Forældre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Igang
Det er et essay om forældre, om hvordan vores syn på dem forandres gennem livet.

2Likes
0Kommentarer
197Visninger

1. Forældre

Forældre – vi har dem alle sammen. Vi elsker dem, vi hader dem, vi savner dem og i sidste ende, mister vi dem.

Båndet starter allerede ved fødslen, vi kommer ud i verden, og de første mennesker vi ser er vores forældre, de står og smiler til os, oftest græder de. I starten opsøger vi dem meget, og hvis vi bliver skældt ud, glemmer vi det igen i løbet af ingen tid. De ser os tage vores første skridt, sige vores første ord. I den tid er de nærmest, de eneste personer vi kender, og derfor år vi hurtigt opbygget et trygt og godt forhold til hinanden. De er vores helte, og vi ved, at vi altid vil have dem.

Vi bliver ældre, og vi begynder at kende flere og flere mennesker, som præger os i alle mulige retninger, snart begynder vi i skolen, vores forældre har stadigvæk en stor betydning, ikke som dengang man var helt lille, og man lavede alt med dem.

Pludselig går man i 2.-3. Klasse, og de kan ikke svare på alle ens spørgsmål længere, man begynder at sige ting, som jeg hader min mor eller far, men hvorfor? Hele ens liv har de ikke gjort andet end at beskytte og elske en, men så fordi man ikke kan lege med sin ven, så er de bare dumme, jo ældre man bliver jo mere overfladiske, virker de også for os, man har måske fundet et nyt sted, hvor man kan føle sig helt tryg. Når man så endelig snakker med dem er det et eller andet stort skænderi over nogle fuldstændige ligegyldige ting. Nogle flytter måske hjemmefra, fordi de skændes så meget med deres forældre. Men hvad gjorde at det kom så langt ud at man ikke engang kan snakke med de mennesker man i starten tænkte at man aldrig ville miste, de mennesker man tilbed, som man beundrede de første mange år af sit liv, hvorfor er det at man nærmest opsøger konflikterne i teenageårene? Kunne man ikke bare blive ved med at have det konfliktfrie forhold man havde i starten. Forholdet mellem sine forældre er ligesom alle andre forhold de skal plejes, selvom de måske ikke viser at de bliver såret, når man siger at man hader dem eller at man flytter hjemmefra fordi man har haft et kæmpe skænderi, så bliver de oftest kede af det, måske tænker de at de er fejlet som forældre og det er ikke en følelse, man skal ønske for sin værste fjende.

Snart kommer tiden hvor man flytter sammen med sin kæreste eller bare flytter hjemmefra, det er i værtfald et svært tidspunkt for forældre og børn, man skal til at finde sine nye roller, forældrene indser at det er slut de har gjort deres såkaldte ”job” forhåbentlig er de tilfredse, i starten er det svært, børnene kommer måske ikke nok hjem og forældrene ringer hele tiden. I starten er børnene, som nu er ved at være voksen træt af dem. Men pludselig bliver datteren gravid og måske forlader kærsten hende og hun har igen brug for sine forældre. Forældrene er glade for at være i hendes liv igen, de råder hende alt hvad de kan og flytter næsten ind hos hende. Nu skal hun igennem den rutsjebanetur som forældrene har været igennem.

Årene går og børnene er glade for at have sine forældre som en hjælpende hånd med barnet eller noget andet, men børnene bliver efterhånden trætte af at forældrene hele tiden er der for nu kan de selv.

Snart bliver forældrene gamle og måske bliver de syge. Børnene har travlt med deres karriere, så de sender dem på plejehjem og opdager slet ikke, hvor syge og gamle de er. Men er karrieren virkelig så vigtig at man opgiver sine forældre for at få alt det andet til at fungere, burde man ikke leve sammen ligesom i andre lande, så ville man da have tid til andet end at arbejde. Eller ville det bare ende galt ligesom da man var teenager.

Nu er tiden kommet hvor de skal tage afsked, for mange kommer det måske som et chok at deres forældre dør, nu sidder man og kigger på fotografier og græder over alle de ting man ikke nåede at sige til dem. Nu er man pludselig glad for alle de minder de så desperat prøvede at lave. Alt det som man inderst inde hele tiden har vist går op for en, man har brug for sine forældre og man elsker dem ubetinget lige meget, hvor meget de sårer en i løbet af ens liv og lige meget, hvor påtrængende de har været, så mangler man lige pludselig den person der ringede og spurgte til en, de personer der altid hjalp en når man faldt.

Så hvad er det rigtige facit for familien? Hvorfor skal det tit nå helt til døden før det går op for en, hvor meget man elsker og har brug for dem?   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...