Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58909Visninger
AA

14. 13 ♕ No way back


”B?” Louis stillede endnu et spørgsmål, vedrørende mit navn, da vi så langsomt valsede rundt, herunder den store og smukke pavillon. Jeg rystede på hovedet, for anden gang, mens jeg stadig prøvede på, at forholde mig tavs.

Cassandra havde, inden vi tog del i ballet, fortalt mig, at jeg under ingen omstændigheder måtte sige noget, da det ville afsløre alt for meget. Det ville afsløre min identitet. Og jeg måtte da slet ikke sige et eneste ord til Louis. Hvad ville han ikke også tænke om mig, hvis han fandt ud af, at jeg havde taget del i ballet, selvom at jeg havde fået strenge ordrer til, at forholde mig væk?
Alt jeg var for ham, var vel bare hende den uskyldige og stille pige nede fra Enchanted.
Intet under, at han valgte at tage Julia med - min forfærdelige stedsøster, som han egentligt ikke havde set ud til at kunne lide så forfærdeligt meget. Da jeg tidligere på aftenen, kunne spotte dem på dansegulvet, var hans blik rettet mod alt andet, end sin partner. Som ønskede han bare at tiden ville gå stærkt, så han kunne komme væk.

Men her – med ham, det føltes så magisk. Det at han ligefrem havde bedt mig om at mødes med ham, kunne kun få mig til at smile. Og det, at han prøvede så ihærdigt på at gætte mit navn, fik bare smilet til at vokse sig endnu større.

”Arh G?” Endeligt et ordentligt svar fra ham. Et svar der fik mig til at nikke ivrigt på hovedet. Måske lidt for ivrigt. Efter det blev jeg svinget rundt, hvorefter flere spørgsmål blev stillet til mig. Hvis bare jeg kunne svare ham.

Det fortjente han. Han fortjente ikke denne stilhed, jeg måtte pine ham med.

Og midt i den langsomme dans og midt i alle spørgsmålene, blev der revet fat i min hånd. Jeg blev hurtigt trukket væk fra Louis, mens Cassandras stemme kunne høres ved min side.
Hun var i løb.

”Larissa,” pustede hun, mens hun guidede mig væk fra Pavillonen, væk fra de smukke omgivelser og væk fra Louis. Da jeg en sidste gang kiggede mig over skuldrene, kunne jeg se, at han kiggede så uforstående på os.
Hvis han dog bare forstod. Forstod hvad jeg måtte gå igennem, bare for at deltage i dette bal. Bare for at have en så vidunderlig aften med ham, som vi havde haft, til trods for den korte tid det blev til.

”Cass rolig. Fortæl mig hvad der sker.” Jeg prøvede på at få hende til at stoppe, men intet så ud til at virke. Hun løb videre med mig på slæb.

”Fortæl mig så hvad der sker? Hvorfor skulle vi pludselig skynde os så meget?” hvæste jeg af min bedste veninde, da vi hurtigt parkerede ude foran butikken. Cassandra havde kørt med en ufattelig høj fart hjem fra ballet, og havde intet sagt. Hun havde kun fokuseret på vejen, og så at køre som en brækket arm. Hendes opførsel havde også været nok til at skræmme livet ud af mig, og derfor mente jeg, at jeg krævede en forklaring fra hende. 

”Det har jeg ikke tid til. Du må skynde dig tilbage til syrummet. Larissa er på vej.” Mere fik jeg ikke fortalt. Men det var også nok. Ordet ”Larissa” forklarede det hele, og jeg vidste, at jeg havde travlt. Travlt med at adlyde Cassandras ordre.

”Så giv mig en hestesko, så jeg kan komme ind ad vinduet. Det skulle stadig gerne stå på klem.” Vi sprang begge ud på vejen, og løb hen til den lille afkrog af blomsterbedet, hvor vinduet ind til syrummet var. Uden tøven, fik jeg så sparket mine stilletter af, og efter et par forsøg fik jeg vinduet skubbet op.
Den lille taske jeg havde haft med, fik jeg kastet ind gennem vinduet, og skoene fik samme tur.

”Du har bare ikke at tabe mig. Og pas på kjolen.” Min veninde nikkede bare, inden hun fik kastet en sweatshirt og et par sweatpants i hovedet på mig.

”Tag det på,” beordrede hun alvorligt, med sådan en hast, at det ikke var svært at tyde, hvor nervøs og bange hun var. Bange for, at jeg ikke ville nå tilbage i tide, før at det var for sent.

Uden brok, fik jeg svunget sweatshirten over mit hoved, og gjorde alt for, ikke at beskadige min kjole. Efter at de var på, fik bukserne samme tur.

”Good to go?” spurgte hun, efter af et nik fra min side. Med et svar som dette, fik hun hægtet sin hånd ind under min ene fod, og fik mig så løftet op til vinduet, som jeg besvær smøg mig ind gennem. Det var med lidt besvær, at jeg fik mig vendt om, sådan at jeg kunne få fodfæste, og kunne kravle ned på skrivebordet.

”Jeg ringer senere. Husk at sætte dit hår op i en knold, og spil så uskyldig som aldrig før. Larissa og tvillingerne må intet vide. Spring for resten også ud af kjolen, og sæt den tilbage på mannequindukken. Hvis Larissa spørger efter den, og du stadig har den på, bliver udspillet af hendes vrede ikke særlig godt. Vi løber ingen chancer.” Til tider var det svært at følge med i, hvad der blev fortalt til mig, da Cass snakkede så ufatteligt hurtigt.
Hun nærmest spyttede ordene ud i uvilkårlig rækkefølge, bare for at få dem sagt. Ikke nok med at hun snakkede hurtigt, så havde hun også så ufatteligt mange ting at sige.

”Jaja,” var mit eneste svar. ”Men jeg må nok hellere til at komme i gang. Tak for alt hjælpen.” Med de ord, fik jeg smækket vinduet i, fik igen revet tøjet over mit hoved, hvorefter kjolen fik samme tur. For at det ikke skulle ende med, at jeg pludseligt stod og havde noget nyt tøj på, end hvad jeg tidligere på dagen havde haft på, måtte jeg skifte om til mine jeans, og cardigan. Larissa skulle helst ikke fatte nogen form for mistanke.
Den smukke, røde kjole, fik jeg hængt tilbage på sin plads, inden alle mine ting blev gemt ind i syskabene og de mange skuffer, dette rum havde.

Jeg greb også ud efter en elastik, så mit hår kunne blive sat op. Præcist som Cass også havde bedt mig om. Ja jeg løb stresset rundt, for at få alle ting til at se normalt ud igen, inden jeg kunne høre, at en nøgle blev sat ind i nøglehullet.

Larissa var hjemme…

”Har du fået lavet kjolerne?” var det første der kom ud af min onde stedmors mund, i det sekund, hvor hun trådte ind i syrummet til mig. Hun brugte en del tid på at kigge rundt, og lignede mest af alt en der var skeptisk over et eller andet.

”Ja de hænger herovre,” forsvarede jeg mig, og viste hende hen til de færdiglavede kjoler, jeg havde arbejdet hårdt på tidligere på dagen.
De var blevet ret så pæne, hvilket Larissa også udtrykte, ved at nikke over resultatet.

”Ikke dårligt må jeg sige. Men jeg har et spørgsmål til dig.” Hendes alvorlige blik, borede sig ind i mig. Et blik som dette kunne langt fra være et godt tegn.
Alligevel endte jeg med at nikke som svar.

”Var du til ballet?” Spørgsmålet var kort og kontant. Ingen følelser. Ingen ingenting. Kun et meget simpelt spørgsmål, der egentligt ikke kom så meget bag på mig.
For jeg var opdaget. Selvfølgelig havde hun opdaget mig.

Dog måtte jeg prøve at forsvare mig selv, ved at benægte; ”nej det var jeg ikke. Jeg har siddet herinde hele dagen, og har arbejdet på de kjoler du bad mig om, at arbejde på. Og hvordan vil du have at jeg skulle komme ud? Du havde låst døren for mig.” Måske det ikke var smart at sige, at døren var låst, da hun så sikkert ville vende sine tanker mod vinduet.
Men det gik over gevind. Hun gjorde mig bare altid så sur.

”Tror du, at jeg er dum? Jeg hørte fra en, at der var blevet set en umådeligt smuk og rød kjole til ballet. En kjole som kun kunne komme hernede fra butikken.” Shit. Det var klart at jeg var afsløret. For hvor dum havde jeg ikke også lige været?
Det at tage den røde kjole på, havde nok været det dummeste jeg kunne gøre.
Alligevel prøvede jeg på at bevare roen, og forholde mig nogenlunde stille.

”Vi har solgt en del røde kjoler her det sidste stykke tid, Larissa. De kendte kan jo godt lide at skille sig ud, så du ved hvordan de altid skulle have nogle skrigende farver, der ville være iøjefaldende.” For at det ikke skulle være løgn, så sagde jeg sandheden.
Her på det sidste stykke tid, havde vi solgt en del røde kjoler til kendte personer, vel og mærke var kjolerne i forskellige nuancer og med forskellige designs.
Forhåbentligt kunne det få hendes tanker og spekulationer mildnet lidt, og måske jeg endda kunne få hende til at tro på, at jeg ikke havde deltaget i aftenens bal.

”Whatever! Og for resten – hvis du nogensinde begynder at svare mig igen, og begynder at tvivle på mine meninger, så kan du lige så godt vænne dig til, at tilbringe al din tid herinde. For så kommer du ikke ud.”

Med de snobbede ord, og med den bitchede attitude, gik min stedmor igen ud af rummet, mens hun lavede et hurtigt ryk med hovedet. Lyden fra nøglen, der blev drejet rundt i nøglehullet, kunne høres.

Derefter blev der stille.

Helt stille. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...