Du havde ingen anelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er en historie om mobning. Jeg håber i alle forstod mit budskab.

0Likes
0Kommentarer
144Visninger

1. One-shot

Du havde ingen anelse om, hvor meget du sårede mig den dag. Du havde ingen anelse om, hvor meget du sårede mig de måneder. Du havde ingen anelse om, hvor meget du sårede mig de år.

Begyndelsen: Det var en efterårsmorgen. Du havde stået og ventet på mig. Det gjorde du altid. Og jeg ventede på dig. Ikke bare kolde vintermorgener, men med alt. Jeg havde gået ned til dig med et smil på læben, det gjorde jeg altid. Vi var gået ned til skolen sammen, det gjorde vi jo altid. Men da vi trådte ind af døren til klassen, var der sket nået. Du havde ikke gidet snakke med mig, men det gjorde vi jo altid. Jeg havde grædt og tigget og sagt undskyld til dig, men du havde givet mig den kolde skulder. Den samme is der havde gjort dit hjerte koldt, og lukket mig ude fra dit åsyn. Jeg havde gjort alt. Jeg havde givet alt. Jeg havde givet dig en mulighed, for at få kærlighed og en rigtig ven. Jeg havde altid fået det samme til gengæld, men ikke den dag. Ikke de måneder. Ikke de år.

År efter: Jeg havde gennem år prøvet at komme videre. Jeg havde løjet for mig selv. Vi var for forskellige. Men jeg løj aldrig. Vi løj aldrig. Vi fortalte sandheden, eller det plejede vi. Det gjorde vi jo altid.Det var ikke fordi, jeg ikke havde haft gode tider uden dig. Åh jo, men det var ikke det samme. Det var det aldrig. Jeg havde fået andre venner, men det var ikke det samme. Det var det aldrig. Da de så min længsel, gjorde de ligeså som du. De flygtede. De skred. Jeg gik med den længsel og smerte i så lang tid, at det aldrig vil kunne rettes. Spørgsmål var dukket op igen og igen. Hvorfor havde jeg fået denne behandling? Hvad havde jeg gjort? Det var ikke kun dig, det var alle dem i klassen. De holdt afstand. De flygtede. Var jeg anderledes? Jeg forstod dig ikke, og det var først år efter, at jeg turde sige det til dig. Men du forstod heller ikke mig. Du sagde jeg var svag. Du antydede derfor at jeg ikke var stærk, efter alle de år jeg havde gået med et hul i hjertet.

I dag: I dag er jeg ikke den samme. Jeg har ar for livet, og du har sat dybe spor i mig. For det var ikke, fordi de andre mobbede mig. Nej, det var fordi, du ikke var min ven nok til at støtte mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...