When I was your man ~ Niall

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Igang
Niall Horan datede engang Melanie, men han havde aldrig tid til hende. Nu, på Facebook, prøver hun at vise sine veninder, at hun er kommet over ham, ved at skrive, at hun er i et forhold, og det virker, men Melanie er stadig single, fordi hun elsker Niall, men hun vil ikke såres igen. Hvad sker der, når Niall kommer til Melanies hus, og der ikke er tegn på nogen kæreste? Hvor langt, vil Melanie gå for at få ham tilbage?
*******************************************************************************************
Det her er min første Fanfic, håber I kan lide den, jeg ville bare ekspermentere en smule ;-))

4Likes
14Kommentarer
912Visninger
AA

1. Prolog~ The breakup.

Nialls synsvinkel;

Vejret var perfekt; en typisk efterårsdag i London. Med hænderne overskudsagtigt lagt i lommerne, valgte jeg at gå hen i parken i stedet for ved søen, hvorfor?

haha Niall, du griner ad dit eget triste flashback, tag dig sammen man! Tænker jeg til mig selv, da jeg støtter mit hoved mod tourbussens kolde rude. Ja, hvorfor gik jeg hen i parken? Måske vidste jeg, et eller andet sted inde i mig, at hun ville være der.

Jeg sparkede rastløst til nogle gyldne blade på jorden. Rundt omkring mig løb små børn og legede, men jeg så kun hende; Hun stod med ryggen til mig, men jeg kunne kende hende på hendes smukke, bølgede hår.

Hvor jeg savner hendes hår! Smerten fra tabet af hende, vokser i mig.

Jeg turde ikke råbe hendes navn, så jeg gik hen til hende, puttede mit bedste smil på læberne og lagde hånden på hendes skulder.

I baggrunden, kan jeg høre Zayn og Harry synge "One way or another!" På fuld skrål, normalt ville jeg have deltaget, men lige nu, har jeg bare af en eller anden grund, lyst til at kaste en pude i hovedet på dem begge to!

Hun vender sig dramatisk om, og laver dermed en perfekt efterligning af en "Victoria's Secret" Model. "Niall, er du hjemme?" Hun lød forbavset, men ikke glad for, at jeg var kommet tideligere hjem fra Berlin. "Ja Surprise!" Jeg strakte mine arme ud, og forventede, at hun ville give mig et knus, men i stedet, tørrede hun det smørrede grin ad mit ansigt, ved at ignorere min gestus og ligge sine arme over kors.

Dengang forstod jeg ikke, hvorfor hun reagerede sådan. Jeg kunne ikke tænke som en normal person, forblændet af berømmelsen! Det var, hvad du var, Niall! Tumpe, tumpe, tumpe! Jeg slår mit hoved skamfuldt mod ruden, mens jeg kan mærke Zayns stirrende blik i min nakke.

 "Er der noget galt?" Spurgte jeg forundret, da jeg så ind i hendes kolde, blå øjne.  "Niall... Jeg kan ikke det her længere." Mumlede hun stift. "Hvad? Hvorfor ikke?" Jeg hev fat i hendes arm, for at forhindre hende i at få fra mig. "Du er her aldrig for mig; enten så er du i pladestudiet, eller på tour!"  "Det er sådan, det er at være berømt! Du forstår det ikke! Man bliver nødt til at arbejde, ellers mister man alt!"  Råbte jeg ukontrolleret. "Og du har ikke mistet noget endnu?" Spurgte hun koldt, jeg smilede og svarede selvtilfreds; "Nej." Hun gav mig et skub til siden. "Jo, for du mistede mig..." 

"Niall??? Mate? Come on!" Zayn vifter hånden foran mit ansigt; den dreng, går mig mere og mere på nerverne. Jeg griber fat om hans håndled, for at stoppe ham. "Er du okay?" Spørger han og ser forvirret på mig. "Ja, Zayn! Jeg har det fuldstændig forrygende!" Udbryder jeg sarkastisk, men naturligvis falder naive Zayn for den; "Jamen okay så! Hvad vil du have at spise?" "Zayn!!!!" Jeg kan ikke fatte hans endeløse appetit. "Jeg er ikke sulten." Zayn kigger på mig, som om, at jeg laver sjov. "Hvad har du taget, siden at din appetit er væk?" Driller han og griner ad mig. Det er nok! "Du har da ingen fornemmelse for følelser, hva'?!" Nu kigger Hary også op. "Det er sandt, Zayn, du har den samme følelses-fornemmelse som min teske." Tilføjede han. Oh god man! Hvor rigtigt! Jeg kan ikke grine, når jeg tænker på Melanie, men Harry er nok den, der forstår mig bedst, når det kommer til følelser. Hjælp! Jeg har det som om, at Nicholas Sparks har kastet op på mig... Lost in love. 

***************************************************************************************************************************************Undskyld, at den blev lidt kort, men det er en prolog, så det går nok, ikke? Hvad synes I? Spred jeres mening i kommentarfeltet, konstruktiv kritik modtages også! Xoxo Josefine.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...