Et bank på døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 28 mar. 2013
  • Status: Igang
Min første gyserhistorie. En historie om en pige på de 13-14 år, der bliver skræmt af sine veninder, tror hun. Hvad hun i virkeligheden bliver skræmt af, kan i læse jer til. God fornøjelse.

4Likes
21Kommentarer
430Visninger
AA

1. Første skoledag

"Skynd dig nu Kathrine!" råbte min mor, for syvogtyvende gang. Det er i dag første dag efter sommerferien. Jeg skal starte  i syvende klasse, men jeg glæder mig faktisk ikke specielt. Nogen siger, at vi skal have mr. Bach.

Mr. Bach er skolens værste lærer. Han er virkelig rædselsfuld. Der går rygter om at han piller næse i timerne, når han tror, at ingen kigger på ham. Ikke nok med at han piller næse, han spytter også når han taler. Min bedste veninde Sarah, blev engang spyttet lige i øjet af ham. Der er ingen, som kan lide ham. Når man kigger på ham, laver hans ene øjenbryn sådan en mærkelig bevægelse. Jeg har altid syntes at han er lidt uhyggelig, faktisk meget uhyggelig. Når han går halter han og han går med stok. Han har altid de samme lange bukser på, også om sommeren. Det er som om han skjuler hans ben. Ingen ved hvorfor, men Martin fra klassen påstår at han engang så noget der linede et bid på hans ben, da mr. Bach faldt over en skoletaske, så hans bukseben røg lidt op. Jeg ved nu ikke helt om jeg tror på den historie, men et eller andet må der være sket.

Jeg finder mine ynglings shorts, en t-shirt og min overtrøje frem fra mit skab. Det er mit bedste sæt, så det er helt perfekt til første skoledag.

Lige da jeg træder ind i køkkenet, for at få noget at spise, er mor og hendes nye kæreste Erik igang med endnu en af deres utallige kyssescener. De gør det hele tiden og det er til at brække sig over. Ham Erik er i det hele taget bare til at brække sig over. Jeg forstår ikke hvordan mor kan forelske sig i sådan en mand. Han har skulderlangt, lyst hår og så har han de grimmeste skæve tænder, men han er charmerende. Det er nok charmen, som mor er faldet for.

Min rigtige far er død. Han døde for 4 år siden, da jeg var 9. Han havde kræft. Mor og mig snakker aldrig om ham, men jeg savner ham helt utroligt meget. Jeg elskede de sommerdage, hvor vi gik på legepladsen og han gyngede mig. Det er som om mor har glemt ham og nu kun tænker på Erik.

"Helt ærligt, gider i lige", sukkede jeg. Det fik dem til at stoppe, og sætte sig ned ved bordet. Erik bliver ved med at sende sådan nogle blink til mor, som får hende til at fnise. Jeg kan slet ikke kende hende længere.

"Mor, kører du mig i dag?" sagde jeg. Hun nikkede. Jeg hældte min havregryn i mig, og pakkede min skoletaske. Vejret er super godt i dag, solskin og ingen vind.

Vi er sent på den, men min mor kører altid lidt for stærkt, så vi skulle nok nå det. Da vi næsten var ved skolen var mor lige ved at køre en sort kat over, som krydsede vejen. Jeg har aldrig set den før. Dens øjne var bare to stirrende streger lige midt i hovedet.

"Så er vi her. Går du hjem i dag?", sagde mor. "Ja.", svarede jeg og sendte hende et lille smil.

Det vrimler med små børn, der spændt står og venter på at kunne komme ind i deres nye klasse. Der er Sarah. Hun står alene ovre ved cykelskuret. Hun venter altid på mig, også de dage jeg kommer lidt for sent. "Hej Sarah!", råber jeg henne fra fortovet, "Hej!", svarer hun med et stort smil på læben.

Alle dørene er blevet åbnet og vi går mod indgangen nu. Sarah fortæller mig om alt der er sket i hendes sommerferie. Da hun var i Spanien, mødte hun en sød dreng der hedder Alexander. De kunne ikke snakke sammen, fordi de taler to forskellige sprog, men hun siger at han alligevel var utrolig sød. Sådan er det hver gang hun er på ferie, hun møder en dreng og glemmer alt om ham, når hun er hjemme igen.

Solen varmer, og jeg er nød til at lyne min trøje lidt ned, for ikke at begynde at lugte af sved.

 

Da vi træder ind i vores nye klasselokale, står mr. Bach ved kateteret med krydsede arme. "Sæt jer!", lyder det fra ham. Ikke et eneste lille smil kommer frem da vi alle har sat os pænt ned. Ikke engang en lille et. Han er præcis lige så ulækker som jeg husker ham.

Der bliver delt skolebøger og hæfter ud til alle. En ny pige er startet i år. Hun hedder Smilla. Hun har lange, røde krøller og de smukkeste brune øjne. Smalt ansigt og tydlige kindben. Hun ser rigtig rar ud. Måske bliver Sarah og jeg venner med hende en dag.

Efter en kort dag i skolen, går jeg alene hjem. Da jeg går skoven, ser jeg katten igen. Præcis de samme smalle øjne der stirrer imod mig. I skolen tænkte jeg ikke mere på den, men nu synes jeg den virker lidt skræmmende. Jeg plejer at være meget glade for katte, men den her er speciel.

Jeg fjerner øjnene fra den og kigger ned i jorden. Jeg sætter farten en lille smule op. Resten af vejen hjem bliver jeg ved med lige at kigge mig over skulderen en gang i mellem.

Det virker helt skørt at være bange for en kat, men jeg synes bare den virkede anderledes på en eller anden mærkelig måde.

Da jeg træder ind af døren, er her helt tomt. "Hallo?", sagde jeg, men der kom intet svar. Jeg smed min skoletaske hen i hjørnet, over til alt det andet skrammel der ligger og flyder.

Der er lagt en seddel på køkkenbordet: Hej Kathrine. Jeg er taget med Diana ud for at shoppe lidt og Erik kommer senere hjem fra arbejde. Knus, kys og kram mor.

Diana er mors veninde. De tager tit ud sammen, hvor jeg så er alene med Erik. Jeg hader det, selvom jeg for det meste bare sidder på mit værelse og tegner, men i dag er jeg helt alene. Dejligt.

Jeg vil nyde tiden med at tage mig noget mad, høre høj musik og gå rundt og danse i hele huset. Jeg nyder min alenetid. Helt uden nogen der kysser konstant og en Erik der flirter helt vildt.

Nogle timer senere, da både Erik og mor er hjemme, spiser vi aftensmad. Forloren hare, mors livret. Lige siden jeg var helt lille har jeg ikke kunne lide forloren hare. Bare navnet giver mig kvalme.

 

"Godnat, jeg går i seng nu.", siger jeg efter at have spist en bid af maden. "Så tidligt? Skal du ikke have lidt mere?", svarer mor. Jeg rystede bare på hovedet og gik oven på, og hurtigt i seng. Jeg er træt af at se på Erik, og mor kan slet ikke forstå mig. Hun skulle lige prøve at være mig.

 

Næste dag venter Sarah igen på mig ved skolen. "Hej Sarah. Skal vi gå ind?", sagde jeg.

"Ja, lad os gøre det. Vi skal nok skynde os lidt inden mr. Bach kommer."

 

Da vi kommer ind i klassen er det som at træde ind i en bobbel af larm, men da mr. Bach kommer ind forsvinder larmen automatisk. I timen har vi matematik, ikke lige min stærke side. Jeg har altid været ekstremt dårlig til det, så jeg skriver af ved Sarah.

"Ti stille Daniela og Cat!" lyder det fra mr. Bach. De fniser og ruller med øjnene. Daniela og Cat er klassens populære hoveder. De har allerede fået den nye pige Smilla med i deres lille gruppe, så måske er hun ikke så rar som hun så ud til at være.  Det er dem som altid er i centrum, og alle lytter til de to, nu tre. Sarah og jeg har altid hadet dem. De taler altid til folk som om man er komplet idiot og så har har de sådan snobbet accent.

Klokken ringer og vi har frikvarter. Sarah og jeg går kantinen og spiser. I dag er det en eller andet klam gryderet der bliver serveret. Den smager faktisk bedre end den ser ud. Vi sidder ved det samme lille bord som vi plejer. "Ej Kathrine, har du også hørt at Maya Kleeb kommer her til?!", siger Sarah. Jeg taber underkæben. Maya Kleeb er vores store idol, hun synger så fantastisk! Vi har været vilde med hende i så lang tid, og endelig kommer hun her til! 

Jeg svarer efter at være helt gået i stå, "Nej? Hvordan ved du det? Hvornår kommer hun?"

"Hun kommer på lørdag og spiller, det så jeg på en plakat nede i byen i går. Vi kan stadig nå at få billetter, jeg har bare ingen penge og mine forældre er nærrige"

"Jeg betaler, vi skal bare se hende optræde! Det bliver så fedt!"

Klokken ringer ind. Den sidste dansk time er hurtigt overstået og vi kan tage hjem. "Farvel Sarah", siger jeg og går hjem. Hun vinker og jeg kan se at Daniela vifter hende over til sig. Gad vide hvad hun vil med Sarah. Nå, jeg må spørge Sarah i morgen.

På vej hjem, er katten der igen. Jeg begynder at løbe. Jeg føler at den hvert sekund kan flyve op og angribe mig, men det er jo bare en lille kat? Bliver jeg virkelig skræmt at den?

Der hjemme er mor, alene. For engang skyld kan vi være alene, ligesom dengang Erik ikke boede her. Vi sidder og snakker om alt muligt, både om skolen, Maya Kleeb, mors arbejde og en masse andet. Det er sindsygt hyggeligt og jeg nyder det virkelig. Jeg prøver også at forklare hende hvordan jeg føler omkring Erik, men hun siger bare at jeg må prøve at acceptere det.

Senere på eftermiddagen får jeg fat i to billetter til koncerten. En til Sarah og en til migselv.

Ved aftensmaden er det som om jeg er glemt igen. Det er lige så snart Erik er her, så er det som om de bare kigger lige igennem mig. Jeg hader det, og jeg har hvert øjeblik lyst til at smide Erik ud af mit og mors hus. Hver gang Erik er væk, tænker jeg, okay nu er det blevet bedre mellem mig og mor, men så når han kommer hjem er det helt ændret. Mor tænker kun på ham og han tænker kun på hende.

Da jeg ligger i min seng om aftenen og prøver at sove, kommer jeg i tanke om katten. Katten med de stirrende øjne. Jeg føler fuldstændig dum, fordi jeg tænker så meget på den. Måske er det bare en ganske almindelig kat? Den virker bare skræmmende. Når jeg ser den begynder mit hjerte at banke og jeg føler mig utilpas. Jeg vender og drejer mig. Jeg kan ikke få den kat ud af mine tanker. Jeg prøver at tænke på noget andet. Hvad mon Daniela ville Sarah?

"Godmorgen Kath", siger min mor, da hun træder ind på mit værelse iklædt nattøj. Jeg må været faldet i søvn alligevel, for det er jo onsdag morgen nu.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...