Vampire Melody

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 28 mar. 2013
  • Status: Igang
Avalon er udødelig. Der er mange regler, der gælder udødelige, og en af dem er, at man ikke må synge eller færdes blandt mennesker. Men Avalon elsker musikken. Det er den eneste ting, hun kan huske fra sit tidligere liv.
Men hendes hemmelighed kan være farlig i den mørke verden. Og hvad værre er, at Valmai-klanen og Bogart-klanen har været fjender i flere århunderede og kan starte en krig, hvert øjeblik det skal være.
Og hvad sker der, hvis Xenius, Avalons elskede og udødelige livspartner finder ud af hendes hemmelighed.
Vil han overgive hende til Aridian? Eller vil han holde tæt om hendes dobbeltliv?

1Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

3. Ollivanders Singing Academy

Kære dagbog                                     

Det er eftermiddag og jeg sidder oppe i et træ, jeg ikke kan huske hvad hedder. Det er stort og bredt som en elefant, men højt og langt som en giraf. De yderste grene i toppen, svajer stille i blæsten og nedenunder lusker den ildrøde ræv frem og tilbage, men nogle gange løber den en runde om sig selv og lægger sig dernæst ned på maven som en hund. Ubesværet og takket være mine vampyrkræfter sidder jeg nu med krydsede ben på en lang tyk gren….

I går var jeg sammen med Xenius. Vi tilbragte hele dagen sammen, hvor vi svømmede og pjattede. Før vi tog hjem skete der noget jeg aldrig nogensinde har prøvet før, det var lidt.. skræmmende, og alligevel det bedste jeg i mit liv har følt. Jeg fik flagermus i maven, og mit hjerte slog så hurtigt, da Xenius prøvede at kysse mig. Tænk, hvis det var sket, hvis ikke tordenskraldet havde lydt, hvad mon der så ville være sket. Tror du han ville havde kysset mig eller? Sikkert ikke. Måske er det bare en spøjs venneting, der udvikler sig mere og mere, men i så fald er det den bedste venneting, jeg kunne ønske mig. Jeg har aldrig tænkt på Xenius som… okay det har jeg, men jeg havde aldrig troet at han følte det samme som mig. Jeg har meget, jeg skal nå i dag. Jeg skal videre med den sang, jeg er i gang med. Ja ja, vampyrer må ikke synge eller i det hele taget optræde, men jeg brænder bare sådan for det. Nu vi taler om brænder, så er jeg ret så tørstig. Jeg må hellere finde noget at drikke, og så skal jeg skrive på min sang.

Avalon.

Solen lyste mig i øjnene, mens jeg vandrede rundt i skoven og nynnede. Jeg havde teksten til min sang, men jeg manglede stadig en melodi. Det eneste, som gik mig på var bare, at jeg ikke kan huske noget musik. Jeg kan huske, at jeg har hørt musik og, at jeg engang var en del af den, men den del forsvandt, da jeg blev udødelig og skilt fra mine forældre. Nu er det tætteste jeg kommer på musik, hvislen fra bækken, bladenes raslen og lyden af regnen, der siler ned.

Med hurtige skridt, spænede jeg gennem skoven. Landskabet fløj forbi mig med sådan en fart, at mine ellers gode vampyrøjne kun lige nåede at se det. Træernes grønne hår gik ud i et med deres tynde og høje trækroppe, og deres lange krogede og brune fingre ville hænge fast i alt forbigående, som ville komme i nærheden af dem. Himlen kunne ikke være mere blå eller skyfri som den var i dag, og jeg følte mig stærkere end nogensinde. Jeg nåede udkanten af skoven, det sted, hvor byen ender. En hurtig bevægelse og jeg stod på en sort glinsende tagryg, med armene ud til siden. Selvom min vampyr evner gjorde at jeg havde en balance som en akrobat, så skulle mine arme også hjælpe til. Menneskene havde forladt torvet og jeg kunne roligt snige mig derned uden, at nogle ville opdage mig. Lydløst landede jeg på asfalten uden den mindste skramme. Jeg håbede på, at endnu et tåbeligt ungt menneske ville komme slentrende og beruset ud på gaden med en underlig facon af en flaske på sig. Med ryggen mod huset stod jeg musestille og ventede. Der skete ikke noget. Der kom heller ikke nogle, ikke engang en enkelt fugl viste sig på den blå himmel. Et stort lysende skilt fangede min opmærksomhed - Ollivanders Singing Academy, stod der med store fede og sorte bogstaver. Min nysgerrighed rørte på sig, og uden at tøve gik jeg op ad en bred og smuk trappe med et helt sort og skinnende gelænder. Jeg stoppede foran to store glasskydedøre og læste på et lille klistermærke i venstrehjørne. Du bliver overvåget, stod der. Mit skulderlange hår faldt bagover, da jeg rettede mit blik op for at kigge, om jeg kunne finde kameraet. Fandt det! En rund og sort linse havde rettet sit øje direkte mod mig og optog nu enhver bevægelse, jeg lavede. Med hænderne på den ene glasdør spejdede jeg rundt for at finde liv indenfor, men der var ingen i miles omkreds, hverken indenfor eller udenfor. Jeg trak i metalhåndtaget og gik ind.                                                                                                                                    

Det første der mødte mig var en lang og bred gang. Jeg småløb hen ad den og stoppede ved en snoet trappe, hvor jeg tog en dyb indånding og fortsatte op ad den. Med hastige skridt skyndte jeg mig gennem en åben egetræs dør.

”Wow,” udbrød jeg med store øjne. I midten af det rum jeg stod i, var der en kæmpe stor scene med et blodrødt tæppe og hvidt spotlight lys. På hver side af den røde løber var der ca. 25 rækker røde biografstole. Jeg tøvede lidt, men gik så op på scenen. Det hvide lys blændede mig. Snart lød min klare og lyse stemme, og lyden bredte sig ud i alle hjørner. “Bravo” råbte en dyb stemme og klappede. Jeg kiggede forskrækket op og så en middelhøj skaldet mand med skæg smile til mig. ”Ehm..øh.. undskyld.” Mumlede jeg, da jeg gik ned fra scenen og kiggede på mine støvler. Manden rystede på hovedet og rakte en behåret hånd frem. ”Michael,” sagde han. ”Avalon” nikkede jeg venligt og tog i mod hans hånd. ”Du bærer på et stort talent. Hvad siger du til at komme tilbage og synge her på Ollivanders Singing Academy?” Spurgte han.

Glasdørene smækkede i bag mig og et lille grin undslap fra mine læber. ”Jeg har lige underskrevet en kontrakt.” Hviskede jeg til mig selv. ”Jeg skal OPTRÆDE PÅ ET AKADEMI!” Råbte jeg ud til torvet. Med hoppende trin satte jeg mig på gelænderet og lod mig glide ud på asfalten, der nu var fuld af mennesker. Jeg dansede hen af gaden, mens jeg nynnede fornøjeligt. Hånden på lygtepælen, en runde om den, og så var jeg på vej. Jeg glemte helt, hvorfor jeg var kommet ind til byen. Tanken om det var blevet skudt væk som en raket, der stiger til himlen.

 

Jeg gik og nulrede blade mellem fingrene, da et par kolde hænder spærrede mit udsyn. ”Gæt hvem?” Lød en drillende stemme som jeg kun kendte alt for godt. ”Xenius.” Sagde jeg og fjernede hans hænder. Hans glødende øjne stirrede ind i mine og han smilede sit skønne smil, mens han tog min hånd i sin. Mit hjerte bankede så højt, at jeg var sikker på han kunne høre det. Månen hang over os og gjorde det hele mere romantisk. Jeg havde det som om, træerne hviskede til hinanden om de to vampyrer, der kunne dræbe og være ligeglade med menneskene, men i mørket kærtegne og nyde hinandens selskab. Vi nåede søen, og tidevandet steg kraftigere og kraftigere. Xenius hjalp mig over træstammen, og en efter en hoppede vi de tre meter ned i hullet. Xenius trak mig med hen mod trappen, og jeg kunne næsten ikke følge med. ”Xenius, hvad skal vi? Jeg kan ik..” Hans bløde læber mod mine afbrød mig og jeg dirrede helt ud i tåspidserne. Han slap sit tag i mig og vores øjne mødtes. Så sendte han mig et skævt smil og skubbede mig blidt op mod væggen, mens han pressede sine læber mod mine igen. Jeg lagde armene om hans hals, da han kyssede min. Hans varme hænder kunne mærkes gennem min bluse. ”Arghh,” Stønnede jeg, idet han bed mig - det er noget os udødelige gør for at udtrykke vores følelser. Lidt ligesom at sige jeg elsker dig. Han førte sin mund op mod min, og jeg havde ikke længere jordforbindelse. For netop nu svævede jeg i den syvende himmel, og intet kunne få mig ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...