Halvt Monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 28 mar. 2013
  • Status: Igang
Hvad gør man hvis man finder ud af at hele ens liv har været en løgn? En løgn man har troet på? Det må 16-årige Lycia indse da hun pludselig bliver opsøgt af en VAMPYR! Hun finder ud af at hendes verden er en del anderledes end hun først havde troet, og pludselig står hun i en kamp mellem Hekse, Varulve og Vampyre. En kamp hun er forspået til at afgøre. Tingende forværres da også kun da hendes forældre bliver brutalt myrdet, hun finder ud af at hun er adopteret og at hun er i familie med disse MONSTRE!

3Likes
2Kommentarer
412Visninger
AA

2. Jeg er bare unormal

Jeg er bare unormal

Jeg gabte og skubbede stolen tilbage så den stod på to ben. Jeg tog hånden med æblet op til munden og tog en bid af det.

”LUCIA?!!!!!!” Emma råbte og gav mig et chok.

Forskrækket kom jeg til at give fra med benene og falde bagover på stolen. Stolens ryglæn ramte gulvet med et brag samtidig med at mit hoved hamrede ned i gulvet. Emma fløj op af stolen og var ved siden af mig i løbet af sekunder.

”Gud, er du okay?” Spurgte hun bekymret og hjalp mig op. Da jeg stod op så jeg hurtigt at alles øjne i kantinen var vent mod mig. Jeg samlede hurtigt min stol op, satte mig ned og kiggede ned i bordet.

”Så meget får man ud af at tænke i pausen.” Mumlede jeg så, da de andres blikke var ved at vende væk fra mig.

”Ej helt seriøst Lucy.” sagde Emma og brugte mit kælenavn, mens satte sig langsomt ned på sin stol igen. ”Gør dit hoved ikke ondt? Måske skulle vi tage på skadestuen?”

Jeg rystede på hovedet af hende. Dette var typisk hende. Jeg har været venner med Emma siden børnehaven og hun er min bedste veninde, eller BVFEOED (Bedste Venner For Evigt Og Efter Det) som hun kalder det.. Hun er desuden også min eneste veninde, men jeg behøver jo heller ikke flere, gør jeg? Jeg kiggede op og mødte hendes blå bekymrende øjne. Emma har altid været smuk, meget til forskel fra mig. Hun har det lange blonde hår, der ligger perfekt omkring hendes smukke ansigt, skinnende blå øjne, solbrændte hud og de perfekte former. Og jeg mener de perfekte. Hun har ikke en eneste fejl. Jeg tror hun kan gå med alt. Hun er bare født som en supermodel. Som om det ikke skulle være nok så er hun heller ikke dum. Så man skal ikke komme her og sige at alle blondiner er dumme. Men hun er min bedste veninde. Men hvad hun så i mig ved jeg ikke. Jeg er nærmest hendes modsætning. Mit vilde røde hår, som er fuldstændig ustyrlig, der lå alt andet end perfekt omkring mit såkaldte ansigt. Mine meget unaturlige skriggrønne øjne og min ekstrem blege hud. Jeg bryder mig heller ikke synderligt meget om min krop, så den dækker jeg bare til med lange jeans og sweatshirts.

”Jeg har det jo fint Em.” Svarede jeg og gav hende et lille smil.

Jeg havde det jo helt fint. Jeg burde have ondt i hovedet lige nu, men jeg mærkede intet. Det gjorde heller ikke særlig ondt at ramme gulvet. Jeg ved ikke hvorfor, og har heller aldrig vidst det. Der er jeg jo bare unormal. Faktisk synes jeg at jeg er unormal ret tit. Jeg kan for eksempel ikke lide solen på min krop. Jeg bliver ikke rød af det, det føles bare ubehageligt. Jeg kan meget bedre ilde mørket som jeg desuden kan se unaturligt godt i. Måske har det noget at gøre med min mærkelige øjenfarve?

”Hvis du siger det.” Sagde Emmas bekymrede stemme og dermed hev mig ud fra mine tanker. Jeg så på hende.

”Men sig lige til hvis du får hovedpine.” Emma så strengt på mig og rejste sig fra stolen.

”Hvis du siger det, mor” Jeg gav hende et skævt smil og så ned på mit ur; ni minut i tolv. ”Hvad skal vi have nu?”

Jeg rejste mig op fra bordet og gik mod udgangen med Emma ved min side.

”Matematik for mig og engelsk for dig.” Sagde hun mørkt og bankede sin knugede hånd mod sit hjerte, som om hun dolkede sig selv. ”Jeg dør i den time.”

”Så er det vist ikke værre”

”Nej, du har ret det er meget værre”

Jeg sukkede bare af hende. Vi var nået til vores skabe nu. Jeg trykkede hurtigt min kombination ind; 3-1-1-0, hvilket også var min fødselsdag. Den 31. oktober, Halloween.  Jeg synes selv at det er en ret dyster dag at have fødselsdag, men det er jo kun min mening.

”Hvad skal du efter skole?”

Jeg så over på hende. Hun havde allerede sine bøger i armene. Jeg tog hurtigt mine ud af skabet og smækkede den efter mig.

”Ikke noget særligt. Far skal vist arbejde, så det bliver kun mor og mig. Kommer du forbi eller?”

Hun rystede på hovedet.

”Jeg skal ud og shoppe med Minnie.”

Minnie er Emmas storesøster. Hun bor oppe nordpå i Alaska hvor vi bor i Florida, så de ses ikke særlig tit.

”Er hun i byen?”

”Ja, hun bliver den næste uge.”

Jeg nikkede. Jeg var glad på Emmas vegne. Jeg er enebarn men har altid ønsket at jeg havde nogle søskende. Eller bare en større familie. Faktisk er mine forældre den eneste familie jeg har. Eller den eneste familie jeg nogensinde har mødt, mine forældre har fortalt at de også var enebørn og deres forældre var allerede døde inden jeg blev født.

”Fedt nok.” Jeg smilte til Emma.

Vi var nu nået til mit klasseværelse. Trods det faktum at vi begge er 9. årgang og bedste veninde gik vi ikke i samme klasse. Vi må nøjes med at gå i parallelklasse.

”Vi ses.” Sagde hun og gik videre med et vink.

Allerede det øjeblik jeg trådte ind over dørkarmen vidste at noget var anderledes. Et par skriggrønne øjne, præcis som mine mødte mit blik. Det var en dreng, lige bleg som mig, siddedende på pladsen bagerst i klassen. Han stirrede på mig, og bevægede ikke en muskel. Hans øjne låste mig nærmest, så jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg var fanget af ham. Han havde mørkt hår, der stod godt til hans blege hud. Han lignede en gud som han sad der. Kun en tanke var i min hjerne; Hvem eller rettere hvad var han?  

 

Dette er min første historie på Movellas, og jeg er vant til at skrive meget på engelsk, men nu prøver jeg altså denne her.

 

Giv gerne kommentarer og fortæl hvad i synes :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...