Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
60296Visninger
AA

12. 11 ♕ Locked up


”Jeg kan bare slet ikke forstå det. Tænk at jeg skal til bal med selveste Louis Tomlinson. Hvor er det altså vildt,” kunne jeg igen høre Julia hvine, inde fra stuen. Det var måske tiende gang, indenfor godt og vel en halv time, at hun havde fortalt både Larissa, men også Julie, at denne helt fantastiske superstjerne, havde spurgt om hun ville være hans date til ballet.

Det værste var bare, at jeg inderst inde ikke forstod det. Louis nævnte tidligere noget om, at han havde ledt efter den kjole. Den røde kjole som havde stået udstillet i vinduet, i Enchanted. I dag var den taget ind i syrummet. Men det var en kjole som Larissa havde fået fortalt til ham, at min stedsøster havde lavet. 
Altså hvordan skulle Julia, eller Julie for den sags skyld, nogensinde være i stand til, at kunne lave en kjole, med så mange detaljer?

Og her sad jeg så – på baldagen, hvilket var i dag, og havde ingen jordisk chance for, hverken at deltage i ceremonien da jeg ikke ejede eller havde en billet til at komme ind, og jeg havde heller ingen chance for fortælle Louis, at han tog fejl. Fejl hvad angik Julia.
 Han faldt for alt det Larissa fortalte ham, og så ikke ud til at finde ud af, at hun løj ham direkte op i ansigtet.

”Kan du, for en gangs skyld, ikke bare lade være med at snakke. Du driver mig til vanvid.” Julie nærmest skreg det af sin søster. Så måske jeg ikke var den eneste der havde fået nok? 
De tog gik hinanden på nerverne, mindst lige så meget, som de begge to gik mig på nerverne. 
For de diskuterede altid. Mest over nogle ting, der var så latterlige, at det næsten gjorde ondt. 

”Hvorfor skal jeg stoppe? Du er bare jaloux.” Og så kørte den ellers bare derud af.

Jeg valgte selv at opgive at lytte til deres samtale, så jeg begav mig ind i syrummet. Vi havde stadig en masse ordre der skulle arbejdes på, og også en masse tegninger der skulle laves.
Heldigvis var jeg blevet færdig med tvillingernes kjoler, sådan at de kunne tage til bal i dem her om ganske få timer. Larissa havde jeg også designet og syet en kjole til, da hun åbenbart også skulle afsted.
Så den eneste der skulle bruge sin tid herhjemme, var mig.

Jeg havde tidligere spurgt Larissa, om jeg måtte tage med i aften, ikke at jeg vidste hvordan jeg skulle komme ind, da jeg ikke havde en billet, hvilket var påkrævet, men hun valgte at flippe mere eller mindre ud på mig. Hun mente ikke, at jeg havde ret til at bede om at kunne tage med. Jeg havde pligter her i huset, og de skulle laves. For med de tre andre ude, var jeg den eneste tilbage til at lave alt.

Derfor sukkede jeg stille for mig selv, inden jeg begravede mit ansigt i mine hænder.

♕ ♕ ♕ 

”Juliaaaaa. Mr. Tomlinson er her.” Efter at have arbejdet i en del timer inde i syrummet på diverse kjoler, kunne jeg høre min stedmors skingre stemme. Hun stod med og lagde sidste hånd på sine døtre, da Louis var kommet. Selvfølgelig var han endt med at dukke op i butikken, da han ikke kendte til vores rigtige adresse. Det var jo kun her i Enchanted, han havde været. Men var det ikke meningen at de skulle mødes ude ved selve ballet? Havde det ikke lige været det de havde aftalt tidligere? Hvert fald af hvad jeg havde hørt. 

”Jeg kommer mor.” Flere stemmer hørtes, hvilket nok var grunden til, at jeg rejste mig fra min stol og begav mig vej hen til døren. Af ren høflighed, kunne jeg vel sige hej til Louis, og ønske ham en god aften. Hvor god den ville ende med at være, nu når han skulle være i selskab med én af mine to stedsøstre, kunne så diskuteres.
Hun ville sikkert ende med at drive ham til vanvid, efter en times tid. 

Dog endte jeg med at gispe, da jeg tog fat i håndtaget. For efter at have prøvet at dreje det rundt et par gange, gik det op for mig, at den var låst. Døren var simpelthen låst.
Hvor var det typisk. Selvfølgelig havde Larissa, eller tvillingerne for den sags skyld, haft noget med det her at gøre.

Ikke nok med at de hadede mig mere end noget andet, så valgte de også at låse mig inde på selve baldagen.

”Ej hej Louis. Du ser godt ud,” kunne jeg svagt høre Julia sige, for da syrummet var klods op og ned af butikken, var deres stemmer ikke så svære at overhøre. Netop fordi, at jeg var så tæt på hvor de befandt sig, bankede jeg stille på døren, som et tegn på, at jeg var låst inde. Måske Louis ville reagere på det, og gå efter lyden.

Et håb, der endte med at måtte blive opgivet, for da hans stemme lidt efter kunne høres, vidste jeg, at de var klar til, allerede at tage af sted: ”Du ser også ret så bedårende ud øhm… Julia. Men Julie. Larissa. Vi ses vel senere. Bilen venter herude, og er klar til at køre os til ballet.”

Selvom, at jeg var indebrændt og noget så irriteret over, at jeg var fanget i dette rum, så kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Louis tøvede ved Julias navn. Som kunne han ikke huske om hun var den ene, eller den anden tvilling.

”Vi må også se at komme af sted. Men vi mødes bare derhenne.” En klokke lød, efterfuldt af en dør der blev smækket i – døren ind til butikken.

”Julie bliv færdig sådan at vi også snart kan komme afsted. Jeg har lige noget jeg skal have ordnet, før at jeg er klar til at gå.” Larissa hundsede rundt med sin ene datter, og stressede sikkert også selv, for at blive færdig så hurtigt som muligt. 

Et pludseligt bank hørtes så på døren ind til mig. Det fik mig til at fare sammen af ren forskrækkelse. 

"Der er nogle kjoler der skal arbejdes på, og jeg forventer, at de er færdige til i morgen. Derfor kommer du heller ikke ud af dette her rum, før jeg giver dig lov. Bliv derinde, eller det vil blive værst for dig selv. Desuden - hvordan skulle du alligevel kunne slippe ud? Og hvor skulle du tage hen?" Min stedmor slog en ret så ond latter op, inden hun trippede afsted på sine tårnhøje stilletter. 

Tårerne startede uskyldigt med at løbe ned af mine kinder, og jeg kunne ikke gøre noget for at stoppe dem. Larissa havde så meget magt over mig, at hun ligefrem behandlede mig som en slave. Ja hun sågar låste mig inde i min mors butik, bare sådan at jeg kunne gøre hendes beskidte arbejde. Altså hvad ville denne her butik være blevet til, hvis jeg gik min vej?

Tvillingerne kunne hvert fald ikke gøre noget kreativt med deres hænder, og Larissa - hun var en fiasko i sig selv. 

♕ ♕ ♕ 

De arrige tanker om min "familie" byggede sig op som timerne gik, og efter, faktisk, at havde færdiggjort de to kjoler som Larissa havde bedt mig arbejde på, havde jeg revet min røde kjole frem, som jeg et par dage før, havde taget væk fra butiksvinduet, så jeg kunne studere den.

Mens jeg kiggede på den, og sammenlignede den med min mors tidligere tegning, som jeg stadig ikke havde fundet men som jeg kun havde minderne om, kunne jeg høre en banken på butiksdøren. Larissa havde selvfølgelig låst den efter sig, og lod ingen komme ind. 
Men efter at en genkendelig person begyndte at råbe udenfor, hvilket jeg kunne høre meget sagte, spurtede jeg over til det lille vindue der var i syrummet. Lyset herinde, kom udelukkende fra de mange lamper der var i loftet, og så et minimalt vindue, men sikkert godt lige kunne klemme sig igennem. Problemet ved vinduet var bare, at det var i en højde, så springet derfra, godt kunne være farligt. 

"Gabbi, er du derinde?" En kvindelig stemme sagde mit navn, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var det min bedste veninde. Flere banken hørtes på døren, efterfulgt at flere råb. 

"Cass, jeg kan ikke komme lige nu. Jeg er låst inde." Jeg nærmest skreg det, i håb om, at hun havde gode ører nok, til at kunne høre mig. For måske hun kunne hjælpe mig med, at komme ud herfra. Hvordan vidste jeg dog ikke. Døren til butikken var som sagt låst, så hun kunne ikke komme ind den vej, og uden en stige der kunne sættes til vinduet, var jeg så godt som fortabt. 

Dog prøvede jeg alligevel, at få skubbet sybordet hen under vinduet, og åbnede det på vidt gab. 

"Cass." Igen råbte jeg min venindes navn. "Kom hen til det lille vindue ved syrummet." Om hun ville høre det, kunne jeg kun håbe på. Hun ville være min eneste mulighed for, bare at få lidt selskab på denne dårlige dag. 

En raslen lød, mens en person pludseligt beklagede sig. 

"Du kunne da godt lige have tænkt på, at der er roser hernede," skældte hun ud, og stod lidt efter nede foran vinduet. Et smil viste sig forsigtigt på mine læber. For jeg havde helt smidt ud af tankerne, at der var rosenbede ved siden af butikken. Larissa havde befalet, da hun overtog butikken, at det lille skur, der lå ved siden af Enchanted, skulle væltes, så hun kunne have blomsterbede. 

Igen var det et tegn på, at hun altid skulle være på tværs. Og så endda inde midt i London! Altså hvem bad om at få noget væltet, sådan at man kunne have et lille bed? Ingen. Ikke med mindre navnet var Larissa. 

"Men hvad laver du derinde?" Et stort smil var plantet om Cassandras læber, da hun stillede mig spørgsmålet. Hun så ud til at være spændt over en eller anden ting. 

"Larissa har låst mig inde. Hun mente ikke, at jeg havde noget sted at tage hen, og at jeg havde nogle opgaver jeg skulle lave. Måske hun ikke ville have, at jeg skulle tage med til ballet. Også selvom, at det aldrig kommer til at ske." Det dårlige humør, og aggressionerne overfor min stedmor, kom igen skyldende ind over mig. For hvordan kunne man nogensinde finde på, at lukke et menneske inde i et rum? 

"Låst dig inde? Er hun gået helt ud af sit gode skind? Hun er jo sindssyg." Cass tabte næsten munden, da hun fik fortalt, hvorfor jeg sad spæret herinde. Næsten ligesom Rapunzel sad fanget i sit tårn. Også lukket inde af sin onde mor. 

"Velkommen til mit liv," sukkede jeg. 

"Jeg har faktisk en overraskelse til dig." udbrød Cass pludseligt. Men hvad kunne en overraskelse gavne mig, når jeg sad herinde? Intet? Kun hvis den indebar, at få mig ud herfra. Derfor svarede jeg hende heller ikke, men kom op med et spørgende udtryk. 

"I kan godt komme frem nu," råbte hun og viftede ihærdigt med hånden, som var det et tegn til nogle personer? Gemte de sig?

"Og hvem er i?" Da et par personer kom frem, den ene bærende på en mikrofon, og de andre med kameraer, måtte jeg alligevel stille dem spørgsmålet. Hvorfor var der folk udenfor butikken, som lignede et par paparazzier? Var det fordi, at butikken havde fået så meget opmærksomhed her på det sidste, på grund af vores designs til alle de kendte personer?

"Tillykke Gabs. Du skal med mig til ballet. Vi har vundet en konkurrence i radioen, hvor vi har fået to billetter til det famous og eftertragtede bal." Så det var derfor at min veninde havde været sådan oppe at køre tidligere. Og sikkert også derfor, at hun var dukket op her ved butikken. 

Men billetter? Til ballet? Cassandra og jeg?

"Cass.... Hvad snakker du om? Det kan vi da ikke? Jeg kan... Jeg sidder herinde og kan ikke komme ud. Og hvad skal jeg have på? Ballet er jo også startet? Larissa vil flippe ud?" Ja alle de spørgsmål jeg kunne få fyret af på ingen tid. For bal? Jeg kunne ikke tage til bal?

Det var ikke ment for en som mig, at tage til et så berømt bal som dette. 

"Calm down, dear. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så har du din røde kjole. Den du har designet selv, ud fra din mors tegning. Jeg har et par sko derhjemme, og det med makeuppen og håret fikser vi snildt. Natten er stadig ung." Hun grinte kort, lænte sig over mod manden med mikrofonen og hviskede ham så noget i øret. Han nikkede forstående og forsvandt så. "Desuden - så finder Larissa aldrig ud af det. Det er jo trods alt et maskebal." Frem fra den taske hun havde på ryggen, rev hun to masker frem. En i rød, der matchede min kjole perfekt, og en i blå, der sikkert ville matche hendes. 

Hvordan kunne hun være så sikker på, at min stedmor ikke ville finde ud af noget? Hun var som en snog. En snog, der fandt ud af alt, og lige så gerne ville stikke snuden i alt. 

"Så pak din kjole sammen, kast den ud af vinduet, og hop så selv."

"Hoppe? Er du blevet sindssyg? Jeg kan da ikke bare hoppe ud af vinduet. Og hvordan skal jeg overhovedet komme tilbage herind? Ej Cass jeg kan ikke." Det at folk rent faktisk gjorde noget for mig, var noget jeg ikke var vant til. Jeg havde altid været vant til, at være hende der skulle give og yde alt. Derfor var det også stort, at Cassandra, åbentbart, havde tilmeldt os en konkurrence om at få balbilletter. 

"Kast nu bare kjolen, og hop. Vi skal nok finde ud af det. Og heldigt for dig, så har vi disse stærke radiomænd til at gribe dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...