Artificial Love

Hvad er kærlighed?
Følg Louis, da hun møder Alec, som vender op og ned på hendes forståelse af tilværelsen.

15Likes
3Kommentarer
673Visninger

1. One shot.

Det svage lys fra UV-pæren lyste ind gennem vinduet hos familien Granger. Michael Granger, familiens overhoved, var allerede taget af sted for at arbejde på fabrikken, mens hans kone Elisabeth var blevet sat af på den private underskole. Her underviste hun børnene i fortidens verden; hvordan det kunne være, at lyset ikke kun kom fra den store kunstige sol, som en gruppe forskere havde modificeret et par århundrede tilbage. Eller hvordan der engang for længe siden gik dyr frit omkring på markerne.

 ”Hvorfor gjorde de det?” var der fra tid til anden en, som spurgte.

”Jo, ser I. Før i tiden havde man ikke de samme muligheder, som man har i dag. Og derfor blev man nødt til at dræbe dyrene, så man kunne bearbejde deres kød til mad.” forklarede hun med et stramt smil. De små uskyldige børn ville trække på den neutrale grimasse, og i stedet ligne en, som lige havde hørt det meste groteske.

Nu om stunder var der nemlig ikke længere behov for dyrene til mad. Det kunne nemt skabes ved hjælp af nutidens teknologi, uden tab af hverken smag eller udseende. Dog var en del af de unødvendige næringsstoffer, så som for store mængder fedt, blevet fjernet.

Men mest af alt fortalte hun om kærlighed. Det ældgamle eventyr om, hvordan en mand og en kvinde ville opgive alt for bare, at kunne være sammen. Pigerne ville sukke højt, mens drengene i fællesskab ville rynke på næsen og mumle forskellige eder om begrebet. Men lige meget hvad, var det dem, som forstod det bedst. Børnene havde nemlig den tætteste kontakt med deres hjerte. Ingen havde været inde og påvirke deres følelser, ej heller slette dem helt.

De vidste derfor, hvad fru Granger mente, når hun fortalte om en mand, der havde ofret sit liv for sin nyfødte søn og kone. Selv forstod hun det ikke. Hvis ens barn døde i denne tid, ville du kunne få et nyt uden problemer. Hvorfor skulle en arbejdsdygtig mand dog miste livet for et nytteløst afkom, der nemt kunne erstattes? Det var det mest groteske ved dette arbejde.

 

Louis’ POV:

”Burde jeg stå op?” mumlede jeg ned i min pude, som svagt duftede af den vanilje shampoo, der blev stillet frem til mig hver aften, inden jeg gik i bad. Verden ville jo ikke ligefrem gå i stå, hvis jeg blev liggende i sengen. Min far derimod ville nok ikke være bange for at udtrykke sin utilfredshed. Det ville bestemt ikke være noget nyt. Hvis tingene ikke gik efter Hr. Grangers hoved, kunne du godt være sikker på, at der blev lavet om på det, - meget hurtigt og gerne i form af fysisk afstraffelse.

Faktisk var jeg det eneste, som ikke endte ud med at være, som han forventede. Alle min moders ultralydsscanningerne sagde nemlig, at jeg ville blive en dreng. Men et par måneder senere poppede jeg ud og var alt andet end, hvad de forventede. Og siden det allerede var blevet offentliggjort at Hr. og Fru Granger ville skænke verden et afkom, havde de ikke andet valg, end at lade mig leve. Men det, at jeg manglede store mængder af testosteron, påvirkede dem ikke den gang, jeg skulle navngives. Hvilket betød, at mit officielle navn var Louis Percival Granger.

 

Med lange skridt gik jeg over til mit ’fra gulv til loft spejl’, der næsten dækkede hele den ene væg, her blev jeg mødt af mine kedelige lyseblå øjne, som var nedarvet til hele Granger-slægten samt mine skarpe ansigtstræk. Mit hår var blond, hvilket mine forældre var meget i mod. Alle fra overklassen havde en eller anden ekstravagant hårfarve, som viste, at de havde råd til at få den ændret. Men med argumenter, der omhandlede traditioner fra Granger-slægten, fik jeg lov til at beholde min naturlige farve.

Alt i alt var jeg køn, attraktiv eller smuk, kald det, hvad du vil, jeg var det. Der blev aldrig stillet spørgsmål om min skønhed, ej heller min moders. Det var bare blevet et faktum. Hvilket gjorde, at min fremtid ville være, at stå ved min succesfulde ægtemands side, måske avle et eller to børn, som kunne overtage familiefirmaet, når den tidligere patriark ikke længere ville være i stand til det.

Før i tiden ville det have været fedt. At ens liv bestod af at blive elsket og det eneste man skulle gøre, var at passe på sine børn. Men i disse tider var ’at elske’ ikke noget voksne kendte til. Kærlighed hørte oldtiden til; for når du fyldte atten, ville du under gå en operation, hvor speciallæger fjernede dit hjerte og erstattede det med et mekanisk instrument, som kunne sørge for, at blodet blev pumpet rundt i din krop. Udover det cuttede de også forbindelse til den del af hjernen, hvor følelserne var forbundet.

Dette gjorde, at du ikke længere var styret af dine følelser; intet jalousi, intet had, ingen lyst, ingen glæde eller kærlighed. Forskerene havde altså skabt den perfekte arbejder, der ikke havde nogen grund til ikke at fungere korrekt. Hvis du havde lyst til at opleve nogle af disse følelser, kunne de købes i en koncentreret dosis, som blev sprøjtet ind i hjernen; og bump! Så havde du lige en halv time glæde, lyst eller velvære. Dette havde, for dem der havde råd, gjort sex overflødigt, da den koncentrerede dosis var langt bedre end den ægte vare.

Hvis din søn så kom hjem og fortalte, at han var forelsket i sin sidekammerat ovre i skolen, var det et stort tabu, som der ikke blev talt højt om. Det var nemlig kun de fattige, som gik rundt og forelskede sig, da de ikke havde råd til de modificerede følelser.

 

”Hey Louis!” råbte Ed, da jeg trådte ind i klasselokalet. Folk vendte sig automatisk om og vinkede kort, før de igen vendte sig tilbage til deres samtaler. ”Hvad så?” spurgte jeg og dumpede ned på stolen overfor Ed.

Der var aldrig noget drama i klassen. Ingen var sammen med nogen, og derfor var der intet jalousi eller had; Nogen gange ønskede jeg, jeg levede i de historier, min mor fortalte om. Dramaet om, hvordan to piger kunne ignorere hinanden kun på grund af en dreng. Eller lege som ’sandhed eller konsekvens’, som vist nok gjaldt om at skubbe sine grænser eller ydmyge andre. Men her ville det blive betragtet som ynkeligt.

”Så du spillet i går?” spurgte Andy og sendte mig et skævt smil. Andy var den bedste kandidat til min ægtemand. Min far respekterede hans familie og Andys potentiale. De var vist allerede i gang med at planlægge trolovelsen. Personligt havde jeg ikke noget i mod ham. Han var flot, helt sikkert, men hans humor var tør. Men igen; om et halvt år ville hans personlighed ikke røre mig.

”Selvfølgelig,” svarede jeg med et smil. ”Hunter vinder SÅ meget,” Andy og Ed var højt uenige, men det bekymrede mig egentlig ikke. Min mening til spillet var blot en facade, som var forventet af mit at holde. I virkeligheden frastødte det mig på det groveste.

Spillet var i bund og grund Suzanne Collins’ bog ’The Hunger Games’ der var blevet gjort til virkelighed. Dog var verden ikke inddelt i forskellige distrikter, ej heller var deltagelse tvungen. Alle, der havde lyst og det rette helbred, havde ret til at deltage. Hver tredje måned blev et spil afholdt, med tolv deltager i hver, dog var kvinder og mænd adskilt, så oddsene var mere fair. Elleve blev dræbt, mens den tolvte modtog et hus, en bil og et fast job med en meget storsindet løn.  

 

”Ro i klassen!” lød det fra døren, hvor vores observator kom gående. ”Sæt jer klar til download,” Automatisk rettede vi alle ryggen og lod vores højre arm falde ned på bordet.

I stedet for tavleundervisning havde man besluttet, at al viden blev uploadet til vores hjerne, så alle var på samme niveau og kunne det samme. En nål blev stukket ind i vores overarm, hvorefter et serum blev indsprøjtet, som ville sende elektriske impulser op i hjernen og gøre, at vi lærte, hvad vi skulle. Dette tog dog op til fem timer afhængig af, hvor stor en mængde data, vi skulle optage.

 

”Vi ses senere,” råbte jeg til Ed, da hans bil kom kørende. ”Er du sikker på, at du ikke vil have et lift?” spurgte han bekymret og åbnede døren til den sorte BMW, som holdte foran ham. ”Vi ses i morgen Ed,” smilede jeg og begyndte at gå den anden vej.

Jeg fik det altid mærkeligt efter uploads’ne. Jeg følte mig let i hoved og af en eller anden grund, gik mine følelser i overdrive, hvilket gjorde det næsten umuligt at være sammen med andre, da jeg var bange for at ydmyge mig eller min familie. I stedet valgte jeg altid at gå den lange vej hjem. Den eneste ulempe ved dette var, at jeg skulle forbi underklassen på vejen; og det var min far ikke helt tryg ved.

 

”Miss! Kom tilbage her, du har ikke betalt for det!” skreg en stemme fra en af boderne af, imens en mørkhåret pige stak i løb over imod mig. ”Vent!” forsatte han og løb efter pigen, han hurtigt indhentede.

”Aflever,” sagde han surt, imens han havde hårdt fat i den lille pige, der højst var elleve. ”M-men…” fremstammede hun og holdte posen, der var fyldt med madvarer, tæt indtil sig. ”Nu.” han ruskede hårdt hele hendes krop, hvilket gjorde ondt dybt inde i mig.

”Slip hende dog,” sagde jeg irriteret og sluttede mig til de to, som kiggede med store øjne på mig. ”Og hvem fanden tror du, du er?” hvæsede han og gjorde taget i pigen en smule blidere. Et hånligt smil gled over mine læber med tanken om, at min far vidste, hvordan denne mand talte til mig.

”Det behøver du ikke vide.” forsikrede jeg ham om, før jeg fjernede pigen fra hans greb og fandt min pung frem. ”Hvor meget har hun taget for?” Mandens øjne begyndte at falde ud, da jeg fandt et passende beløb fra til ham. ”Gå så tilbage til din bod, før du mister flere kunder,” mumlede jeg hårdt og skubbede blidt til pigen, så vi kunne begynde at gå.

 

”Tak, men det kan jeg altså ikke tage i mod.” sagde hun forlegent og skubbede posen over i mod mig. ”Det er altså helt fint, jeg har ikke brug for det selv.” svarede jeg med et smil og strøg en vildfaren krølle væk fra hendes kønne ansigt. Hendes store brune øjne lyste op og blidt tog hun min hånd.

”Så bliver du altså nødt til at tage med hjem og møde min storebror, han bliver nødt til at møde dig.” hvinede hun og hev mig af sted mod et lille kvarter fyldt med huse. Med et blik på hendes glædesfyldte ansigt kunne jeg på ingen måder sige nej.

”Alec! Alec, kom her!” råbte hun, da vi trådte ind i det lille middelmådige hus, der måske var på størrelse med mit værelse og vores stue. ”Hvad nu, Anna?” sukkede en dyb stemme irriteret, før ’Alec’ dukkede op, og pludselig kunne jeg ikke længere trække vejret. Det var ikke fordi, han var en af de flotteste mænd, jeg nogensinde havde set, for det var han, men mere at han var så lækker. En fra underklassen.

Normalt diskriminerede jeg ikke, jeg havde ikke noget imod at være sammen med folk, som var ’under mig’, det var kun mine forældre, som ikke foretrak det. Men at en som ham besad hans skønhed, var helt grotesk. Han kunne nemt passe ind i min stamklasse, og det var yderst sjældent, at det skete.

Men foran mig stod han med sine store bløde chokolade krøller og dybe brune øjne. Hans krop var trænet fra alt det hårde arbejde, han sikkert havde været i gennem, mens hans ansigtstræk lignede noget fra Vogue.

 

”Hvad laver du her?” spurgte han defensivt og trak Anna tættere ind til sig. ”Åh, du ved, hvem jeg er?” spurgte jeg dumt og kiggede ned i jorden, så han ikke kunne se mine brændende kinder. Hvorfor hans mening, betød så meget for mig, vidste jeg ikke. Men hans tidligere kommentar, ydmygede mig mere end den gang, hvor jeg prøvede at kramme Andy farvel efter en klassefest. - Jeg fik stuearrest i tre måneder efter det.

”Louis Percival Granger,” hvæste han, imens hans hoved gradvist faldt på skrå. ”Jeg arbejder for din far.” Dette overraskede mig. Alle min faders arbejdere boede mindst i middelklassen af, hvad jeg havde hørt. ”Åh?” mumlede jeg forvirret og kiggede afventende på ham.

”Jeg henter det resterende kul fra minerne, så hans forskere har noget at arbejde ud fra.” svarede han tørt og begyndte at tomme posens indhold, som jeg havde købt til Anna. ”Undskyld, det vidste jeg ikke.” hviskede jeg forlegent og vendte mig om for at gå.

”Vent,” råbte han efter mig. ”Hvor gammel er du?” Jeg drejede langsomt om for at møde hans øjne, der så undersøgende på mig. ”Sytten og et halvt.” svarede jeg kort og så til, mens forståelse skyllede ind over ham. ”Hvorfor er du her overhoved?”

”Hun betalte for vores varer,” forklarede Anna stille, imens hendes broders øjne blev en smule hårdere. ”Vi har ikke brug for hjælp,” sagde han hårdt, dog var det ikke berettiget til mig, nærmere ham selv. ”Jeg går bare,” mumlede jeg lavt og gik over mod døren, da Anna nu var forsvundet ud af køkken/alrummet.

 

”Louis, vent.” halvråbte Alec og lagde en hånd på min skulder. Jeg vendte mig imod ham og kiggede afventende på ham. ”Mange tak,” mumlede han og trak mig ind til et kram. Panikken bredte sig i mig, imens mine arme var lamme ned langs min side.

Hvad skulle jeg gøre? Dette var mit første kram, nogensinde. Kun som baby var jeg blevet trøstet med omsorg i form af kram og kys, men ingen af dem havde nogen form for følelse i dem. Alecs kram udstrålede helt tydeligt taknemlighed, hvilket ikke var noget, jeg var vant til.

”Hvorfor er du..” startede han, men skubbede mig blidt væk i midten af sin sætning. ”Var det dit første kram?” Mine kinder begynder langsomt at brænde igen, mens jeg lod mit blik fange gulvet. ”Årh, lille pus.” hviskede han omsorgsfuldt og trak mig indtil sig igen.

Forsigtigt lagde jeg armene omkring ham og lod mit hoved hvile ved hans hals, imens en varm følelse bredte sig i mit indre. En rytmisk dunken kunne mærkes mod mit bryst, og en nysgerrig hånd lagde sig der, hvor hans hjerte plejede at være. ”Hvor gammel er du?” spurgte jeg interesseret og holdte mit blik på hans bryst, selv da han afbrød krammet. ”Nitten,” Mine øjne blev pludselig store, og jeg lod min hånd falde.

”M-men.. Dit hjerter; det er de jo stadig.” fremstammede jeg forvirret og mødte hans øjne. ”Ikke alle har råd eller lyst til at få det fjernet, prinsesse.” grinede han og strøg noget hår væk fra mit ansigt. Jeg kiggede forvirret på ham og bed mig nervøst i læben. ”Hvad mener du med ’lyst’?”

”Lov mig, at du ikke får din far til at dræbe mig, okay?” grinede han og kiggede mig dybt i øjnene, da jeg tøvende begyndte at nikke. Hvad fanden talte drengen om?

 

Meget forsigtigt og meget blidt lænede hans sig ned og pressede sine læber mod min kind. Imens jeg var i chok, forsatte hans læber med at placere små kys ned til min mundvig, hvor han langsomt trak sig væk for at møde mine øjne, der var store og fortvivlede. Beslutsomt pressede han sine læber mod mine, imens hans hænder tegnede ukendte mønstre på mine hofter.

Mit hjerte gik i overdrive og pumpede hurtigere end det nogensinde havde gjort før. Rent instinktivt begyndte mine læber at bevæge sig i takt med hans, mens mine hænder legede med hans krøller. ”God pige, Lou.” grinede han hæst mod mine læber, hvilket fik mig til at smile. Ingen havde nogensinde kaldt mig andet end Louis fordi, min far havde ikke tilladt det. Men igen; dette ville han nok heller ikke tillade.

Langsomt trak han sig tilbage med et skævt smil. ”Hva.. Hvordan?” fremstammede jeg forvirret over min reaktion til hans kys, imens følelser af glæde og lykke fløj rundt inden i mig. ”Lige meget, hvad jeres forskere prøver at bilde jer ind, så er omsorg og kærlighed til et andet menneske en del af de basale behov. Og det kan bestemt ikke erstattes med kunstige midler, der på ingen måder, får dig til at føle dig på den måde, som du gør lige nu.” sagde han belærende, imens hans hænder kærtegnede mine kinder.

”Kom tilbage i morgen, hvis du stadig er i tvivl om, hvad jeg mener.” råbte han efter mig, da jeg tumlede ud af hans fordør. Med usikre skridt begyndte jeg at gå hjem, imens hele min verden og opfattelse af det samme begyndte at falde sammen.  

 

Havde Alec virkelig ret? Var kærlighed virkelig så essentielt for vores overlevelse? Min hjerne skreg nej og bedte mig om at blive ved med at gå. Men af en eller anden grund stoppede jeg op.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...