Vampire Melody

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 28 mar. 2013
  • Status: Igang
Avalon er udødelig. Der er mange regler, der gælder udødelige, og en af dem er, at man ikke må synge eller færdes blandt mennesker. Men Avalon elsker musikken. Det er den eneste ting, hun kan huske fra sit tidligere liv.
Men hendes hemmelighed kan være farlig i den mørke verden. Og hvad værre er, at Valmai-klanen og Bogart-klanen har været fjender i flere århunderede og kan starte en krig, hvert øjeblik det skal være.
Og hvad sker der, hvis Xenius, Avalons elskede og udødelige livspartner finder ud af hendes hemmelighed.
Vil han overgive hende til Aridian? Eller vil han holde tæt om hendes dobbeltliv?

1Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

2. Xenius

Solens morgenrøde stråler glimtede i søens klare vand, mens fiskene pilede af sted og sendte små bobler op, der blev til ringe i vandoverfladen. Som i går sad jeg med benene trukket godt op under mig og ryggen lænet mod hulens kolde væg. Min dagbog lå i mit skød, lille og fin som altid. Jeg strakte min dovne krop og gabte. Nogle få snorkede ligeså højt som en, der spiller trompet, og resten sov alt for tungt til at give en lyd fra sig, som ikke var deres åndedræt.  Jeg drejede søvnigt hovedet og kiggede over på det sted, hvor Xenius’ maskuline krop plejede at ligge. Han var væk. Sikkert stadig på jagt. Han var en af dem, som virkelig havde smag for at jage. Det betød vel at han var på vej, så måske kunne jeg nå at fange ham, inden han kom tilbage. Jeg plejede tit at overraske ham med at komme ud, inden han var nået helt hjem. På den måde kunne vi tilbringe tid sammen. Bare os to…alene… 

En buldrende snorken afbrød mine tanker og jeg vendte tilbage til virkeligheden. Jeg kom sløvt på benene, mens jeg klamrede mig til væggen og kantede mig hen til udgangen. Jeg bukkede mig og gik krumrygget op ad trappen i den bælgmørke gang, videre frem, sidste trin og så ud i det fri. Jeg åndede en masse frisk luft ind gennem næseborene og ud gennem munden. Vinden slog blidt til mine æblerøde kinder, da jeg løb balancerende over træstammen. Jorden skød op omkring mig, mens jeg løb gennem skovens mange træer. En gren sendte sine lodne kviste og blade lige i ansigtet på mig. Det gjorde ikke særlig ondt, så jeg løb bare videre. Med lynets hastighed nåede jeg udkanten af skoven på et halvt minut. Jeg lænede mig op ad et egetræ, men flyttede mig hurtigt igen, da noget harpiks klistrede sig fast på min ryg. Nogle små hvide blomster faldt ned på min grå trøje og satte sig fast på den brune harpiks, idet jeg gik baglæns ind i et træ og udløste de hvide blomsters reaktion. Der bag træerne kom den høje mørke skikkelse, jeg havde set så tit frem. Den trådte ud i lyset og afslørede sit ansigt med de smukke træk. De høje kindben, det sorte hår med de sorte lokker hængende foran øjnene og den lange blege hals.

 ”Xenius,” råbte jeg og løb frem mod ham. Han greb fat om mit liv, og jeg holdt armene om hans hals, mens han svingede mig rundt som en danser med sin partner. Vi smågrinede lidt, men så holdt han op og stirrede med store kærlige øjne på mig. ”Hvordan er det du ser ud?” Smilede han. ”Hvad mener du?” Smilede jeg tilbage, men kom så i tanke om at jeg jo måtte se forfærdelig ud. Jeg kiggede ned ad mig selv og grinede. Mine bukser var plettede af jord, min trøje var smurt ind i harpiks og blomster og ikke nok med det, så havde jeg blade og kviste filtrede ind i mit hår, derefter grinede vi begge to. ”Kom” sagde han og tog min hånd, hvorefter vi spurtede gennem skoven og først stoppede da vi nåede Lakefield sø.

Han tog sin bluse og sko af og løb op på en lille skråning, så tog han tilløb og hoppede i vandet. Der lød et ordentligt plask og vandet sprøjtede ud til alle sider. ”Kom nu,” Råbte han og vinkede imødekommende med hånden. Jeg rystede på hovedet og sagde smågrinende: ”Du er sindssyg.” Han tog sig for sjov til brystet og dykkede under vandet. Lidt efter kom hans blege arm op og derefter hans hoved. ”Hjælp, hjælp mig jeg drukner,” skreg han og sprællede som en fisk på land. ”Okay jeg kommer nu,” råbte jeg og løb op på skråningen. Min sko fløj af i en fart, mens min trøje landede blidt på jorden. Ligesom Xenius tog jeg tilløb og hoppede i. Mit tøj blev gennemblødt af vand, idet jeg kom under, men pyt med det tænkte jeg. Xenius svømmede hen til mig og placerede sine hænder på min ryg. Jeg lagde hånden på hans muskuløse bryst og betragtede de snehvide skyer, der svævede på den blå himmel. Vi svømmede til det blev mørkt, og stjernerne glimtede på himlen. Så gik vi op og tog vores sko og trøjer på. Jeg vendte mig om og stirrede ind i hans græsgrønne øjne. Vores blikke mødtes, og luften blev pludselig meget varmere. Han lænede sig frem mod mine læber, mens jeg rettede mig op, og da der kun var få centimeter imellem os, slog et kraftigt tordenbrag sin ankomst på himlen. Vi flyttede vores ansigter væk fra hinanden og fulgtes i tavshed hjem.  Kun uglens tuden og bladenes raslen kunne høres i skovens indre.

 

 

 

                                                                                                                                                            

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...