NL's Journaler

NL er en pige som ikke er som alle andre. Ikke nok med at hun ligner en dreng på en prik, og at alle kalder hende NL. Nu bliver hendes sommer også ødelagt af at der flytter nye ind som hendes nabo til hendes sommerhus.

1Likes
0Kommentarer
402Visninger
AA

5. Day 4

Hvad skal jeg gøre?

Jeg gik på stranden og så kom Casey, gående. Vi gik lidt og jeg jokede lidt med hans navn... Og så spurgte han om jeg havde nogle planer. Jeg havde for en gangs skyld ikke tænkt mig noget så jeg sagde det ligeud. Han spurgte om vi skulle lave noget sammen. Jeg havde vendt hovedet væk og sagt: "Nah, jeg har alt for travlt med at planlægge det sandslot jeg skal ti lat bygge." Det var tydeligvis en joke, men han syntes åbenbart at det var fint, så vi endte med at bygge sandslotte. Jeg grinede en masse. Underligt... Jeg hadede normalt drenge, med Casey var anderledes. Måske fordi han så mig som en dreng. Det var hvad jeg tænkte. Vi brugte timer indtil vi var tilfredse. Det var faktisk sjovt... Jeg smed mig forpustet ned på sandet. Himlen havde en smuk farve. Den dejlige lyseblå, sommeraften himmel. Jeg lod mig blive helt suget ind af det og pludselig var Casey's ansigt lige foran mit. Hans øjne er tyrkise. Som det hav man ser i fremmede, ukendte lande. han var alt for tæt på. Selvfølgelig kun fordi jeg stirrede ud i luften og ikke var en del af det samme univers som ham i det øjeblik, men det gav mig det største chok. Hans hår er sort. Sort som natten. Jeg har aldrig tænkt over en persons udsende så meget. Aldrig...

Og min reaktion var selvfølgelig at slå ham. Ja jeg slog ham faktisk. Min knytnæve fløj frem i luften og ramte ham på siden af kinden. Han hoved fløj til siden. Jeg kastede mig bagud og lanende hårdt i sandet lidt længere væk. Først så han helt paf ud og tog sig til kinden. Der gik det op for mig at det var slut. Sådan slutter mine venskaber altid. Mig som ikke kan være sammen med mennesker. Intet kan ændre det.

Så begyndte han at grine. Han grinede i lang tid. Jeg blev bare siddende. En blød latter. En latter der var så fri og fuld af liv. Noget jeg aldrig kunne opnå. Da han havde grinet færdig, undskyldte han. "Jeg må have forskrækket dig. Undskyld, jeg skal nok passe på en anden gang!"

Han smilede bare.

Mens han tog sig til sin kind hvor et rødt mærke havde plantet sig. Jeg kunne mærke tårer, i mine øjne. Farligt, farligt! Jeg vendte straks hovedet væk. Jeg greb fat i hans håndled og trak ham med mig. "Vi må gøre noget ved det mærke..." Mere sagde jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne få mig selv til at gøre noget som det, men det gjorde jeg. Hvorfor er han ikke smuttet endnu? Det kunne jeg ikke stoppe med at tænke på. Vi kom til mit hus og jeg fandt førstehjælps-kassen og heldigvis var mine forældre ikke der. De var sikkert nede ved naboen. De kom lidt for godt ud af det med fjenden. 'Gør jeg ikke også det?' Den tanke slog mig da jeg ledte efter plastre i falck-kassen. Jeg kom derefter ind til Casey som sad ved spisebordet. Jeg satte mig på stolen foran ham og begyndte at duppe det røde mærke med noget vådt vat. Først der gik det op for mig hvor varmt det lige var om sommeren. Jeg blev færdig og gav ham plasteret. han grinede igen og takkede. "Du havde ikke behøvet at gøre så meget NL!" Grinede han.

Det er slet ikke godt det her.

Casey tog hjem, og vinkede og sagde at vi skulle hænge ud igen imorgen.

Nu sidder jeg i en knibe. Det er gået op for mig at jeg ikke vil have at han kalder mig NL. Jeg vil have at han kalder mig mit rigtige navn.

Men det vil aldrig ske.

 

Fordi jeg er kun NL.

 

//NL

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...