How to be a heartbreaker - Liam Payne fanfiction.

Da Cassie Themes flytter til en ny by, grundet hendes mors arbejde, møder hun den mystiske Liam. Men Liam er ikke lige som alle andre, og når Cassie uheldigvis støder på ham, er han i gang med at sælge stoffer. Og Cassie tager da også Liams trussel til sig, som lyder på: at hun er færdig, hvis hun siger noget til nogen. Men hvad sker der når Cassie finder ud af at Liam går på hendes nye skole? Vil hun genkende ham, og vil han genkende hende, eller havde det været for mørkt første gang de havde mødtes? This is how to be a heartbreaker.

5Likes
6Kommentarer
1055Visninger
AA

2. Mødet.

Cassies P.O.V -

''Cass!'' råbte min mor, da jeg tydeligvis var faldet i staver over min drømmeseng. Vi var i Ilva, for at købe ting til mit nye værelse, da vi lige var flyttet. Jeg vendte mig irriteret om, grundet at hun brugte mit kælenavn. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange jeg havde bedt hende om at lade være med at kalde mig det. Det var kun noget mine venner måtte kalde mig, men min dejlige mor lyttede jo ikke rigtig til mig.

 

Jeg trampede over til min mor, som forresten stod i den anden ende af forretningen, og kiggede strengt på hende. Hun kiggede spørgende på mig, og det var først da jeg løftede mine øjenbryn, at hun vidste, hvad jeg hentydede til. Hun trak undskyldende på skuldrene, og pegede derefter ivrigt over på nogle billeder. ''Er de ikke søde,'' spurgte hun og kiggede drømmende på mig. Jeg sukkede og himlede med øjnene. Det her var virkelig ikke min dag, eller min mors for den sags skyld.

 

''Mor de er jo fyldt med lyserøde bamser,'' mumlede jeg forklarende og undgik et par blikke som nogle drenge havde sendt mig, imens de havde grinet. Gosh altså, sikke en fed start! Tag et billede for helvede! Min mor begyndte at gå hen imod billederne og jeg trådte modvilligt et skridt tættere på baby-afdelingen. Jeg tror at hun havde svært ved at vænne sig til at jeg faktisk var blevet 16, og ikke var et lille barn mere.

 

Bare tanken om alle de forklaringer jeg skulle give min mor nu, gav mig hovedpine, og det fik mig til at sukke højlydt. Det her blev en laaaaaaaaaaaaang dag.

 

Da vi var kommet hjem, var jeg faktisk ret tilfreds over de ting som vi havde fået købt. Dog havde min mor fået smuglet nogle lyserøde ting ind imellem alt det jeg gerne ville have, men jeg undlod bare at sige noget, for hey, jeg ville jo ikke virke total utaknemlig.

 

Efter at have båret alle tingene op på mit værelse, gik jeg ned i vores nye køkken, og fangede min mor i at stå og rode i køleskabet. Eller rode og rode, man havde vel lov til at spise hvis man var sulten ikke? Okay jeg tænker fandme meget i dag! Mental high-five, for det er ikke noget jeg gør særlig tit. Altså det med at tænke, det med at lave high-five gør jeg aldrig og... Du er ligeglad ikke? Sorry boss.

 

Min mor lukkede køleskabsdøren og satte hænderne i siden. ''Kunne jeg ikke få dig til at gå ned og handle lidt, der er jo ingenting at spise i det her hus,'' spurgte hun. Jeg havde mest af alt lyst til at sige nej, men på den anden måde så var det jo altid godt at få lidt luft. Da jeg ikke havde svaret, tilføjede hun: ''Så må du også gerne handle slik og sådan ind.'' Jeg grinte over den måde hun forsøgte at lokke mig til det. Det fik og hende til at smile, og i løbet af få minutter, havde hun fortalt mig hvor den nærmeste købmand lå, og givet mig en sum penge.

 

Jeg trak i mine røde, slidte converse, tog min læderjakke på, og begav mig ud af hoveddøren. Du har sikkert undret dig over, hvorfor vi skulle flytte. Men ser du, min mor er en kvinde der er glad for sit job, ja altså hun lever nærmest for sit job. Altså ikke sådan at jeg er et af de børn, som lider af omsorgssvigt og som kommer ud i forfærdelige problemer, tværtimod. Min mor er kinda Super Woman som jeg plejer at kalde det, så hun får tid til begge dele. Selvfølgelig er jeg hendes førsteprioritet, så lidt betyder jeg da for hende. Okay meget.

 

Men nok om det! Det er vel bare det samme som alle andre, min mors arbejde rykkede ud til noget større, hun fulgte med, og her er jeg så. Kort og præcist. Min far skred for mange år siden, han valgte narkoen frem for mig, så et måtte han vel selv om. Han betød intet for mig, og det kommer han heller aldrig til. Det lyder måske lidt hårdt i nogens ører, men det er bare sandheden.

 

Jeg var kommet et godt stykke ned af gaden, da en snakken afbrød mine tanker. Jeg kiggede op, og så 2 drenge med hætter på forhandle om et eller andet. Okay vi kalder dem for dreng nr. 1 og dreng nr. 2. Dreng 1 gav dreng 2 en lille platikpose med nogle lyserøde piller i, og dreng 2 gav dreng 1 nogle kontanter.

 

Jeg genkendte straks de lyserøde piller, fra min gamle skole. Ikke fordi de solgte dem der, nej, vi havde haft sådan en temauge om narko, og havde simpelthen analyseret sådan nogle piller. Fuck hvor var de dumme, at stå sådan og ødelægge deres liv på den måde, det var dog klamt. Selvfølgelig sagde jeg ikke det højt, altså hvem fuck ville være så dum at sige det foran 2 drenge der nok var stærkere end dig, og risikere at få en lige i kahyttet. Ellers tak du, + de kunne være påvirket af det lort.

 

Alligevel kunne jeg ikke stoppe minderne om min far, som kom flydende igennem min hukommelse og med et føltes det som om at jeg skulle kaste op, men jeg bed mig selv hårdt i læben for ligesom at vågne. Stop Cassie. Han er ikke værd at tænke på. Jeg mener, folk må jo ligesom selv bestemme hvad de vil med deres liv. Jeg ville bare ikke spilde mit på sådan noget shit.

 

Jeg tabte indkøbsposerne og den lille taske jeg havde haft med. Det fik dem begge til at kigge forskrækket op, og jeg var næsten lige ved at grine over hvor skræmte og fortvivlede de havde set ud, hvis det ikke var fordi at det blik i deres øjne, hurtigt blev skiftet ud med noget andet. Vrede. Dreng 1 gav hurtigt dreng 2 hånden, og så på mig igen.

 

På det tidspunkt, vidste jeg at jeg skulle dø. Jeg vidste det. Men jeg ville ikke give op uden kamp, så jeg fik hurtigt samlet tasken og poserne op, og satte i løb i den modsatte retning. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg løb, jeg mener, jeg var ligesom ikke bange for at komme op og slås, det havde mine venner været vidne til. Men lige med 2 meter høje Frankenstein som min modstander, så måtte jeg indrømme, at der gik grænsen altså.

 

Jeg spurtede alt det jeg kunne, og hørte fodtrin lige bag mig. Jeg vendte mig om og så Frankenstein løbe få meter bag mig. Det skulle jeg så ikke have gjort, for SLAM-BAM så lå Cassie Themes ned, slået i jorden af en lygtepæl. Come fucking on mand, du bliver jagtet af din kommende drabsmand, også vælger du kræft edme at styrte direkte ind i en lygtepæl, som om du var et spøgelse altså. For fanden da, nu skulle jeg dø.

 

Jeg kom hurtigt på benene, men åbenbart ikke hurtigt nok, for hurtigt greb Frankenstein mig om mine håndled, og forhindrede mig i at løbe. Hans greb var hårdt og fast, og jeg sværger at det ville efterlade mærker. Hans åndedræt var hurtigt, men det virkede ikke som om at han var særlig forpustet. Hætten som han havde haft på, var faldet ned fra hans hoved, sjovt nok ikke hans fod, imens han havde jagtet mig, og det gav mig frit udsyn til det mørke strithår, som han havde gemt væk.

 

Panikken kom krybende, og jeg så ingen anden mulighed end at skrige. Jeg skreg af mine lungers fulde kræft, men hurtigt fik han mig til at klappe i, ved at lægge sin hånd over min mund. Jeg bed i den, den smagte lidt af salt, og Frankenstein hvæsede arrigt af smerte, og trak mig hårdt ind til sig. For andre lignede vi nok bare et kærestepar som krammede, men det var vi langt fra. Han fik hurtigt trukket mig ind i en tom gyde, hvor der var lidt mørkt.

 

Det eneste der løb igennem min hjerne var: fuck. Hvad skulle politiet sige til min mor, og hvordan ville hun reagere? Ville mit lig blive fundet, eller ville jeg rådne op et eller andet sted? Han ville være en typisk morder, som trak sit offer ind i en gyde, for så at slå hende ihjel. Ligesom på film. ''Lad være med at stritte imod, det bliver bare værst for dig selv,'' afvarede han med en hård stemme.

 

Han gik helt ind i gyden, og jeg kæmpede på livet løs imod ham. Sparkede til højre og venstre, i håb om at ramme ham, fuldstændig ligeglad med hans advarsel.

 

Han bankede mig op af murstensvæggen, og jeg gispede i smerte. Det føltes som om hele min rygsøjle brækkede og jeg pressede øjnene sammen for at lade være med at tude. Hele min krop føltes svag, og det var Frankensteins skyld. Hvem fuck troede han at han var?! Fucking sindsyge svin!

 

Med et lød der fodtrin for enden af gyden, og den dreng han havde forhandlet med, kiggede, nej stirrede på os. ''Liam lad nu..'' begyndte han, men psykopaten som åbenbart hed Liam, sendte ham et blik som nok fortalte: Bland dig udenom, det er min tur til at slå ihjel. Sådan noget kan jeg bare se, det er ligesom min superkræft. Drengen forsvandt dog også hurtigt igen, og Liam borede sit blik ind i mit.

 

Han bankede begge mine håndled ind i væggen, op over mit hoved med en hånd, og pressede mig hårdere op af den kolde murstensvæg. Det fik mig til at gispe i smerte igen. ''Hør så her,'' hvæsede han hårdt med en kold stemme og strammede sit greb om mine håndled. ''Hvis du nogensinde fortæller nogen om hvad du lige har set, så er du færdig, forstået?''

 

Jeg sank en stor klump, og blev faktisk lidt bange for ham. Selv hans brune øjne var kolde og fyldt med vrede. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?

 

Han pressede sin krop ind i min og borede sin anden hånd ind i min hofte, hvilket resulterede i at jeg vred mig lidt i hans greb. ''Stop,'' hviskede jeg svagt gennem sammenbidte tænder. Liam ignorerede min protest, og lige da jeg troede at det var umuligt at kunne stramme hans greb mere, så gjorde han det. Jeg jamrede mig, og for en kort stund syntes jeg at kunne skimte hans mundvige vende lidt opad, som i et kort smil.

 

Det gik op for mig at han nød at se mig i smerte. Det var for sygt. Han opdagede at jeg havde fanget ham i det, og det fik ham til hurtigt at få tørret smilet af. ''Forstået?'' Jeg kiggede på ham, og bøjede min ryg i smerte da han tog hårdere fat i min hofte. Jeg nikkede hurtigt, og ville bare have ham til at gå, forsvinde. Jeg var skræmt fra vid og sans.

 

''Godt,'' svarede Liam og bankede mig en sidste gang ind i væggen, for så at vende rundt på hælene, og gå.

 

Jeg var bange, nej bange var ikke ordet. Jeg var chokeret, for aldrig havde noget menneske behandlet mig sådan her før. Og jeg som troede at navnet Liam var sødt, ha! Det måtte være årets joke.

 

Smerten skød op igennem min krop, da jeg forsigtigt rejste mig fra den kolde jord. Jeg var ved at miste balancen, og måtte læne mig op af væggen, for ikke at falde. Jeg gik hele vejen hjem, og for hvert skridt jeg tog, jo mere føltes det som om, at mine ben bare kunne forsvinde hvert øjeblik. Jeg havde ondt over det hele, men det var der jo heller ikke noget at sige til, når Psykopat-Liam havde brugt min krop, som om det var en bademåtte, som han bankede op af væggen.

 

Jeg bed smerten i mig, da jeg roligt men langsomt, trådte ind af hoveddøren. ''Det var du hurtigt om,'' råbte min mor ude fra køkkenet. Jeg ville ikke have at hun skulle se mig, for så ville hun vide at der var noget galt. ''Ja, butikken var også lukket,'' svarede jeg med en skinger stemme. Det krævede mange kræfter, bare det at snakke. ''Når, men klokken er jo kun fem?'' råbte hun, og det var egentlig ment som et spørgsmål. Jeg lænede mig op af gelænderet, og råbte at jeg gik i seng nu. Selvfølgelig skulle min mor lige gentage, at at klokken jo kun var fem, og om jeg da ikke skulle have aftensmad.

 

Jeg svarede ikke, men begav mig bare langsomt op af trapperne. Pokkers til trapper altså, de dræber jo en! Smerten var uudholdelig, og jeg havde mest af alt lyst til at lægge mig ned og græde, men jeg modstod 'fristelsen', og bed det i mig. Da jeg nåede op ad trapperne, humpede jeg ind på mit værelse, og smed mig på sengen, fuldt påklædt. Alting kørte rundt i mit hoved, og jeg kunne ikke rigtig forstå hvad der lige var sket. Måske skulle det soves væk? Alting skulle nok blive bedre i morgen, det var trods alt en ny skole, så hvad kunne gå galt. Ingen kendte mig jo.

 

Åh gud hvor tog jeg dog fejl.

 

----------------------------------------

Hej mennesker! Jeg håber at i kunne lide første kapitel, fortæl mig endelig hvad i synes om den i kommentar-boksen. Hust at føje den til jeres favoritter, hvis i altså har lyst, og tak fordi i læste med! Jeg håber ikke i synes at første kapitel var alt for kedeligt.

-Dani:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...