Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58894Visninger
AA

15. 14 ♕ Found my Illustrator


”Nå, hvordan gik ballet så?” Med det samme jeg kom ind i studiet var drengene over mig med spørgsmål. De måtte have lagt mærke til, at jeg i går havde ladet Julia i stikken og fulgt med den smukke brunette. Pigen, jeg desværre stadig ikke anede hvem var. Da jeg satte mig ned på en stol, mærkede jeg nøglen irritere mig i lommen.

Nøglen, der tilhørte den ukendte pige.

”Fint,” sagde jeg og vidste, at jeg irriterede drenge, ved ikke allerede at sige mere. Men de havde godt af, at blive pint lidt til tider.

”Come on, Lou,” brokkede Harry sig og satte sig også på en stol. Først da alle drengene sad rundt om bordet, begyndte jeg at snakke og fortælle dem om begivenhederne fra ballet.

”Vi dansede.” Kort og præcist. Men selv om det var sandheden, ville drengene have mere.

”Og?” spurgte Liam. Jeg trak på skulderene, ”hendes navn starter med G, andet ved jeg ikke,” sukkede jeg, og ville faktisk ønske, at der var mere at fortælle. Men nej. Jeg vidste ikke andet om denne pige, der på en eller anden måde havde formået at fange min opmærksomhed. Desværre anede jeg som sagt ingen ting om hende, hvilket gjorde det hele ret trist. Jeg ville aldrig se hende igen.

”Har du tænkt over det med kjolen?” spurgte Zayn, og viste mest interesse i det emne.

”Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre. Jeg tror ikke ligefrem at Larissa vil fortælle mig navnet på den, der har købt kjolen. Tror I?” spurgte jeg, og håbede inderligt, at de ville give mig en gejst. Enchanted var mit eneste bud på at finde denne pige. Larissa havde helt sikkert en liste over folk, der købte deres kjoler, da de alle var så dyre. Først der gik det op for mig, at pigen måtte være rig. Forhåbentlig var hun så ikke arrogant, som de mange rige piger man fandt nu til dags.

Det magtede jeg i hvert fald ikke. Niall trak på skuldrene, ”du kan jo altid prøve, Louis. Du vil fortryde det, hvis du intet gør,” sagde han med et smil. Som altid var han positiv anlagt, og havde også altid en plan i ærmet.

”Tak,” smilede jeg og valgte at tage nøglen op fra lommen. ”Hun tabte også den her,” forklarede jeg og lod drengene slås om at kunne se den først.

Liam lavede store øjne, ”det er jo nærmest ligesom Askepot. Bortset fra, at det bliver lidt sværere at finde det hus nøglen passer til,” forklarede han, i starten med en stor gejst, men som realiteten gik op for ham, sukkede han. Han havde ret. Det eneste jeg kunne bruge nøglen til, ville være hvis jeg fandt en mulig kandidat til pigen, og så skulle bruge nøglen til at komme frem til hende.

”Hvornår slutter mødet?” spurgte Harry en af vores managers om, der gjorde klar til at skulle snakke om den nye single. Da Harry fik besvaret sit spørgsmål med, at der stadig var en time tilbage af mødet, kiggede han over på mig. 

”Jeg tager med dig ned i butikken bagefter, Louis.” Han gav mig et smil og et klap på skulderen, hvorefter det gik op for mig, at jeg ikke havde noget valg, end at tage ned i butikken.

Mødet sluttede og Harry og jeg gik på vejen op til Enchanted. Vi kom forbi siden hvor et smukt blomsterbed groede foran vinduet. Dog så det lidt sjovt ud, som om nogle var faldet ned i det, eller som om nogen havde gået rundt i det. Jeg kunne forestille mig, at Larissa allerede havde skaffet sig en gartner til at fikse problemet, eftersom at Enchanted skulle have det bedste ry, og selv ikke et blomsterbed måtte have fejl.

Klokken ringede over døren, da Harry endelig fik mig overtalt til at gå med ind. Jeg var ikke helt klar til dette møde. Hvad skulle jeg sige? Hvordan skulle jeg forklare det? Den eneste måde jeg havde planlagt det på, var ved at have både tegning og nøgle med. Dog skulle intet af det vises endnu. Vi hørte noget støj, og en dør åbnede fra siden af disken. Harry og jeg studerede Ella, der gik i sine egne tanker over til et tøjstativ for at tage det rigtige sæt tøj.

”Hej Ella,” hilste Harry, og hun kiggede forskrækket op fra sine tanker, mens hun fik et stort chok, da hun så os. Hun stirrede især på mig. ”Jeg håber det er okay, at jeg kalder dig Ella,” sagde Harry og prøvede at gøre situationen mere rolig for hende.

Hun fjernede blikket fra os og tog smokingen over skulderen, ”det kalder de fleste mig, så det går nok lige,” forklarede hun med et smil og trippede forsigtigt rundt på sine tæer. Hvorfor var hun så nervøs?

”Ved du hvor vi kan finde Larissa?” spurgte jeg og fik hende til at kigge op igen. Hun rystede på hovedet, men som hun gjorde det kom Larissa ud. Det var som om hun ventede på sit stikord.

”Halløj drenge, kan jeg hjælpe jer?” Larissa gik om bag disken og studerede Harry og jeg, som vi stod og så lidt fortabte ud. Hvad skulle vi gøre nu? Jeg havde virkelig ikke lyst til at spørge Larissa om noget, hun sikkert holdt hemmeligt.

”Øhm,” startede jeg, men kunne ikke rigtigt komme videre. Heldigvis tog Harry over. ”Vi vil gerne vide, hvem der har købt den røde kjole i havde udstillet i vinduet?” Jeg lagde mærke til at Ella nervøst kiggede skiftevis på Larissa og vinduet. Hvad var der at se i vinduet?

Som jeg kiggede derhen, hørte jeg Larissa svare. ”Vi har altså ikke solgt nogen rød kjole,” forklarede hun, og ganske rigtigt: kjolen lignede sig selv, mens den var udstillet i vinduet. Harry kiggede overraskende på den, da han også fandt ud af det. Men det kunne kun være den. Der var ikke lavet en kopi af den kjole, det var ikke muligt.

”Men jeg-” startede jeg, men igen kom jeg ikke længere. Jeg fik øjenkontakt med Ella, der kiggede væk. Hvorfor var hun så mærkelig i dag?

”Beklager Mr. Tomlinson. Jeg har ikke solgt den kjole til nogen.” Larissa ordnede nogle papirer, så de lå helt lige, og kiggede op igen. Hun var tydeligvis overrasket over, at vi endnu ikke var gået endnu.

”Er der andet, jeg kan hjælpe jer med?” spurgte hun med et løftet øjenbryn. Harry var klar til at gå, men jeg blev stående, da en genial idé kom til mig.

”Faktisk, så kan du i den grad godt hjælpe mig. Jeg vil gerne købe noget,” smilede jeg. Larissa gav et stort smil fra sig, da det jo betød penge til hende. Hun gav Ella en ordre om at hjælpe mig, og efter det var hun væk. Det så ikke ud til at hun assisterede folk i butikken. Og hvor var Julie og Julia? Ingen af dem kunne ses nogen steder. 

”Jeg vil gerne købe den røde kjole i vinduet.” Jeg henvendte mig til Ella, der overrasket kiggede på mig. Hendes øjne kiggede direkte ind i mine, og gav mig en fornemmelse af noget trygt. Men hun var langt fra tryg. Hun så nærmest ked af det ud, og jeg ville ønske, at jeg kunne finde ud af hvad det skyldtes.

”Øhm, den der?” spurgte hun og pegede på en kjole i butikken. Jeg rystede på hovedet og pegede på den kjole, den uforglemmelige pige havde haft på til ballet. Det var 100 procent den, så pigen der måtte have haft den på, ville altså kunne passe den. Så snart jeg fandt en brunette, der startede med G og havde nogle fantastiske øjne, skulle hun bare kunne passe kjolen – så havde jeg fundet min prinsesse. Det var hvert fald sådan eventyret lød, så hvorfor skulle det være anderledes i virkelighedens verden. Harry rullede med sine øjne, da Ella med små skridt gik hen mod vinduet.

”Hvad har du nu gang i?” Jeg gav ham et selvsikkert smil.

”Jeg vil finde min pige fra ballet.”

Ella havde med meget besvær endelig fået kjolen af mannequinen og lagde kjolen ved kassen. Hun begyndte at finde en stor æske frem, så jeg kunne få den pakket ned.

”Jeg så dig ikke til ballet, jeg troede ellers, at I kom?” Ella blev overrasket over, at jeg faktisk snakkede til hende. Hun trak blidt på skuldrene, ”jeg havde det ikke så godt, så jeg blev hjemme.” Jeg nikkede forsigtigt, og havde ondt af hende. Det måtte ikke være rart for hende, at gå glip af et så stort event. Specielt ikke når resten af hendes familie var med. 

”Er du sikker på, at du vil købe den her kjole?” spurgte hun og jeg kunne se i hendes øjne, at det virkelig var svært for hende - som om hun ikke ville give afkald på den, eller som om den betød mere for hende, end de resterende kjoler gjorde. Måske hun bare selv godt kunne tænke sig at eje den. 

”Meget gerne ja,” forklarede jeg og hørte hende sukke dybt, hvilket igen undrede mig. 

”Er der da noget galt, Gabriella?” Hun rystede på hovedet, da hun sikkert ikke måtte diskuterer med kunderne. Dog kunne jeg mærke på hende, at den her kjole som sagt var noget helt specielt.

”Kjolen betyder bare meget for mig, da min mor har syet noget af den.”

”Oh,” jeg var rystet over hendes svar. Hvem var hendes mor egentlig? Ud fra hendes udtalelse måtte det vel ikke være Larissa. Men hvordan hang tingene så sammen? Her stod jeg af - for jeg stod ingenting af noget af det hun sagde. Måske hun var adopteret, eller måske var hendes mor bortrejst, og hun var derefter blevet ansat i Enchanted. 

”Hvad hed din mor, om jeg må spørge?” Hun smilede stolt, ”Claire Allen.” Og i det sekund jeg fik overrakt æsken med kjolen og gik ud af butikken, blev min søgning en del nemmere. Sedlen i min lomme irriterede mig som jeg gik, men nok kun fordi jeg var begyndt at tænke på den.

På sedlen havde initialerne været GA. Ellas rigtige navn var Gabriella Allen. Altså måtte det være hende der havde tegnet kjolen på tegningen. For hvem skulle det ellers være? Dertil måtte det også betyde, at siden hun ikke havde været til ballet, kunne det kun være en af hendes veninder, der havde båret den røde kjole. Jeg havde fundet ejeren af sedlen, og var nu tættere på at finde min prinsesse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...