Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
60242Visninger
AA

13. 12 ♕ Just like Cinderella


”Louis Tomlinson og Julia Smith” En lav mand klædt på i fint tøj, råbte vores navne op fra en liste. Sådan havde det stået på hele aftenen, og man kunne sagtens høre det i den lange kø uden foran døren. Julia smilede stort, da vi sammen gik ned af den store trappe. Zayn og Perrie var lige gået ned og stillede sig sammen med Niall, for at vente på de sidste af os. Jeg kunne mærke, at Julia virkelig nød at være i rampelyset. Lad os bare sige, at hun virkelig havde gjort noget ud af kjolen og det hele. Det ærgrede mig dog, at hun ikke bar den røde kjole, hun havde syet. Jeg havde ellers haft planlagt at spørge hende, hvordan det var med alle stregerne oven på hinanden når man så på tegningen.

Efter at en masse kendte mennesker havde været ovre for at sige hej til os drenge, havde vi et lille frirum. Selvfølgelig var jeg stadig sammen med Julia, som jeg jo prøvede at lære bedre at kende. Hun fortalte om sin familie, sin far, sin skole, veninder og jeg kunne blive ved. Lad os bare sige, at jeg i den grad kendte mere til hende efter alt hendes snakken, og da hun slet ikke havde spurgt ind til mig, sukkede jeg. Ikke på grund af, at hun var egoistisk, men fordi jeg nok havde håbet på, at der var en chance for, at jeg kunne blive tættere med den pige der havde syet kjolen. Specielt efter, at jeg havde brugt så lang tid på at finde frem til hende. Men sådan blev det nok ikke.

”Jeg kommer tilbage lige om lidt,” forklarede hun, da hun tog sin taske og gik mod toilettet, for sikkert at tjekke sin make-up. Det havde hun sikkert fået besked på af sin mor, der i den grad havde haft øjnene på os hele aftenen. Hun havde endda også prøvet at få Julie til at snakke med de andre drenge - selv Zayn. Tvillingernes mor ønskede da i den grad, at hendes døtre fik kendte kærester. Og det kunne jeg godt mærke at det gik mig på.

Jeg valgte at dele mine tanker med drengene, og gik derfor over til dem. Men før jeg kunne sige noget, havde de allerede kommet mig i forkøbet. ”Helt seriøst Louis, hun er jo forfærdelig,” brokkede Niall sig, da jeg kom hen til dem.

”Ja, hun snakker jo kun om sig selv,” pointerede Liam, mens Harry og Zayn nikkede sig enige i det han sagde. De havde i den grad holdt øje med os, men jeg forstod dem nu godt. De troede stadig ikke på, at Julia kunne sy, før de så det med deres egne øjne. Deres påstand var altså, at de troede Julia løj omkring kjolen. Dog var svært for mig ikke at tro på hende - jeg havde jo selv set hende sy på den, så hvorfor skulle hun lyve?

Harry fik øje på noget og pegede derhen, ”du skal hellere tage sådan en som hende med,” forklarede han og fik alle os drenge til at kigge mod døren. En brunette med den smukkeste røde kjole, stod sammen med sin veninde og kiggede ud over salen, spejdende og søgende efter noget. Pigen fangede hurtigt min opmærksomhed, men først, da Zayn snakkede, gik det helt op for mig, hvad det var der var så specielt ved hende. ”Louis, er det ikke kjolen?” Han pegede igen, og der opdagede jeg, at pigen bar den eftertragtede, røde kjole. Og der var ingen tvivl - alle detaljerne var helt præcise med fra den i vinduet. Nu forstod jeg pludselig hvorfor Julia ikke havde kjolen på. Hendes mor havde sikkert valgt at sælge den. 

Selv om de havde solgt den, så havde jeg alligevel en trang til at snakke med denne pige. Hvis hun havde købt kjolen, så havde vi det tilfælles, at vi begge kunne lide den.

”Jeg bliver nødt til at snakke med hende.” Og før de andre drenge nåede at afbryde mig med noget, var jeg allerede væk. Jeg var så ivrig efter at snakke med denne pige, at jeg slet ikke tænkte over at hun stod sammen med sin veninde, og at hun også først lige var kommet. Hvordan ville hun ikke have det, hvis jeg som det første overfaldt hende med tonsvis af spørgsmål? Måske jeg burde holde mig lidt tilbage. 

Jeg må også indrømme, at hun var meget overrasket, da jeg kom hen til hende. Eftersom at det var et maskebal vi var til, havde hun valgt at bære en flot maske, der gik fra øjenbrynene og ned til næsen. Næsten hele hendes ansigt var derfor dækket. Da jeg kiggede hende ind i øjnene, gik det op for mig, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige. Jeg var bare gået direkte hen til hende, uden at have tænkt det mere igennem. Flot Louis!

”Øh undskyld, jeg synes bare virkelig, at din kjole er smuk,” komplimenterede jeg, og synes straks, at episoden var akavet for mig. Hvem sagde også det? Min direkte besked til hende, fik mig til at føle mig som en lille dreng der lige var startet i skole, og som godt kunne lide pigen der sad ved siden af ham. 

Især da hun ikke gav mig et svar, blev situationen da også meget akavet. ”Hun er syg, og har fået besked om, at hun ikke må snakke.” Veninden ved siden af, svarede mig, og jeg nikkede forståeligt. Så måtte jeg altså nøjes med kun at beundre den smukke kjole.

”Forståeligt. Mit navn er Louis.” Jeg præsenterede mig først for veninden og gav så pigen hånden. Hun smilede forsigtigt, men sagde stadig intet. Jeg skulle lige til at sige noget, da jeg blev prikket på skulderen af ingen ringere end Harry. ”Jeg er ked af at afbryde jer, men Louis og jeg skal på scenen.” Han klappede mig kort på skulderen og skulle lige kigge ordentligt på de to piger foran os, inden han skulle til at gå. ”Hvorfor aftaler I ikke at mødes ude ved pavillonen?” spurgte han, hvilket overraskede mig. Han kunne i den grad ikke lide Julia, og ønskede at jeg skulle tilbringe min aften sammen med en anden. Men eftersom jeg aldrig selv havde turdet spørge, smilede jeg forsigtigt.

Hendes veninde smilede ligeledes stort og sagde: "Hun vil være der.” Og med den aftale på plads, hev Harry mig med til den scene, der var stillet op.

”Nu har vi One Direction, der skal optræde deres nyeste hit, Best Song Ever!” blev der råbt og sammen gik vi alle fem op på scenen. Selv om de fleste var kendte, og ikke havde ligeså meget interesse i at høre os som vores fans, så var det stadig en fed oplevelse at optræde til dette bal. Især da musikken begyndte at spille og Harry begyndte sin solo, kunne man mærke hvordan atmosfæren i rummet ændrede sig til det bedre.

 

And we danced all night to the best song ever

We knew every line

now I can't remember

how it goes but I know

that I won't forget her

'Cause we danced all night to the best song ever

I think it went

oh oh oh

I think it went

yeah yeah yeah

I think it goes, oh

 

Sangen sluttede efter nogle få minutter, og vi fik vet stort bifald af de fremmødte gæster. Med et smil kunne vi forlade scenen og Harry var straks ovre ved mig. ”Husk nu din aftale.” Han blinkede til mig, og jeg måtte indrømme, at jeg i sidste del af sangen, havde glemt hvad jeg nu skulle. Jeg skulle møde pigen. ”Jeg vil kun høre gode nyheder senere,” råbte han til mig, da jeg var begyndt min vej mod græsarealet udenfor. Jeg rystede på hovedet af Harry - han var altid så støttende, især når det kom til piger. Dog endte han til tider også med at sætte næsen i lidt for mange af mine ting, og til tider kunne han godt tage sin "wingman" rolle lidt for alvorlig. 

Pigen sad på bænken og var blevet efterladt af sin veninde. Hun kiggede op, da hun hørte mig og gav et forsigtigt smil fra sig. Da hun rejste sig kunne jeg igen se den flotte kjole foran mig. Jeg forstod bare stadig ikke, hvorfor Julia havde valgt at sælge en kjole så smuk. Men igen kom Larissa frem i mine tanker, da hun gjorde alt for penge og berømmelse.

”Vil du danse?” Jeg vidste ikke rigtigt, hvad ellers jeg skulle spørge hende om. Vi var alene udenfor, og hun kunne ikke snakke. Så det ville bare være akavet, hvis jeg sagde en hel masse. Og hvad skulle vi overhovedet snakke om? Jeg kendte hende jo ikke, og hun kendte ikke mig.

Da hun nikkede og vi fandt vores plads under pavillonens tag, overvejede jeg, hvad det egentlig var jeg havde gang i. Foran mig stod en smuk pige, specielt hendes øjne var hvad der fangede min opmærksomhed, og så var hun iført den smukkeste røde kjole. Men jeg kendte hende ikke, jeg havde aldrig mødt hende før, så det var helt klart mærkeligt for mig, nu at danse med hende. Vi kiggede hinanden ind i øjnene og de brune øjne virkede så genkendelige. Jeg var dog ikke sikker på, at jeg aldrig havde set hende før. ”Kan du på nogen måde fortælle mig dit navn?” spurgte jeg hende, og hun viste straks forvirring og nervøsitet i sit blik. Hvad var der galt i at sige sit navn?

Hun prøvede heldigvis alligevel og jeg begyndte at gætte. ”C?” Hun rystede på hovedet. ”B?” Endnu et ryst. ”Arh, G?” Hun nikkede og jeg smilede. Jeg droppede til gengæld at gætte selve navnet, da navne med G som første bogstav ville bestå af en endeløs liste.

Efter det drejede jeg hende rundt og nynnede en melodi, for at give os lidt lyd at danse til. Man kunne vel kun prøve at gøre det så hyggeligt, som det nu kunne blive. Nu havde Harry arrangeret dette møde for mig, og jeg havde helt klart et bedre indtryk af hende allerede, end jeg havde fået af Julia. Derfor gjorde jeg mit bedste, for at det gik godt mellem os, til trods for at jeg kun kunne stille hende "ja" og "nej" spørgsmål, så hun enten kunne nikke eller ryste på hovedet. 

”Kommer du fra London?”spurgte jeg hende og hun nikkede. ”Så må du vel også bo her i nærheden?” Igen nikkede hun og jeg smilede forsigtigt.

Vi hørte pludselig en lyd, og da vi begge kiggede op, kom hendes veninde løbende. ”Vi må skynde os hjem, kom nu!” råbte hun og tog fat i pigens hånd. Hun kiggede forvirret på veninden og så over på mig. Før jeg vidste af det, var de i gang med at løbe væk, efter at pigen i den røde kjole, på en eller anden måde havde vredet sig ud af mit greb. Men før hun var helt ude af mit syn, så jeg, at hun tabte noget. Jeg tænkte straks på alle de askepot-film der gennem årene var blevet lavet, og pludseligt følte jeg mig selv som en del af en af dem. Derfor skyndte jeg mig at få fat i det, der lå på græsset.

Det var en nøgle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...