningen og på min mor, fik jeg sat mig ned på min specielle bænk, i parken, under et af de store egetræ der så smukt pyntede på omgivelserne. 
Kort sukkede jeg, inden jeg fik trukket blyanten op af min lomme, fik åbnet folderen og ellers så begyndte at bladre i de forskellige modeller jeg havde. 

De to modeller af kjolerne som min stedsøstre havde befalet mig at tegne og designe for dem, dukkede op. Endnu en gang. Hvorfor var det så svært for dem selv at designe deres dumme kjoler? Ja selv Larissa kunne da gøre det. Måske var hun forfærdelig med tegninger og det, men siden hun havde så ufatteligt mange penge - hvorfor fik hun så ikke bare en eller anden kendt designer til at lave deres kjoler? Hvorfor skulle det altid være mig?

Ja fordi jeg var "billigere" og fordi hun vidste, at hvis der var noget hun ikke kunne lide, eller hvis jeg gjorde noget forkert - så kunne hun først og fremmest råbe og skælde mig ud, men derudover kunne hun også fratrække det i den lave løn, jeg fik, for at arbejde for hende. 

Jeg kiggede rundt i parken, hvor folk løb rundt og teede sig som tosser, mens de alle nød deres liv. Flere kærestepar gik med hinanden i hånden, og kiggede på hinanden med det forelskede blik, jeg så tydeligt huskede fra mine forældre. Et blik som jeg selv ønskede at kunne opleve. Et blik som en fremtidig kæreste kunne sende mig. 

Fem drenge fangede så mit blik. Fem drenge der løb rundt og legede tagfat. Og som om at det ikke var nok, så lignede de alle sammen at være en flok teenagere der var på min alder. 18-19 år. Deres lille leg, fik et smil frem på mine læber. Hvis bare jeg kunne slå mig løs som dem. Hvis jeg kunne være den person jeg virkeligt var. 

Så mens mine tanker var rettet mod en bedre hverdag, på fortiden, og på sjov og ballade, så lagde jeg ikke mærke til, at folderen jeg havde i hænderne, var igang med en leg med vinden, så mine tegninger derfor lige så stille blev heklet ud af den, for derefter at flyve fra mig. Det var først da hele folderen blev taget af vinden, at jeg kom tilbage til virkeligheden, og først der, at jeg begyndte at flippe ud. For jeg begyndte at løbe forvildet rundt - lidt ligesom de fem drenge havde gjort tidligere. De havde dog haft sjov med det, mens jeg ikke havde det mindste sjov med hvad jeg var igang med på nuværende tidspunkt. De tegninger blev nødt til at blive reddet, for hvis ikke... Ja så ville jeg ikke engang tænke på konsekvenserne! Mine stedsøstres kjoledesigns ville være væk, og jeg ville være nødt til at starte forfra. Noget der ikke måtte ske. 

Tegningerne var allerede over alt, og flere og flere folk begyndte at kigge på mig, som jeg løb rundt og ihærdigt prøvede på at få fat i alle mine ejendele. 

Efter godt og vel et kvarters løben rundt, og uden hjælp fra nogen overhovedet, satte jeg mig igen ned. Denne gang forpustet. Tegningerne skulle gerne være samlet op, dog havde jeg ikke talt op på hvor mange jeg havde fået fanget. Det vigtigste var bare, at jeg havde fået fat i de to designs til Julie og Julia's kjoler. Så det betød vel bare endnu en dag hvor jeg ikke endte med at blive slagtet, hvilket helt klart ville være sket hvis Larissa fandt ud af, at jeg næsten havde mistet dem. Alligevel kunne det nu have været ret så komisk at opleve og se, hvordan de alle tre ville have reageret, hvis jeg fortalte dem, at jeg rent faktisk mistede tegninger. Dog ville de sikkert ikke tro på det alligevel. 

Og... Larissa havde jo også tydeligt bedt mig om, tidligere på dagen, ikke at tage ned i parken, så den del af hendes lille aftale havde jeg vel brudt godt og grundigt. For her sad jeg. I parken, og ville ønske at jeg aldrig skulle tilbage til mit usle liv. Desværre var mit liv ikke så nemt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...