Myrekryb

Myrekryb er en sød lille historie om en myre, der sammen med sin bedste ven, skal bekæmpe en kæmpemyre, selvom de faktisk er lidt uvenner.

1Likes
2Kommentarer
360Visninger

1. Myrekryb

Bo gik helt alene ude i det våde vejr og græd. Hans ben nærmest slæbte efter ham. Hvorfor mon? Hvad var der galt?

Bo og Tue havde altid været bedste venner. Men lige i dag var det ikke gået så godt. Tue og Bo var ude og lege i det dejlige solskinsvejr, som de var næsten hver dag. De spillede "æblekernefodbold". Æblekernen havde de fundet forleden i et gammelt æbleskrog, som lå i skovbunden. Tue havde ramt Bo lige midt imellem følehornene, så han var faldet bag over og landet i en nylagt fugleklat.Tue grinede så meget at han trimlede om i græsset. Bo blev så rasende at han gav Tue en lige i smasken så han begyndte at græde. Og de skiltes som uvenner. Det havde de aldrig været før. Ikke engang den gang hvor Bo kom til at ødelægge Tues nye yo-yo.

Bo gik helt alene på vejen og var så sur. Men måske også lidt på sig selv. Det var bare så ydmygende at lande lige midt i en våd og klam fugleklat – og så står hans bedste ven bare og griner. Han bandede og svovlede og sparkede til grenene som lå på vejen, samtidig med at tårerne trillede ned af hans kinder. Idet han sparkede til en kirsebærsten, kom han i tanker om nogle af de gode oplevelser de havde haft. For eksempel i tirsdags hvor de gyngede sammen på Tues "grannålsgynge", eller i sidste uge hvor de havde været i myre-tivoli og spise candyfloss. Der var så mange gode ting de havde oplevet sammen siden de blev født for to måneder siden. Hvorfor skulle de så blive uvenner nu?

De boede det tryggeste sted i verden. Myretuen var stor og lå godt gemt inde i en skov. Bo og Tue havde lært hinanden at kende fordi Tues mors fars onkels barns lillesøster var Bos mors storebrors kone. Til en familiefest kom de til at sidde ved siden af hinanden, og siden havde de været uadskillelige. Bo og Tue boede ganske tæt på hinanden. De kunne næsten vejen i søvne. Fra Bos rum skulle man først til højre, så til højre igen, ned i et hul, til venstre, hen ad gangen, forbi myre-balsalen, op ad stigen til man kom til fireogtyvende etage, til venstre ned ad gangen og så lige ud forbi dronningemyrens værelse og forrådskammer 61 og ellers bare lige ud til man kom til nr. 514.416.

Øv hvor surt at blive uvenner med sin bedste ven. "Hjææææææææællllpppp"!. Hvad var det? Sikke et uhyggeligt skrig. Det lød som Tue. Bo løb igennem regnen som et lyn, til han var ved myretuen. Han løb op og ned og frem og tilbage, indtil han var der hvor skriget kom fra. En kæmpe myre var i gang med at invadere hele myretuen, og Tue og hans familie stod i et hjørne op imod den kæmpe myre . Hvorfor i alverden var en af deres egne i gang med at dræbe hans bedste ven? "Din store, snottede, slimede, snothvalp!!! Hvad har du gang i? Det er faktisk min bedste ven og hans forældre". Kæmpemyren var grim og ulækker og lignede ikke de andre myrer. Godt nok havde den seks ben og to følehorn. Men der var noget mærkeligt og anderledes ved den. Efter lidt kamp med den store myre fik Bo Tue og hele hans familie op på ryggen og så var det ellers af sted. Bo løb alt hvad han kunne, med kæmpemyren efter sig. Sveden væltede af ham og han løb og løb. Det eneste han tænkte på var at komme væk fra myren og få sagt undskyld til Tue. Hans ryg led og alle otte familiemedlemmer – Tue, hans mor og far, lillesøster, lillebror, onkel, mormor og morfar var hele tiden ved at falde af. Bo løb ud af myretuen i fuld fart. Uden for var regnen holdt op. Og en stor fugl svævede rundt oppe over myretuen. Da kæmpemyren så dette blev den bange og sænkede følehornene og løb pludselig af sted på otte ben. Så kunne man tydeligt se at det ikke var en myre men en springedderkop. Den havde bare kamufleret sig som en myre. Sikke en skuespiller. Springedderkoppen løb, og løb, indtil den bare var en lille sort prik i horisonten. Bo løb også af sted i fuld galop, til han kom til et trygt og smukt sted. Der var et lille vandløb og en masse små hjorte og kaniner. Så kunne de smække sig ned i det bløde og dejlige græs. De var alle stadig meget bange, og Tues mor skreg endnu. Men nu var de reddet fra springedderkoppen.

Pludselig kunne Tue mærke en hånd på sin skulder. Det var Bo. "Kom lige" sagde Bo og trak ham med ind i en busk. "Jeg vil gerne sige undskyld" sagde Bo. "Det er okay. Og undskyld fordi jeg grinede af dig" sagde Tue lidt genert. "Det er i orden. Lad os være gode venner igen" sagde Bo.

 

Så skulle der festes. De dækkede op til hele familien. Det var lang tid siden Bo og Tue havde fået sodavand. 436 små nøddeskaller med sodavand stod linet op på bordet. På bordet var der 436 små bladtallerkner, 436 stole, lavet af pinde med blade på. Og et langt, langt bord. Der skulle hele den store myrefamilie sidde og spise sukkersager og drikke sodavand.

"Du er er min bedste ven Bo" "Du er også min bedste ven Tue" De to venner drak det sidste af deres sodavand og spiste det sidste af deres kage. Og så gik de sammen ud i solen som lyste højt på himmelen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...