Vampire Melody

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 28 mar. 2013
  • Status: Igang
Avalon er udødelig. Der er mange regler, der gælder udødelige, og en af dem er, at man ikke må synge eller færdes blandt mennesker. Men Avalon elsker musikken. Det er den eneste ting, hun kan huske fra sit tidligere liv.
Men hendes hemmelighed kan være farlig i den mørke verden. Og hvad værre er, at Valmai-klanen og Bogart-klanen har været fjender i flere århunderede og kan starte en krig, hvert øjeblik det skal være.
Og hvad sker der, hvis Xenius, Avalons elskede og udødelige livspartner finder ud af hendes hemmelighed.
Vil han overgive hende til Aridian? Eller vil han holde tæt om hendes dobbeltliv?

1Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

1. Avalon

Jeg kunne høre blodet bruse i hendes blodårer. Det boblede og sydede i hendes spinkle krop, samtidig med, at hendes brystkasse hævede og sænkede sig med få sekunders mellemrum. Hun var tæt på slutningen. Mørket ville snart opsluge hende, tage hende med i dybet og gøre en ende på det hele. Med hænderne om hendes brune hals drak jeg instinktivt hendes blod.  Smagen af alkohol og jern fyldte min mund, men pludselig hørte jeg en lyd. Jeg kiggede op på de triste grå bygninger og de mørklagte gardiner efter tegn på liv. Bag gardinerne lyste det svagt fra lamper, men der var ingen skikkelser i vinduerne. Hvor kom lyden så fra? En sort kat med gule øjne plantede hurtigt sine bløde fløjs poter på asfalten. Jeg hvæsede af den og mine kridhvide hugtænder kom til syne. Den stivnede og flygtede ind i en gyde. Få minutter efter begav jeg mig nynnende af sted mod vores tilflugtssted. Det eneste jeg havde efterladt var en sølle menneskekrop drænet for blod, som sikkert ville ligge på vejen foran Dooses Marked til i morgen tidlig. Det var typisk at de unge, der havde været til fest om aftenen gik fulde rundt på gaden. De anede ikke uråd om hvilke skabninger, der lurede i skyggerne på denne tid af døgnet, men de åndssvage og hjerneløse piger og drenge ville få konsekvensen på samvittigheden, når deres venner og veninder blev fundet bevidstløse og blodige på gaden næste morgen.                                                                                                                                         

Trækronerne hævede sig højt oppe i luften, og som sædvanlig kunne jeg høre alt fra musenes puslen til uglens tuden. Grenene knækkede under mine sorte læderstøvler, da jeg spurtede gennem skoven. Vinden tog til, mens kulden sneg sig ind under mit tøj og kyssede min mælkehvide hud, og mit honningbrune hår blev fejet bort af vinden, som blæste i mit ansigt. Jeg kendte skoven bedre end jeg kendte hver blodårer i et menneskes hals. Træerne hviskede mit navn, og månens skær spejlede sig i mine gyldne øjne.

Jeg kalder ikke vores tilflugtssted for mit hjem, for jeg har ikke rigtig fundet mit hjem endnu. Jeg mener, jeg ved ikke helt nøjagtigt, hvor jeg hører til. Jeg nåede en stor sø i skoven, det er her vi holder til. Jeg balancerede langsomt på den tykke træstamme, som lå tværs over søen, med armene strittende ud til siden. Forsigtig kom jeg ned på alle fire og hen til indgangen. Der var mørkt dernede, men jeg var vant til mørke, og mine øjne fik hurtigt vænnet sig til det sorte dyb. Med hænderne godt placeret, hvor de skulle, sprang jeg ned i hullet. De tre meter var lettere, end de plejede, og som en kat landede jeg på benene helt uden besvær og fulgte derefter trappens trin ned gennem stenvæggene. Jeg famlede mig frem til en lille indgang kun dværge ville kunne komme igennem oprejst. ”Vi må være på vagt, hvis de slår til. Vi må gøre det vi er bedst til, at dræbe,” Hørte jeg Aridian sige. ”Bogart-Klanen må ikke og vil heller ikke overgå Valmai-Klanen, er i med?” En masse stemmer istemte deres enighed med jubelråb og næverne i vejret.

Snakken bredte sig ud i den dunkle hule og varede til langt ud på natten. De fleste gik på jagt, og dem, som kunne drikke rigtig meget kom først tilbage ved daggry. Lyden rungede hult mellem hulens stenvægge, og som sædvanlig lænede jeg ryggen op af stenvæggen og fandt min lille blå læderindbundne dagbog og en blyant frem, slog op på en blank side og begyndte at skrive. De andre sad i vores gamle slidte lædersofa ved det lille træbord og talte om dagens sammenstød med de dødelige.

 

Kære dagbog                                    

Bogart-Klanen har været på nakken af os i 2 århundreder. De vil have den stærkeste vampyrhær, der nogensinde har eksisteret. Jeg forstår ikke, hvorfor vores klaner ikke bare slår sig sammen og regerer over de dødelige som en stor enhed, men det er tilsyneladende for meget at forlange i denne mørke verden…

Jeg må hellere ligge blyanten nu, det bliver en spændende dag i morgen. Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiib…. Jeg skal mødes med Xenius. Ham har jeg fortalt dig om. Det var ham, der gjorde mig til vampyr. Først blev jeg virkelig vred på ham, men så lærte jeg den nye verden at kende og nu betyder han alt, simpelthen ALT for mig. Nå.. jeg smutter nu.

Avalon.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...