Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
58906Visninger
AA

11. 10 ♕ The red dress


”Jeg mener det Louis, der er noget helt galt i den butik,” beklagede Zayn sig, da vi alle sad sammen på den lokale café. Nu da vi ikke havde nogle interviews eller en tour, havde vi planlagt at mødes alle fem drenge, for at snakke og høre, hvordan det hele gik. Zayn var selvfølgelig sammen med Perrie, Harry havde fortalt han havde mødt en nye pige stadig mens han af og til muggede lidt over ligegyldige ting, Niall spiste på livet løs og Liam nød livet sammen med Clarice som han nu havde datet i et godt stykke tid. Samtalen var nu omkring mig, og jeg havde forklaret, at jeg skulle i Enchanted igen i dag. Derfor sad Zayn og belærte mig om sine oplevelser.

Liam gjorde sig enig. ”De der tvillinger kan slet ikke finde ud af at sy, det gør så ondt, når de rammer en med nålen.”

”Men hende den brunhårede, hun er helt vildt dygtig,” bød Niall ind med. Han havde været den seneste til at være der, og jeg kunne forestille mig, at Ella havde grebet ind igen, efter sine søstre ikke havde gjort det ordentligt. Jeg forstod stadig ikke hvorfor Gabriella gjorde alt arbejdet, og ikke så ud til at få noget som helst for det. Det virkede nærmest som alle de der Disney-film.

Drengene snakkede videre om Enchanted, mens jeg smilede for mig selv. Gabriella måtte være hende, der designede tøjet. Det måtte det bare være, men jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne få det bekræftet. Dog håbede jeg på det ville ske naturligt, når jeg senere skulle have ”syet noget tøj til.”

”Vi ses drenge!” Jeg hilste af nogle minutter senere og forlod dem tilbage med deres egne spekulationer. De snakkede stadig om Enchanted, og ønskede virkelig at finde ud af mysteriet. Og forhåbentlig kunne jeg give dem svaret senere – nu måtte vi se.

Der var heldigvis ikke særlig mange mennesker på vejen mod Enchanted, hvilket passede mig bedre end noget andet. Jeg magtede ikke at blive fotograferet lige nu, og specielt magtede jeg ikke at blive efterfulgt af paparazzier. Butikken dukkede op foran mig, og jeg studerede først kjolerne i vinduet. Jeg var ti minutter før tid, og de plejede at have en meget presset plan derinde. Men da jeg så udstillingskjolen længst ude til højre, kunne jeg simpelthen ikke vente med at komme ind. Det røde stof der var syet med en masse lag og de smukkeste ærmer fangede min opmærksomhed.

Det var den.

Det var kjolen fra tegningen! Tegningen havde jeg dog ikke med, men jeg skyndte mig ind i forretningen, så jeg fik en masse blikke henvendt mod mig fra Julia, der blidt sad på hug og syede, Larissa og en kendt skuespiller, der fik tilpasset tøj. Jeg smilede forsigtigt til dem, og satte mig ned i en stol for at vente. De ti minutter måtte gerne gå hurtigt, så jeg kunne spørge ind til kjolen. Jeg havde længe prøvet at finde frem til ejeren af tegningen, så jeg kunne aflevere den tilbage, og nu kunne jeg måske endelig få det gjort takket været udstillingskjolen.

Som minutterne gik overraskede det mig, hvor godt Julia havde styr på det med at sy. Skuespilleren fik ikke ondt eller noget, mens hun stak nålene ind i tøjet. Havde det været Julie, der havde syet de forrige gange? Kunne Julia godt sy? Spørgsmålene fyldte mit hoved, så jeg ikke opfangede Julia kaldte mig over. Skuespilleren havde forladt butikken, så det var nu min tur. Jeg fik tøjet i hænderne og gik ind i prøverummet for hurtigt at skifte til det, så de kunne kigge på det.

Det var hurtigt gjort og jeg stillede mig frem foran spejlet. Julia gik lige så stille i gang, og det overraskede mig, at hun kun stak mig en enkel gang. Det var klart en stor forbedring siden sidst, jeg havde set hende. ”Må jeg spørge Dem om noget?” Mit spørgsmål var henvendt Larissa, da jeg følte hun ønskede at blive tiltalt med en fin forståelse. Hun nikkede. ”Hvem har designet jeres flotte røde kjole ude i vinduet?” spurgte jeg forsigtigt, og kiggede ned på Julia, der faktisk havde fundet et sted mine bukser kunne sys ind.

Larissa rejste sig og gik en rundgang, for at se mit jakkesæt ordentligt an. Hun ønskede alt, der kom ud af døren skulle være perfekt, også mit jakkesæt. ”Det har min Julia,” forklarede hun og jeg kiggede igen ned på Julia, der forsigtigt kiggede op på mig. Det føltes mærkeligt, at jeg havde fundet ejeren af tegningen. Nu havde jeg spurgt Zayns ven til råds, og selv ledt, og nu sad hun for mine fødder.

Det overraskede mig faktisk, da jeg trådte ned fra pulten og tog ud efter hendes hånd. ”Julia, vil du ikke tage til ballet med mig?” spurgte jeg og hun kiggede forvirret og undrende på mig.

Hun prøvede at finde ordene frem, men nåede ikke at svare, før Julie kom ind af en af dørene sammen med Gabriella, der bar på en masse ting. ”Hvad sker der?” spurgte Julie forvirret og kiggede skiftevis på sin mor og Julia og mig. Jeg måtte sige, hvis man ikke havde hørt spørgsmålet, så det meget besynderligt ud, at jeg stod og holdte Julias hånd.

”Jeg spørger Julia om hun ikke vil tage med mig til ballet.”

Julies mund blev stor og hun kiggede irriteret og surt på sin søster. ”Hvorfor det?!” Hun trampede i gulvet og krydsede sine arme.

Jeg trak på skuldrene, ”hun har syet den røde kjole ude i vinduet, og den har jeg ledt efter.”

Julie kiggede forvirret på sin mor, men det jeg lagde mest mærke til, var Gabriella. Hun gav alt stoffet til Larissa og forsvandt ud af døren igen. Hun virkede mere jaloux end Julie, over at jeg spurgte Julia om hun ville følges med mig. ”Vil du med?” Tænk, at jeg lige havde spurgt en ukendt pige med til ballet. Jeg kendte hende slet ikke, men noget i mig sagde det var det rigtige at gøre. Forhåbentlig ville hun også blive glad.

Hun nikkede sagte, og jeg hørte Larissa klappe bag i. Hun havde givet alle stofferne videre til Julie, der surmulede i hjørnet. ”Dejligt, at du laver de rigtige valg knægt.” Larissa lavede en grimasse, der skulle forestille et smil? I hvert fald lignede det ikke noget positivt, men hun lød til at være glad.

♕ ♕ ♕ 

Jeg var blevet færdig for denne gang i Enchanted og skulle nu ikke derhen igen. Det var i hvert fald ikke planlagt at jeg skulle. Jeg havde fået at vide, at Julia ville møde mig ved ballet, da Larissa havde forsikret mig om, det var en dum idé at dukke op ved butikken. Ikke at jeg forstod det, men sådan måtte det være.

”Louis! Hvordan gik det?” spurgte Harry, da jeg trådte ind i lejligheden. Det var ved at være tid til aftensmad, og jeg kunne høre gryderne og panderne have kød på ude i køkkenet. Jeg var hurtig om at regne ud, vi ikke var alene, for ellers burde Harry stå og holde øje. Liam var selvfølgelig ved panderne og gav mig et spil, da jeg kom derhen. ”Hallo?” Harry spurgte irriteret igen, da jeg fuldkommen havde glemt at svare ham, fordi jeg lige skulle finde ud, hvad der skete i min lejlighed.

”Oh, undskyld. Det gik fint. Jeg har en date til ballet nu,” sagde jeg, som det ikke rigtigt betød noget, men drengene var straks over mig.

”Hvad?”

”Hvem?”

”Hvor?”

”Sig ikke, at-”

Liam var den klogeste og havde allerede regnet ud, at det var noget, de ikke gad høre.

Derfor skuffede jeg dem nok. ”Jeg fandt pigen, der havde tegnet tegningen. Det var Julia,” smilede jeg forsigtigt og skulle til at sætte mig i sofaen.

”Julia?!” udbrød de og signalerede, at de ikke fattede en klap, netop fordi Julia havde stukket dem alle mange gange. ”Men hun kan jo ikke sy?”

Jeg sukkede, ”I skulle have set hende i dag. Hun klarede det overraskende godt. Så jeg tager til bal med hende.” Og med det holdt de mund, og lod mig være. Nu var der bare maden tilbage for i dag, og ellers kunne jeg sove og vågne op til færre dage til ballet. Det skulle nok blive specielt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...