For sent

15 årige Elisabeth har hele sit liv levet i skyggen af sin perfekte tvillingesøster, Ivy.

/ Hvad gør man, når ingen gider bruge tid på en? Hvad gør man, når alle hader en, og taler bag din ryg? Hvilke beslutninger vælger du? Hvad skal man leve for?


7Likes
3Kommentarer
508Visninger

1. Oneshot

Vi byttede altid plads i skolen, så lærerne blev forvirrede. Vi holdt altid hinanden i hånden, når vi sammen gik til skole. Vi gik i det samme tøj, og delte legetøj med hinanden. Vi kendte altid hinandens inderste hemmeligheder. Lige indtil muren mellem os opstod.

 

Jeg stod på det yderste af klippen. Prøvede at vurdere hvor langt der var ned. Jeg kunne ikke se bunden. Hvis jeg hoppede derned ville jeg nok blive knust på vejen.  Jeg ville ikke overleve det. Ingen chancer – overhovedet. Jeg tøvede, men vendte mig alligevel væk fra kanten og begyndte at gå.

 

Jeg kiggede mig selv i spejlet. Mit sorte hår lå mystisk om mit blege ansigt. Mine grønne øjne var rammet ind med min sorte eyeliner. Jeg lignede overhovedet ikke min tvillingesøster Ivy. Hendes hud var solbrændt, men lidt blegere der hvor hendes solbriller havde siddet. Hendes hår var blondt, og hendes øjne var havblå. Jeg havde aldrig forstået hvordan vi kunne være søstre. Vi var ikke ens på nogen måde. Hun var flittig men havde stadig masser af venner. Jeg forsømte mine lektier, og var mere ensom end ensom. Ivy kunne spille klaver, violin og cello. Jeg kunne ikke noget. Ivy var god til akrobatik og en masse elegante former for gymnastisk, mens jeg ikke kunne finde rytmen i noget som helst. Jeg var kort sagt bare uduelig. Mor og far holdt også mere af Ivy. De sagde det ikke, men jeg vidste det. Jeg var jo bare en emo tøs, der ingen venner havde. Som yngre havde vi faktisk lignet hinanden mere. Mine øjne var bare blevet mere grønne med årene. Og da Ivy blev ældre, begyndte hun ofte at ligge på stranden i en lækker bikini og sole sig, så hun kunne blive rigtig brun. Hendes hår blev også rigtig flot og lyst af alt den sol, men det havde jeg aldrig brudt mig om. Så heller være i vandet og plaske, når man nu var på stranden. Da jeg blev tretten havde jeg besluttet at farve mit leverpostejsfarvede hår sort. Og siden da var jeg og Ivy bare skredet fra hinanden. Hun havde ikke tid til mig mere. Hun havde udskiftet mig med alle sine andre veninder. Engang kunne vi fortælle hinanden alt. Jeg kunne ikke engang huske hvornår hun sidst havde fortalt mig en hemmelighed.

Jeg kastede et sidste blik i spejlet og gik nedenunder. Jeg greb min sorte jakke fra knagen, og tog det lysegrå halstørklæde på. Slyngede min grå fjällräven rygsæk over skulderen.

”Ivy?” kaldte jeg. Jeg stak hovedet ind i stuen. Ivy sad med sin iPhone og virkede ikke ligefrem opmærksom på at jeg betragtede hende. ”Hallo, skal du med eller hvad?” spurgte jeg.

”Øh, nej. Jeg skal følges med Jenny,” sagde hun. Ligesom i går. Og i forgårs. Og dagen før det.

”Nå okay.. ses,” svarede jeg, og gik ud i gangen igen. Hun sagde ikke engang farvel. Jeg smækkede døren lidt for hårdt. Jeg gik ned af stien til skolen, hvor der lå affald i bunker omkring. Da jeg nåede skolens område, gik jeg hen ad grøn gang hvor vores klasselokale lå. Det var altid sådan, at når jeg kom ind i lokalet blev der stille et sekund, og så snakkede folk videre med det de nu var i gang med at snakke om. Nogle af Ivys veninder gloede på mig, og hviskede derefter ophidset til hinanden. Og så begyndte de at grine. Mine blege kinder blev røde af vrede, og jeg kiggede væk. Jeg satte mig på min plads og stirrede tomt ud for mig indtil timen begyndte.

Mens min dødssyge dansklærer Jørgen fablede om et eller andet ligegyldigt, tegnede jeg små cirkler på mit bord. Jeg skævede nogle gange hen til Ivy. Men hun sad koncentreret og hørte efter hvad Jørgen sagde.

 

 Klippeområdet var øde. Ingen turde bevæge sig herud. Ikke efter dengang en ung mand faldt ned af klippen. Men det var det eneste sted jeg kunne være alene og tænke. Græde, hvis det var nødvendigt. Skrige, hvis jeg havde brug for det. Og det var det eneste sted, hvor ingen ville finde mit lig hvis jeg sprang i kløften. Tanken havde ofte strejfet mig, men jeg havde overbevist mig selv om, at selvom mit liv ikke ligefrem var noget at råbe hurra for, havde jeg stadig nogle grunde til at leve. Eller hvad? Jeg gik hen til kanten, og kiggede ned. Jeg samlede en stor sten op fra jorden, og kastede den i. Jeg kunne ikke høre om den ramte bunden. Hvis der altså var en ende på kløften. Jeg satte mig og trak benene op under mig. Vinden susede roligt og legede med mit hår. Jeg lagde hovedet tilbage og lod den kølige vind omfavne mit sind. Jeg lukkede øjnene, og et mønster begyndte at danse på mine øjenlåg. Mønstre der lignede stjerner og planeter. Mønsteret ændrede sig til en skov. Træernes blade faldt ned over skovbunden. En hjort snusede nysgerrigt til et træ. En hare sad i græsset og spiste korn. Skoven blev til blomster og marker. Pludselig stod et ansigt frem. Min søster.

 Jeg åbnede øjnene med et sæt! Himmelen var blevet mørkere. Havde jeg siddet her længe? Det havde kun føltes som få minutter. Jeg rejste mig og følte mig svimmel.

”Bzzzz! Bzzzz!” Min lomme bevægede sig. Min mobil. Jeg tog den op fra lommen. Ivy. Jeg tog den med lidt tøven.

”Elisabeth! Er det dig? Jeg har ringet SÅ mange gange! Hvor er du? Hallo?” plaprede Ivy. Hvornår var hun begyndt at bekymre sig for mig? Jeg mærkede tårerne presse på. Jeg ville ikke græde. Ikke nu. Jeg kiggede ud i mørket, og overvejede mit svar. ”Elisabeth! Gider du svare? Mor er virkelig nervøs! Hun overvejede at ringe til politiet,” fortsatte hun. Mor. Havde jeg ikke altid været barn nummer to? Så hvorfor prøve at være den søde mor, når det er for sent? I øvrigt havde jeg kun været væk nogle timer. Havde jeg ikke?

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle svare Ivy. Så derfor sagde jeg bare: ”Farvel.” Og så lagde jeg på. På mobildisplayet stod der ’11 ubesvarede opkald’ og ’Der er 7 beskeder fra Ivy og 9 fra mor.’

”Bzzzz! Bzzzz!” Ivy ringede mig op. Jeg lod den ringe. Den ringede igen. Og igen. Alt sammen for sent. Jeg gik hen til kanten. Kiggede ned.

Farvel Ivy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...