Change of Enchantments - Louis Tomlinson

Hvad sker der, når to unge mødes ved et tilfælde? Ella Allen er en hårdtarbejdende syerske, der skal designe kjoler til sin stedmors butik Enchanted, der er kendt i hele England. Så kendt, at selveste One Direction henvender sig, da et stort bal skal holdes for Londons kendte og rige mennesker. Louis Tomlinson finder ved et tilfælde Ellas mest dyrebare tegning, der tilhørte hendes afdøde mor. Han prøver ivrigt at finde frem til tegneren bag, mens Ella blot ønsker at få det eneste arvestykke, hun har, tilbage. Flere gange støder Ella og Louis ukendt ind i hinanden, så hvad sker der, når Ella bliver låst inde på balaftenen? Forbliver det sådan, eller vil skæbnen føre Louis og Ella sammen, så de endelig kan mødes ordentligt?

486Likes
490Kommentarer
60162Visninger
AA

2. 1 ♕ The beginning


"Ella." En irriterende stemme råbte mit navn. Dog prøvede jeg mest af alt bare på at ignorere det, for jeg vidste godt hvad et kald som dette betød. Det var blevet tid til dagens daglige pligter, og det var selvfølgelig altid mig der skulle gøre alt i denne her familie. Altid Ella mig her og Ella mig der. 

"ELLA!" Denne gang blev der ligefrem skreget på mig. Jeg havde jo ikke engang ti sekunder til at reagere, før der allerede blev kaldt på mig igen. Jeg indså dog, at jeg måske hellere måtte adlyde for ikke at få stuearrest resten af mit sølle liv. 

"Jeg kommer," sukkede jeg inden jeg styrtede ned af de mange trapper mit gigantiske hus bestod af. Eller om jeg havde lyst til at kalde det for mi hus, vidste jeg ikke helt. 

Jeg boede med min irritable, selvoptagede og strenge stedmor og hendes to snobbede og arrogante døtre, der egentligt mest af alt skulle forestille sig at være mine stedsøstre. Men jeg følte mig langt fra relateret til nogle af de tre. De betød intet for mig, og det ville de aldrig komme til. 

Før i tiden da jeg var en lille pige, plejede jeg at bo i dette palads, beliggende i et aflukket og rigt område i London. Jeg boede sammen med min elskede mor og far. Men ting og sager vendte op og ned på hele mit liv, hvilket resulterede i, at min mor endte med at blive taget fra mig alt for tidligt. Med alt for kort varsel. Min far og jeg var så overladt til os selv, og vi kom skam også ganske godt ud af det med hinanden. Han var som min bedre halvdel. 

Dog ændrede mit liv sig igen, den dag min far giftede sig med Larissa. Min grufulde stedmor. Det skete da jeg var godt og vel elleve. Han fortalte mig, at han var forelsket for første gang siden min mor gik bort, hvilket gjorde ondt indeni mig. 
Jeg følte at Larissa prøvede at tage min mors plads, og samtidigt også prøvede på at tage min far fra mig. Noget der ikke var muligt. Min far skulle ikke have en anden kone, og ingen skulle prøve at tage min mors plads. 

Det var nu alligevel bare præcist hvad der skete. 

"Bliver det i dag at du kommer, eller skal jeg til at ansætte en anden rengøringspige, der kan overtage dit job?" 

Igen sukkede jeg. For jeg var stoppet op på det nederste trappetrin, da jeg var svundet langt væk i mine tanker om min barndom. Derfor havde jeg ikke flyttet mig, og var derfor heller ikke kommet igang med de pligter jeg skulle igang med. 

"Ja, hvis du ikke er tilfreds med det tempo jeg arbejder i, så kan du vel lige så godt smide mig ud. Jeg har vel heller ingen grund til at blive," halvhviskede jeg for mig selv. For egentligt kunne alt vel gøre lige meget. Jeg blev hundset med hele tiden, og hvem ønskede et liv som dette? Hvertfald ikke en tyveårig pige som mig. 

"Hvad vil du have mig til at gøre for dig, ædle dronning," sagde jeg så, da jeg kom ind i min stedmors soveværelse, hvorefter jeg hurtigt bukkede for hende, som var jeg en rigtig slave. Jeg håbede ikke at hun ville lytte alt for godt efter hvad jeg sagde, så hun ville bide sig mærke i den ironiske del jeg plottede ind sidst i min sætning. Det var ikke for at gøre grin med hende eller noget, at jeg bukkede, eller at jeg kaldte hende for min dronning. Men at blive behandlet som en tjenestepige hver evig eneste dag, fik bare en til at opføre sig som en også. Så hvorfor ikke bare spille med på det? Måske hun en dag ville få dårlig samvittighed? Ikke at jeg troede det nogensinde ville ske. 

"Du bliver snart nødt til at gå igang med at tegne nye kjoler til butikken. Brudepigerne mangler nye modeller, og alle de kendte der skal til store fester, mangler unikke outfits, som aldrig er set før. Så siden du ikke har noget job, udover at arbejde i butikken, må du hellere arbejde hårdt nok, hvis du fortsat skal kunne have nok penge til at betale for dit universitets ophold." Mens hun snakkede, anede hun mig ikke ét eneste blik. Hendes blik var rettet mod hendes negle, som hun sikkert lige havde fået lavet en 100 pund manicure på. Så de skulle for guds skyld ikke knække ved at arbejde!

"Jeg havde ellers tænkt mig at gå en tur i parken, for bare at få lidt frisk luft. Kan jeg ikke tage ned til butikken i morgen efter skole? Så kan jeg arbejde på kjolerne resten af dagen?" 

"Forstår jeg dig ret, når jeg siger at du ligefrem prøver på at bede om en fridag fra arbejdet? Bare fordi det er søndag, og fordi Gud tog en fridag på denne dag, da han skabte jorden, betyder det i himlens navn ikke at du også bare kan bede om fri hist og her. Dine to søstre skal også snart til et stort bal, så mon ikke også at du snart skal gå i gang med at lave og tænke på deres kjoler? Du skulle jo også gerne have de rigtige mål." Larissa kiggede for første gang på mig, og sendte mig et arrigt og alvorligt blik. Bare fordi Gud tog en fridag... Hvad var det også for noget at sige?
Så snart jeg bad hende om én lille ting, kunne hun ikke engang gøre det for mig. Der skulle altid være noget andet for mig at lave, end at gøre hvad jeg rent faktisk havde lyst til. 

"Jamen det er bare én lille gåtur. Du ved hvor meget jeg elsker paar.."

"Nu er det nok. Gå ned i butikken, og gør dit arbejde. Vær hjemme ved en femtiden, så du derefter kan begynde på aftensmaden. Vi skulle vel helst ikke sulte os ihjel. Tjep tjep." Hun baskede handicappet med sin ene hånd og havde også hævet sin stemme betydeligt meget, som et tegn på at jeg skulle til at få fart på. 

Igen skulle hun bestemme hvad jeg måtte og hvad jeg ikke måtte. 

"Som du ønsker," hviskede jeg som mit eneste svar, og forlod derefter rummet. 

 

♔♔♔

 

Jeg sukkede kort da jeg satte mig bag skrivebordet i butikken. Min stedmor havde placeret et skrivebord i et lille ekstra rum i butikken, så jeg kunne tilbringe hele mit liv her, på at tegne og producere de kjoler hun bad mig om at designe. 

Da min mor levede, havde hun i sin tid startet en kjolebutik op. En butik hvor mange kendte kom for at få designet deres formelle kjoler, til de specielle events de skulle til. Og med den success som hun hurtigt opnåede ved sit talent for at tegne og designe, endte butikken på ingen tid med at blive kendt rundt i den nordlige del af verden. 
Så med successen i top, besluttede hun sig for at tilføje lidt formelt tøj for mændene også. Derfor blev der senere også solgt smokinger, tilbehør og skjorter. Noget der også endte med at blive ret populært. 
Og det specielle ved det hele var, at min mor designede alt selv. 

Hun lod ikke dyre mærker som Armani, Chanel eller Hugo Boss komme ind over det. Nej hun tegnede alt selv, fik andre til at designe det selv, ja til tider kunne hun endda selv finde på at sy og smede kjolerne og smokinger sammen. 

Da jeg var en lille pige, havde hun spurgt mig til råds om et navn til butikken, så jeg også kunne have en lille indflydelse på det. Det var hvad hun altid sagde. Og siden jeg var ellevild med alle prinsesserne i dette år, og siden jeg elskede alt der havde med eventyr og feer at gøre, valgte min mor at kalde butikken for "Enchanted."

Men da hun døde, og da min stedmor insisterede på at overtage butikken, blev jeg sat til at tegne og designe alle kjolerne. Folk i skolen fortalte mig tit at jeg havde et talent for at tegne, dog var det aldrig noget Larissa havde fortalt mig. Hun bad mig bare om at gøre det sure arbejde, for så selv at tage credit for det hele, og hvis jeg protesterede, endte helvede vel bare med at bryde løs. For det var ikke mig eller nogen andre end hende selv og hendes to forfærdelige døtre der skulle være i centrum. Det var de tre der altid skulle have alt opmærksomheden fra alle og enhver. 

Derfor havde jeg også fået til opgave at designe to kjoler til mine stedsøstre, da et bal snart kom her til London. Et bal rige og kendte mennesker var inviteret til. Ja selv jeg havde fået en invitation, men så snart at den fangede Larissa's syn, havde hun strengt fortalt mig, at der ikke kunne være tale om en fridag for mig. Jeg kunne derfor ikke tage med. 

For jeg var fanget. Fanget i mit eget hjem. Alle de huslige pligter skulle laves. Gulvene skulle skures, støvet skulle fjernes, og alt i mens jeg så skulle bruge min tid på det, så skulle de tre andre til bal. Uden mig. 

Heldigvis var der da stadig et par uger til at det gik løs, hvilket også gav mig lidt mere tid til at arbejde på mine stedsøstres kjoler. 

Julia havde givet mig strenge ordre på at hendes kjole skulle være grøn. En faded farve af en smaragd grøn, der så skulle dekoreres med diamanter og jeg ved ikke hvad. Den skulle helst være tæt omkring brystet kombineret med en dyb udskæring, så hun kunne vise sin kavalergang frem.

Julie havde derimod beordret mig til at designe en lyserød kjole til hende. Så hun kunne føle sig som en rigtig prinsesse. Dog skulle den sidde stramt om både brystet og barmen. For hvorfor ikke bare vise alt frem, nu når det alligevel ville vrimle med kendte ansigter? Den lyserøde farve, skulle have en rosa nuance, og skulle ligeledes have diamanter broderet på, diverse steder omkring på kjolen. 

Så ja - Julia og Julie, var mine to forfærdelige stedsøstre. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så var de enæggede tvillinger, lignede hinanden utroligt meget, og det at Larissa og hendes tidligere mand havde været så utroligt kreative med deres navne, gjorde det jo bare endnu bedre. Ja måske ironien kunne høres i dette. 

Det var ligefrem svært at udpege den dummeste af dem, da ingen af dem havde specielt meget at byde på. 

Men med et suk og en irriteret følelse, rev jeg de to tegninger frem af Julie og Julias kjoler. Hvis jeg alligevel skulle være fanget her, kunne jeg vel ligeså godt få noget ud af dagen.

Jeg fandt dertil også min specielle blyant frem, og lod så magien flyde ud gennem mine fingre, mens jeg drømte mig væk til et bedre sted.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...