Whispering Shadows

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 28 mar. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
145Visninger

1. oneshot

De hviskede til mig. De tvang mig. De bestemte. Jeg var i deres magt, bundet med deres lænker. 

Jeg stod med pigen i et fast greb. Hendes gyldne har var blevet brun, af alle de tåre hun havde spildt på at græde. Lige meget hvor meget hun græd, ville jeg ikke give slip, og lade hende flygte med vinden. De sagde jeg skulle. De sagde det var det bedste, hvis den lille lyshårede pige ikke var her. "Gør det!" råbte de. "Gør det, hvad venter du på!" hviskede de drillende i mit øre. Jeg tog kniven frem, men tøvede. "Kom nu, hun sladrer jo ikke! vel?" Grinede de, og de slog smæld med tungen. 

Jeg tog kniven, og sendte den lille pige bort. Jeg fattede det ikke, og tårerne løb ned af mine kinder. "Godt, du er dygtig." hviskede de, og kiggede mig dybt i øjnene. "Det er det bedste, hvis der kun er os i verden. Og vi må tage dem en for en." Sagde de og aede mig på kinden. Mine skygger, var mine lænker, men de havde udviklet sig til mine venner. Jeg stod i gæld til dem, men jeg vidste ikke hvorfor. Folk sagde jeg var sindsyg, men skygger sagde, at de bare var misundelige, fordi vi havde magten. Jeg gik hver dag rundt med en skyldfølelse, men jeg havde stadig en drøm. Men drømmen ville jeg ikke fortælle, fordi så ville skyggerne skælde mig ud. De ville råbe og forlade mig. Jeg ville være alene. Alene i verden, alene i alt, alene i ingenting. Jeg slap pigen, og hun faldt til jorden med et brag. Jeg var ikke bekymret for at, nogen skulle se hende. Skyggerne sagde, at de ville gemme hende, mens de vislede med deres tunger.

Da jeg gik gennem gaden, så jeg en dame skrige. Hun pegede på mig, og jeg tabte den bloddryppende kniv. Hun anede ikke noget, så hvorfor skreg hun? Skyggerne havde gemt alle beviser væk, det sagde de jo. Jeg kunne jo stole på dem. Eller kunne jeg? Det var jo det rigtige at gøre, det sagde de jo. Mænd greb mig bagfra, men jeg var ikke bange skyggerne ville hjælpe mig, ligesom jeg hjalp dem. Men da jeg kaldte på skyggerne, var de væk. De havde forladt mig, efterladt mig. De var skredet, men havde ikke sluppet mine lænker. Jeg kunne stadig høre dem, de grinede, men de svarede  mig ikke, da jeg kaldte på dem.Jeg tog hurtigt kniven op igen og stak i mændene. Jeg løb væk fra alt. Fra intet. 

Jeg var nået til togskinnerne. Toget var her lige om lidt. Jeg kunne høre sirener. Toget kom tættere på, og det samme gjorde sirenerne. Jeg stod på de skinnende skinner, og kaldte på dem. "Hjælp mig! Hjælp mig for helvede!" råbte jeg. De svarede ikke, de grinede stadigvæk. De hørte mig ikke, men kun deres egen nød og deres egen synd. Jeg kunne se toget nu. Det kom kørende i en hastig fart og det bumlede så højt at sirenerne forsvandt, som en summen i mit øre. Jeg så en politimand råbe og række hånden i vejret. Jeg rakte hånden hen mod ham. Den var afværgende og kold. Han råbte mod mig igen, men han forsvandt som en silhuet i mit syn, idet toget ramte mig. "I kan stadig rede mig." hviskede jeg til skyggerne, inden toget havde stoppet mit hjertets tomgang. Men det var ikke nødvendigt. Jeg havde fået mit ønske opfyldt. At blive i et med skyggerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...